WBT.: 2) Tjekkiet, 2022

WBT.: Tjekkiet 2022

Straks vi havde krydset grænsen fra Tyskland til Tjekkiet, dyttede bilisterne af os. Jeg tror ikke, vi havde cyklet 500 m., da den første bilist mistede tålmodigheden, og mente jeg skulle trække længere ud mod rabatten, så han kunne passere. Hm, men der var altså en kant ned fra asfalten til rabatten, samt et autoværn langs med vejen. Og ja… jeg ved det godt, jeg cykler ikke så tæt ud til kanten, som Søren gør, for jeg har tildens til at slingre lidt mere end end før hen. Grundet en misforståelse var vi desværre røget på den forkerte side af floden, hvor cykelstien var, så vi måtte pænt cykle, med bilerne susende på vores side. 

De sidste dage har vi cyklet langs Elben-floden. Det er jo generelt nemt at cykle langs floderne, da terrænet er tilldels fladt. Bagdelene er for længst blevet hærdet, og de lange bukser er permanent skiftet ud til shorts og nederdel (dog med cykelbukser inden under 😉 Vi nyder det lunere vejr, og vi nyder livet. 

Siden vi startede op fra Danmark, har vi købt vores frokost i et supermarked. Som oftest bestående af en færdig salat eller lign. Det er blevet lidt mere besværligt nu, hvor vi cykler langs floden, da vi i så fald skulle dreje op i byerne for at spise. Men det gør faktisk ikke spor. Mad og drikkelse er nok cirka en tredjedel af priserne fra Tyskland, og deres græske salat er virkelig smagfuld med de solmodne tomater og agurker. 

Egentlig synes jeg ikke, der er den store forskel fra Tyskland til Tjekkiet. Deres huse er bygget lidt i samme stil, som de fleste er, – store firkantede “klodser”. Og så ind i mellem, både i by og på land, popper der de smukkeste huse op, der nærmest ligner små slotte eller palæer. Og vi er stadig priviligeret med gode cykelstier de fleste steder. Måske jeg også var lidt hurtig til at dømme bilisterne. De kører nok generelt lidt hurtigere end i Tyskland, og ind i mellem også lidt tæt, men de er absolut også hensynsfulde, hvis de da ellers mener, vi cykler hvor vi skal, for ellers skal vi nok få det af vide via deres horn.

Desværre måtte jeg lige have et mindre styrt på cyklen. Denne gang, var det i rullende fart, da jeg skulle dreje af, for ikke at cykle op i en anden cyklist, der lå foran mig. Ak ja, endnu engang på samme side, men denne gang, drønede jeg dog ikke baghovedet så kraftigt ned i jorden. To damer kom cyklende, de må have set jeg faldt. Men ikke om de ænsede mig et blik, da de passerede mig, selv om jeg lå og råbte efter Søren. Han kom selvfølgelig, og fik cyklen væk, som jeg igen lå fastklemt under. Må sige, at jeg efterhånden ser køn ud med mine blå mærker 😉 Lidt rystet over de to madammer, der ignorerede mig, og fortsatte ufortrødent.

Dagen efter styrtede jeg igen-igen. Når jeg er lav på medicin, er reaktionsevnen desværre ikke så god. Så denne gang, fik jeg ikke rettet hurtigt nok op, og cyklen røg lige lidt op ad en skrænt. Vi skulle kun lige over en lille parkeringsplads, som ikke var asfalteret, og der var store huller, sprækker og sten i jorden, som jeg blot ville afværge. 

Nu ville skæbnen, at jeg røg til modsatte side, Ansigtet smaskede lige ret i jorden, resten af mig fulgte efter, og derefter cyklen oven på. Det går så stærkt, at det er lidt svært helt at gengive. I hvert fald fik jeg spyttet grus ud af munden, og frygtede bare, at mit ansigt lignede noget, der var løgn. Men til mit store held, har jeg en ekstra skygge på hjelmen, og den må have reddet mig fra, at jeg fik trykket hele ansigtet fladt. Mine cykelbriller sad på tværs over ansigtet og min næse sved. En mand der sad og fiskede langs floden, kom mig straks til undsætning. Han hjalp til med mine briller, og så stod Søren der. Sammen fik de cyklen af mig, og fik samlet alle tingene op, der var røget ud af styrtasken. Så mærkede jeg mit højre knæ, og at jeg havde fået et ordentligt dunk i brystkassen, som ellers i forvejen var pænt medtaget. Og jo, jeg var rystet. Vi satte os lige hen på en bænk for at sunde os (nok mest mig). I løbet af kort tid, var knæet hævet op til dobbelt størrelse, med en ekstra lille spids bule på toppen. Det gjorde i og for sig ikke så ondt, da det stadig var bedøvet af slaget.

Efter at have sundet os, cyklede vi videre langs floden. Gudskelov var vi tæt på en by, og mens Søren lige sonderede, hvor vi kunne sove, sad jeg og ventede med is på knæet, hvilket halverede hævelsen og den ekstra bule igen. 

Vi blev i byen to nætter, og fandt ned til en stilleliggende hotel-båd på floden.

To dage med pause må være nok, og videre langs floden det gik. 

Vi møder rigtig mange cyklister på vores vej. Mange med oppakning som vores, og endnu flere med blot en smule oppakning. Men vi møder også flere større grupper på cykel. De har simpelthen meldt sig på en tur, hvor deres bagage bliver fragtet mellem overnatningsstederne. Det kan være grupper af mænd, kvinder, unge, ældre eller en god blanding. Det er helt fantastisk så mange der cykler. Yngre mennesker, dog mest midaldrende og ældre ægtepar. Men også familier har fundet ud af, hvor dejligt det er at holde aktiv ferie på denne måde. Ih, hvor kan jeg dog ærgre mig over, at vi ikke har en større cykelkultur i Danmark, hvad ferier angår. Det vil holde de hyggelige kroer igang, og det er en suveræn god måde at holde weekend og ferie på. Ikke mindst oplever man noget, kommer i snak med andre, og så er det sundt for alle sanser og fysikken. 

To år før Søren og jeg startede op på vores jordomrejse, tog vi tre uger rundt i Danmark (sommeren 2014). Bl.a. Ærø, Syd Fyn og hele vejen op langs vestkysten til Skagen. Vi var heldige med vejret  og til trods for, at vi efterhånden har været i utrolig mange lande, må vi ikke nikkeligere vores lille smukke Danmark. Pludselig så vi Danmark fra en side, som vi aldrig havde set og oplevet før. Folk var utrolige venlige og hjælpsomme, og vi oplevede steder, vi aldrig kunne drømme om at køre hen til med bil. Og som det eneste land jeg kender til, har vi vores skønne shelter pladser over hele landet til gratis afbenyttelse. 

Efter et par dage nåede vi Prag. Jeg har taget godt med smertestillende siden mit sidste styrt. Men jeg skal da ellers lige love for, at smerterne tog til nu – specielt lige ved venstre bryst. 

Desværre kunne vi kun får en enkelt overnatning på det første hotel, hvilket betød vi måtte flytte hotel. -Og trods smertestillende, gjorde det bare frygteligt ondt uanset, hvilken bevægelse jeg foretog mig, selv det at trække vejret gjorde ondt. At hoste, gabe og grine , var en ren forbandelse, Så da vi flyttede hotel, og var nødsaget til at stoppe op, og sætte foden ned i tide og utide for ikke at køre ind i de mange mennesker, da føltes det som om, at jeg var døende… Jeg overlevede dog 😉 og vi kom hen til et dejligt hotel med stort værelse og kærkommen aircon. Temperaturen havde sneget sig op på 36 grader, hvilket satte tempoet en del ned til fordel for mine smerter.

Dette her er anden gang, jeg var i Prag. Min første gang var da jeg gik på kunsthøjskole tilbage i 1989… 

Det er nok den største kontrast, at jeg har oplevet ud af de steder, som jeg har været to gange med mange års mellenrum. Men det berømte *ur på rådhuset, slottet og Karlsbroen mm. husker jeg som det var igår 😉 (så den er ikke helt passiv på øverste etage 😉 ).

Tilbage i 1989, vat der stort set ingen mennsker på gaden og kun få turister. Der gik soldater rundt i grupper på to lige rækker, og sparkede benene højt op med fuldstændig strakte knæ, og med hænderne på deres maskinpistoler, der hængte i en rem over skuldrene. Der var kun få butikker, og de fleste solgte lp’er med klassisk musik, eller broderede og kniplet duge mm. Men jeg husker specielt en skotøjsbutik, hvor de lokale handlede. Butikken var meget lille og folk stod på en række ud på gaden. Der var ingen, der talte sammen. Inde i butikken, var der en ekspederings disk. Og en enkelt sko eller støvle af det simple udvalg stod udstillet på øverste hylde bag ved dem, der stod og ekspederede. Ellers var der kun stablet op med sko og støvler i kasser, fra gulv til loft. Så foregik det således, at kunderne fortlate hvilken model de var interessede i, og hvilken størrelse de brugte. Selvfølgelig kunne de prøve om, den passede dem ved en lille skammel bag ved de øvrige kunder. Men det var en meget mærkelig, trist og lidt skræmmende oplevelse. Jeg husker også, at jeg sammen med nogle andre fra skolen fik en vaffelis til 0,30 Dkr. på en cafe.

Men i dag, er der ikke mangel på noget, og der er liv og glade dage i Prag. Det vælter rundt med turister og lokale folk, sovenierbutikker, restauranter og flotte butikker i alle mærker. Prag er virkelig en smuk og charmerende by med alt, hvad hjertet begærer. 

Søren og jeg tog et par ture med “Hop on and off” busserne, og ellers gik vi blot rundt og sugede stemningen til os.

Prag er faktisk blandt de mest sikre hovedstader i Europa, hvad kriminalitet angår, og er også røget på min liste blandt de bedste  storbyer. Alligevel var Søren så uheldig, at få stjålet hans mobiltelefon. Den lå i hans sidelomme på hans shorts med trykknapper og klap over. Til stor ærgrelse brugte vi et helt par dage med at få det meldt til politiet, og alle de praktiske ting med telefonselskab og bank samt at få købt en ny. Men det værste var næsten, at Søren ikke kunne tænke på andet, før det blev bragt i orden, og for det ikke skal være løgn, så mistede han appetitten. Hvis du ellers har fulgt med i mine tidligere opdateringer, er du nok også blevet bevidst om, at jeg er en madelsker, nok nærmere betegnet – “en rigtig gourmet-gris” 😉

Så alt i alt ren katastrofe. Jeg havde svært ved at få hevet Hr. Borg til fadene, med mindre det var simpel mad, og det var det. Flere af mine måltider bestod af en forret som Carpaccio eller en salat som hovedret 😉 

Faktisk mindes jeg ikke noget, der kan tage min appetit… og det er måske ikke altid en fordel, da det jo samtidig lige kunne nappe et par kilo fra sidebenene, hvilket ikke ville være helt så tosset 😉

Stadig på smertestillende (og i øvrigt is på knæet hver dag), lagde vi Prag bag os på de tohjulede Koga-venner. Og få dage efter, røg vi ind i bjergene. Heldigvis var det mindre bjerge, og ikke meget mere end 500 meters stigning om dagen. Men jeg kan jo sagtens, efter jeg har fået el-cykel. Og dog… for nu er det blevet min tur til at have Søren i elastik efter mig 😉

Det generer ham åbenbart ikke (eller også holder han det skjult, og vil ikke sige det). Jeg var i hvert fald selv mega flov, sidste gang vi cyklede i Østen, når jeg hængte i elastikken efter Søren, og hvis nogen så det. 

Så der blev knoklet op ad bakkerne. Søren tramper i pedalerne alt, hvad han har lært, for at skåne mig mest muligt, og jeg er selvsagt tvunget til at ligge alle kræfter i. Men, hvor er fedt, at jeg endelig også kan være behjælpelig med noget. Oftest er det jo Søren, der tager det største læs 😉 

Der er Søren der slæber tasker ind og ud af hoteller, op og ned af trapper, skærer min mad ud, hvis min hånd lige er gået død, hjælper mig af og på cyklen og trækker den og hans egen (en af gangen), hvis vi ikke kan cykle lige der. Hver eneste dag vil jeg hjælpe til med taskerne, men så bliver manden gal, og beder mig stille dem, eller tager dem ud af hånden på mig 😉

Må sige at en af de sidste dage i Tjekkiet, var lidt udfordrende på cyklerne. Ruten som vi følger, førte os via smalle stier op over et mindre bjerg, der var beklædt med træer. Ergo en skov 😉 Men hverken Søren og da slet ikke mig kunne cykle der. Så den stakkels Hr. Borg, – han måtte trække cyklerne på skift op og ned af de stejle skråninger med klippesten, rullende sten og trærødder alt imens, jeg blev udfordret i balancegang. Ned kommer man jo altid, og efter en overnatning ved Bed & breakfast, krydsede vi grænsen ind til Østrig. 

Video vises under praktisk info

Ur:

Hver times samles tusindvis af turister omkring Rådhustårnet i Stare Mesto for at beundre det astronomiske ur. Prags astronomiske ur er et af de ældste og mest omfattende ure der nogensinde er blevet bygget. Uret blev først installeret i 1410 og blev senere geninstalleret af Mester Hanus i 1490.

Det siges at værende det ældste ur i verden, der stadig går.

Arkitektur og museer:

 I Prag finder man nogle af Europas bedst bevarede bygninger og byområder fra middelalderen og 1600-t. Bydelen Hradčany, med kongeborgen i centrum, har været bebygget fra 800-t. og har overvejende bevaret sin middelalderlige struktur. Blandt de få bevarede romanske bygninger er Sankt Georg-klosteret (grdl. 925) med basilikaen. Kongeborgen er fra 1200-t. og blev udvidet med nybygninger i sengotisk stil 1333-1502.

Video: 🎬

https://youtu.be/CIRVAH_1riE

2 tanker om “WBT.: 2) Tjekkiet, 2022

  1. Hej
    Fedt i er i gang igen! Da I i sin tid startede jeres rur, havde i første overnatning på Jyderup camping, her mødte jeg jer, mens jeg var afsted på tur med mine spejdere. Fandt efterfølgende denne side og har fulgt jer hele vejen! I er simpelthen for seje! Håber på en forsat god rejse!
    Mvh Pia

    • Hej Pia
      Uha… vi husker den første overnatning, som var det igår. Må sige vi har prøvet at sove mange forskellige steder siden. Hvor hyggeligt at du følger os. Håber vi fortsat kan fange din interesse.
      Ha´det rigtig godt Pia og god sommer.
      Kh. Birgit