Sidste opdatering fra Pakistan

Abottabad til Lahore

Valget mellem pest eller kolera

Med Abottabad bag os og af uforklarlige årsager heller ingen politiekskorte, hjuler vi atter mod den indiske grænse. Kulturen har ændret sig og vi mærker tydeligt at vi har forladt det nordlige område og de mindre befolkningsgrupper med hver deres tradition, sprog og særlige kulturelle skikke.

Klodens mest spektakulære bjerglandsskaber er ligeledes lagt bag os og vejene er tildels flade og MEGET nemme at cykle på. (Karakorambjergene er hjemsted for 5 ud af verdens 14 bjerge, der er over 8000 meter høje).  Efter at være kommet fri af bjergene og ned i højden, er luftforureningen mærkbart høj. Faktisk er den 40 gange over det anbefalede niveau. Den sorte udstødningsos er ved at kvæle os, så ofte når en lastbil kører forbi, tager jeg en dyb indånding og håber på at jeg kan holde vejret til den er passeret. Vi kan mærke forureningen i luftvejene og øjnene svider. Når vi tager brillerne af, er omridset tydeligt markeret i vores beskidte ansigter og vores tøj er gråt, så vaskevandet bliver sort og kræver mange skylninger. 

Kvinderne er kommet til syne i gadebilledet og med deres tørklæder og sjal i alle regnbuens farver imødekommer de os nysgerrigt og smilende. Nogle mere generte end andre. Nogle kvinder viser ikke deres smil, før jeg har smilet 1, 2 og 3 gange til dem, men så både vinker de og mange taler også til os. Søren får dog ikke den samme opmærksomhed fra kvinderne som jeg gør, men vi ser dem dog ofte fnise, når de opdager Sørens bare ben fra knæet og nedefter. 

Vi sover på henholdsvis politistationer, hoteller og hostels. Ikke alle steder virker lige tiltalende og de fleste gange, ligger vi vores egne madrasser ud på sengen og sover i vores eget sengetøj. Der er flere steder, når vi har gjort holdt for at købe frugt eller mad at de har nægtet os at betale og hver gang får vi at vide at det er fordi vi er deres gæster. Selv på en Subway “restaurant”, hvor maden ikke er helt billig, måtte vi ikke betale regningen. Folk vinker til os og inviterer på te og mad hele tiden og konstant. Og selv om vi kan se deres skuffelse, når vi takker nej, er vi altså nød til at afvise dem ellers tror jeg ikke, vi kom meget mere end få kilometer om dagen. – Om vi føler os velkommen? JA absolut!

Skæbnen vil at jeg endnu engang har været ramt af en omgang maveonde.  To dage med diarre og opkast, efterfulgt af 2 dage med blot kvalme, mavekramper og mangel på energi. Da det stod værst til, søgte vi ind på første og bedste hotel, som desværre viste sig at være det værste hotel til dags dato. Så er det valget mellem pest eller kolera…. Værelset og badeværelset var overbegroet med mug og en stank, der var tæt på at kvæle os langsomt. Ikke nok med det, var de ved at banke væggen ned til det tilstødende værelse, så blot at hvile sig, var en udfordring. Jan er igen cyklet i forvejen og trods jeg stadig var ilde tilredt, valgte vi også selv at cykle videre dagen derpå.

Vi cykler på en tæt trafikeret hovedvej som jævnligt fører os ind igennem både større og mindre byer. Sjældent cykler vi meget mere end ti minutter ad gangen, før en scooter kører op på siden af os og vi bliver udspurgt om de samme spørgsmål som altid. Hvilket land kommer vi fra? Hvor gamle er vi? Hvor mange børn? Hvor skal vi hen? og hvad synes vi om Pakistan? Igen og igen og igen 😉 I byerne går der ikke meget mere end 2-20 sekunder, før der er nogen på vores side, hvilket godt kan være frustrerende, da trafikken er et kaos og vi skal være temmelig koncentreret om vores kørsel og ikke mindst alle andres kørsel. Lige så ofte vil de have at vi holder stille, så de kan tage billeder af os og når vi endelig holder stille og før vi ved af det, står der en kødrand af mennesker og enten blot stirrer på os eller er klar til at tage flere billeder. Vi har efterhånden lært ikke at stoppe li´så ofte. De må tage deres billeder, mens vi cykler eller vi må affinde os i at komme frem i mørke 😉 

Stor oplevelse…

En af dagene var det blevet mørkt og vi søgte efter et hotel. Til vores held, var der endnu en mand på hans scooter, der inviterede os hjem til overnatning hos ham og hans familie. Stor oplevelse… De boede 7 voksne og 7 børn i huset. Det var et stort hus på to etager og til forskel fra, hvad vi ellers har oplevet i de øvrige stan- lande, sover de i senge, som vi kender det hjemmefra. 6 dobbeltsenge var der i huset og udover det, havde de en sofa. Næste dag, skulle vi med ud og se hvor han arbejder. Både Søren og jeg blev nærmest beordret til at låne noget af deres tøj, så vi tog os fine ud. Det lykkedes mig at få takket nej, til gengæld, kunne jeg ikke undslå at tage imod op til flere sæt smykker. Søren derimod blev iklædt jakkesæt og selv pudsede sko var et must, haha 😉 Vi blev vist rundt i showrummet til møbelfabrikken han arbejder på. Flotte, store, dyre og pompøse møbler med et håndværk bag, der kan tage pusten fra enhver dansk møbelsnedker. (Desværre måtte vi ikke tage billeder).

Det var hurtigt rygtedes i nabolaget at Søren og jeg var der, så næste dag, stod der en hel skare af børn uden for deres dør, hver gang den blev åbnet, i håb om at de kunne få et glimt af os. På vejen til bilen mødte vi også et pakistansk ægtepar, der boede flot og pompøst i en moske. De talte flydende dansk og fortalte de kun var på besøg et par måneder ellers boede de i Danmark. De inviterede også på te og vi takkede pænt ja. Men af en eller anden årsag, fortrød de deres gæstfrihed og vi sagde akavet farvel til dem igen. Hm???  

Tilbage hos familien blev der filmet og taget billeder før vi tog afsked og røg ud i det pulserende liv igen. Det sidste familien bad os om, var venligst ikke at ligge nogle billeder ud på nettet, med kvinderne i familien.  

Første warmshower i Pakistan

Lahore (urdu لاہور) er den næststørste by i Pakistan og er provinshovedstad i Punjab. Byen er ofte kaldt Pakistans kulturelle hovedstad i modsætning til den politiske hovedstad Islamabad og den økonomiske hovedstad Karachi. Byen ligger nær floden Ravi og den indiske grænse. Lahore har 8,5 til 10 millioner indbyggere.

Søren og jeg blev behandlet som om, vi var fyrstelige…

Trafikken var tæt og vi skulle koncentrere os gevaldigt for at møde skadesfrit op hos vores værtsfamilie. Efterhånden som vi nærmede os området, hvor vores værtsfamilie bor, blev trafikken lettere og man kan nok godt sammenligne det med et bedre Frederiksberg område 😉 Vel ankommet, blev vi budt hjerteligt velkommen hos familien. Vi blev hurtigt anvist vores værelse med eget bad og rigtigt toilet og derefter stod vores te klar, samt div. snacks. 

Familien vi er kommet hos, er tredje generation til driften af en fabrik, der producerer naturmedicin. De er 5 brødre der deles om driften. Alle 5 brødre lever godt deraf. I husstanden hos den familie vi er hos, består familien af deres mor på 92 år, den ene af hendes 5 sønner, hans kone og deres hjemmeboende  2 sønner og to døtre.De har alle været enten i London eller USA på universitet og de er alle meget berejste. De to sønner arbejder også på fabrikken i ledende stillinger, li så vel som de øvrige fætre. De har 6 stk. servicemedarbejdere i huset, som alle bor oppe på taget af huset. Dvs. de har chauffør, kok, tjener, husholderske, vagt og en alt mulig mand. 

Hver gang vi har været med dem ude at køre, bliver der givet penge ud med rund hånd til de fattige. Jeg gætter på at de på en enkelt dag giver 1-2000 Rubi (60 – 120 kr.). Derudover laver de mad til 100 mennesker hver eneste søndag, som bliver delt ud til de fattige og hvor de selv spiser den samme mad. 

Søren og jeg blev behandlet som om, vi var fyrstelige. Vores tøj blev vasket og konstant blev der serveret mad. Te, frugt og snacks ind i mellem hovedmåltiderne, så meget at hver gang vi blev kaldt til bords, var vi mætte i forvejen. Til hvert måltid, blev der serveret mange forskellige retter. Lam, ged, fisk, kylling og vegetarretter, samt lækre desserter. De tog os på sightseeing og de inviterede os ud at spise. De arrangerede guidede byture for os og vi kom på familiebesøg. De arrangerede at de fleste i familien var der, da vi fik rundvisning på deres fabrik. Selv kvinderne i familien ejede en del af fabrikken. Faktisk var det kvinderne der ejede den del, der producerede flasker, hvilket betød at mændene måtte købe flaskerne af deres kvinder. Udover det gav de os gaver. Selv om vi forsøgte at fortælle at vi ikke har plads i cykeltaskerne, fik jeg tørkklæder og sjal og det vildeste var, at de lige sørgede for at vi kom med til et bryllup, hvor de også købte tøjet til os (vi lånte skoene). 

Det var en stor oplevelse at være hos familien. At opleve den tæthed i en familie og den respekt der er for hinanden og specielt over for de ældre. Godt nok var moderen alderspræsident (92 år), men af sind var hun den yngste og hun fulgte med i alt og tog med os på ture og grinede med de unge i familien. Hun deltog i køkkenet og hun var absolut den, der tog den sidste bestemmelse af alt (også af indkøb til ny flaskemaskine til fabrikken).

De fortalte også at det var 100% op til børnene, hvornår de ville giftes. Stadig foregår det gennem et familiesammenførelses bureau, men som vi forstod det, havde børnene stadig mulighed for at takke nej, hvis de ikke brød sig om forældrenes valg, hvilket også betød at de selvfølgelig havde en chance for at mødes med den udkårne, før brylluppet 😉 Uanset, er det op til børnene selv at sige til, når de er klar.

Brylluppet vi selv deltog i, var ligeledes en kæmpe oplevelse. I første omgang, følte vi os lidt akavet i det anderledes tøj vi skulle klædes i og jeg med smykker der skulle pryde i panden, om halsen og armene (som jeg i øvrigt havde fået hos den tidligere familie vi var hos). Det viste sig dog hurtigt at vi på ingen måder var overpyntet og sammen med de øvrige gæster, følte vi os godt tilpasse i tøjet.

Vi fik fortalt at når det unge par er blevet gift, er det normalt at de flytter hjem til gommens forældre. De får deres eget værelse og bor så der i 1-3 år. Derefter bliver det taget op om de skal have mere plads i huset og blive boende eller om de skal flytte i eget hus. Personligt ville jeg elske den regel hjemme hos os. Tror dog ikke, jeg vil blive særlig populær, hvis jeg fremlagde det for drengene derhjemme, haha 😉 

Vi endte med at være hos familien i 3 dage mere end planlagt og tog derfra godt ladet op af forkælelse og velvære og ikke mindst mættet af oplevelser.  

Lahore byder på alt. Masser af historie og kultur. Der bor mange fra Indien og der er flere trosretninger. Den gamle bydel med dens charmerende krogede smalle stræder og små butikker, hvor ledningsnettet dingler fra øverste til nederste kvist, som var det julepynt. Med jævne mellemrum ser vi en stor kamphane stå på gaden. Det er tydeligt at se, at de bliver passet godt. De knejser stolt og kløerne rager langt frem. Man kan ligefrem se i deres øjne at man nødigt skal gøre sig utilbens i deres selskab. 

 Folk suser afsted på deres scootere, eller kører med deres æsler, heste og okser foran deres vogn. Stadig stopper folk os og vil have billeder med os eller blot høre, om vi er ok. Nogle er mere pjaltede end andre og nogle syner mere velhavende. Vi bliver tilbudt smagsprøver fra gadekøkkenerne og vi bliver hilst velkommen uanset, hvor vi befinder os. Den gamle bydel, har også verdens største tekstil marked, bestående af over 15.000 butikker og de kulørte stoffer hænger fra loft til gulv og får selv den mindste butik til at syne attraktiv. De har også en stor del af krydderihandlen til bl.a. Tyrkiet og når vi går i gaderne bliver næsen konstant udfordret af forskellige dufte.

Omvendt har Lahore også brede boulevarder, hvor de store biler suser afsted i lidt mere organiseret stil. Kæmpe shopping malls med alle de ekslusive mærker og folk på gaden i deres fineste rober og villakvarterer, hvor huse på 3000 m2,  er mere normen end unormalt. 

 Fra Lahore til grænsen mellem Pakistan og Indien er der 30 km. Vi ville se The closing ceremony (Lukke ceremonien), hvor de tager flagene ned til fyraften. Det skulle være en meget stor begivenhed, som folk dagligt rejser til fra nær og fjern, for at opleve. Derefter er der 30 km til Amritsar, hvor vi vil overnatte i det Gyldne Tempel.

Vi har nået at tilbringe 4 uger i Pakistan og vi har oplevet et land fyldt af variationer. Et land som generelt har gjort stort og positivt indtryk på os og som vi har følt os meget velkommen i. Der har ikke været mange hunde og dem der er, har været yderst fredelige. Vi har cyklet knapt 800 km.