Indien

Søren væltede over i en motorcyklist

Det foregik smertefrit at passere grænsen fra Pakistan og ind i Indien. Vi havde hørt at det var en stor oplevelse at se luknings ceremonien både på den pakistanske side, såvel som den indiske. Vi valgte at se den på den indiske side, idet at vi ellers skulle vente til dagen derpå med at krydse grænsen. Og stort det var det. Folk kom valfartende fra nær og fjern og vi gætter på at der nok var omtrent 5-7.000 mennesker på tilskuerpladserne. Der blev solgt popkorn, is, kasketter og flag mm. og heldigvis var vi på pladsen godt 1,5 time før det startede kl. 16.30, hvilket sikrede os en nogenlunde god plads. For første gang siden vi forlod Kirgisistan, så vi flere vesterlændinge og folk fra andre lande. De startede ceremonien med hornmusik og brølede et eller andet uforståeligt over højtaleren, så vi var ved at ryge bagover. Derefter marcherede soldaterne (rangers) med strakte ben frem og tilbage på pladsen foran os. Benene blev nærmest kastet frem og ofte sparket højt op i luften, så det lignede de gik i lodret spagat. Jo jo… der var stil over dem. Hver gang de nåede til porten der skilte landene, udøvede de en lidt truende adfærd overfor nabolandet. Det hele endte med at porten mellem Pakistan og Indien blev åbnet (de havde i samme tidsrum haft et lignende show på den pakistanske side) og på samme tid, blev hver deres nationalflag taget ned. 

Det var mørkt da vi cyklede derfra og trafikken var tæt, idet alle tilskuere skulle ad samme vej og formentlig ind til Amritsar, 30 km derfra, hvilket også var vores destination. Trafikken var håbløs tæt inde i Amritsar og jeg tror næppe at der findes nogen trafik regler her. Heldigvis har de fleste dog fundet ud af at det er mest praktisk at køre i een retning sådan nogenlunde i samme side (I Indien er der også venstrekørsel, medmindre de finder det ubelejligt at krydse vejen og i stedet lige tager den imod trafikken for en kortere bemærkning). Men rødt lys betyder åbenbart kun at man skal stoppe, hvis man føler for det 😉 På et tidpunkt, var trafikken så tæt at en bil skubbede til Sørens bagerste cykeltaske, så Søren væltede over i en motorcyklist. Heldigvis skete der ikke noget og chaufføren i bilen, trak blot på skuldrene, da Søren vredt fik øjenkontakt med ham. Senere blev det min tur. Igen var trafikken så tæt at vi mere eller mindre stod stille. Selv de gående kunne ikke sno sig ind imellem de forskellige køretøjer. Gaden er så smal og det var et virvar med cyklister, *cykelrickshaws, motorcyklister, biler og fodgængere. Om man befinder sig i venstre eller højre side er kun et spørgsmål om, hvordan heldet har været med en. Pt, befandt jeg mig desværre i højre side og havde en modkørende bil foran mig. Jeg stod stille, hvilket bilen også gjorde, men så rullede chaufføren vinduerne op og begyndte blot at køre. Stadig i sneglefart, men jeg blev skubbet baglæns. Det lykkedes mig at få bugseret cyklen ud til siden, men jeg kunne ikke få min ene fortaske fri af bilens front. Cyklen bliver tvunget mere og mere sidelæns og nærmest vælter mellem benene på mig, på min højre side har jeg et stort hul og til venstre side har jeg bilen. Jeg kigger med skræmte øjne på chaufføren, som åbenbart er fuldstændig ligeglad og jeg fornemmer at kvinden og børnene i bilen ikke helt sympatiserer med chaufførens forkastelige opførsel. Min redning blev en mand, der sprang til og fik løftet cyklens bagerste ende på højkant igen, så jeg kunne balancere på kanten til hullet, ind til bilen havde passeret. 

The Golden Tempel

I Amritsar, den næststørste by i den indiske del af Punjab (ca.: 1.1 millioner), er der også pilgrimme. Masser af pilgrimme. Deres mål er det samme som vores: De valfarter mod Det Gyldne Tempel, (turen til templet her er en tur, de helst skal tage én gang i livet. Det er sikhernes svar på Mekka).

 Lige over for en af de fire indgange, er der en bygning, hvor pilgrimme m.m. kan sove, gå på toilettet og tage bad. Folk sover både på værelser og på gulvene udenfor værelserne. Det gik aldrig op for os, hvordan systemet fungerer, hvem der får tildelt værelser og omvendt. Til udlændinge findes der et rum, hvor der både er private værelser og en mindre sovesal. Alle kan sove her gratis og på ubestemt tid. Søren og jeg fik vores eget værelse og cyklerne fik også en sikker plads. 

De fire indgange symboliserer, at her er folk fra alle livets retninger – alle racer, samfundsklasser og kaster – er velkomne og frie til at dyrke deres egen religion, finde trøst eller oplysning. Templet er sikhernes helligste bygning og et symbol på universel broderskab og lighed. 

Efter at have afleveret vores fodtøj og fået hovedbeklædning på, træder vi ind i templets område. Det første vi gør er at finde vejen til den offentlige spisesal, “Guru Ka Langar”. 

Marmorgulvene er kolde, så vi vælger hurtigt at gå på den røde filtløber eller de grønne måtter, der ligger overalt. Der står rigtig mange frivillige arbejdere, der venligt smiler, mens de rækker os en ståltallerken, derefter en vandskål og tilsidst en ske. Vi følger strømmen af mennesker og bliver ført ind i spisesalen. Alle sætter sig i skrædderstilling i lange rækker oven på en tynd løber af bomuld. Foran os på det kølige betongulv, sætter vi tallerkenen og skålen og lynhurtigt kommer der frivillige arbejdere og øser mad op til os fra en spand. Vi får dampende varme linser, bønner i karrysovs og en sød ris vælling. Når vi rækker hænderne frem som en skål foran os, får vi varme brød, “chapatis” og vandet bliver hældt i skålen. Inderne ved vores side og foran os nikker anerkendende til os og nogle samler deres håndflader foran sig, når de hilser. Flere af dem viser os, hvordan vi skal samle maden op med vores chapatis. Det skal sirligt rives i små stykker, for derefter at lave et lille kræmmerhus i mundret størrelse og så kommer vi fyldet i. De kommer flere gange og tilbyder mere mad og når vi er færdige rejser vi os. Når en række, stort set er tom for mennesker igen, bliver gulvet lynhurtigt rengjort og når salen er tom, bliver der lukket et nyt hold ind i salen. Udenfor salen skramler det fra opvaskerne. De står i lange rækker og vasker tallerkener mm. af. Det hele fungerer yderst effektivt og der bespises ca. 100.000 mennesker gratis i døgnet. Det er en grundsten i sikhismen at dele et måltid med sine medmennesker uanset religion, race eller status. Traditionen har sine rødder i 1500-tallet, og når man tager Indiens stærkt opdelte kastesamfund i betragtning, er det bemærkelsesværdigt.

Vi så også hvor maden bliver tilberedt og fik i øvrigt fortalt at en potte te, svarede til 12.000 kopper ad gangen.

Efter at have spist kan man få te, “thai”. Jeg er efterhånden blevet helt forfalden til deres thai, godt lært op fra Pakistan. Det er som en sød dessert. Te lavet på ren mælk og godt med sukker 😉 

Klokken er blevet mange, men vi må lige se templet på lidt tættere hold. Med vores bare fødder, skal vi gå igennem et lille vandbad. Foran os ligger templet midt i en kunstig sø, Amritsar, som byen er opkaldt efter. Her flyder udødelighedens nektar, hvis man altså læser de hellige skrifter bogstaveligt. Mænd smider de løsthængende klæder, til kun underbukser og turban er tilbage, og træder varsomt ned i det helende vand med ansigterne vendt mod templet og håndfladerne holdt sammen i bøn. Der er også enkelte kvinder, der står nede i vandet til knæerne, dog med deres tøj på. Nogle af dem drikker af vandet og andre sprøjter vand op i deres ansigt og over deres hår. Kvinderne kan i øvrigt også bade i det hellige vand fra afskærmede områder. Vi trisser langsomt rundt langs den lille sø. Stopper og kigger. Forsøger at suge stemningen, lydene, lugtene og synsindtrykkene til os. Pilgrimme ligger hele vejen rundt langs væggene af de marmorbygninger som omkredser hele området. De ligger med tæpper om sig for at indtage nattens søvn. Nogle er stadig vågne og lyden af tunge åndedræt bekræfter os i at nogle af dem allerede sover. Stemningen er så levende, og ærbødigheden er så åbenlys.

En gangbro fører ud til templet, der ligger i søen. Den flotte bygning er belagt med det pureste guld, der glimter i det kunstige lysskær. (Alene til kuplen blev der anvendt 400 kg bladguld). 

Templets spejlbillede sitrer i vandet og selv om det er svært at slippe dagen og alle dens indtryk, lakker den mod enden og vi finder over til vores værelse.

Det blev til 4 overnatninger i Amritsar. På nær et enkelt måltid, blev alle måltider indtaget i den offentlige spisesal, “Guru Ka Langar”. Vi brugte en hel del tid på at få SIMkort til vores telefoner, hvilket efter flere forsøg og ikke mindst mange timer også lykkedes. Igen mødtes vi med vores tyske cykelvenner, Tim og Andy og vi så også backpackeren, Chris fra Østrig igen. Hver dag var vi inde og nyde synet af templet og hver gang var oplevelsen og indtrykkene lige overvældende. 

Den sande og største attraktion er Guru Granth Sahib – en hel religions helligste skrift og det tætteste, sikherne kommer på en gud. Bogen bliver betragtet som et levende væsen og er efterfølgeren til ti menneskelige guruer.  På nogle måder bliver bogen også behandlet som et menneske. For eksempel skal den have sin nattesøvn og bliver sirligt puttet i en stor seng med et hvidt klæde over sig, hvilket kan opleves sidst på aftenen i et rum tæt på i templet, men hvilket vi til stor ærgrelse bagefter, desværre ikke prioriterede højt nok. 

Når skumringen falder på

Klokken nærmer sig middagstid, før vi forlader Amritsar. Vejene vi cykler på ud af byen er ikke nær så tæt trafikkeret som da vi ankom. Det går forholdsvis nemt på cyklerne. Vi passerer flere byer og jeg synes vi hurtigt fik lagt dagens etape bag os. Umiddelbart er vores indtryk at det bliver svært at finde steder vi kan campere, fordi der er folk overalt, men Indien er stadig så nyt for os, så måske bliver vi positivt overrasket.

Jeg har ikke nævnt noget om affald i lang tid… Det trives dog stadig i rabatten langs vejene i bedste velgående. Specielt før og efter en by, bliver det dyrket med stor succes 😉 Vi vænner os nok aldrig til det og det ærgrer os dagligt at være vidne til, hvor hæmningsløst de kaster om sig med plastikflasker m.m. Dog forsøger vi ikke at have vores fokus på affaldet, men i stedet for at fokusere på alle de nye indtryk vi møder på vores vej.

Når skumringen falder på, bemærker vi et hav af papegøjer, der flyver højt som lavt eller sidder i trækronerne og fløjter alskens lyde. Den er flot gulgrøn med en lang hale og et rødt næb. Jeg har fundet frem til at det er den hedder *Alexanderparakitten. Ren faktisk bliver den betragtet som et skadedyr i Indien, idet den æder afgrøderne på markerne, men uanset synes jeg det er super hyggeligt og jeg nyder synet af den.  

Igen kan vi hurtigt konstatere at tingene ændrer sig, så snart vi krydser en landegrænse. (Pakistan til Indien). Mange kvinder bærer stadig tørklæder og sjal og flere af dem har et rødt eller gult mærke i panden, enten malet med henna eller et lille smykke. Bukserne er generelt meget løse og “poset”, dog med et andet snit, men flere har også smalle bukser på, endda jeans og generelt er der mere glitter i deres tøj. Mange viser maver og arme og flere både mænd som kvinder har tøj der stopper lige under knæene, så det nederste af benene også er bare. Mændenes tøj har også ændret sig. Specielt deres hovedbeklædning, som nu er en turban og flere af dem går med en kjolelignende dragt med bælte omkring livet. Mange mænd bærer et sværd eller et langt spyd. Sværdet er ofte stort men vi ser dem også i mindre udgaver sat fast i bæltet eller deres hovedbeklædning. Også mange  kvinder bærer et mindre sværd. Sværdene bliver solgt i stor stil i butikkerne, specielt i Amritsar så vi dem overalt. 

Mange af mændene gør en stor dyd ud af deres store lange skæg. Det ses tydeligt at det er vel plejet og når de bliver fotograferet, sørger de lige for at glatte det fint. Af en eller anden årsag, synes jeg i modsætning til Pakistanerne at det lange skæg gør inderne mere hyggelige at se på og jeg hallucinerer lidt til julemanden. Hm… måske er det blot fordi vi nærmere os julen (dags dato 30/11), selv om det kun er i bevidstheden at julen gør sit indtog. 

*En rickshaw er en hyrevogn, der trækkes af en person til fods. Findes også som cykelrickshaw, hvor føreren driver vognen ved pedalkraft. Både rickshaws og cykelrickshaws har traditionelt været særligt udbredt i Asien, hvor det har været et udbredt erhverv at ernære sig som rickshaw-kører. 

Selve ordet rickshaw stammer oprindeligt fra det japanske jinrikisha, der er sammensat af jin (menneske), riki(kraft), sha (køretøj).

*Alexanderparakitten er naturligt hjemmehørende i tropisk Afrika i et bælte fra øst til vest syd for Sahara. Den lever desuden i det sydlige Asien, fortrinsvis i Indien, Pakistan og Bangladesh. Det er den eneste papegøje, der lever naturligt på to kontinenter. Arten er standfugl, men den kan strejfe over større afstande. Den er tilpasningsdygtig med hensyn til levested. Den lever således i mange slags skovtyper, men også i mere åbne landskabstyper med spredt træbevoksning, ligesom den optræder i byernes parker og haver. Alexanderparakitten er social og kan uden for yngletiden optræde i flokke på flere tusinde fugle. Der er vildtlevende bestande i mange dele af verden uden for det naturlige udbredelsesområde. Det drejer sig bl.a. om USA, Europa, Sydafrika, Den Arabiske Halvø, Singapore og Hong Kong. I Europa er der bestande i Sydengland, Tyskland, Holland, Belgien, Spanien og Italien. Den optræder ofte i storbyer.

I Danmark er alexanderparakitten i de seneste årtier blevet iagttaget med stigende hyppighed. Den er set på alle årstider og har optrådt i Jylland, på enkelte småøer og især på Sjælland. De fleste fugle er iagttaget i Københavnsområdet. Der kan være tale om undslupne fangenskabsfugle, men de fleste af fuglene er formentlig fløjet nordpå fra de europæiske bestande af egen drift, da de er gode flyvere.