WBT. Kina 4. – Ninglang til Chengdu

Kina 4

Fra Ninglang til Chengdu

Mindre nåletræer har fået lagt drop

Det er ellers meget længe siden vi/jeg har haft noget med maven. Men jeg blev da lige mindet om, hvor meget det tapper en for energi og jeg var fulstændig groggy og havde stadig mavekneb, da vi startede op på cyklerne igen. Energien var bare helt væk og de næste 78 km syntes som en kæmpe udfordring, trods den moderate stigning. Missionen var at cykle op til Lugu Lake, som er den næsthøjest beliggende sø i Kina og ligger oppe på en platform i bjergene. Nej, nej og atter nej… – jeg bliver så gal på mig selv og opgivende over for hele vores situation og cykelprojekt, når kroppen ikke vil det samme som jeg og desværre får de negative tanker hurtigt overtaget. Hvorfor er det lige vi gør det her? 6 år mere er også lang tid. Jeg savner vores børn m.m., osv. osv. Vi ender med at stoppe en bil og får et lift de sidste 40 km til toppen af Lugu Lake. På toppen af passet bliver vi igen overladt til os selv.

Lugu Lake, er et betagende syn. Så smukt og fredfyldt. Solen står højt, himlen er blå og det hele oser af idyl. Dog er det koldt, men heldigvis er de fleste hotelsenge udstyret med varmetæppe 😉 Vi tog os en stille og rolig dag på ca. 45 km rundt om søen. Der bor kun omkring 1000 mennesker ved søen og jeg tror de fleste lever af at drive hotel. Mosuo folks gamle historie er identificeret med Lugu Lake, og deres interesser er nu beskyttet af “Lugu Lake Mosuo Cultural Development Association”. De annonceres som en stor turistattraktion af Lugu Lake for deres matriarkalske traditioner og “ walking marriage”, hvor ægteskab ikke er uskyldigt, da kvinder udøver retten til at vælge og udskifte deres ægtemænd efter eget ønske. Kvinder har retmæssigt ejerskab af jord, huse og fulde rettigheder til de børn, der er født for dem. Børnene bærer deres mors families navn og har den største respekt for deres mødre, der igen nyder en høj social status. Det er af disse grunde, at Mosuo-folkene i Lugu-søen er en attraktion. De mandlige ledsagere er kendt som “axias” og de arbejder for kvinderne. En ting er at vi ikke kan tale kinesisk, men google translate er efterhånden vores bedste ven her i Kina. Desværre skal jeg stadig ligge bånd på mig selv, da det er meget uhøfligt at spørge ind til de lokale og for Fru Borg, er det lige så stor en psykisk udfordring som fysisk at trampe op ad et bjerg 😉 

Rundt om søen er der masser af træer og mange mindre nåletræer har fået lagt drop. Jeg vil dog vove at påstå at de enten har været for sent ude eller også virker det ikke. I hvert fald ser det ud til at de fleste af træerne er gået ud. Men hvis de mod forventning overlever, vil jeg til gengæld tage en dyb indånding og måske jeg oven i købet vil begynde at tro på reinkarnation 😉 Lugu Lake ligger tæt på den tibetanske grænse og vi ser også mange tibetanske templer, prydet med deres flag i alle farver. Vi gør holdt mange gange for at nyde stemningen og tage billeder. Mænd som kvinder, unge som ældre bærer små børn på ryggen. De er svøbt i et tæppe med et bånd om. Det er nu ikke noget nyt syn, men har været gennemgående i hele Kina. Det mest normale er at få et til to børn og helst inden kvinden er fyldt 25 år. Alligevel har vi aldrig set så mange babyer i bybilledet. Vi mener det er fordi man ikke gør brug af vuggestuer og dagplejer som vi gør derhjemme, hvilket også er derfor, vi ser mange ældre med børnene på ryggen.

Og nu dette… H v o r f o r ???

På landet er maden lidt mere ensformig end i byerne og her ved Lugu Lake som ligger så højt, kan de ikke dyrke grønsager, hvilket betyder at udbuddet selvfølgelig er mindre. Så meget af deres mad består af frisk fisk fra søen og tørrede svampe og tang og selvfølgelig også nudler eller ris, hvilket også endte som vores første aftensmåltid. Næste dags aftensmåltid delte vi en kylling. En HEL kylling, serveret med hoved. Jeg tror at vi fik kød, hvad der samlet kunne ligge på to spiseskeer og det selv om vi var grundige med at pille fra benene. Godt at vi også fik ris 😉 

I Kina spiser de hunde? Hm… vi har endnu ikke stødt på det. I glasmontrerne ser vi trods alt meget anderledes mad, lige fra små tørrede fisk, orme, (også levende), hjerne, ande- og hønsefødder og andehoveder, griseører, grisefødder, skindet fra maver og kyllingeskind m.m. Vi har fået to historier på hunde. Den ene er at det er en meget fornem spise og kun bliver serveret yderst eksklusive steder. Den anden er at det kun er i ganske få landsbyer. Uanset kan jeg forstå at det er en helt bestemt hund, som man ikke har som kæledyr i almindelighed. Jeg har læst at de stadig spiser hunde, specielt er der en festival til Sankt Hans, hvor der bliver konsumeret over 10.000 hunde og uha… det er ikke sjov læsning. Gudskelov er vi ikke blevet tilbudt det og vi har heller ikke set det på menuen – 7,9,13. 

Og godt nok ser vi mange underlige bud på mad og intet kan åbenbart IKKE spises… til gengæld har vi aldrig set i noget andet land at man har så stort et madspild som i Kina. Gang på gang og 99% af tiden, hvor vi ser folk rejse sig fra et bord, kan du stort set ikke se at de har spist fra fadene. De bestiller så meget mad og spiser kun en tiendedel. Vi taler tit om, at vi blot kunne sætte os til bords og bede om resterne fra de andre 😉 Når folk er færdige med at spise, bliver resterne væltet ned i store spande. Ufatteligt så meget madspild og det gør ondt, når vi tænker tilbage på de fattige i Indien, der knapt nok fik deres daglige ration af ris. I Kina er det tradition først at spise kødet, derefter grøntsager og til sidst ris. Det er prestige ikke at spise sig mæt i ris og når vi har spist sammen privat med folk, har de først serveret risene sent inde i et måltid. Er du gæst er det i øvrigt uhøfligt at spise op, hvad du har på tallerkenen. Heldigvis kan man tage flere gange og så levne det sidste (smart trick). Men på restauranterne køber Søren og jeg det, vi mener at kunne spise op og vi tager ikke hensyn til at man bør levne. 

Ud over det så reber folk sig i tide og utide. De smasker, hakker og spytter. Ikke det mest charmerende i flg. vores opdragelse og da slet ikke når det er en kvinde i høje hæle, der lige synes hun skal af med lidt maveluft eller en ordentlig hakker 😉 

Efter to overnatninger ved Lugu lake var det tid til atter at cykle nedad. Bjergene minder rigtig meget om dem vi så på Pamir. De er rå, stejle og faretruende og samtidig ubeskrivelige smukke. Nedstigningen var godt 30 km og trods den blå himmel var det bidende koldt at cykle nedad. De sidste 55 km var i dalen langs en flod med bløde stigninger og omvendt. “Typisk” skulle jeg på toilettet og langt om længe fandt jeg et godt spot bag ved en forladt hytte og gemt godt fra vejen. Her sidder jeg og “blomstrer” og guddødeme om der ikke kommer en motorcyklist fra en smal sti over mig, der går langs bjergskråningen og lige forbi mig. Eneste forsvar jeg havde, var at dukke hovedet og kigge ned. Du ved… hvis jeg ikke kan se dig, kan du heller ikke se mig 😉 

Vi stoppede i en lille landsby og indlogerede os på et lille hotel. Hotelejeren ville ikke fortælle os en pris, men gav mig i stedet papir og kuglepen og bad mig ligge ud med et forslag. Jeg skrev 100 kr., hun skrev 120 kr. og sådan blev det. Set i back spejlet gik den forhandling vidst lidt for hurtigt. Der var knapt plads til vores tasker rundt om sengen. Der var ingen håndklæder og ingen varme, ej heller varmetæpper 😉 

Generelt har hotelværelserne i Kina ellers været pænt store og det er mere normen at der er vestlige toiletter. Til gengæld bruger de meget at bad og toilet er med glasvægge. Godt at jeg er blevet så åben med tiden over for Søren. (I starten af vores forhold, blev han jaget helt ud af hotelværelset, når jeg skulle i bad og på toilet – stakkels mand 😉 ). Når nu vi er ved toiletforhold, spænder det fra den ene yderlighed til den anden her i Kina. Ofte på landet på offentlige toiletter, kan det mere sammenlignes med en stald. Hvis ikke der er pedallokummer, er der i stedet en støbt rende på tværs, hvor ofrene foregår i. Der er ingen døre og skillevæggene er åbne til siderne. Lidt li´som en god gammeldags kreatur stald. Modsat støder vi også på japanske toiletter, med god varme i sædet, skyl og tørring m.m. Jojo… det er kontrasternes land. 

Vi har lidt travlt med at nå frem til en by, hvor vi kan få vores visa forlænget, så igen foregik transporten med bus til Xichang. På hotellet, lige som jeg skulle stille den mindste taske af alle (styrtasken) og stort set uden vægt fra mig, får jeg et smæld i ryggen og nederste del låser. Det trækker ned i ballerne og jeg føler mine ben vil svigte. (Undskyld mit ordvalg) – Forf… i he….. da også. Jeg er i forvejen en smule opgivende og efterhånden godt træt af dette rakkerliv. At flytte fra dag til dag, pakke ud og ned hver eneste dag. Konstant dårlig samvittighed over for Søren, da jeg ved han gerne vil cykle mere og længere end hvad jeg har præsteret på det sidste. Og nu dette… H v o r f o r ??? Jeg laver trods alt stadig ryg øvelser hver eneste dag? På stærkt smertestillende kom jeg igennem den næste dag uden de større komplikationer og vi fik klaret vores visum forlængelse. Det kan godt være at de har deres regler i Kina og for os er de ikke altid lige logiske eller praktiske, så vi bøjgrader dem lidt efter velbefindende. Men når først de finder ud af at vi har brug for deres hjælp, så er de klar til at hoppe på tungen for os og ser igennem fingrene med vores “fejl” 😉 Inden vi kom til hotellet dagen i forvejen havde vi søgt efter visakontoret og vi var endt med at blive eskorteret af to betjente på motorcykel og fik den bedste service på politistationen. Næste dag skulle vi på selve visumkontoret og de endte med at gå fra 7 dages betjening ned til kun 1 dag. Så jo… de ER flinke og meget hjælpsomme 🙂 

Vi brugte dagen derpå til lidt let sightseeing på cykel. 

Igen 12 timer med bus til Chengdu i de mest betagende bjerge. Heldigvis er vejene i noget bedre stand i forhold til Pakistan på Karakorum highway og så kører kineserne ikke så hasarderet, så selv om klippevæggene var li´så stejle og der var lige så langt ned til dalen, hvis ikke længere, så virkede det ikke nær så skræmmende. Dog måtte jeg gribe Sørens hånd en enkelt gang eller to. Min ryg har fået det meget bedre og vi har talt om hvordan vi får mest ud af de sidste 30 dage. 

Lukket for kommentarer.