WBT.: Fra Danmark til Kroatien, 2022. På cyklerne igen…

På cyklerne igen…

Langt om længe krydsede vi grænsen fra Østtyskland og ind i Tjekkiet 🙂

Dette er 15. dagen, efter vi forlod matriklen i Danmark, hvor vi pt bor.

Der er nu gået 2,5 år siden nov. 2019, hvor vi parkerede vores cykler på Bali og tog hjem til Danmark. Dengang troede vi kun, at det var for en kortere bemærkning, da jeg havde en frossen skulder, hvilket gjorde det umuligt for mig at holde på cykelstyret. Så derfor tog vi hjem til Danmark, og ventede tålmodigt på, at jeg fik genoptrænet skulderen/armen igen. Marts 2020 var jeg klar til genoptræningen. Men det skulle vise sig, at den frosne skulder var et af de første synlige tegn på, at jeg havde fået parkinsons.

Få dage senere lukkede Danmark ned og derefter grænserne mellem de fleste lande verden over grundet Corona. 

Men for at gøre en lang historie kort, vil jeg henvise til min tidligere opdatering: Opdatering nov. 2019 til maj 2022. 

28 maj 2022, blev dagen, hvor vi igen vinkede farvel og på gensyn, og trillede ud af indkørslen i smukke Odsherred hos vores yngste søn og svigerdatter. Alt vores campingudstyr var pakket, og cykeltaskerne var fuld loadet. Eneste forskel fra 2016 var, at denne gang har vi ikke pakket vores vinterudstyr med, men byttet den ekstra plads ud med parkinson-medicin i stedet for. Vi har en bagkant, der hedder sidst i sept. 

Må sige at det var en nervøs og lidt vemodig Fru Borg, der trillede af sted. Så nervøs at jeg ikke engang turde dreje hovedet og få et “sidste” glimt af de efterladte, og da slet ikke slippe med den ene hånd og vinke. Jeg var nervøs fordi, at min balance er blevet rigtig dårlig og vemodig fordi, der nu vil gå 3-4 mdr. før gensynet med børnebørnene blev en realitet igen. Ja… det var mest tanken om ikke, at se dem i en rum tid, der var værst. Allerede efter blot få kilometer stoppede vi op, og omrokerede lidt i cykeltaskerne, da jeg følte, mit styr var lidt for levende grundet for meget vægt. 

Ruten gik mod den tyske grænse, Gedser/Rostock. Første overnatning foregik i shelter lige uden for Næstved, og jeg var allerede langt mindre nervøs. Inden shelteret gjorde vi lige stop, og handlede ind til både aftensmad og morgenmad. Vi havde rundet kl. 17.00 og Mr. Parkinson måtte lige minde os om, at han altså også var med. Så lynhurtigt lærte vi, at vi skal være fremme før kl.17.00, da Mr. Parkinson åbenbart viser sin grumme side lige omkring det tidspunkt, og dræner mig for alle kræfter. 

Det blev en kølig aften, men dog hyggelig med bål, og vi faldt hurtigt i søvn.

Dagen derpå endte vi med en overnatning hos gode venner udenfor Nykøbing Falster og hvilken luksus… For på tredjedagen havde de lovet heldagsregn, og vores gode ven gav et lift til færgen. 

Nem dag 12 km. til hotellet i Rostock, og vi fik endnu en god nats søvn. 

De fik rejst cyklen, som jeg lå klemt fast under

Et eller andet sted føler jeg, at det først er når, man har forladt Danmark, at vores ferie rigtig starter op. Og nu viste vejret sig allerede fra sin bedre side. Vi havde ikke cyklet i mange dage, før vi igen havde fået slået fast, at Tyskland er et fantastisk cykelland. Vi mindedes det jo godt, men det skulle lige sætte sig fast igen. Brede gode cykelstier og bilisterne overhaler ikke, de dytter heller ikke, men holder sig pænt bag ved os indtil de forsvarligt, og med en behørig afstand på min. 1,5 m. hensynsfuldt kører uden om os. Det er luksus 😉

I Tyskland bliver vi rigtig forkælet af de gode cykelstier, der stort set er over det hele. Eneste ulempe, når man er på cykel er, at når vi nærmer os en by, stor som lille, så skifter de som oftest asfalten ud med sf-sten eller lignende. og I byerne ligger vejene belagt med brosten. Bevares… det ser jo godt ud, men sikken en gang bras at cykle på. Det bumler op og ned, og cyklerne danser afsted. så alle tingene i styrtaskerne vælter rundt. Ikke nok med det bliver gennemsnitsfarten meget hurtigt reduceret med 5 km/t, hvilket har stor betydning for tiden, vi har numserne placeret i sadlerne, som også bliver masseret godt og grundigt. 

Vi var nok også lidt hårde ved os selv og bagdelen ved at ligge ud med så lange ruter og meget tid i sadlen. Der gik nemlig ikke mange dage, før jeg forlangte en hviledag til at recover. De første tegn på siddesår viste sig allerede, og af erfaring kræver det altså lige en dag eller to, så det ikke går hel galt. 

Med hensyn til min balance går det godt på de lige og jævne strækninger. Men ujævne grus- og jordveje gør mig nervøs. Hvis vi skal dreje skarpt, bliver jeg nød til, at stoppe helt op, og sætte en fod ned. Men det er også en udfordring for mig, at få startet op igen. For selv om jeg skubber fra med foden, så cyklen løber af sig selv, kan jeg stadig have svært ved at få foden på pedalen. Det skal helst gå lige ud, og bedst er det, hvis det går lidt ned ad bakke. Men ellers suser vi afsted. 

Søren er total sej, når man tænker på, at manden ikke har hjælp fra en el-motor. Han cykler godt nok stærkt. Jeg selv er priviligeret med min nye el-cykel, og for en gangs skyld er det ikke mig, der sakker bagud op ad bakkerne mere, tværtimod 😉 

Men selv om det er fristende blot at sætte den på maks. hjælp, så forsøger jeg så vidt muligt kun at cykle med den minimale hjælp, så jeg også for brugt noget energi 🙂

Alligevel hvis der er rygvind eller det kun falder en smule, kan jeg have behov for, at sætte den på maks. ydelse for at følge med ham 😉

Den første gang jeg væltede var i Tyskland. Uden for normen cyklede vi ved en hovedvej og ikke på cykelsti. Vi havde netop spist frokost, og skulle videre. Der var stort set ingen biler på vejen, og det føltes dejlig fredfyldt. Søren svang benet over bagtaskerne, og startede med at cykle stille og roligt langs vejen. Jeg gjorde det samme eller rettere forsøgte… På- og afstigninger er altid en udfordring for mig, da jeg skal stå på det ene ben og balancere, mens jeg svinger det andet over taskerne, og som tidligere nævnt er balancen hos mig et problem. Min fod satte sig desværre lige ind i en af remmene på taskerne, jeg mærkede straks, at de ekstra 5 sek. på kun et ben var noget øv, cyklen hældte til den side, hvor jeg stod, og så sagde det skrald. Mit hoved knaldede med fuld smæk bagover og ned i asfalten, og cyklen fulgte efter med styret lige ned i ribbenene under brystet. Venstre hofte tog pænt fra, og venstre albue ville også afhjælpe. 

Før jeg fik tænkt en tanke, var en mand steget ud af hans bil, og fra modsatte side af vejen kom en dame løbende fra hendes autocamper.

De fik rejst cyklen, som jeg lå klemt fast under, og fik hjulpet mig op på benene igen. Eneste jeg tænkte var konsekvensen af, hvis manden i bilen havde været 100 meter længere fremme trods det, at de er flinke til at holde afstand. Og pudsigt at der lige kom to biler på samme tid, når der nu næsten ikke var nogen biler på vejen. Samtidig var jeg taknemmelig for, at vi kører med hjelm på. Søren var også kommet til. Alle spurgte i kor, om jeg havde brug for lægehjælp eller at komme på sygehuset. Det havde jeg selvfølgelig ikke. Men mit hovede dundrede, og min hofte og albue gjorde ondt. Næste morgen kunne jeg knapt dreje hovedet eller løfte det, og det dunkede stadig svagt. Jeg må have forstrukket min ene sene på siden af halsen, den var voldsomt hævet og meget øm. Min venstre hofte var øm, og et begyndende stort blåsort mærke var ved at tage form. Albuen gjorde også ondt, og uanset hvilken bevægelse jeg lavede, smertede ribbenene selv ved almindelig vejrtrækning. Men det skulle ikke formørke vores ellers så lyse sind, så ned med et par Panodil og Ibuprofen og så blev den planlagte dagskørsel gennemført 😉

Han skældte og smældede

Vi endte på en campingplads samme aften. Den lå lige ned til en stor sø. Fuglene kvidrede, frøerne kvækkede, Der var vindstille, og duften fra grillkul og div. krydderier, hang i luften fra folk, der var ved at gøre klar til aftensmaden. En stemning der var ren idyl. For første gang i mere end et par år skulle hukommelsen afprøves m.h.t. at slå teltet op 😉 Desværre var jeg netop gået lav på medicin, så Søren måtte klare det selv, hvilket han gjorde til UG. Godt nok var vi blevet anvist en plads at slå teltet op på, men vi syntes, at jorden var så ujævn og knoldet lige der, så vi rykkede over på en mere åben plads, der lå lige over for, og hvor der kun lå et enkelt telt i forvejen 😉 Efter teltet succesfuldt var slået op, og “sengene” var redt, forlod vi stedet for at få noget at spise.

Omgivet af den gode stemning, og med fyldte maver, gik vi tilbage til vores telt. Nattergalen var begyndt at vågne op, og dens genkendelige sang fyldte luften, og fuldendte den gode stemning. Men den gode stemning varede kun et par minutter. Mens vi havde været væk, var der i mellemtiden kommet to autocampere til, som lå i forlængelse af vores telt. Ejermændene  hyggede allerede ved spisebordet, imellem deres vogne, og de nikkede anerkendende til os. Som sagt blev den idylliske stemning hurtigt ødelagt. Manden som havde ansvar for campingpladsen, og havde anvist os vores plads, kom tordnende hen til Søren. Han skældte og smældede (på tysk) i et væk og vel nok i cirka 10 min. Det var åbenbart en meget stor fejl, at vi havde flyttet plads grundet sikkerheden på pladsen, og at jeg havde sat opladeren til min cykel i en stikdåse, var næsten endnu værre. Så den time, jeg havde brugt strøm, ville koste for et døgn, og så havde vi bare at makke ret, og flytte teltet over til den først anviste plads.

Som sagt så gjort. De andre med autocamperne sagde, at vi godt kunne blive, og selv om de også var blevet bedt om at holde anderledes, havde de altså ikke tænkt sig at flytte. 

Nå, men vi kom på plads igen, og så var det tid til, at Søren skulle se fodbold på computeren. Danmark og Kroatien, hvilket igen hævede stemningen til maks.

Da jeg skulle kravle ind i teltet til natten, faldt jeg, og for det ikke skal være løgn, fik jeg bøjet den ene teltstang temmelig meget 🙂

Vi sov begge to helt fantastisk godt lige indtil næste morgen.

Dagen efter benyttede vi os af en overnatning igennem Warmshowers. Det er som altid hyggeligt og spændende at møde andre mennesker på denne måde. De fleste igennem Warmshowers har selv cyklet, og åbner deres hjem for andre cyklister, og så er det en super god måde, at få kulturen lidt ind under huden i det land man befinder sig i. Dem vi var hos havde cyklet i Sydamerika og New Zealand, og vi havde et rigtig godt og hyggeligt ophold hos dem 🙂

I udkanten af byen, løb en vaskebjørn over vejen, og da den var kommet over, vendte den rundt, og stoppede op. Langsomt hævede den sig op på bagbenene og iagttog os, mens vi passerede den helt tæt på. Den var godt nok sød, som den stod der og hilste på.

Mit andet fald med cyklen, var egentlig blot en gentagelse af første gang, og Søren og jeg blev enige om, at fremover måtte han stå og stødte cyklen, mens jeg stod af og på.

Senere samme dag cyklede vi igennem en skov, og en stor ulv krydsede cykelstien måske 75 m. foran os.

Tredje gang jeg væltede, var fordi, at jeg igen var lav på medicin, men denne gang skulle jeg stoppe op. Jeg kørte ganske langsomt, og ville træde ned med den ene fod på asfalten, som jeg altid gør. Men fordi , at jeg var lav på medicin, svigtede mit *trænings ben, og knækkede sammen, idet jeg trådte ned på asfalten. Ergo væltede jeg IGEN ned på samme side som tidligere, og med cyklen over mig. Lige den del kan Søren jo ikke afhjælpe med. Men jeg kan selv være opmærksom på, at det kun er det andet ben, som jeg træder ned på.

Og når det så er sagt, så skal man jo altid gøre tingene ordenligt. Så for at sikre mig, at jeg husker de små selv opfundne regler, har jeg virkelig sørget for nogle gode store blå-sorte, hævede og gevaldigt ømme mærker på den ene hofte, i lænden og under ribbenene, samt lidt små sår, en øm albue, og en hals der var øm og hævet i den ene side. Så nu mener jeg, at når jeg både bliver mindet om det gennem smerter og også ved synet, har jeg gjort mit til at huske det.

På en af de sidste dage i Tyskland, skulle vi overnatte i en by, men alle overnatningstederne var optaget gundet en stor koncert. Heldigvis var den ene hotelejer en frisk mand. – Og lynhurtigt fik en medarbejder og ham selv stablet en seng ind i et stort lokale, hvor de normalt afholder fester. Hvis vi skyndte os, kunne vi lige nå at tage et bad på et af hotelværelserne, før de nye gæster tjekkede ind. Herligt med folk, der ikke er så regelrette 😉

Før vi forlod Tyskland, og cyklede over grænsen til Tjekkiet, nåede vi lige at se en glatsnog, som lå ved kanten af cykelstien og solede sig. Rovfuglende har også ofte “stjålet” vores opmærksomhed, lige som synet af storkene gør det, når de sidder der i deres kæmpe rede. 

*Trænings ben: Når man får Parkinsons, kan symptomerne være uklare i starten, og ofte har en person haft Parkinsons i mange år, før diagnosen bliver stillet. De første synlige tegn opstår ofte først i den ene halvdel af kroppen, for derefter at sprede sig til den anden side. Sygdommen starter ofte med rysten, og efterhånden kommer der nedsatte bevægelser og stivhed i musklerne. Efter nogle år kommer der ofte dårlig balance. Så længe man “kun” er ramt i den ene side af kroppen, vil det også være den side, der har sværest ved at fungere. Derfor kalder man den side for træningssiden. Træningsbenet eller træningsarmen.

Video:

https://youtu.be/8Gca0AdW2RY

19 tanker om “WBT.: Fra Danmark til Kroatien, 2022. På cyklerne igen…

  1. Er da rigtig ked af at høre du har fået Parkinson. Håber I får en god tur alligevel.
    God tur fortsat ‍♂️

    • Mange tak Egon, du behøver ikke at være ked af det, det har jeg været så rigeligt. Men nu har jeg vendt bøtten, og jeg skal nok få det bedste ud af det 😉

  2. Hej Birgit og Søren
    Dejligt at læse at I er kørende igen. Jeg har fulgt jer hele vejen siden Italien og blev ked af at høre om Mr P.
    Nu håber jeg at alt går godt – og så ikke flere styrt, vel.
    I er et par seje rollemodeller og det lyder til at I et godt makkerpar. Sådan noget kommer ikke af sig selv.
    Kærligst
    Hanne

    • Kære Hanne
      Jeg er hverken væltet eller styrtet siden Tjekkiet og tak, vi har det godt 😉
      Kh. Birgit

    • Kære Hanne igen 😉
      Mener du siden vi cyklede i Italien tilbage i 2016/17?
      Søren og jeg kan ikke få dig placeret… pinligt, men måske du vil være sød at give os et hint?
      Og endnu engang tak.
      Fortsat god sommer!
      Kh. Birgit

  3. Dejlig og levende læsning. Kan nu ikke lade være med at smile lidt for – det er dig i en nøddeskal som jeg lærte dig at kende, falder du kommer du hurtigt op på hesten igen.
    Seje dig
    Fortsat god tur

    • TAAAK Lykke
      Jeg mindedes nu, at det var dig, der påtog dig alle de der frivillige træningstimer – så hvem er sej?
      Men pyyyha, du er altså savnet Skal I ikke ud og køre en tur? I så fald vil jeg foreslå en smut til Kroatien eller Italien
      Er i kommet helt på plads under det nye tag?

  4. Hej Søren og Birgit.
    Godt at se i er på farten igen, selv om cyklen kan slå af, har du ikke mistet evnen til at skrive.
    Forsat god tur.

    Hilsen
    Niels

    • Ih TAK Niels…
      Det gør mig glad, at det kan bruges
      Rigtig god sommer
      Kh. Birgit

  5. Dear Birgit, Dear Søren,
    Thank you for the post, that you have started again on tour!
    I am soo happy beyond words for you both! And incredible proud that you made it, dearest Birgit, with all the challenges involved! You are truly our hero!!
    I wish you a safe and super beautiful journey.
    With many beautiful memories of our time in Pakistan and India,
    Jan

    • Dear Jan
      Thank you so much for your roses. We often talk about you, and really hope we get a chance to see you and your family.
      Big hug from both of us …
      Dearest Birgit

  6. Hvor jeg glad for at læse at I er på “stålet” igen.
    Gad vide hvad der overhovedet kan få jer til ikke at cykle?
    Intet formoder jeg.
    I er simpelthen de sejeste og mest positive mennesker og jeres vilje og gåpåmod er intet mindre end beundringsværdigt. Sammen er I bare gode.
    Rigtig god tur fremover.

    • Tusind TAK Morten
      Jeg har ikke fået fulgt så meget med på facebook i laaang tid, men husker da, at du heller ikke ligger på den lade side

      Jeg tror desværre, at dette bliver den sidste længere cykeltur for mig, da mobiliteten svigter
      Men uanset fortsætter vi til de lande, vi havde planlagt på cyklerne. Nu bliver det blot i lejet bil og telt, eller autocamper. Sidstnævnte er bare noget dyrt
      Fortsat god sommer

  7. Kære Birgit og Søren
    Dejligt at se I er på cyklerne igen , det er nogle ordentlige slag du fik Birgit.
    Rigtig god tur sydpå .
    Kh
    Annie

    • Tak Annie
      Ja, der er kommet nogle knops undervejs
      Men gudskelov er jeg ikke væltet i laaang tid
      God sommer kære Annie.
      Kh. Birgit