WBT.: Denmark 2020 – Søren og jeg er havnet i et slags tvangsægteskab

It is in English below

Søren og jeg er havnet i et slags tvangsægteskab. Så det betyder, at vi nu er to mand og en kvinde, der skal afsted på cyklerne igen.
Jeg bliver jævnligt spurgt om, hvor henne i verden vi befinder os nu, så jeg tænkte, det er på tide at lave en lille opdatering. Og det er med stor fortvivelse, at fortælle vi stadig er hjemme i Danmark.
For to dage siden rundede vi et år, fra vi satte fødderne på dansk jord og kom hjem fra Bali (4. november 2019). Sidste gang jeg lavede en opdatering var først i marts 2020, og jeg sluttede af med at skrive, jeg havde en tid hos fysioterapeuten til genoptræning med min skulder, og vi forventede at rejse retur til cyklerne til april.
Den 16 marts skete der imidlertid det, at Danmark lukkede ned pga. af Corona (Covid19), hvilket var noget af et sjok, men vi havde på daværende tidspunkt stadig svært ved helt at begribe, hvor alvorligt det var, og hvor omfattende og kritisk det er blevet hele verden over.
Jeg kom dog til fysioterapeut med skulderen som planlagt. Men hvad jeg ikke tidligere har skrevet om er, at min ene tommeltot konstant har vibreret siden Bali og også at mit ene ben, var begyndt at sitre. Tommelfingeren tilskrev jeg, at det måtte være en nerve, der sad i klemme, pga. min frosne skulder, og benet fordi jeg ikke havde cyklet et stykke tid. Derfor mente jeg, det lige var en opgave for fysioterapeuten at løse. Udover det var jeg også blevet enormt langsom i mine bevægelser, men tænkte, at det var fordi, jeg konstant var forsigtig for ikke, at det skulle gøre ondt i skulderen, så det ligesom  “smittede” af på resten af kroppen. Samtidig kunne jeg mærke, at min anden skulder også var begyndt at låse.
Fysioterapeuten udelukkede straks, at jeg havde en nerve i klemme, men opfordrede mig til at blive udredet af en neurolog, da han mente, jeg havde parkinson.
Neurologen var heller ikke i tvivl, og jeg startede op på medicin med det samme. Allerede efter 3 uger mærkede jeg en forandring. Min gang, bevægelser og tale blev forbedret, og min rysten blev mindre. Selv min anden skulder stoppede ligesom sin proces igen.
Efter en PET skanning, er det konstateret, at jeg er svær ramt og ligger i den tunge ende af skalaen. Jeg er allerede oppe og tage medicin 5 gange dagligt og ved siden af får jeg 3 forskellige slags mediciner til at afhjælpe følgesyge/bivirkninger ved parkinson.
Starten var svær, og et eller andet sted synes jeg stadig, at det er svært. I starten var alt jo lukket ned grundet Corona. Men efter sommeren, er jeg begyndt på div. træninger og har mødt flere i samme båd.

Man kan vel godt sige, at Søren og jeg er havnet i et slags tvangsægteskab. Så det betyder, at vi nu er to mand (Søren og Mr. Parkinson) og en kvinde (mig), der skal afsted på cyklerne igen. Det er ligesom, at have fået en dårlig dansepartner, hvor vi skal forvente, at blive jokket over fødderne i tide og utide.

Det hele har været sådan lidt “held i uheld”.

Vores plan er at fortsætte jorden rundt på cykel. Vi har dog netop fået cyklerne hjem fra Bali, og jeg har fået en ny cykel med el. Det har været hårdt at erkende, at jeg bare ikke er så mobil mere, og at jeg har brug for hjælp.

Så snart der bliver åbnet op for grænserne igen, tager vi afsted. Det værste er dog, at det ser ud til, at der er lange udsigter. Udmeldingen lige nu hedder sig, at det nok først bliver realistisk sidst på året i 2021.
Vi mangler Australien, New Zealand, Alaska, Canada, USA, Mellem Amerika, Syd Amerika og tværs over USA.
Vores hus er stadig lejet ud, hvilket betyder, at vi bor hos vores yngste søn og svigerdatter, samt det ene barnebarn. Og indrømmet… det er ikke altid lige let, men det fungerer. Ingen havde troet, vi skulle være i Danmark i over et år og da slet ikke i to år. Omvendt er vi jo priviligeret ved, at vi overhovedet har muligheden for at bo der, og ikke mindst ved at have et barnebarn rundt om os hele tiden. De øvrige børn mm. ser vi også rigtig tit.
Jeg må tilstå, at havde det ikke været for vores to kære børnebørn, havde min diagnose samt Corona nok endt med at tage pippet fra mig 😉
Søren er begyndt at fiske en del. Han står efterhånden ude i vandet flere gange om ugen, hvorfor også at havørreder er blevet en fast del af ugens menu 😉 Og så cykler han “selvfølgelig” stadig. Både raceren og mountainbiken bliver luftet flittigt ved siden af den træning, vi foretager os sammen. Men han skal selvfølgelig også tage sig sammen, hvis han skal kunne følge med mig, nu hvor jeg har fået elcykel .;)
Tjah… ellers er der vel ikke så meget andet end at sige: Vi venter med tålmodighed, og krydser alt hvad krydses kan for, at vi hurtigst muligt kan fortsætte vores cykel-eventyr rundt om jorden.
Nåh ja… jeg rundede de 50 år i maj 😉 Og fordi vi jo troede, at vi skulle rejse igen til april, havde vi allerede fejret den med vores børn og lige de nærmeste, inden Danmark lukkede ned. (I øvrigt endnu engang mange tak, til dem af jer, der sendte lykkeønskninger)  😉
Det hele har været sådan lidt “held i uheld”. Først kommer vi hjem grundet min skulder. Så lukker Danmark ned og jeg får konstateret parkinson. Sidsnævnte har der også været god tid til, at finde ud af hvilken størrelse Mr. Parkinson har.
Sidst men ikke mindst, håber vi, at I alle passer på jer selv og hinanden. Denne Corona-tid stopper ikke bare op for Sørens og mine drømme, men er en kæmpe udfordring på rigtig mange plan for alle i hele verden.
Vi ønsker jer alt det bedste

NEDENSTÅENDE ER SKREVET SOM EN FORM FOR SELVTERAPI 😉

 

Hej Birgit 

Jeg hedder Mr. Parkinson.  Jeg har bosat mig i din krop. Jeg er ikke din ven, men jeg er egentlig heller ikke din fjende, uanset har jeg tænkt mig, at jeg vil give dig kamp til stregen. 

Jeg har ikke valgt at bo hos dig af nogen specifikke årsager. Du må heller ikke tro, at det er for at straffe dig. Jeg er blot flyttet ind, fordi jeg kan. Det er ikke sådan, at det er varmere hos dig end hos andre eller, at du har foretaget dig noget, som gør det mere bekvemt at bo hos dig. Men nu stod du tilfældigvis der under en af mine favoritstjerner, og så sprang jeg til. 

Jeg kunne såmænd også have valgt at bosætte mig hos din mand, men for mit vedkommende er det lige fedt. I er jo alligevel sammen og på den måde, kan man jo godt sige, at jeg har “giftet” mig med jer begge to. Haha. 

Det har taget mig lidt tid at finde mig til rette, før jeg virkelig kunne træde i karakter, og det også blev synligt for andre, at jeg har bosat mig hos dig. 

Det er li’som en slags tvungen ægteskabspagt, som du og din mand blot må acceptere. 

Mit formål er at nedbryde dig og alle dine neurologiske funktioner. 

Det skal siges, at jeg ikke er glad for modstand. Så afhængig af, hvor hurtigt du synes, jeg skal overtage magten i din krop, så kan du give mig modstand ved at dyrke motion og tage din medicin. 

Jeg er jo så heldig, at din medicin ikke kan slå mig ihjel, den vil kun sørge for, at jeg ikke får lov til at udtrykke mig så tydeligt i forhold til din motorik, men den kan ikke bremse mig i min proces.

Det er ingen hemmelighed, at motion er min værste fjende. Den vil ikke stoppe mig i at accelerere i min proces, men den vil gøre det sværere for mig, så jeg ikke kan vise mit sande jeg. Og når jeg siger motion så mener jeg altså på seriøst plan og dagligt. Ikke noget med at lalle igennem det. 

Du skal vide, at jeg har tænkt mig at blive boende resten af dit liv. Og så er det egentlig op til dig, hvordan du har tænkt dig at håndtere mig. 

Tillykke med mig. 

Med venlig hilsen Mr. Parkinson

…………………………………………………………………………………………………………

Hej Mr. Parkinson 

Fuck dig. Jeg kan allerede nu regne ud at du har boet hos mig i lang tid. Ja faktisk i flere år. Og nu da jeg ved, det er dig, har jeg på ingen måde tænkt mig at gøre det behageligt for dig. Du skal fandme få kamp til stregen, skal du. Jeg skal vise dig, at du har valgt at bosætte dig hos den forkerte.

Jeg er trods alt “kun” netop fyldt 50 år, lige efter opdagelsen af din bosættelse hos mig. Gudskelov har jeg stadig masser af livsmod tilbage. 

Pludselig giver mine udfordringer og frustrationer så meget mening. 

Mine tiltagende og udadreagerende mareridt. Mine forespørgelser/undersøgelser hos lægen om jeg har ledegigt, min depression og min tiltagende angst, min svimmelhed, toiletbesvær, og manglende fokus/koncentration. 

Og alt dette trods en ellers i min optik helt fantastisk livsstil. 

Når det er sagt, har jeg godt nok svært ved at byde dig et hjerteligt velkommen. 

I starten havde jeg da også svært ved, at acceptere din ankomst og jeg må indrømme, at jeg lige lavede en “Maude” (fra Matador), da jeg blev bevidst om dig. Jeg kan stadig lidt naivt tro på, at du kun er på besøg for en kortere periode , og at du vil give mig mit “normale” jeg tilbage. Men når jeg så bliver realistisk, ved jeg jo godt, at denne “ægteskabspagt” vil eksistere resten af mit liv. – Og ja… du har ændret en del på vores livstil. Nu er min mand og jeg startet op til boksning, svømning og linedance sammen. Selv min søn og hans kammerat tager til linedance med os, og min svigerdatter tager med til boksning. Udover går jeg til holdtræning hos fysioterapeuten. Jeg har også købt en crossfitmaskine og jeg laver Big. Jeg må indrømme, at jeg hader al den motion, specielt fordi det ikke altid foregår af lyst. Når det er sagt, har jeg mødt en masse skønne mennesker, hvilket jeg jo kan takke dig for. Men det er også det eneste tak du får fra mig, og du behøver ikke føle dig smigret. 

Sommetider når jeg synes, det hele er lidt uretfærdigt, kan jeg spørge: Hvad har jeg dog gjort for at fortjene dette? Men så sagde min søn en dag: Jamen mor…. – hvad hvis det virkelig var fortjent? Det havde da først været uhyggeligt. 

Det har faktisk hjulpet mig rigtig meget. For hvor har han dog ret. Selvfølgelig skulle det være mig, for nu kan jeg bevise over for dig og andre, at med de rigtige valg, får du trods alt, svært ved nogensinde at udleve det liv, som du har planlagt hos mig. 

Jeg VIL give dig modstand og kamp til stregen. 

Ikke venlig men blot hilsen 

Birgit Borg

 


ENGLISH:
Søren and I have ended up in a kind of forced marriage. 

Often I’ve been asked, “Which part of the world are you in now?”, so I think that it’s probably time for an update. Right now, we are still at home in Denmark which is frustrating to say the least!

Exactly one year ago, we arrived home from Bali (November 4, 2019) and set foot back on Danish soil.  My last update was in the beginning of March 2020, and I ended my writing by telling you, that I had an appointment with a physiotherapist for rehabilitation on my shoulder, but that we were expecting to travel back to Bali by April. However, on March 16th Denmark shut down due to Covid-19, which was a bit of a shock.  At the time, we didn’t fully understand how serious it was, and how extensive and critical it would become all over the world.

Anyway, I went to the physiotherapist for my shoulder as planned.  What I didn’t write to all of you, was that my thumb had been constantly vibrating since Bali, and that my one leg had started to shake. The thumb I had attributed to a pinched nerve due to my frozen shoulder, and my leg to the fact that I had not been on a bike for a while. Therefore, I thought that it was just something for the physiotherapist to solve. Besides that, I had also become super slow in my movements, but just thought that this was due to the fact, that I was constantly careful not to hurt my shoulder.  I just thought that it had kind of “infected” the rest of my body. At the same time, I could feel that my other shoulder had started to lock as well.

The physiotherapist immediately ruled out a pinched nerve, but he encouraged me to be examined by a neurologist as he thought I had Parkinson’s. The neurologist was in no doubt either, and I started on medication right away. Already in 3 weeks I have noticed a change.  My gait, my movements, and my speech have improved, as well as my tremor.  Even my other shoulder began to feel better. After a PET scan, it has been found, that my disease is at the heavy end of the scale. I am taking Parkinson medicine 5 times a day and in addition to that 3 other medications to combat the side effects of Parkinson’s.

The start of this process has been difficult and in some ways it still is. In the beginning everything was closed due to Covid-19, but I did start training at the end of summer and have met several people also battling Parkinson’s. You could say that Soren and I have ended up in a kind of “forced marriage”, and by that I mean it’s Soren, Mr. Parkinson’s and I, who have to get back on bikes together again. It’s like having a bad dance-partner, who I expect to be stepping on our toes from time to time.

We’ve had a string of bad luck this year…

Our plan is to continue travelling the world by bikes. However, we have just gotten the bikes home from Bali, and I have to get a new bike with electricity. It’s been hard to admit that I’m just not that mobile anymore and that I need help. As soon as the borders open up again we will be back on the road. The worse part Is waiting!  The latest announcement from Australia states that the borders probably won’t open until the end of 2021.  We still have Australia, New Zealand, Alaska, Canada, Central America, South America, and the USA to go.

Our house is still rented out, which means that we live with our youngest son and daughter-in-law, as well as one grandchild. I must admit it’s not always easy but it works. No one thought we would be in Denmark for longer than a year and definitely not two. On the other hand, we are privileged by the fact, that we have the opportunity to live there at all, and we love having our grandchild around us all the time. We see the other children very often. I must confess that had it not been for our two dear grandchildren, my diagnosis as well as Corona would have probably ended up making me crazy 🙂

Soren has started fishing a lot. He is out on the water several times a week, which is why sea trout has become a regular part of the week’s menu 😉 and of course he still rides his bike. Both the racing and mountain bike are used diligently next to the training that we do together. Of course, he must also be fit enough to follow me now that I have an electric bike 😉 Well, other than that there is probably not much to say except, that we are waiting patiently and crossing everything possible, that we can cross for luck! We hope, that we can continue our cycling adventure around the world as soon as possible.

Oh yeah, I also turned 50 this past May, and because we thought that we would travel again in April, we had already celebrated my birthday with our children and people that are closest to us before Denmark shut down. (By the way, once again many thanks to those of you who sent me birthday wishes) 🙂 We’ve had a string of bad luck this year… First, we came home due to my shoulder, then Denmark shut down, and of course my Parkinson’s diagnoses.

Last but not least, we hope you all take care of yourselves and each other. This pandemic has not only stopped Soren’s and my dreams, it has also been a huge challenge on so many levels for everyone around the world.

We wish you all the best – STAY SAFE

5 tanker om “WBT.: Denmark 2020 – Søren og jeg er havnet i et slags tvangsægteskab

  1. Dear Birgit,
    All our RESPECT!
    Keep being strong and inspiring us, teaching us that it is in adversity that we see what people are made of! And you are made of gold Birgit! Really!
    Thank you for having shared with us. We think of you and hug you dearly.
    We are sure we will meet again, somewhere around the world!
    Take good care
    I send you our love,
    anabela & Jorge

    • Dear Anabela
      Thank you so much for your warm and loving greetings. Must admit I am overwhelmed by all the praise I have received.
      Both Søren and I hope to meet you again. Now it seems that there will soon be a vaccine and from there it will hopefully not be long before we are back on the bikes.
      We also hope you are having a great time.
      Big hug and love from both of us 😉

  2. Kære Birgit.
    Tak for din opdatering og sikke en mavepuster.
    Et helt nyt og anderledes liv venter dig, men jeg håber at du kommer dertil en dag – at der er personen Birgit, som altid er den samme – og så er der en bid af dig, der er sygdom. Men sygdommen er ikke dig. Du er dig! Og du er den person din familie og venner elsker.

    Og så vil jeg lige nævne, at Milene Hansen har sat plastre på en mand, så han fik det spontant bedre med Parkinson.
    Knus Nina

  3. Kæreste Birgit❤️

    Hvor det dig gjorde mig vemodig at læse din stærke opdatering – og så blev jeg alligevel også glad, da jeg læste dit skriv med Mr Parkinson
    For jeg er HELT sikker på, at du nok skal give ham kamp til stregen!
    Og din stærke kondition og viljestyrke samt Sørens og resten af familiens kærlighed vil være dig til en kæmpe inspiration og give dig kampmod!❤️
    Du er så mega sej
    Kæmpe krammer og kærlige tanker
    Betty❤️❤️❤️

    • Kære Betty
      Tusind tak for din varme hilsen <3 Jeg er lidt uden ord for al den ros jeg har modtaget (specielt på facebook). Ikke mindst er det også med til at forstærke kampgejsten. Jeg håber også alt vel hos dig/jer.
      Kram og kærligst retur <3