WBT.: 3) Østrig, Slovakiet, Ungarn og Slovenien, 2022

Ud af Tjekkiet og ind i Østrig

Østrig til Kroatien

Så kom både min og Sørens kondition på prøve. Straks vi cyklede over grænsen fra Tjekkiet og ind i Østrig, blev vi hilst velkommen af mindre bjerge. Dog stadig med stigninger der var pænt udfordrende. I hvert fald store nok til, at vi blev udfordret på konditionen og i bentøjet. Det kuperede landskab var utroligt smukt, gårdene var enormt store og flotte, og de fleste landhuse var dekorerede med farverige blomster, der væltede ud over blomsterkummerne under hvert et vindue. Solen stod højt fra en blå himmel, og Hr. og Fru Borg knoklede og svedte, mens vi cyklede op og ned, og op og op. Vi nød det specielt, når vi cyklede gennem mindre skovområder i den kølende skygge, og lyttede til fuglene der kvidrede i alle tonelejer 😉 Søren var igen hægtet bagefter mig i elastikken. Efter nogle timer var vi nået til et højdepunkt, hvor vi tog os en god og tiltrængt frokostpause. Derefter gik det kun ned ad bakke på en strækning over 20 km. Det er lidt uretfærdigt, at nedturen går så hurtigt i forhold til tiden, man har brugt på at komme op, til gengæld gjorde vinden godt og kølede os lidt ned.

Østrig er lige så sikkert et land at cykle i som Tyskland. Igen blev cykelstierne bredere og med god asfalt (til sammenligning med Tjekkiet). Og når vi cyklede på landevej holdt bilister, lastbilchauffører og andre chauffører af landbrugsmaskiner tålmodigt en god og sikker afstand og uden at dytte af os. I byerne holder de alle tilbage, hvis de ser, at vi vil krydse vejen, også hvis der ikke er fodgængerovergang… det kan man da kun blive lidt ydmyg af 😉

Både i bjerge, på landevej og cykelstier møder vi igen mange turcyklister både med oppakning til tre-fire dage og andre til længere tid, men også mange der er ude på raceren for motionens skyld.

Vi ender nede ved Donaufloden og følger den resten af vejen ind til Wien. Jeg havde glædet mig til at skulle se en masse kunst i Wien, men sådan skulle det ikke være. Selvfølgelig kunne vi gå på både store og mindre historiske kunstmuseer, men det har hverken Søren eller jeg tålmodighed til. Mit håb var mere gallerier i alle afskygninger inden for kunst, hvilket vi kun så ganske få af, og de var lukket.

Vi blev to overnatninger i Wien og sov på et nydeligt hotel uden for centrum. Det er utrolig nemt at komme rundt med sporvogne, så det tog os mindre end ti minutter, at komme ind til centrum og så gik det ikke så hårdt ud over pengepungen 😊

Måske jeg blev lidt skuffet over Wien uden rigtig at kunne sætte ord på hvorfor. Eller måske var det fordi, at vi lige havde været i Prag, og vores forventninger var skruet i vejret?

Men det slog mig pludseligt, at hverken i Prag eller i Wien cykler folk ikke på arbejde i samme stil, som vi gør i Danmark (specielt ikke i storbyerne). Og det til trods for at, de har virkelig gode cykelstier i byerne. Måske det er fordi, at det er så nemt at komme rundt med sporvogn og bus.

I tre lande på en og samme dag

Da vi forlod Wien, cyklede vi direkte over til Bratislava, som er hovedstaden i Slovakiet. De første mange kilometer ud af byen var igen langs Donaufloden. Vejret var super dejligt og indbød da også til et dyp i floden. Den fristelse var der også rigtig mange andre, der havde fået bortset fra, at forskellen fra mig til dem ville være, at jeg ville have iført mig en bikini eller badedragt. En strækning vel nok på 20 km. var samtlige livsnydere nøgne, selv på nogle af caféerne sad flere uden en trævl på kroppen og uden nogen former for hæmninger. Man sad som man følte sig det mest behageligt. Og en mand på cykel med bøllehat på hovedet og ellers uden tøj på mødte vi sandelig også 😉 Jeg tænker, at det ikke kan have været så behageligt igen at cykle med numsen bar på sadlen?

Vi krydsede floden over en bro, hvor vi ville fortsætte på modsatte side af floden via cykelstien. Folk havde stadig ingen tøj på, og en nøgen dame der gik ud af stien, og som vi passerede begyndte at råbe efter os. Desto længere vi kom væk, desto højere råbte hun. Vi måtte lade vores tvivl komme hende til gode og vendte om for at høre, hvad hun ville. Og heldigvis for det… – hun sagde, at stien endte blindt, og at vi i stedet måtte lidt tilbage og ud af en anden cykelsti. Som sagt så gjort. Donau blev vendt ryggen og Østrig lige så. Få timer efter cyklede vi ind i Slovakiet og Bratislava, som ligger helt op ad grænsen.

Vi vågnede i Slovakiet, cyklede hele dagen i Østrig, spiste til aften og sov i Ungarn. Det er vidst første gang, at jeg har været i tre lande på en og samme dag medmindre, at jeg har fløjet med mellemlandinger 😉

Ungarn er det fattigste land, vi har cyklet i på denne tur. Søren er rigtig glad for priserne på deres øl, men han mener, at det er Tjekkiet, der ellers har haft de bedste øl indtil videre, hvor i øvrigt øllene også var pænt billige.

Asfalten i Ungarn er ikke af de bedste, ofte føltes det som om, at vi cyklede på et vaskebræt, pga. huller i asfalten eller masser af reparationer. Der er længere mellem cykelstierne, som vi i øvrigt ofte fravælger pga. manglende vedligeholdelse, og i stedet for cykler vi på vejene. Rigtig mange af husene ligner, det vi i Danmark nok vil kalde et håndværkertilbud, men uanset hvad er folk flinke, og bilisterne kører stadig hensynsfuldt.

Rigtig mange solsikkemarker pryder landskabet, storkende følger os fra deres reder, og heldigvis afleder de gode oplevelser dagen igennem også de dage, hvor vi har haft regn og torden.

Vi har igen cyklet i lavlandet siden Donaufloden, selvfølgelig bugter vejene sig lidt op ned, men det føles herligt, og efter to dage røg vi igen ind i Østrig.

Når man cykler omkring 30 km/t i medvind men stadig ikke mærker nogen vind i ansigtet, så kan vi godt slå fast, at det blæser pænt meget. Og det gør det i hvert fald ikke mindre varmt, når der slet ingen vind rører sig, mens vi cykler. De sidste dage har det dog været lettere overskyet, så vi har kunnet holde varmen ud. Men det er dog at foretrække et hotel med aircon på værelset. Og hold nu fast… Jeg tror nemlig, at jeg er røget i overgangsalderen 😱🤭 For ligesom jeg føler det er køligt, får jeg det varmt på to komma nul 🥵 og ikke kun engang imellem. Jeg mærker det ikke så meget, når vi cykler, for der sveder vi jo naturligt nok. Men det kommer jævnligt bag på mig, når jeg ikke er i fuld vigøren 🤥🫠. Jeg har ellers altid set lidt frem til denne tid, idet jeg tænkte, at det måtte være skønt lige at blive gennemvarm en gang i mellem (jeg er jo som oftest en frossenpind 🥶). Men mine damer og herrer… – jeg kan hermed bekræfte, at således fungerer det ikke helt. Gudskelov er jeg ikke så plaget af det, som så mange andre kan være det (7,9,13 🤞). 🥹

Lur mig om det ikke er turister

Denne gang blev det kun til to overnatninger i Østrig, før vi krydsede over grænsen ind til Slovenien.

Sidste overnatning blev igen på en campingplads. Det er ikke så meget, vi har fået benyttet os af teltet på denne cykeltur ind til videre, da jeg har været rimeligt ramt af smerter, siden det sidste styrt, hvorfor fristelsen i telt ikke har været så stor. Alt hvad jeg har googlet tyder også på, at jeg har brækket et ribben, som kun tiden kan læge. Samtidig begynder jeg at få mistanke om, at det ikke kun er en almindelig hævelse på knæet mere. Der sidder en markant spids bule, der er helt hård, og jeg kan umuligt kravle/støtte på knæet for smerter.

Hm… 🤔

Men nu er vi i Slovenien, og for få dage siden tog jeg det sidste smertestillende, hvilket også er gået godt 👍😃

Slovenien er et fantastisk land og meget smukt på mange måder. Det hører til sjældenhederne, at der ikke er cykelstier, med mindre vi cykler på de helt små landeveje. Brede og gode cykelstier som i Tyskland og Østrig. Og heldigvis gør de ikke brug af brostensbelægninger over alt i bymidten.

Østrig var et rent land, men det er det så sandelig også i Slovenien. Kun ganske få steder i rabatten, har der været smidt noget affald (lur mig om det ikke er turister). Ikke engang på parkeringspladserne finder man et enkelt cigaretskod og heller ikke foran indgangen til et supermarked. Så det er en ren fornøjelse, som jeg ville ønske, at vi kunne efterleve i Danmark også.

En sjov og spændende dag

Dagen før vi skulle krydse ind i Kroatien, tog vi en ekstra overnatning i Postojna, hvilket vi selvfølgelig havde aftalt med værten for overnatningsstedet, da vi ankom. Og så skulle vi ellers ud og agere turister.

Vi lod al vores oppakning blive og “flyde” på vores værelse, og derefter skulle vi igen på cyklerne (10+10 km) ud til et slot, der var bygget ind i en bjergklippe. Cyklerne er meget levende, når der ingen bagage er på, så specielt jeg måtte lige tilvænnes, før jeg turde slippe bremserne ned ad bakkerne. Vi nåede kun et par kilometer ud af byen, da politiet stoppede os. Lidt pudsigt, stoppede de alle på cykler og motorcykler, og tjekkede os for spirituskørsel. Så med god samvittighed måtte vi puste i alkoholmeteret 😇.

 Første “rigtige” stop var efter 10 km. Der er et gammelt slot, Predjama Slot, der er bygget ind i et bjerg – Det er lidt som taget ud af et eventyr. Allerede ude fra stien bliver man mødt af et storslået og lidt særpræget syn, og selvom man kan nøjes med at se slottet udefra, ville vi selvfølgelig også ind og udforske det slående middelalderlige Predjama Slot. Med audioguide hørte vi historien om de forskellige rum, og hvem der havde boet der.
Jeg syntes vi fik en god fornemmelse for, hvordan det har været at bo i dette særprægede slot – for luksus kan man ikke kalde det.

Det mystiske slot Predjama og den hypnotiserende skønhed Postojnagrotten er blandt de mest værdifulde juveler i Slovenien.

Gæt hvor turen så går hen 😅.

Grotten siges at være Dronningen af den underjordiske verden.

Og skulle efter sigende være den mest fængslende grotte i verden og den største udstillingsgrotte i Europa! (Der når helt ned til 200 meters dybde med en flod under sig).

Mens vi rejser rundt i det 24 kilometer lange grottesystem med et tog, mærkede vi magien i den underjordiske verden.

Vores engelsktalende guide fortæller, at grotterne godt nok ikke huser slanger, men til gengæld nogle frygteligt grimme edderkopper og voldsomt store salamandre. Begge arter er blinde, så de får vel næppe øje på os – og salamandrene er kendt for, at de kan leve i op til ti år uden at spise. Vi fik set en salamander, men måtte ikke tage billeder.

Efter vi kom ud af grotten (mig med frysende tæer), opdagede Søren, at der forgæves var ringet fra vores udlejer af værelset, vi boede i, og vi skyndte os tilbage.

Der blev vi modtaget af en meget gal dame, fordi vi stadig okkuperede værelset, og der var en anden turist, som havde booket det.

Vi forklarede, at vi havde aftalt med manden fra i går, at vi ville have en ekstra overnatning, og det hele måtte være en misforståelse. Hun tøede langsomt op, og sagde hans engelsk var ekstrem dårligt.

Hurtigt fik vi pakket os sammen og fandt frem til et Youth Hostel med værelse til kun Søren og jeg 😃

Denne gang var politiet ikke så flinke

På vores sidste dag før Kroatien skulle vi over to bjergtoppe. Som Søren kalder dem: “et par knolde på vejen” 😅

Før bjergene skulle vi dog lige cykle en 30 km. først. Må sige ham Hr. Borg er altså temmelig sej. For selv om vi ikke var nået til selve bjergene, fik vi en pæn forsmag på stigningerne. Og når Søren ikke er i elastik, er det nemt for mig, da det jo er, en elcykel jeg har. Men når han er i elastik, tror jeg vi knokler nogenlunde lige meget. Og ja… jeg tilbød ham flere gange at få elastikken på, men stædig som han er, knoklede han af egen fri vilje. (Han kunne såmænd godt cykle selv, men ved fælles hjælp, cykler vi trods alt en del hurtigere op ad div. stigninger 😅).

Måske alligevel meget godt, for pludselig var det politiet, jeg havde kørende på min side og som råbte ud af vinduet, at jeg skulle cykle længere ude i siden af vejen.

Det er jeg faktisk heller ikke så flink til, da det kræver umådeligt meget koncentration af mig, hvis jeg skal køre uden at slingre for meget og samtidigt kunne nyde den smukke natur. Når det er sagt, så følger jeg konstant med i sidespejlet, og trækker ind til siden i god tid, før en bil passerer os.

Lidt længere fremme holdt politiet der igen. Jeg smilede og nikkede men blev bedt om at stoppe.

Og så faldt skideballen ellers med trusler om en bøde.

Om han ville høre nogen forklaring? Nej!

Søren tyssede mig ned, og videre det gik. Surmulende (kun mig), men uden en bøde 😠

For foden af bjergene lagde jeg ud med førertrøjen med Søren i elastikken bagefter. Hurtigere og meget nemmere end frygtet, nåede vi toppen af den sidste “knold”, hvor også grænsen til Kroatien var 🚵‍♀️🚵‍♂️🇭🇷

Du kommer aldrig til at cykle på langtur igen

Jeg er stolt af, at vi er nået til Kroatien.

Ved mit sidste styrt på cyklen, aftalte vi, at hvis det gik galt igen før Prag, blev det med tog hjem. I Prag blev samme aftale indgået, nu hed det sig blot før Wien.

Heldigvis har der ikke været nogen uheld siden.

Men det jeg nok er mest stolt over er, at tilbage i marts mdr. 2020, og da jeg var ved neurolog første gang og fik diagnosen med Parkinsons. Der var beskeden samtidigt: “Du kommer aldrig på langtur med cyklen igen.

Så det er en boblende glæde og ikke mindst en sejr for mig 😃💪

Som sagt, har vi nået Kroatien.

Så fra nu af går vi lidt mere i ferie mode.

Det betyder også, at jeg ikke vil bruge lige så meget tid på at skrive. Nu skal Søren og jeg bare nyde livet.

Men bare rolig, jeg skriver selvfølgelig igen, blot ikke så detaljeret 😊

God sommer til dig også 🌻☀️

Kh. Søren & Birgit 🫶🏼

Video 🎬📽 :

https://youtu.be/bHNgSLQPxdE