Indien 8
Langs østkysten til Chennai
Min stakkels, stakkels numse
Med vinden piskende lige ret imod os, startede vi op på cyklerne fra Kanyakumari. Et langt sejt træk på 92 km i lettere bakket terræn. Der er længere mellem byer og landsbyer på strækningen som vi har valgt at cykle. For første gang i Indien får vi en fornemmelse af at der også kan være mennesketomt. Til gengæld ser vi mange flere køer igen og masser af geder, der går løst rundt. Lidt ørkenagtigt, lange strækninger med palmetræer og kaktusser i rød leret og sandet jord. Vi synes at fornemme denne stat virker mere fattig end Kerala.
Efter 7,5 time i sadlerne brænder og svier numserne ved ankomsten til hotellet og det er tæt på solnedgang. Vi tager et hurtigt bad i det kolde vand, finder et sted at spise og går en rask lille tur, før vi hopper under dynerne. Det er ganske sjældent vi har oplevet varmt vand om aftenen på hotellerne og det er trods alt dér, vi trænger mest til et bad, så vi må bide tænderne sammen og tage gyset, men gudskelov er det ikke frysende koldt og vi får lynhurtigt varmen igen, eftersom temperaturen er pæn høj. Min forkølelse er på retur, alligevel passer vi på med aircondition, hvilket betyder at Søren må svede 😉
Nyt er det også at det ikke er en selvfølge at der ligger lagener på sengen til at tage over os… jeg ved ikke om inderne blot ligger sig uden at have noget over dem? Første gang sov vi i vores eget, men næste gang spurgte vi efter noget og det fik vi uden problemer.
Næste dag betakkede jeg mig ved tanken om at sidde 90 km i sadlen igen. Min stakkels, stakkels numse. Starten på siddesår er bare ikke sjovt og iøvrigt har jeg det også altid meget værre end Søren, som er næsten li´så medtaget som jeg er. Det endte derfor med cyklerne på taget af en bil og et kys på Sørens pande. (Sandheden er, at Søren faktisk er lidt mere ilde tilredt end jeg er, men han har det der magiske mind set og kan åbenbart koble smerterne fra).
Det gjorde godt for nummeren at springe en dag over og næste gang vi selv hjulede derud af, var det tildels uden problemer, hvad bagdelen angår, det var dog godt at det kun var knapt 60 km, for jeg kunne godt mærke den begyndende svien. Til gengæld er mit knæ begyndt at værke, jamen altså… jeg fatter hat og briller af det. Vi har cyklet Pamir bjergene og Karakorum highway, uden problemer med knæerne og så her, hvor der er pænt fladt (de sidste dages cykling), begynder mit knæ at fortælle det også er med på turen? Så på med knæbindet og så håber jeg blot at det går over i en fart 😉 Jeg må være et komisk syn her i varmen. Udover knæbind cykler jeg med tørklæde om ørene og halsklud 😉
Den ørkenlignende tilstand har forandret sig til hel fladt terræn. Vi cykler med ris- og linsemarker på hver side af vejen, afbrudt af en tættere befolkning igen. Det virker særdeles fattigt her og de fleste bor i huse med blot palmeblade som tag og flere af dem er bygget kún i palmeblade. Vinden er stadig strid og ret imod os men da vi ikke er ude i et maraton ræs, holder vi blot et tempo, hvor knæ og vejrtrækning kan følge med uden den store overbelastning. Vi passerer mange mindre søer og hver gang står der nogle og bader og vasker tøj i vandet, til trods for at det ser temmelig mudret og beskidt ud. Flere af køerne har fået malet deres horn røde, gule eller blå og nogle af dem er stribet som et bolsje. Flere køer har også perlekranse eller blomster ranker om deres horn. Folk hilser stadig på med deres dansende hoveder fra side til side, vinker og smiler stort. Børnene elsker at følge efter os, hvis de har en cykel og når Søren ellers gider at tage en lille kappestrid med dem, tror jeg dagen er gjort for dem 😉
Vi ser mange forunderlige fugle, grønne, blå og stribede i forskellige størrelser og forskellig form.
De dage vi har valgt at spise frokost, er maden blevet serveret på bananblade, jeg synes næsten maden smager bedre på denne måde. Dog beder vi om en ske til at spise den med og det bliver imødekommet som en naturlighed til trods for at det hører til sjældenheder de selv spiser med andet end fingrene og altid med den højre hånd.
Da vi en eftermiddag ankom til Vailankanni, gik vi en tur ned gennem byen for at se moder kirken af alle kirker. Byen er hjemsted for en af de mest besøgte katolske kirker som bliver kaldt, Basilica of Our lady of Good Health. Igen er der masser af pilgrimme (1,5-2 mill. pr. år), der valfarter hertil for at blive renset for alle synder. Grundet 3 mirakler er kirken blevet bygget og som jeg har forstået, er ét af dem, en ung fårehyrde der har set Jomfru Maria med Jesusbarnet hos sig her. Der er masser af liv i byen, folk der vandrer, køer, hunde, geder, busser der tuder i hornet og tiggere der håbefuldt sidder med deres bedende øjne og rækker hånden ud. Rigtig mange har fået deres børn kronraget og også flere unge mænd har nøgne hoveder. Flere af dem har også et gult lag “pudder” der dækker hele issen. Søren og jeg var selvfølgelig også inde i kirken og et sted tændte man farverige stearinlys i alle længder og tykkelser. Et andet sted kravlede folk ind på deres knæ for at bede og flere sad og græd. Efterfølgende fortsatte vi ned ad den livlige gade med boder, hvorfra der bliver solgt masser af “skrammel”, legetøj, blomsterranker, krydderier, fisk og meget mere. Vi mødte ikke en eneste vesterlænding og igen fik vi at mærke, hvordan det må være at være berømt. Helt nede ved vandet, fortsatte boderne langs stranden. Der var også små karruseller, der blev skubbet rundt med håndkraft til de mindste børn og ren faktisk stod der ligeså mange folk ude i vandet som inde på strandbredden, vel og mærket med al deres tøj på 😉
Åh nej… hvorfor?
Dagen derpå endte vi i en lille fiskerby, Trankebar, der i sin tid har været en *danskejet koloni. Selvfølgelig måtte vi lige se fortet, Danneborg. Vi skulle betale 50 Rb.(5 dkr) for at komme ind og for inderne selv koster det 5 Rb (0,50 dkr). Al læsning på museet var spændende men vi kom aldrig frem til, hvorfor at danskerne var interesseret i netop dette sted, før vi googlede det.
Vi boede på en lille lodge og sengen var en lille halvanden mands seng, hvilket betød at søvnen blev knapt den nat. Næste morgen da vi skulle af sted på cyklerne, sad der en lille frø på en af mine tasker tæt ud til egerne. Nåh den var sød og jeg måtte have fat i kameraet. Ejeren tilså min begejstring og med en lille pind, fik jeg den efter flere forsøg til at hoppe væk fra cyklen, så den var i sikkerhed og netop ikke røg ind i egerne. Men ak, så trampede ejeren lige på den og skrabede den ud i sandet. Åh nej… hvorfor? Når det kommer til dyr og børn, skal der ikke så meget til at få mig ud af kurs. A pro pro dyr, har vi set æsler, hvis forben er bundet så tæt sammen at de kun kan trippe afsted med meget korte skridt. Tillige med er der så et æsel mere, der har fået dens ene forben bundet sammen med førstnævnte, så de snublende forsøger at gå. Geder der har fået bundet det ene ben op, så de heller ikke stikker af så let. Køer der har fået bundet et reb fra hornene ned om det ene ben, igen for at de ikke render for langt væk. Hunde der halter eller slet ikke støtter på det ene ben (jeg formoder pg.a påkørsel af bil) og hunde der er halvnøgne grundet eksem, så der ikke er mere pels. Nogle køer og heste er så udpint at hver et ribben kan tælles og andre har maver så store som tromler og de ser ud til at kunne eksplodere når som helst. Sjovt nok har vi kun set to rotter (døde), til gengæld var de på størrelse med små kattekillinger.
Børn der med deres bare fødder leder efter føde i affaldet og mangler tå negle eller har en tå der er ti gange større end normalt eller folk der bader i det forurenede vand i søer og kanaler. Fattige der sover halvnøgne på det bare fortov og dem der er krøblinge med manglende lemmer eller ben og arme der stikker ud i den forkerte retning. – Alligevel er der overskud til et smil, når vi passerer dem men det er en barsk virkelighed, når vi går tæt på.
I dag har været en øv dag…
Sveden løber ned langs næsen, så det kilder og vi skal konstant tørre den væk fra øjnene. Det drypper fra hagen og det løber ned af armene. I albuerne samler solcremen sig til en grå substans. Nakken føles iskold, når solen er i ryggen og muskelinfiltrationerne kommer snigende, hvis vi ikke sørger for at rotere lidt med skuldrene ind i mellem. Numsen svier og jeg må konstant lette mig fra sadlen og trække i cykelbukserne, så jeg kan ændre lidt på trykket. Cykelbukserne og min bh er gennemblødt og når jeg tager hjelmen af, drypper sveden fra håret. Sved, blandet med salt og støv er en yderst delikat cocktail og vi føler os rigtig lækre, når vi ellers ankommer til dagens endelige mål. I dag har jeg igen cyklet uden knæbind og halsklud og det var helt ok. Mine solbriller har det heller ikke så godt mere. Den ene stang knækkede for godt halvandet år siden og jeg har flittigt tapet den sammen lige siden. Men nu er stangen også knækket helt oppe ved glasset, så nu cykler jeg med kun en stang, øv øv. Jeg har forgæves ledt efter et par der kan erstatte dem, men trods ridsede glas og tape, bliver jeg hver gang enig med mig selv om at mine egne lige må holde lidt endnu. Nu får vi at se hvor længe jeg kan holde ud at cykle med kun en stang?, hihi.
Vi cykler på en hovedvej, asfalten er perfekt og ind i mellem er vi også privilegerede med en god rabat. Vinden er dog stadig imod os og når rabatten mangler, må vi stole på at bilisterne holder god afstand til os. Det gør de bare ikke altid og ind imellem bliver vi tvunget af vejen. Hornene bliver flittigt brugt og selv om det er mig der er den lille og mest udsatte, kan jeg sommetider godt blive stædig og puste mig endnu mere op. Så må de altså sænke farten og vente til der bliver plads til dem også 😉
I dag har været en øv dag… Jeg startede dagen med en voldsom hovedpine og jeg tænker, det var fordi, vi knapt kunne trække vejret af indelukkethed og mug på værelset vi sov i. Efter allerede knapt 20 km sved bagdelen og de begyndende muskelinfiltrationer i skuldrene viste sig. Vinden tog til (som altid op ad formiddagen) og jeg tror at min negative spiral, drænede mig for kræfter i benene. Efter 40 km var jeg i hvert fald opgivende. Selv om vi oplever så mange spændende ting og alle folk er venlige mod os, så synes jeg pludselig at 6 år mere under disse omstændigheder kan virke uudholdeligt. Ofte sover vi på uhumske værelser. Cykler i larmende trafik inkl. div. risici og ender hver dag med at være møgbeskidte. På et tidspunkt, da vi passerede en mand og dame, der boede meget fattigt helt ud til vejen, stoppede vi op og hilste på. Vi gav dem vores sidste ris, linser og en del pulver- krydderier/sovser osv. Damen blev åbenbart utilfreds og synes vi også skulle give dem nogle penge, så med et surt opstød, tog jeg fluks madvarerne fra hende igen. Men så kom der andre boller på suppen og hun rakte taknemmeligt ud efter maden igen, som hun selvfølgelig fik og de vinkede pænt farvel til os. Hm….
Prikken over i i´et blev, da vi ankom til vores destination. For FØRSTE gang på vores tur havde Søren i sin bedste mening reserveret værelse på forhånd. På nettet hedder det sig: Et lækkert ressort med swimmingpool, egen balkon osv. Bevares, swimmingpoolen er der også godt nok, men det kan ikke lade sig gøre at ligge og slappe af ved den. Desuden måtte vi slet ikke gøre brug af den, da de var ved at optage noget film og balkonen måtte vi tænke os til. Lidt ærgerlige over vores forhåndsreservation, måtte vi æde kamelen.
Det er godt at Søren er så positiv i sådan en situation. Han ved lige, hvilke knapper han skal trykke på og sige de rigtige “skøre” ting. Hvilket iøvrigt også resulterede i at jeg gav den gas på cyklen de sidste 15 km. Vi endte med at gå en tur ned til den lille by og spiste “all you can eat” for den svimlende sum af 11 dkr for os begge to. Vi afsluttede vores lille bytur med en is hver til 1 kr. stykket 😉 Derefter tilbage til resortet, for at slutte dagen af med en film (på computeren). Så nu er humøret højt igen og jeg ser atter frem til at fortsætte eventyret 🙂
Herfra resortet er der blot 40+ km og så er vi Chennai, hvorfra vi skal videre med tog til Kalkotta.
*Danskejet koloni – Trankebar
- I 1620 kastede en gruppe skibe anker ud for det sydøstlige Indiens kyst. Deres rød-hvide flag, der blafrede i vinden, viste, at de var sendt af den danske konge. I den lille by Trankebar grundlagde de en koloni, som i 225 år blev en vigtig base for handelen i Asien. Trankebar var en dansk handelsstation som eksisterede fra 1620 til 1845.
- I 1618 sendte Christian 4. og det nydannede Østindisk Kompagni en ekspedition under ledelse af adelsmanden Ove Giedde til Ceylon med det formål at sikre en del af handelen på Asien. Det lykkedes at få en aftale i stand på Indiens kyst lidt syd for fiskerlandsbyen, Tarangambadi. Trankebar blev hovedsædet for handelsaktiviteter i Indien i de næste 225 år. Den vigtigste vare var bomuld. Den voksede hurtigt, og nåede faktisk at blive en af rigets seks største byer.
- Men Trankebar var også hjemsted for verdens første lutherske mission. Frederik 4. udsendte den i 1706 for at omvende sine indiske undersåtter.
I 1845 blev Trankebar solgt til Storbritannien for 1.125.000 rigsdaler.