Fra Amritsar til Puttaparthi

Tredje gang i Indien at vi kører med tog

Pt. sidder vi i et tog på vej sydover. Vi skal være undervejs i 37 timer (2 overnatninger og godt 2.000 km), hvis alt ellers går efter planen. Indien er så overvældende og stort og vi har “kun” 3 måneders visa, hvilket jeg vil påstå er mindst 3 måneder for lidt og hvis vi skulle rundt på cykel, burde vi have minimum et år 😉 Så her sidder vi og bumler derud af. Vi er allerede en smule radbrækket efter første nats søvn og Søren er virkelig sat på prøve hvad tålmodigheden angår. En gang i mellem hopper han af toget, når vi holder stille på perronerne. En gang måtte han springe på igen efter vi var sat igang, hvilket godt kan gøre mig en smule nervøs… måske ikke så meget at der skulle ske en ulykke, men mere at dørene er låst og han ikke kommer med igen (næste tog er først om to dage). Jeg tror vi skal være glade for at vi nåede at opgradere vores togbilletter til en 2. klasse billet med aircon. (1. klasse var udsolgt). Vi deler vogn med mange andre, men heldigvis har vi hver vores køje, hvor vi både kan sidde og ligge ned. Dvs. dem der har deres køjer ovenover, kan man jo ikke så godt nægte at de sidder på vores køje, hen over dagen. Men heldigvis er dem, der sov over os, stået af toget i løbet af natten. Og HELDIGVIS… for den ene mand var så ucharmerende med hans konstante ræben og støn samt ulækre tæer og så snorkede han højere end en majetærsker, hvilket var lig med cirka nul søvn til fru Borg. Vores første billet hed sig at være en sleeper class og som danskere ville vi tænke at “en soveklasse”, måtte være ideel?  Nu har vi set hvordan “sleeper class” fungerer og tjah… hvad skal jeg sige, andet end at det her er absolut at foretrække (se evt. film). 😉 

Faktisk er det tredje gang i Indien at vi kører med tog. Første gang var det samme standard som denne her, blot “kun” 16 t. (ca.: 450 km). Til gengæld lidt nervepirrende da vi ikke fik vores cykler af toget, samtidig med at vi selv skulle af. Det er lidt omstændigt, når vi har cykler, der skal med os. For det første skal vi være på stationen 3 timer før togets afgang. Dvs. umenneskelig TIDLIGT, da toget kørte kl. 05.45. Så skal de bruge ca. 1 time på at udfylde dokumenter og regne på vores betaling og stakkels dem, hvis vi ikke har lige penge, for så kan regnestykket godt blive en større udfordring selv med en lommeregner. Derefter forbliver cyklerne i deres varetægt. Cyklerne bliver placeret i en separat godsvogn, dog koblet på samme vogntog som vi også selv er med på. Næste udfordring er nu at få bugseret 12 løse tasker fra godsterminalen til venteværelse og/eller til perronen, hvor toget kører fra – lidt af en prøvelse, med mindre der er en vogn, vi kan komme alle tasker på. Da vi skulle af toget igen, stod jeg og holdt vagt ved alle vores tasker og Søren fandt frem til godsvognen for at få vores cykler. Dvs. at cyklerne var imellem tiden nået at blive begravet i al mulig andet gods og efter råben og diskuteren, måtte Søren pænt se til at toget kørte videre med vores cykler. At miste vores cykler er nok den største materielle frygt jeg har på vores eventyr, så jeg gjorde store øjne, da jeg så Søren komme imod mig uden vores elskede cykelvenner. En togmand beroligede os og vi fik at vide at cyklerne ville blive sendt retur, fra næste station. Kl. ca. 02.00 ringede de og sagde at cyklerne var klar til afhentning på stationen og kl. 07.00 var gensynsglæden og ikke mindst lettelsen stor, da vi igen havde vores tohjulede venner hos os. Udover et par trykkede skærme, var mit sidespejl brækket af og baglygten gået itu. Sidstnævnte kunne Søren heldigvis lave igen. Men foreløbig er det ikke lykkedes at finde et nyt sidespejl 🙁 

Anden gang vi rejste med tog, var på 1. klasse i dagstimerne og kun med sæder. Til gengæld den ypperste luksus, der bl.a. drejede sig om at få fedet kunderne op, på så kort tid som muligt. Med andre ord… fantastisk betjening og der manglede intet (inkl. i prisen). Selv cyklerne havde stort set deres egen vogn, hvilket vi stadig er lidt uforstående overfor. 

Dog mangler der heller ikke noget her på 2. klasse. Forskellen er blot en lidt anden standard og hvis vi ønsker noget skal vi betale 😉 Tjah… og så krydser vi fingre for at vores cykler i den anden ende af det MEGET lange tog, har det godt 😉 

Hovedstaden for yoga og meditation

Vi var ca. en uge om at cykle til Rishikesh. Vi har vekslet mellem at cykle gennem mindre landsbyer på landet for foden af bjergene og gennem større byer langs hovedvejene. Og vi har cyklet langs floder og nydt at komme væk fra den synderlarmende trafik. Vi har flere steder benyttet os af at både spise og sove (gratis) i Sikh templerne, som hver gang giver os en så fredfyldt fornemmelse, når vi ærbødigt bliver hilst velkommen af Sikherne m.m. Hvis ikke der har været et Sikh tempel i nærheden, har vi indlogeret os på hotel. Så indtil videre har vi ikke benyttet os af vores telt. Aberne er blevet en fast del af landskabs- og bybilledet, li´så vel som vi ser masser af stribede egern. 

I foregårs var det i øvrigt også første gang at vi selv har lavet mad, siden vi kom til Indien (har været her i 3 uger). Vi kan knapt købe råvarerne så billigt som vi kan købe den færdiglavede mad. I mange områder kan det kun lade sig gøre at købe vegetarmad og jeg fornemmer at det er alle de hellige områder, hvor kød og alkohol er bandlyst. Maden smager herligt her, men vi er heller i tvivl om at den er ganske fedende og det er begrænset, hvor meget vi forbrænder, når vi ikke rigtig cykler for tiden. Det lyder måske underligt at vi savner grøntsager, trods det oftest kun er vegetarmad vi indtager, men det består rigtig meget af tyk sovs (god smag), meget få grøntsager (som rejer i reje ost), ris og olieret brød… – tjah, så kan man altså godt savne nogle reelle grøntsager ind i mellem 😉 

Rishikesh er en meget hellig by også kendt for at være hovedstaden for yoga og meditation, hvor floden Ganges løber igennem. Straks vi cyklede ind i byen og nærmede os floden, blev vi mødt af en masse boder og butikker i alle afskygninger som sælger klæder, tæpper og tøj, tempelfigurer, frugt, smykker, thai og indisk fastfood. Ind i mellem butikkerne er der masser af restauranter og bureauer, der forsøger at sælge trekking- og rafting-ture, eller yoga og meditationskurser alt sammen baseret på turister. For første gang mere end nogen andre steder præger den vestlige turist også gadebilledet. Nogle mere hippie agtige end andre. De fleste med “turist” indiske bukser og mange af dem har sågar fået sat hindu mærker i panden og er hennategnet på hænder og fødder. 

Vi skal til den samme *Ashram som Tim og Andy også har indlogeret sig på og vi er nød til at krydse Ganges floden ad en smal hængebro for at komme derover. I stålvejerne og på gelænderet boltrer aberne sig og nogle sidder frækt på lur i håbet om at en uerfaren turist vifter med noget spiseligt. Motorcyklister og scootere kører ofte med hornet i bund, i et naivt håb om at de kan komme hurtigere frem i folkemængden. Midt på hængebroen og lige ret under den i vandet, “står” en flok af kæmpefisk og nyder godt af det foder som folk kan købe og smide ud til dem. Det er nogle ordentlige krabater på størrelse med tun.

Ashramen vi skulle til, lå i forlængelse af den smalle gade og var den sidste bygning på vejen. Det var helt rart at være lidt afsides fra al leben. Vi fandt hurtigt frem til Tim og Andy og fik derefter indlogeret os. Til den nette sum af 30 kr. pr. døgn for os begge to, fik vi eget værelse og kunne deltage gratis i 3 x yogakurser om dagen samt meditation tidligt morgen. Udover at madrassen i sengen var elendig og der var koldt vand til at bade i, var her ganske hyggeligt. Ude på taget eller i andre afkroge sidder der ofte en enkelt eller to og mediterer eller dyrker yoga og aberne trives også ganske fint her. ALT i byen er lukket ned kl. 21.00 og i Ashramen var der fuldstændig roligt alt i mellem kl. 21.00-22.00. Det var nu også helt godt, for meditationen startede kl. 06.00. Vi deltog også i 2 yoga kurser pr. dag og jeg må indrømme at jeg virkelig følte mig bekræftet i at jeg ikke er helt ung mere. Tak spids… her troede jeg at yoga var ganske ligetil, men vi skulle eftergøre stillinger og smide os rundt, i positioner som mere lignede noget for slangemennesker/hypermobile folk. Jeg fik da også forstrukket noget i siden af ryggen og på et tidspunkt, troede jeg min fod ville brække. En form for liggende baglæns saltomontage sprang jeg li´så let over, som de andre udøvede den, da jeg frygtede for at nakken ville få et knæk eller endnu værre. Uanset anstrengelser og sved på panden, var det en stor oplevelse og jeg vil klart opsøge det igen. 

Indiens helligste flod

Hver dag gik vi det korte stykke ind til det travle liv i den smalle gade. Alle steder var der trapper ned til Ganges floden og alle steder så vi hinduer der badede i vandet eller drak af det. Ganges har status som den allerhelligste flod i Indien og det er derfor en uskreven lov at hinduer mindst én gang i livet  bør se, bade eller drikke noget af dens vand. Hinduerne ser vandet som for at være spirituelt rent og rensende og hvis de bader i floden og drikker af dens vand, bliver de frelst for alle synder og sjælen bliver renset. Jeg måtte da også lige ned og dyppe fødderne og vaske mit ansigt, men vel vidende at der forekommer alverdens udledninger i vandet, sprang jeg drikkeritualet over. 

Kl. 17.00 hver eftermiddag, bliver der afholdt en ceremoni og mange sender blomster, rosenblade og små lerkrukker fyldt med olie og væger ned af floden som offergaver. I den smalle gade er der rigtig mange orangeklædte hindu munke. De har alle en blikdåse med låg og jeg har fået fortalt at de i den bærer deres eneste ejendele. De har stort set alle et tæppe omkring sine skuldre. De fleste af dem har intet hjem og sover på gaden. Mange af dem tigger og selvfølgelig kan vi ikke hjælpe alle men har vi mad i overskud efter et måltid, tager vi det med og giver det videre og sommetider giver vi dem 10 rupees, svarende til 1 kr. En gang kom der en munk hen til os, da vi stod med cyklerne og spurgte om vi havde brug for hjælp. Derefter fandt han et hjørne frem i sine orange klæder, hvor han havde bundet sine penge ind, (lignede nogle få 10 rupee sedler). Han tog dem alle og tilbød os dem. Vi takkede nej, han insisterede, men det gjorde vi også. Så bliver man altså blød om hjertet, så længe de har noget, vil de dele alt med dig, også selv om du ikke ligner en i nød. Vi oplevede også en mand der gav os et æble hver… hvilket vi selv gav videre senere til en der tiggede efter mad. Lidt paradoksalt, med den ene hånd vil de dele alt, hvad de ejer og har og med den anden hånd, vil de afkræve dig det tidobbelte beløb af, hvad inderne selv betaler, hvis du køber nogle af deres ting. Jeg kan godt blive lidt stædig, hvis de først har sagt en pris, som jeg VED er for høj, så er der intet salg til mig. Jeg ved godt at det er ganske normalt at prutte om prisen, jeg vænner mig bare aldrig til det og jeg vil have den rigtige pris fra starten. Nu er det jo ikke souvenir ting vi køber, men f.eks. grøntsager, frugt, snacks eller et lift med en rickshaws/tuk tuk. En af dagende hvor jeg havde købt et granatæble, var det køerne der blev nærgående, så meget at jeg næsten blev bange for dem og en anden dag, hvor jeg gik med popkorn, havde jeg lige glemt aberne, hvorfor jeg pludselig havde en abe som sprang på mig. Der skete ikke noget og jeg fik gemt popkornene ind under jakken i en fart. Jeg talte dog med en turist fra Canada, der desværre var blevet bidt af en abe og han var tvunget til at blive på stedet 5 uger mere, da han skulle have op til flere vaccinationer mod rabies.  

En stærk oplevelse og smuk afsked

Fra Rishikesh cyklede vi videre til Haridwar. Igen en meget hellig (en af Indiens mest hellige byer) og kendt by, hvor også Ganges floden løber igennem og her afholdes en ceremoni på samme måde som i Rishikesh, blot meget større. Pilgrimme valfarter hertil, for at tage et helligt dyp i floden og få renset sjælen for alle synder.

Ganges floden er jo bl.a. kendt for at man efter kremering strør asken i floden. Kremeringen sker også langs floden alle steder, hvor folk kan komme til den. Et af de mest kendte steder er i byen, Varanasi, hvor der foregår ca.: 300 kremeringer om dagen. At strø asken i floden betyder at afdødes sjæl ikke længere vil indgå i hinduismens evindelige cyklus af død og genfødsler.

Vi valgte at tage til en Shamshan Gaht, hvilket er et sted helt ned til floden, hvor man kremerer ligene. Vi var der kl. 07.00 og der stod også en familie klar til at tage afsked med et familiemedlem. Selv om det er fuldstændig normalt for hinduerne at der også er andre end familie og venner tilstede under ceremonien, kondolerede vi og spurgte høfligt om vi måtte være der. 

Der var flere bål steder, hvor der var gløder og det røg op af asken fra gårsdagens brændinger, Der var hunde, der lå rundt om bålene og varmede sig fra de sørgelige rester og et par hellige køer lå også tæt på ildstederne. 

Brændet til bålet var gjort klart og den unge dame (død af leukæmi) var svøbt ind i et hvidt klæde, ansigtet og hænder var synlige og rundt om stod mændene. Kvinderne holdt sig mere i baggrunden. Det var tydeligt at se på deres væremåde, hvem der var den afdødes mand og det gjorde ondt at se, hvor stort et tab han netop har lidt. Der var to mænd, der li´som styrede slagets gang og jeg formoder de var ansatte til det og at en var en var en form for præst. Efter forskellige ritualer, blev kvinden båret på en båre ned til brændingsstedet. Først blev hun lagt helt ned til floden, hvor kvinderne samledes om hende og iklædte den døde i fint rødt klæde og jeg formoder også med smykker og lign. Derefter tog mændene igen over og bar hende op til bålstedet, som nu var gjort klart til selve kremeringen. Kvinden blev løftet af båren og forsigtig lagt op på brændet, som sirligt var lagt i system. En masse ritualer fulgte, bl.a. ved at hælde en tyk flydende væske ind i munden på hende og derefter drysse en masse paraffin ud over hende. Til slut blev der drysset en masse revet sandel træ ud over hende, så ansigt og krop, stort set var dækket. Herefter blev der lagt mere brænde hen over hende og på siderne, så hun var helt væk inde i brændet. På en eller anden måde, synes jeg det var lidt lettere at se til, når man trods alt ikke kunne se kvinden mere. Herefter blev der sat ild til bålet, som rimelig hurtigt stod i et stort flammehav. En enkelt hellig ko, kom hen og varmede sig op ad ilden, alt imens at vi i stilhed så til, hvordan flammerne fik overtaget. Kvinderne havde trukket sig tilbage og sad på nogle bænke bagtil. Efter et stykke tid tog ham, der havde stået for flere af ritualerne, en lang kæp og dyppede enden i det hellige vand fra floden, hvorefter han stødte den ind i bålet et par gange, hvor hovedet formodentlig var. Vi har fået fortalt at kraniet bliver slået itu på et tidspunkt, hvilket jeg gætter på, var det, han gjorde der. Derefter smed han kæppen til side. 

I baggrunden flyder vandet i Ganges upåvirket og hele tiden er der blomster, der flyder oven på vandet. 

Efter endnu et stykke tid, brød familie og venner op. Der var stadig godt gang i bålet, jeg ved ikke, hvor lang tid det kan brænde, men et eller andet sted virkede det meget passende at bryde her. 

Det var en stærk oplevelse for os og jeg synes også at familie og venner fik taget en smuk afsked. 

Alt i mens vi overværede hele ceremonien, var der flere familier, der kom og samlede aske m.m. fra gårsdagens kremationer og en enkelt familie var ved at gøre klar til endnu en kremering. 

Vi har tidligere fået fortalt at en kremering er utrolig dyr. Der skal bruges 200 kg brænde som f.eks. cedertræ og det koster op til flere måneders løn. Hvis en familie ikke har råd laver de en indsamling, men sommetider får de ikke helt nok træ eller træets kvalitet er ikke god nok og de ender med at må smide et halvt kremeret lig i Ganges floden. 

Tilbage i toget…

Vi kan jo ikke ligefrem påstå at det er et af de toge der suser derud af med 200 km i timen 😉 Det bumler stødt og roligt afsted og vi har god tid til at observere det vi passerer. Lige nu er der de flotteste bomuldsmarker. Det virker som om at vi kører oppe på en højslette, som er helt flad. Når vi nærmer os en større by, begynder affaldet. Aldrig nogen sinde før har jeg set så meget affald som i Indien. Kæmpemæssige områder der mest af alt ligner lossepladser uden at være det. Det ligger ind i mellem husene, børnene leger i det med deres bare fødder og køer og grise æder det. Vi har sågar set et sted, hvor affaldet lå i så tykt et lag oven på floden, at hundene kunne gå på det, uden at synke ned i vandet. 

Vi kører også forbi områder, hvor folk bor i pap/plastik huse og nogle af dem ligger så tæt op ad toget vi sidder i, at vi blot kan gå ud til døren og række hånden ud, så ville vi kunne røre dem. Andre steder ser vi familier der bor helt idyllisk ude på marken og vi kører forbi steder, hvor folk bor mere end blot nydeligt i deres store villaer. 

De sidste par dage har vi tilbragt i Jaipur, som er en stor turist magnet med kendte bygninger og templer. Vi har i øvrigt også været i Agra og set *Taj Mahal. Masser af imponerende bygningsværker, men som vi måske generelt er mættet af. De største oplevelser eller det som rører os mest, er klart naturen og at møde folket, lære om deres livsstil osv. I går mødte jeg en ung mand, der sad på fortovet og forsøgte at pleje hans ben. Benet var hævet og fyldt med betændelse. Et stort sår var åbent helt ind til knoglen og der sad de første 20 fluer i såret. Hans ansigt var også såret og op ad armene havde han noget betændelse. Han tiggede ikke, men det var tydeligt at se at han var fattig og kun levede af det han kunne finde på vejen eller det som folk tilbød ham. Jeg gav ham en lille rulle kiks og 20 rupees. Han så på mig med store og taknemmelig øjne og takkede. Jeg kunne slet ikke få ham ud af hovedet igen og jeg endte med at gå tilbage til ham og spørge lidt ind til ham. Desværre kunne han ikke engelsk udover at sige: “My name is ???” Så stak han hånden ind til brystet og tog kiks og pengene frem som jeg havde givet ham tidligere, for at ville give dem tilbage. Jeg sagde selvfølgelig nej og rakte ham istedet for 100 rupees mere. Hans øjne lyste op og han takkede med alverdens tegn og kys. Han sagde hospital flere gange og jeg bekræftede ham i, at han burde søge hjælp og få behandling. Søren og jeg tog en tuk tuk og tog på sightseeing og tuk tuk manden forklarede os at man frit kunne tage på hospitalet i Indien. Problemet var blot at mange opgav det på forhånd, da der skal udfyldes en masse dokumenter før de tager sig af en og for en hjemløs uden uddannelse kan det stort set være en håbløs opgave. Men nu havde han da råd til at blive kørt derhen og så må vi krydse fingre for ham. Uanset, gør oplevelser som denne ofte større indtryk på os end at se et flot bygningsværk 😉 

Vi er på vej sydpå til en der hedder Tina… en bekendt som vi kender igennem en veninde. Hun har tidl. været lykkelig gift med en Inder, som desværre ikke er blandt os mere, men Tina har valgt fortsat at tilbringe vintrene her, hvorfor vi har mulighed for at besøge hende. Vi glæder os enorm meget til at ses med Tina og opleve Puttaparthi, som stedet hedder. Tina underviser bl.a. i yoga og jeg håber på at hun kan starte os lidt mere blidt op med nogle yoga øvelser. 

Dags dato er d. 19. dec. Vi har ikke oplevet snerten af julestemning og lige på det område er jeg nok lidt mere følsom end Hr. Borg. For mig er julen en tid, hvor man tilbringer lidt mere tid i familiens skød samt med de nærmeste venner og samtidig er det oplagt at takke for året der er gået. Så pt. har jeg lidt hjemve og glæder mig derfor ekstra meget til lidt dansk selskab i julen hos Tina. Uanset tror jeg at de i Tinas område gør lidt mere ud af julen end andre steder, jeg ved i hvert fald at hun er i fuld sving med at øve sig i et kor op til juleaften 😉  

INFO.:

 *Ashram: Fra oldindisk tid har en ashram været dén afsidesliggende bolig (ofte meget ydmyg), som en vanaprastha trak sig tilbage til for at meditere, og det er det for så vidt stadigvæk. Begrebet ’ashram’ har imidlertid udviklet sig til et langt mere flertydigt begreb og dækker også, hvad vi forstår som et herberg, et refugium, eller som et sted, hvor en åndelig leder samler sine tilhængere. Tusindvis af mennesker lever i disse ashrammer for fredeligt liv.

Ganges floden: Ganges slår på flere fronter verdensrekorden. Den er den længste flod i Indien og verdens anden største flod målt på vandudledning. Derudover er floden den mest befolkede i verden med sine 400 millioner beboere og en befolkningstæthed på knap 1000 indbyggere per kvadratkilometer (390/km2).

Den 2.525 kilometer lange Ganges-flod, som i hinduismen anses som hellig, løber gennem Indien og Bangladesh. For inderne er Ganges livsvigtig for de 400 millioner indbyggere, der bor langs dens bredder.

Den lange flod spiller en afgørende rolle for mange indere i det daglige liv. Udover at den tjener som vandforsyning, bidrager den nemlig også med fiskeri og som transport og kunstvanding.

Ganges har sit navn efter den hinduistiske gudinde Ganga. Ifølge myten var Ganga datter af bjergguden Himalaya, og hun var alle guders hustru, indtil en dødelig konge, Bhagiratha, fik tilladelse til at bringe hende ned på jorden som flod. Formålet var, at hun som flod skulle rense mennesker for negativ karma. Ganges anses for at være en personificering af gudinden, og hinduer mener derfor, at floden er hellig.

Én af verdens mest forurenede floder

Hinduer tror, at Ganges i sin egenskab af gudinde både er rensende og ren, men ironisk nok er den så forurenet, at badning sker med livet som indsats. Ikke blot fungerer floden som industriel affaldsskakt og som toilet for mange indere, den flyder også med halvt kremerede menneskelig og døde kreaturer. I kølvandet på Citarum-floden i Indonesien rangerer Ganges blandt de fem mest forurenede floder i verden.

Sikher bruger i lighed med hinduer kremering men jordfæstelse er ikke forbudt

*Taj Mahal bygget af Shah Jahan til dennes kone Arjumand Bano Begum (ofte kendt under det persiske navn Mumtaz Mahal som betyder “paladsets lys”), som døde i 1631 i barselsseng. Taj Mahal blev opført 1632–1653 og er fra 1983 medtaget på UNESCOs liste over Verdens Kulturarv. 

Taj Mahal blev konstrueret af materialer fra hele Indien og Asien. Mere end 1.000 elefanter blev brugt til at transportere byggematerialerne. Den hvide marmor blev importeret fra Rajasthan, jaspis fra Punjab og jade og krystaller fra Kina. Turkisvar fra Tibet, lasursten fra Afghanistan, safirerne kom fra Sri Lanka og karneol (rødlig smykkesten) fra Saudi-Arabien. I alt blev 28 forskellige ædelstene indlagt i den hvide marmor.

Den centrale del af mausoleet er omkranset af fire identiske minareter, som er bygget med en hældning udad, så de i tilfælde af et jordskælv vil styrte til jorden væk fra selve mausoleet. Til venstre fra monumentet er der en moske af rød sandsten. Moskeen blev konstrueret for at helliggøre området og skabe en plads for pilgrimme. Til højre er der en eksakt kopi af moskeen, kendt som jawab (“svar”), som alene er bygget for symmetriens skyld. Bygningen anvendes ikke som moske, da den ikke har den korrekte position i forhold til Mekka.

Fronten af mausoleet havde oprindelig en traditionel persisk char-bagh (“fire haver”) bestående af blomster og spredte trævækster. Den britiske vicekonge Lord Curzon erstattede denne have med en mere engelskorienteret plæneopbygning, og det er denne, som kan ses i dag.

Arkitekten der stod bag byggeriet fik hugget højre hånd af da byggeriet stod færdigt. Dette skulle forhindre at han byggede et lignende.^{[kilde mangler]}

Da det blev bygget, havde Shah Jahan et ønske om at ville bygge et tilsvarende Taj Mahal på den anden side af floden. Det skulle bare være sort. Det blev aldrig til noget, da han døde.^{[kilde mangler]}