Vores sidste dage i Indien
Gadens børn
Der er ikke meget at skrive hjem om fra Chennai (tidl. Madras) som er hovedstad i den indiske delstat Tamil Nadu. Vores eneste formål var at få os selv bugseret videre med tog fra Chennai til Kalkotta. Vi fandt hurtigt frem til et hotel tæt på togstationen og det eneste vi koncentrerede os om, var at få togbilletter. Så ingen sightseeing. Igen var der et mylder på togstationen og masser af folk der sover der. På sidegaden hvor vi selv boede var der li´så mange der boede på gaden og det sidste vi foretog os tidligt morgen på vej til toget, var at give de sidste rester, vi havde af te og mad til en mor med 3 børn som sov på fortovet. Derefter ventede der os 28 timers kørsel i tog.
Togturen til *Kalkotta gik smertefrit, vi fik sovet og vi fik mad 😉 Kalkotta har stået på ønskelisten af besøg, da vi havde hørt om *Gadens børn og hvorfra det passede med at vi kunne flyve til Kina. Dog havde vi regnet med lidt flere dage i Kalkotta men flyafgangene bestemte for os og desværre tror jeg vi gik glip af en del.
Hen under aften lige uden for hotellet begynder folk igen at få sig indrettet til natten. Et syn jeg nok aldrig helt vænner mig til, unge mødre med helt små babyer og ældre folk, der knapt kan gå, ligger sig på bedste vis tilrette på det beskidte fortov og de forbipasserende må varsomt træde udenom. Nogle ligger på papkasser og nogle på slidte plastik presenninger, nogle ligger kun i det tøj de har på, mens andre har været heldige at anskaffe sig nogle tæpper. Dagen er flittigt brugt på at anskaffe sig føde til ren overlevelse. Knapt en kilometer væk fra hotellet, har vi Parkstreet. Fra vores hotel til Parkstreet er der basar. Masser af boder og et virvar af mennesker fra forskellige sociale lag. Parkstreet er en finere forretningsgade med masser af overklasse butikker og spisemuligheder. Her går mange folk i mærkevaretøj og sidder på restauranterne med deres velklædte børn. En verden til forskel på blot få hundrede meter. Søren og jeg spiste vores sidste aftensmåltid i Indien på en anerkendt berømt restaurant og vi tillod os at skeje ud, med en flaske vin til maden 😉 Jeg må indrømme at vi må gå på kompromis med vores etik.
Det lykkedes os at få kontakt til Gadens børn og en af deres frivillige hentede os på hotellet: Det var vores sidste dag, vi havde i Kalkotta. Bedre service kan vi ikke forlange. Sofie, 25 år og dansker har valgt at arbejde frivilligt for Gadens Børn og efter kort bekendtskab, herskede der ingen tvivl om at hun brænder for projektet.
Kalkotta er en stor, larmende, beskidt og forurenet, varm og meget, meget fattig storby på ca. 20 millioner indbyggere, hvoraf over halvdelen bor i decideret slum. Over 1 million bor på gaden og det estimeres at over 350.000 børn ikke er registreret. De kæmper hver eneste dag for ikke at bukke under for sult og sygdomme. Omvendt er der så utænkelige rige mennesker lige rundt om gadehjørnet. Jeg har set flere smykker i butiksvinduerne til langt over 1 million kr. Det generer åbenbart ikke en millionær eller milliardær at folk ligger på gaden og dør. Det er så paradoksalt at det gør ondt.
Og netop i al sin håbløshed her i Kalkotta, har Pia fra Danmark startet en organisation op “Gadens børn”. Pia mødte fattigdommen på godt og ondt under et besøg i Indien og hun blev mere og mere overbevist om, at hvis Moder Teresa har kunnet gøre en forskel, så kan hun også og den overbevisning har hun arbejdet hårdt ud fra lige siden. Med sin flid, er det lykkedes hende at få etableret 3 skoler. Der er mange frivillige i organisationen og kun ganske få lønnet. Udover Sofie hilste vi også på et par andre danskere, der var der som frivillige. Hver eneste dag går de ned til slumkvarteret og til stationen. Bl.a. for at skabe tillid til børn og voksne og for at få dem til at forstå at skolegang er vigtig for deres fremtid. Ligegyldig hvor mørk fremtiden ser ud, er der altid et håb og det er lige præcis dette håb at Gadens børn kan virkelighedsgøre/realisere.
Søren og jeg var med nede i det ene slumkvarter og fik netop bekræftet hvilken tillid de havde oparbejdet.
Vi er dybt rørte over at se, hvilken forskel at Gadens børn gør og taknemmelige for at der findes mennesker med hjertet på rette sted, som er villige til at ofre det der skal til for at gøre en forskel.
Et fyrværkeri
Vi havde en perfekt afslutning på vores eventyr i Indien og mættet af indtryk er vi nu klar til at indtage Kina. Søren fik skilt vores cykler i atomer og de blev sirligt pakket ned i store cykelkasser, hvor vi også fyldte alt muligt andet ned. Som normal bagage måtte vi kun have en håndbagage og en taske på 20 kg hver, så det var med at være kreativ. Vi klarede det. Totalt havde vi 110 kg, hvoraf de 60 kg var overvægt og de var oven i købet super flinke i lufthavnen til at slå 20 kg af vores overvægt. Dem der havde ekspederet os, endte med at blive så begejstret for vores møde, at de fulgte os hele vejen ud til flyet og gav afskedskram 😉
Indien er et land, man som turist enten hader eller elsker. Et land der på mange områder kræver at man skal være mentalt stærk. Indien har givet os utrolige oplevelser på godt og ondt med kaotisk trafik, myg, løse hunde, aber, et væld af mennesker, trosretninger, klasseforskelle, arkitektur og bygningsværker, natur, bjerge og strand, dufte, krydderier, forurening og meget, meget flinke mennesker. Indien har været et fyrværkeri på hele farvepaletten og i alle afskygninger.
Video:
*Kalkotta… staves på flere forskellige måder, Calcotta, Kolkata m.m. og uanset hvor jeg læser om byen er der forskellige indbyggertal.
*Gadens børn, arbejder med udsatte gadebørn i Kalkotta, Indien. De arbejder for en verden, hvor alle børn har lige mulighed for at opleve en sund og tryg barndom. Deres største ønske er at give børnene mulighederne og værktøjerne til at bryde den sociale arv og skabe sig en fremtid væk fra gaden. Hjælp dem med at hjælpe andre! De er en non-profit organisation som primært drives af frivillige ildsjæle og de sætter derfor pris på enhver donation. Gå ind på deres hjemmeside og læs meget mere 😉 www.gadensboern.org