Kina 2 + 3

Fra Dali til Lijiang

Det er altid koldt om morgenen, når vi starter op

Vejret er godt og ofte med blå himmel, som altid begynder det at blæse op omkring middagstid og sidst på eftermiddagen er det temmelig blæsende. Vi cyklede kun 50 km den første dag. Vi cyklede med bjergene til venstre for os og mellem byerne er der masser af hvidløgsmarker. En masse små stykker jorde, der ejes af en enkelt familie og de har travlt. Nogle tager ukrudt op og andre tager helt nye skud op. Alt foregår med håndkraft. Det betyder også at det er umuligt at finde et ugenert sted, hvor man kan tisse. Til sidst var jeg så tissetrængende at jeg spurgte en dame om et toilet. Wauw – hun talte engelsk. Det viste sig at hende og hendes mand har et hotspring hotel, som pt står ubrugt hen, da regeringen er ved at lave et rensningssystem til det brugte hotspring vand. Søren spurgte lidt ind til priser, mens jeg var på toilettet, men de havde ikke bevilling til udlændinge. Så sagde manden, at hvis vi var venner, måtte vi godt bo der. Det ene tog det andet og fluks var vi venner. Lidt efter spurgte vi, hvor vi kunne spise frokost, hvortil Daisy svarede: “ Det skulle vi ikke tænke på, for nu er vi jo venner, så I kan spise sammen med os” 😉 Vi fik et værelse med et “badekar” så stort at vi snildt kunne være der med hele familien og det gik lynende hurtigt med at få det fyldt med det varme kildevand. Ahh, skønt med lidt forkælelse. Senere kørte vi med familien hjem til nogle af deres venner og spiste til aften. Det var en stor oplevelse. Deres venner tog godt imod os og jeg tror der blev gjort ekstra meget ud af maden og ikke mindst deres te ritualer. 

Næste dag røg vi i bjergene. Selv om det er hård kost at trampe papkasser, så kan ingen tage det betagende syn fra os. Det er ikke rå bjerge som på Pamir og i Pakistan. Her er de mere runde og mindre faretruende. Der er ganske lidt sne på toppen og selv om vinden er frisk, kan vi mærke at foråret er på vej. Vi cykler i ca. 2.500 m op, OP og ned 😉 

Siden da har vi haft dagsmarcher på alt imellem 60 – knapt 80 km. Hver dag nyder vi synet af bjergene og følger interesseret med i deres arbejde i markerne og de skiftende afgrøder. Hvidløg, majs, korn, kål og andre salater m.m. Sommetider er det bananpalmer. Op ad bjergskråningerne er der flittigt lavet terrasser, men bjergene ændrer sig også og ikke alle steder er lige frugtbart. 

Det er altid koldt om morgenen, når vi starter op. Temperaturen ligger lige over frysepunktet, men de dage hvor solen ellers brænder igennem, bliver det lynhurtigt dejligt varmt og vi kan smide de ekstra trøjer vi har på. Vi har allerede lagt et par bjergpas bag os på ca. 3.000 m. 

Vi har været i små byer og større byer. På mere charmerende hoteller, hvor vi igen er blevet inviteret til at spise med familien og hvor de gør en dyd ud af at vi føler os velkommen og blandt venner. 

I Lijiang blev vi et par dage. Her er en gammel bydel og den er et af ENESCOs verdensarvsområde. Meget, meget smuk by. Fyldt med kinesiske turister, og masser af restauranter blandt alle butikkerne. Om aftenen er der gang i barerne. Der er bands i alle genrer, karaokebarer, diskoteker og funky gæster og de giver den gas må man sige 😉 Søren og jeg nøjedes dog med at følge livet og stemningen ude fra de små smalle stræder, men det var absolut en god oplevelse. Det er *Naxi-folket som er den oprindelige befolkning i byen, kendt for sin *matriarkalske kultur og levevis.

*Naxi er en af 56 folkegrupper som er officielt anerkendt i Kina.

De fleste nakhi bor i Yunnan-provinsen i det sydvestlige Kina, hvor de er en af 25 minoriteter. Det blåklædte folk er blandt andet kendt for kvindernes fremtrædende rolle i samfundet, og børnene var blandt andet morens ejendom. Det findes mellem 260.000-300.000 nakhi og centrum for nakhi-kulturen er byen Lijang. Det siges at nakhiene nedstammer fra tibetanske nomader. 

*Et Matriarkat er en samfundsform domineret af kvinder, hvor kvinder som gruppe har højere politisk myndighed og den højeste prestige i forhold til mænd. Betegnelsen står i modsætning til Patriarkat, et mandsdomineret samfund. Som modsætning til mandsdominerede kulturer såsom den kristent-europæiske, ville både familien og samfundet ledes af matriarker, og guddommen ville være en moder-gudinde i et rent matriarkat. Antropologer har ikke fundet ubestredne eksempler på rene matriarkater blandt verdens kulturer, men der findes samfund, hvor slægtskab især regnes gennem mødrene side og hvor ejendom arves fra kvinde til kvinde, disse samfund kaldes matrilineære; og der findes ligeledes samfund hvor kvinden ses som familiens overhoved og har den vigtigste rolle i forhold til at styre familiens anliggender og hvor moder-rollen er meget prestigefyldt – sådanne samfund kaldes Matrifokale. Det diskuteres ofte om forhistoriske menneskesamfund var matriarkalske, og der er mange teorier om mulig matriarkalske kulturer i den dybe fortid, hvor man ofte ser afbildninger af kvinder frem for af mænd.

Fra Lijiang til Ninglang

Dagbog for en enkelt dag

Hvad gør en klog?

Jeg vågnede med et sæt (for tredje gang) til hønsenes kurren og piggen på ruden. Kort tid efter lød det fra Søren: “Godmorgen smukke, er det tid til at stå op?” Jeg kiggede ud af vinduet og så to mænd stå i kamuflage tøj og med store bajonetter i hånden, sammen med deres hund. “Nej”, sagde jeg og fortsatte: “Jeg skal ikke op og gå rundt nu, så opdager de mænd os og kommer og skælder os ud”. Søren: “Hvilke mænd? Jeg kan ikke se nogen”.

Med let irretabel tone svarer jeg: “De står jo lige der, lidt op af klippevæggen”. Søren: “Jamen Birgit… der kan jo ikke stå nogen, den er jo lodret”. Jeg gnider øjnene og misser med dem og synes også de bliver mere og mere svage i omridset og efter nogle få minutter var de helt væk. Virkelig underligt… lige før stod de der så tydeligt og nu kan jeg kun se klippevæggen. Jeg må have set syner, hm…

Vi havde sovet inde i et næsten færdigt byggeri som vi gætter på skal være en restaurant. Glasdørene på begge sider af huset, stod åben, så hønsene frit kunne gå ind og ud, hvilket også betød at der var hønselort over alt. Vi jagede godt nok hønsene ud og lukkede dørene, da vi kom. Udenfor var der en lille hundehvalp, der stod lænket, så vi var sikre på at det kun var et spørgsmål om tid, før der stod nogen, både for at arbejde på huset, men også for at fodre dyrene. Jeg måtte lige udenfor på toilettet. Det var en smuk morgen, helt vindstille og med klar himmel. Solen var ikke kommet over bjergtoppene endnu. Den lille hund lå sammenkrøllet og fulgte mig med dens store brune øjne, mens jeg gravede mit hul og gjorde hvad jeg behøvede. Indenfor var Søren i fuld sving med at lave havregrød og der duftede allerede af kaffe. Hm… måske var jeg ikke helt færdig på toilettet? – Nå, jeg slog tanken hen og fulgte Søren. Søren skal have hans morgenkaffe, så han samler tålmodigt gasblusset hver dag, men idag, skal vi også have havregrød. For mit vedkommende er det første gang i mit liv. Selv da jeg i sin tid lavede det til Nicolai (yngste søn), måtte jeg, uden at smage til, stole på at det var ok og han spiste det med velbehag. Det kunne godt glide ned, selv om jeg synes det var lidt for salt og at det havde en underlig konsistens, men ned kom det da 😉 Nu kaldte toilettet igen. Hundehvalpen havde ikke flyttet sig og jeg gravede et nyt hul. Hm, hm, hm… Ikke så gode tegn. 

Lettet over at der ikke nåede at komme nogen, fik vi pakket os sammen igen. Vi havde ikke haft slået teltet op, men blot ligget direkte på gulvet oven på teltunderlaget og vores madrasser. Vi havde selvfølgelig først forsøgt at feje gulvet med affaldssække og pap stykker og til sidst havde vi fundet en bred malerpensel til at fjerne det sidste støv rundt om vores “seng” og det havde fungeret hel fortrinligt. 

Vi fandt nogle godbidder frem til hunden som nysgerrigt, bange og glad på samme tid, lappede dem i sig med velbehag og vi gav den også noget vand som ligeledes blev modtaget med slubrende nydelse. Jeg selv måtte lige grave et tredje hul, før afgang. Dørene lod vi være åbne til hønsene og så vinkede vi farvel til den lille hund og håbede på, der snart dukkede nogen op igen og tog sig af den.

Foran os havde vi 48 km stigning, fordelt på 1.700 højdemeter. Passet vil skulle bestige lå i godt 3.000 m. Bjergene ser nu mere rå ud end da vi startede op for en uge side. De veksler mellem de mere bløde bjerge med træer og buske og så de helt rå klippebjerge, hvor mange syner som nærmest lodrette vægge. Med jævne mellemrum passerer vi stenskred og der ligger store sten og klippestykker på vejen. Ind i mellem ser vi et hus eller to op ad bjergskrænterne på modsatte side af floden. Vi cykler på en bjergside, hvor der løber en flod langs med. Det må godt nok være en ensom og anderledes livstil at bo der ovre. For os at se, går der kun stier dertil, så eneste måde at komme fra og til, må være til bens, hest/æsel eller en knallert. De må være rimelig selvforsynende med grøntsager og kød fra høns og geder m.m. Ingen biografture eller pludselige indskydelser med en venindetur. Jeg forsøger virkelig at sætte mig ind i det men finder det temmelig umuligt og tænker at det kun kan lade sig gøre, hvis man er født ind i det eller hvis man ved det er for en begrænset periode. Jeg tænker dog at ved højvande, de nok har mulighed for at krydse floden og komme over til hovedvejen hvor vi cykler? 

Jeg får mere og mere ondt i maven, alt imens vi sidder på cyklerne og tramper papkasser. Solen er kommet fri fra bjergryggen og varmer godt. Vi har begge smidt den ekstra trøje og vi har en svag brise i ryggen. – Gudskelov i ryggen… i går aftes var den også i ryggen, men der var den virkelig kraftig og somme tider skubbede den os op ad bjerget, så meget at vi kunne gå både et og to gear op (herligt). 

Jævnligt bliver vi passeret af et køretøj, stort som småt, åh – det er fristende at gribe fat i siden og lade sig blive trukket lidt af vejen, dog kører de for stærkt til at få dette ønske realiseret. Jeg må holde et minuts pause med alt imellem 1-2 km mellemrum. Ryggen skal strækkes og bukserne skal rettes til. Min mave bliver ikke bedre som tiden går og jeg begynder også at få lettere kvalme. Vi cykler 5,2 k/t, tju hej, hvor det går 😉  Der skal ikke tælles meget på fingre, for at regne ud, det er temmelig udelukket at nå toppen i dag. I hvert fald hvis vi skal tænke komfort. Hverken Søren eller jeg synes det er sjovt at tilbringe over 6 timer i sadlen, da vores stakkels numser på daværende tidspunkt også mener de har gjort dagens gerning. 

Vi holder en kortere pause på en restaurant langs vejkanten og drøfter mulighederne. 

Hoteller er der ingen af, før ca. 30 km på modsatte side af bjergtoppen – Udelukket.

Slå telt op er rimelig umuligt, da bjergskråningerne er fór stejle. Så med mindre vi finder et sted som i nat eller nogen lader os sove på deres private grund, har vi også svære udsigter her. 

Til gengæld er naturen så betagende og smuk at det også vil være ærgerligt at tomle en bil, omvendt kunne jeg godt snart bruge et toilet i al privathed, hvilket også er en udfordring her langs vejen. 

Hvad gør en klog? 😉 

Vi besluttede os for at trampe videre op ad bjerget og lade tiden tale for os!

Mine mavesmerter tog til… Til alt held, var der en vandtunnel under vejen og uden vand i, som jeg lige kunne smutte ned i og have lidt privat liv.       – Kun luft???

Videre det gik på cyklerne 😉 

Den lette vind tørrer sveden mens vi cykler, men så snart vi holder vores små strække ud pauser, løber den ned af ansigtet. Det er ikke fordi at det er decideret hårdt at cykle, det er mere den monotome stilling og bevægelse, der gør det hårdt for ryggen og bagdelen. 

Sulten begynder at melde sig og selv om der er restauranter langs vejen, kan vi med en gennemsnits fart på 5,2 k/t, jo ikke ligefrem prale af at vi kommer hurtigt frem og udsigten til en restaurant kan snildt være om både to og tre timer. Vi stopper op ved et hus, men bliver fuldstændig ignoreret som om vi var luft. Selv børnene stirrer blot på os, uden at fortrække en mine, men i det mindste bekræfter deres stirren at de ved vi eksisterer 😉 

Med maveonde, kvalme, sult og følelsen af at ingen vil hjælpe, bliver vi enige om at løsningen alligevel er at få et lift. 

Det første vi bemærker da vi rammer Ninglang, var at kvindernes dragter/nationaldragter havde ændret sig. Specielt deres hovedbeklædning var markant anderledes. Det ligner en stor plade, der er beklædt med stof, som sidder bagved hovedet og dækker nakken til op over issen. Som Søren siger: “Den må være skrub umulig at have på i blæsevejr” 😉 

Kl. 16.00 tjekkede vi ind på hotellet i Ninglang. Toilettet var det første der blev taget i brug og uden at gå i detaljer, kan jeg oplyse at det ikke var luft mere. Vi spiste på restauranten lige ved siden af hotellet (tæt på toilet) og igen måtte vi konstatere at kommunikation kan være en svær ting, selv med det mest logiske tegnsprog (for os). Vi peger på en anden mands mad. Så viser vi to fingre, der for os, betyder to stk. Derefter peger vi på os selv, for at vise at det er til os… Ikke forstået!!! Efter flere forsøg og tegnsprogskommunikation med flere medarbejdere, fik vi hvad vi ønskede 😉 2 x nudelsuppe, 2 x ris med grøntsager, 1 øl og 1 vand, dertil ALTID te = 30 Dkr. 

Efter som jeg mere eller mindre bosatte mig på toilettet fra vi ankom til midt på natten, var jeg både lettet og taknemmelig for beslutningen om at få et lift. Køreturen det sidste stykke over bjergpasset havde været utrolig smukt med udsigt lige så langt øjet rakte og til alle sider. Mens jeg sad der i bilen og fulgte med i det betagende bjerglandskab og havde ondt af mig selv, ærgrede det mig vildt at vi ind i mellem skal ramle ind i sådanne nogle dage, hvor alt ser lidt håbløst ud. Jeg tænker igen tilbage på Pamir og er så stolt over at jeg har klaret dette. Hvad kan egentlig være værre? Men sult og tørst, smerter, dårlig mave (hvis det ikke kan lade sig gøre at sidde privat), varme, kulde og vind er fuldstændig afgørende faktorer for, hvornår vi bukker under og overgiver os. Ikke at det på nogen måder var kriminelt denne gang, men der var  alligevel de medspillende faktorer, der gjorde os begge svage et kort øjeblik… – OG når muligheden til forbedring ligger lige for fødderne af dig, tror jeg vi alle har tendens til at “give op” hurtigere end ellers.