WBT. Kina 5 – Chengdu til Beijing

Kina 5

Fra Chengdu til Beijing

Arbejdet med mammut Terrakottahæren var fascinerende

Cyklerne er sendt på ferie i Shanghai fra Chengdu og vi fortsætter som backpacker et par uger 😉 Med vores North Face tasker på ryggen tager vi med lyntoget fra Chengdu til Xi´an. Vi havde et par forkælelsesdage hos en warmshower host i Chengdu. Ren afslapning med god sushi, ostemadder (har været savnet) og en enkelt udflugt til Giant Panda centre, hvilket var en stor oplevelse. Området omkring Chengdu (det sydvestlige Kina) er det eneste sted i verden, hvor pandaen lever frit i naturen. Det bliver kaldt for bambus tågeskovene fordi, at skyerne bliver fanget i mellem bjergene, hvorfor området stort set altid er indhyllet i tåge.

Nøj, hvor er de pandaer bare søde. En robust, tæt “lille” bjørn, der mest af alt ligger på ryggen og gnasker bambus i sig som de holder så sødt med poterne. Nogle hænger i et træ og sover og andre vandrer lidt rundt. De er bare søde 😉 På centret er der i alt 164 pandaer. Desværre er hele bestanden i den vilde natur nede på kun ca.: 1000 stk., hvorfor de har oprettet disse pandacentre. På centrene fokuserer personalet på at redde og yngle på pandaer og sætte dem tilbage i naturen. Herudover bliver der forsket i pandaens adfærd og sygdomme. 99% af pandaernes føde består af frisk bambus og nu er det blevet besluttet at investere flere milliarder i at genvinde bambusskoven, så bestanden kan øges igen. Men der ligger mange udfordringer i det. Bl.a. kan man på det sorte marked få ca.: 100.000 dollars for et enkelt bjørneskind. 

I Xi´an benyttede vi os for første gang på vores knapt 2 års cykeleventyr at få en guidet tur. Vi blev dog hurtigt enige om, at vi faktisk ikke fik mere at vide af guiden, end hvad vi selv havde læst os frem til, så måske lidt spild af penge. Uanset havde vi en oplevelsesrig dag, hvor vi besøgte Terrakottahæren, Qins mausoleum, m.m. Jeg synes det er SÅ mærkeligt at tænke sig, hvad en magtfuld person kan finde på og er fuldstændig lamslået over nogle af deres handlinger. I dette tilfælde har Første kinesiske kejser, Qin Shi Huang, fra 260 f.Kr. fået fremstillet 6-8.000 krigere i fuld størrelse af ler og placeret dem i underjordiske gange, som ingen kendte til – et projekt der tog knapt 40 år, med henblik på at krigerne skal beskytte ham og hans gravsted i efterlivet. Men for at bevare det som en hemmelighed, begravede han efterfølgende alle ca.: 700.000 slaver levende, der havde lavet dem. Det er mig en evigt gåde, hvordan nogle mennesker kan gøre sådan og kan virkelig gøre mig utilpas ved tanken. 

Arbejdet med mammut Terrakottahæren var fascinerende. De mindste detaljer som fingernegle, rynker, hår og uniformer og ikke to ansigter der var ens, gjorde deres arbejde helt unikt. Statuerne er en del af et af de største begravelsesværker på planeten. Det blev opdaget ved en tilfældighed for godt 40 år siden, på landet i udkanten af Xi´an af en bonde, der havde besluttet at grave en brønd i hans marker. 

Dagen sluttede med at se et flot danse og musik show 😉 

Næste dag gik vi en tur op på den gamle bymur. Her havde de lys-festival udsmykning og forskellige figurer og dyr var udstillet i hele palettens farver. Specielt var det smukt om aftenen, hvor det hele blev lyst op både indefra og udefra. På gaden var træerne bundet ind i lysnet, der var kunstige blomsterbede med lys i alle blomsterne, de kinesiske huse, havde lyskæder omkring og på højhusene spillede det flotteste lys i forskellige mønstre. Efter en god bøf og en flaske vin som i øvrigt godt kunne mærkes i både ben og hoved, gik vi tilbage til hotellet. Dvs. vi kunne ikke finde det, så vi vandrede gade op og ned i knapt er par timer, før det lykkedes os at finde frem og godt matte i fødderne, fandt vi under dynerne.

Passport please! Ups, det havde vi jo ikke med

Togstationen kan godt minde om en lufthavn. Den er pompøs og ren. Vi kan ikke blot gå ind i bygningen uden en togbillet, så på ryggen med taskerne og så ellers en lang vandretur rundt om bygningen for at finde billet”kontoret”. Derefter få skannet vores tasker som, hvis vi skulle ud og flyve og så igen en lang gåtur indendørs, før vi kunne gå ned på perronen og tage toget. Togene holder i lange rækker, flotte hvide og strømlinet. Selvfølgelig har man pladsbille,t og der er god orden inde i vognen. Hvis taskerne ligger lidt forkert eller der stikker remme ud, så det ser sjusket ud, så kommer de nydelige stewardesser rundt og retter til. Vi topper med en fart på 306 km/t. Det føles på ingen måde hurtigt. Vi er nærmest flyvende på skinnerne og der er ingen bump. En sjælden gang imellem stopper vi op på en station. To min. og ikke et sekund mere eller mindre, og af sted det går igen til endestationen i Beijing 😉 

Første dag i Beijing blev brugt på, at se den forbudte by. Den er tilbage fra Ming dynastiet og består af 999 bygninger og 9.999 værelser. Vi var stået tidligt op for, at undgå kø ved indgangen, alligevel gik vi flere tusinder af mennesker i rask gang mod den forbudte by. Gudskelov skulle en stor del af menneskemængden ind og se Maos maosoleum, hvor i øvrigt verdens største åbne plads også ligger. Sommetider er det ikke altid lige logisk at komme over på den anden side af vejen eller rettere man skal vide, hvor man skal krydse. Vi skal under vejen via store underjordiske tunneler, oven over os har vi 16-18 vejbaner, så det er store forhold. 

Passport please! Ups, det havde vi jo ikke med. Heldigvis havde Søren et foto på telefonen og det virkede fint. Billetterne var i hus og den forbudte bydel blev beset med interesse. Derefter fortsatte vi til en park med fantastisk udsigt fra et tempel over byen. Vi satte os til rette og blev underholdt af nogle aldrende damer, der åbenbart selv mente de både var sexede, kunne synge og danse og i al skjul, kunne vi ikke lade være med at klukke lidt. Dog betaget over den respekt der er, for dem der lyster at performe. Talent eller ej, så gjorde de det og havde det ganske fornøjeligt med det. Det kan vi trods alt ikke tage fra dem 😉 

Tilbage til hotellet, men af en eller anden årsag var der nu sikkerhedsfolk og kontrolposter over alt og med kun få hundrede meters afstand. Kineserne skulle alle vise ID. De fleste steder vinkede de Søren og jeg forbi og ellers godtog de vores foto fra mobilen. Desværre løber Sørens mobil tør for strøm men som alle andre gange har vi heldet med os, og smilende bliver vi vinket videre. Igen en dag, hvor vi har vandret, spadseret og gået op og ned ad trapper, i rask tempo og i gåsegang og efter 7,5 t på fødderne, lander vi på hotellet og tager et hvil, før vi finder frem til noget aftensmad.

Dagen efter finder vi ud af, at al den kontrol var fordi, de havde besøg af Kim Jong-un fra Nord Korea.

Den kinesiske mur – Stilheden var ubeskrivelig 

Vi kører ca. 2 timer uden for Beijing og ankommer hos vores host i en lille bitte landsby. På vejen havde vi passeret det område, hvor der skal være vinter OL i 2022 og der var fuld gang i forberedelserne. Hele byer bliver bygget op og store motorveje på piller. Det var et imponerende syn og overvældende at tænke sig, hvad der skal til, for at være værtsland for OL. 

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, det var et charmerende kinesisk hus vi ankom til, men det var stadig hyggeligt med høns, kaniner og en enkelt gås. Foran huset ligger en stor doven og beskidt Chow Chow. Vi bliver taget smilende imod og kort tid efter sidder vi og spiser lækre tilberedte grøntsager og ris. Fra huset kan vi se op ad bjergene, og på toppen kan vi se den kinesiske mur. Jeg frygter lidt, at vi på en eller anden måde skal finde op til muren ad bjergsiden. 

Rigtigt nok. Næste morgen bliver morgenmaden serveret kl. 8.00, og derefter bliver vi gennet ind i bilen. Mr. Cheng, vores vært taler ikke engelsk. Han skal være vores guide på dagens vandretur. Jeg havde set, han havde pakket økse og vandrestave ned i bagagerummet. Vi kørte ud til en resteplads, og mine bange anelser om en bjergvandring op til muren blev indfriet. Heldigvis så det værre ud end det var, trods sveden der løb ned af ansigt og hals, samt en lettere stakåndethed, nåede vi op til muren, ad en smal lille sti.

Muren var et betagende syn og det var lidt syrerealistisk, at sidde der og få en velfortjent tår vand. Muren slanger sig op og ned på bjergryggene. Den er alt andet end intakt. Murbrokkerne ligger i et roderi og de fleste af dem ligger løst. Uanset hvilken side jeg kigger til, skal vi starte med at gå opad. Det er nu også lige fedt, om det er op eller ned, for ingen af delene kan undgås. Det føles som om, at vi sidder på toppen af verden. Ud over muren, er der bjergformationer så langt øjet rækker. Kirsebærtræerne pryder med jævne mellemrum og står i knop, og nogle er næsten sprunget ud. Ellers er al andet vækst blot tørre buske. Det er et betagende syn og ikke mindst en betagende tanke at tænke på dette gigantiske bygningsværk, som jo er verdens største. Igen har jeg googlet lidt, men tør ikke spå om fakta, da jeg læser vidt forskellige tal på murens længde (alt fra 3.000 km til 20.000 km). Jeg læser forskellige årstal og forskellige konkrete årsager. Jeg tror dog næppe, at der er tvivl om, at muren er bygget som et beskyttelsesværn mod Mongoliet. Jeg har endda læst at flere af dem, der har været med til at bygge muren, er blevet en del af murværket efter deres død. Uanset hvad sandheden er, sidder Søren og jeg altså her, og har det mest spektakulære syn foran os. 

Efter en hvilepause fortsætter vi op ad muren, og har du fulgt os gennem tidligere oplæg, ved du også, at højder ikke er min stærke side. Til tider er jeg næsten nede på alle fire og nærmest kravler op. Det er ikke hårdt i den forstand, men jeg bliver svimmel af højden og dermed usikker på mine ben. Sommetider kan vi slet ikke gå på muren, men må i stedet for “kravle”/gå på væggen og til andre tider, er muren helt ødelagt, og vi må gå udenom ad små stier. Det er ikke kun muren der bugter sig. På et tidspunkt er der en sort og gul slange, der hurtigt bugter sig foran os for at forsvinde pist væk i det tørre krat. 

Indtil videre synes jeg det var mere besværligt end en støtte med en vandrestav i hånden, men ned ad muren og bjerget kom den til sin rette, og var faktisk en stor hjælp. Jeg ved ikke, hvor langt vi gik på muren. Til tider var jeg opgivende på grund af frygten for at falde, og til tider var jeg blot optaget af sceneriet og nød hvert et sekund. Stilheden var ubeskrivelig, kun vores egen vejrtrækning og vores skridt var at høre eller en enkelt fugl i ny og næ, der puslede i buskadset. Vi var heldige med vejret og vi var heldige med Sørens valg af tur på muren. Helt ene og alene i naturen på den store mur. Fri for andre turister og den mest originale udgave af bygningsværket. Endnu engang oplever vi den fulde frihed og ikke mindst tilfredshed. Og taknemmelige for endnu en stor berigelse, når vi sikkert ned til vores værtsfamilie og tilbringer resten af dagen med ren afslapning 😉 

Alle byer har været pinlig rene. Der står folk, der fejer over alt. Selv nede i sporene fra sporvognene bliver der fejet. Gadeskilte, autoværn og skraldespande bliver sirligt vasket af. MEN ude på landet ser vi desværre stadig masser af affald i grøftekanterne. I øvrigt er luftforureningen ekstrem høj og vi ser masser af folk, voksne som børn i gadebilledet, der bærer maske. Jeg har hørt at forureningen er så høj at den forårsager mange flere sygdomme på sigt end hvis man røg 20 cigaretter om dagen. Forureningen ses også tydeligt. Selv om der ikke er skyer på himlen, ligger der et tykt tæppe af “dis” over os, og desto tættere vi ser nede langs jorden, bliver den tykkere og gullig. Men det skal jo ikke formørke os ellers så lyse sind… nu sidder vi i lyntoget på vej mod Shanghai og vi er oppe og køre 351 km/t. Vi har sjusset os frem til at toget må være ca. 300 m langt og kan have små 1000 passagerer med. 

I Beijing mødte vi i øvrigt en dansk mor med hendes to sønner. Det er den første gang vi møder andre danskere, siden vi er cyklet fra Grækenland (udover vores hjemmebesøg i Dk). Dejligt med lidt dansk samtale og humor 🙂  

4 tanker om “WBT. Kina 5 – Chengdu til Beijing

  1. Skønt med opdatering – og fantastisk med video, for selv om du skriver fantastisk Birgit er det umuligt, at forestille sig alle de farver og indtryk, hvis ikke videoen satte det hele på plads – og du skriver jo bogen på vejen Birgit <3

    • Endnu engang TAK Susanne for dine altid så positive kommentar. Altså men den bog, haha… nu får vi at se? Ville DU læse den? Nu læser du jo opdateringerne, så det er jo en gentagele 😉

  2. Hvor er det dejligt at læse om Jeres fantastiske rejse. Jeg glæder mig altid til at læse når der er et nyt rejsebrev og også til at se de små film.
    Fortsat rigtig god tur.