Det var nemt og ikke mindst hurtigt med en topfart på 351 km/t at komme med toget fra Beijing til Shanghai. Nu havde vi 7 overnatninger i Shanghai, hvoraf de første 5 nætter var på hostel og de sidste to hos nogle venner af vores venner 😉

Vi blev hel eksperter i at tage undergrundsbanen rundt i byen. Hver gang vi kører med metroen, bliver jeg lidt overvældet ved tanken, om alt det der ren faktisk foregår under jorden i storbyerne. Nogle af metrostationerne var så store at det var let at fare vild og når vi skulle op i det pulserende liv på gaden, kunne vi vælge op til flere lyskryds eller shoppingcentre at ende ud i. Selv nede i undergrunden var der flere steder både butikker og fastfood restauranter. Og max 6 D.kr for os begge to, er jo lige til at overkomme, for at blive transporteret rundt.

Shanghai skiller sig ud fra alle andre kinesiske byer vi har været i. Fra at have startet ud som lille fiskerby er det nu den største by i Kina med en årlig vækst på 9-15% om året og regnes i dag som flagskibet i Kinas moderne økonomi og er det vigtigste kulturelle, kommercielle og industrielle center i Kina. Desuden er Shanghai verdens travleste havn. Dog kæmper de også med stor indvandring fra andre dele af Kina og en stor social ulighed.

Selvfølgelig skulle vi ud og se det område der hedder Pudong (Byens (og Kinas) finansielle center). For at komme dertil skal man enten over eller under Huangpu-floden. Vi kørte under og fik en “fancy” tur. Ofte er Shanghai indhyllet i smog, men vi var heldige med blå himmel. Kun helt nede ved jorden kunne vi se den tunge luftforurening hænge. En perfekt dag at tage op i et af tårnene og se udover byen, hvilket skulle være et bedre Grand Canyon, blot formet af mennesket i form af moderne kultur og nogle af verdens højeste skyskrabere. Ville vi ofre pengene på at se denne udsigt? JA. Derfor var skuffelsen også ekstra stor, da vi efter godt en times køkultur steg ud af elevatoren i 351 meters højde og konstaterede at skyerne havde lukket af for udsigten og vi kun lige svagt kunne ane de nærmeste bygninger. Søren dristede sig ud på gangbroen af glas, hvorimod jeg selv havde rigeligt sus i maven blot ved tanken og et forsigtigt snig kig 😉 Pokkers også at vi ikke blev hængende oppe i skyerne og spiste aftensmaden på restauranten, for efter at stå på sikker grund igen og efter vi havde spist, var himlen i mellemtiden blevet stjerneklar. Ellers skal vi jo ikke klage over manglende og gode oplevelser. Heldigvis har de ikke nået at rive alt ned, for at modernisere og lidt spøjst var det at opleve den gamle bydel mixet med den moderne. Et enkelt sving på gaden og så stod vi midt i, hvad mange måske vil beskrive som de fattiges kvarter. Kød og vasketøj der hænger til tørre som guirlander på elledninger og kreative tørrestativer oppe over os og ud fra vinduerne. Mænd og kvinder der tilbereder deres næste måltid foran deres måske kun 20 km2 hjem. Blot et par gader derfra ryger vi igen ind i et område, der er af meget kinesisk arkitektur. Her myldrer det med turister og gadesælgere, og med kun få meters mellemrum er der en der tilbyder dig at følge efter dem til en butik for at sælge dig kopivarer som urer og tasker m.m.

Af alle oplevelser vil jeg dog påstå, at de to højdepunkter i Shanghai var gensynet med Emma-Louise og Elias samt dansk rugbrød. Dansk rugbrød fandt vi i et dansk bageri og godt forsynet med Lur-pak smør, spegepølse, hamburgerryg og oste indtog vi den skønneste lille påskefrokost på vores hostel. Emma-Louise og Elias er to af min “x-mands” børn. Tilfældigvis kom de på ferie til Shanghai hos nogle af deres venner, mens vi også var der og sammen med dem boede vi hos Mette og Palle et par dage. Derfra tog vi sammen med de unge mennesker på sightseeing til en af vandbyerne og oplevede det kinesiske Venedig, templer og smukke haver og hjemme hos Mette og Palle, blev vi forkælet med dansk hakkebøf og mere rugbrød 😉

Det har været balsam for sjælen at holde lidt fri fra cyklerne og ikke skulle flytte sig fra dag til dag. Aldrig at vide hvor og hvordan man skal sove, eller hvad menuen står på osv. Jeg har virkelig nydt godt af at få lidt ro som at overnatte det samme sted i flere dage af gangen. Bare den fornemmelse at blive genkendt i butik og på restaurant er hel dejligt. De fleste gange er vores første møde med folk på restauranter  og hoteller m.m. med blandede følelser. Ofte bliver vi ignoreret, fordi de er generte og ikke ved, hvordan de skal håndterre os “langnæser”. Når det så går op for dem at det er uundgåeligt at tale med os, så griner de af os. Eller måske ikke af os i den forstand, men det er åbenbart deres mest naturlige måde at håndterre situationen på. Først efter noget tid, bliver de mere rolige i vores nærvær, men der er vi jo så også ved at fordufte igen. Så når de er blevet fortrolige med vores nærvær og ikke føler sig pinlige over situation, så de ligefrem tør forsøge sig med at tale og stille spørgsmål til os, så begynder vi også at føle os velkommen og lidt mere “hjemme”, hvilket nu er ganske rart.

Ovenstående må nu ikke misforstås. For kineserne er generelt utrolige flinke og meget hjælpsomme og de vil stå på hovedet for at behage os, når det kommer til stykket.

Det har kostet et par gevaldige diskussioner

Temperaturen er lige droppet med over 10 gr. og det er overskyet, dog er humøret højt. Vi har begge to glædet os til at starte op på cyklerne igen og også komme lidt ud på landet igen. Jeg vil stadig påstå, at folk der kun rejser fra storby til storby IKKE oplever et land, som det virkelig er. Det er klart på landet, vi oplever de største kulturforskelle og skikke.

Trods at vi ikke cykler i tæt trafik er alene det at komme ud af Shanghai en hel dagsmarch. Vi skal op langs kysten til Qingdao, hvorfra vi skal have færgen til Syd Korea og vi har ca. 750 km foran os. Velvidende at vi ikke når at cykle alle km og må ty til en bus på et tidspunkt, vil vi gerne begge to nå at cykle så langt som muligt.

Mit knæ gør opmærksom på sig selv allerede fra starten og jeg er fuldt ud bevidst om, at det ikke er så gode tegn. Men det er stadig dejligt at komme igang og trampe rundt i pedalerne igen. Vinden er frisk og lige imod os. Hm… nu begynder det også at regne og inden længe styrter det ned. Vi finder ly under et halvtag og hiver i regntøjet, alt imens at vi guffer en humpel rugbrød med ost i os.

Videre det går og stadig i højt humør. Knæet smerter mere og mere og efter ca. 50 km må jeg kapitulere og klage min nød, og vi finder frem til nærmeste hotel.

Hele natten værker knæet og selvfølgelig ryger knæ bindet på dagen derpå.

Søren har slæbt på en elastik siden vi sidst var i Dk. (Det er en de bruger, når han er til livredning, hvor de binder den om maven og til bassinkanten, for at give dem modstand i vandet). Formålet er, at jeg kan blive hægtet efter ham (og omvendt, haha), hvis jeg (vi) er løbet tør for kræfter. Vi har gjort brug af den 2-3 gange tidligere i  Turkmenistan. Men det er et ømt emne. Jeg bliver gal, når Søren nævner at vi kan tage den i brug. Mest fordi at jeg ikke føler mig god nok eller fordi og måske nærmere tager det som en bebrejdelse frem for et tilbud om hjælp. Dog tror jeg nu også at det somme tider blot er fordi, han mister tålmodigheden. Udover det, synes jeg da også at det er forfærdelig pinligt, når folk ser, jeg hænger der i en elastik og Ikke mindst er jeg til tider nervøs for, at den kan være skyld i et uheld. Så tænker jeg også på historien om faderen, sønnen og æslet, haha. Følelsen af afmagt, ikke være god nok, det pinlige i det, risikoen ved det og tilsidst at jeg VIL selv, piller mig helt ned.  Så tro mig… det har kostet et par gevaldige diskussioner, når manden min, har “turde” vove at bringe emnet på bane 😉 Til gengæld har det sommetider også haft en god effekt, når jeg stædigt og uden elastikken skal “vise ham”…  – så sker der pludselig noget og jeg har ydet, alt hvad jeg kunne til Sørens (og min egen) store overraskelse.

På fjerdedagen synes jeg dog, ikke at det var så sjovt længere. Smerterne i knæet er konstante og Søren dristede sig til at foreslå, vi gjorde brug af elastikken. Vemodigt takkede jeg ja. Jeg ridsede “selfølgelig” lige reglerne op, når vi skulle over vejkrydsene m.m. Tju hej hvor det ruller nu, yeahhh en god gennemsnitsfart og et let, hurtigere tråd i pedalerne gjorde underværker for mit knæ. Distancerne blev straks øget og susende derud af voksede humøret også lige en tand. Nu skal den unge mand jo ikke have hele æren 😉 Vinden har trods alt drejet så vi har medvind og jeg forsøger hele tiden at holde elastikken slap (og så tror han bare at han er god og tager hele slæbet, haha). Dog skal han ha´, at det HAR været en hjælp og mit knæ har det ganske fint igen 😉

Hovedsagligt har vi cyklet på hovedveje, kun afbrudt af Yangtze floden (Den blå flod) Kinas og Asiens længste flod, 3.600 km lang), som vi lige måtte krydse med færge. Nogle veje har været stille og rolige med smukke udsprungne kirsebærtræer på begge sider af vejen og flotte boulevarder. Andre har været tæt trafikeret af store lastbiler med tung last. Vi har cyklet igennem små listige byer og større byer, men der underligt nok har føltes mennesketomme. En by, hvor vi stoppede op for at spise frokost blev vi hilst hjerteligt velkommen af ejeren og personalet. Ejeren talte en lille smule engelsk og før vi vidste af det, fik vi mad vi ikke havde bestilt på hans regning. Slutteligt en rundvisning på restauranten og billeder med ham og personalet. Uanset om vi skulle have betalt for maden eller ej, var det en rigtig god oplevelse. Vi har følt os utrolig sikre i trafikken her i Kinas land, bilisterne kører rigtig pænt og stort set alle steder har der været brede cykelstier på land og i by. En enkelt punktering på mit forhjul måtte vi lige tage med, ellers har vi nydt dagene med jævnt stigende temperatur på op til 27 gr.

Nu er vi til gengæld nået dertil, hvor vi har været nødsaget til at tage en bus til hjælp, lidt øv. Dog regner det igen i dag, så heldet har fulgt os.

*Shanghai er Folkerepublikken Kinas største by.  Inden for bygrænserne bor der 9,3 mill. indbyggere og i hele kommunen 23.390.000 indbyggere, deraf 14.336.200 faste indbyggere. Af indbyggerne er 9.816.500 udlændinge. Byen er placeret ved Yangtze (Chang Jiang)-deltaets bredder i det østlige Kina.

Qingdao

Nu lakker tiden i Kina mod enden

Qingdao er en havneby med 3 mill. indbyggere og er bl.a. kendt for dens naturhavn ud mod det gule hav. Qingdao virker som så mange andre storbyer i Kina som en stille by. Det kan undre os at en by i denne størrelse virker så mennesketom. Men det må jo være fordi, at der er ekstra god plads på gaderne, så det ikke føles så hektisk?

Da vi cyklede igennem byen, troede vi hele tiden at NU, var vi i centrum med liv og glade dage, men nej. Endelig kom vi dog ned til den berømte Beer street, hvor også Kinas største bryghus ligger. Der er blinkende lys og restauranter hele vejen langs gaden og vi fandt frem til et hotel tæt på. Der er til gengæld heller ikke andet end bryghuset, masser af farvestråelende lys og madsteder. Eneste mad de serverer, er al godt fra havet. De har alle store akvarier og fiskekasser med levende krabber, muslinger i alle afskygninger, hummer, rejer, blæksprutter, skildpadder og fisk i flere variationer. Sådan lidt mættet af kinesisk mad og deres helt specielle måde at tilberede maden på, har vi undgået at spise fisk. Så vores mad har hovedsageligt bestået af frisk tilberedte grøntsager og godt med chili 😉 En dag gik vi på opdagelse, i håb om at finde et alternativ til de mange fiskerestauranter. Et skilt med Wallmart fik vores opmærksomhed og pludselig stod vi midt på en gågade placeret inde mellem husene, høje som lave og godt skjult fra vejene. Der var et leben af liv. Alle tænkelige butikker er repræsenteret her og oven i købet en McDonalds 😉 Jeg lykkedes med at finde en cola zero i Wallmart og vi fandt også en restaurant, der serverede bøf. En lille bøf, med spagetti og spejlæg til. Jojo… trods alt en afveksling 😉

Nu lakker tiden i Kina mod enden og på mandag sejler vi til Syd Korea. Kina er en kæmpe nation, der er i rivende udvikling. Uanset hvor vi har været, bliver der bygget nye pompøse højhuse og mortorveje på piller, der krydser over, under og rundt om hinanden. Selv på vej til Qingdao, kørte vi på motorvejsbroer ude på havet og store motorvejs sammenfletninger og loops imponerede os begge to og understreger blot at Kina ikke ser nogen begrænsninger.  Vi har ikke oplevet meget til fattigdom som sådan. Det virker til at der er arbejde til alle, om ikke andet kan man blive sat til at feje gader, vaske autoværn eller holde øje med trafikken i lyskrydsene. Ved de fleste lyskryds, specielt i byerne står der politifolk. Alt fra 1 mand op til 12 mand i samme lyskryds. Kontrasterne har været store. Naturen, folket og deres skikke har vekslet i stor stil i forhold til hvilken part af Kina vi har befundet os i. Den nordvestlige del og den sydøstlige del, virker næsten som var det to vidt forskellige lande og nationer.

Søren synes det er hel pinligt, at vi ikke har lagt flere km bag os i sadlerne, når vi trods alt har været her i 2 mdr. Min opfattelse er en helt anden. For mig er det vigtigere at opleve så meget forskelligt som muligt uanset, hvordan vi bliver transporteret fra sted til sted. Og jeg synes da også vi har fået cyklet, både i bjergene og på landet 😉

Nu glæder vi os begge to til endnu en ny kultur. Jeg formoder de hakker og spytter mindre i Korea, hvilket jeg aldrig helt har vænnet mig til og det med at spytte mad ud på gulvet og på bordet og skodde cigaretterne direkte på de indendørs gulve, bliver aldrig lige mig. Jeg har heller aldrig fået taget billeder af børnene der både gør stort og småt på fortovet. Det føles måske ikke så rigtigt at stille sig op og tage billeder, midt i deres gøremål 😉  Det mest underlige er, at der bliver ikke taget hensyn til, hvor på fortovet det foregår og tanken om den praktiske del for os andre, om lige at hive barnet ud til en side, er umiddelbart fjern. Men okay… der er som regel også en til at feje op i nærheden.

Mht. sproget opgav vi rimelig hurtig den del. Så enkelt et ord som tak, har jeg ikke fået lært at udtale hel korrekt. I hvert fald bliver det kun forstået hver anden gang, og tegnsprog har været lige så stor en gåde.

Det virker til at vi kommer til at opleve foråret to gange i år. Kirsebærtræerne har stået i knop og har også været sprunget ud, men nu hvor vi er kommet på disse breddegrader, ser det ud til at vi får en gentagelse, hvilket absolut ikke er af vejen.

Vi er så meget klar til Korea!