Kroatien
Vores hovedmål er nået…
Det første vi observerede, da vi cyklede ned ad bjerget fra grænsen mellem Slovenien og Kroatien var, at vinden blev varmere, og det så mere afsvedet og goldt ud. Desværre bemærkede vi også, at der lå affald i rabatten med jævne mellemrum. 🤨
Havet synede gennem disen, og vi kunne knapt komme hurtigt nok ned af bjerget til vandet. Gensynet med vandet efter syv uger, gjorde os helt euforiske.
Få kilometer efter cyklede vi ind i havnebyen, Rijeka. For første gang på hele turen, hvor vi har cyklet i større byer, var der ingen cykelstier. Men heldigvis kører de stadig pænt og hensynsfuldt.
Vores hovedmål var nået, hvilket vi fejrede med fiskeplatte om aftenen.
Vi ser lidt sjove ud, da vi efterhånden ligner rigtige tur-cyklister. Sandalerne vi har på,er tydeligt aftegnet af solen på fødderne.
Man er ikke i tvivl om, hvor cykelshortsene går til, hænderne er hvide fra cykelhandskerne, aftegningerne fra vores tangtops er efterhånden temmelig markante, og man er heller ikke i tvivl om, hvor uret sidder. Værst er det dog, at jeg begynder at få klovneøjne fra cykelbrillen.
Så det bliver skønt, lige at få det hele udlignet lidt ved stranden. Og varmen (36 grader) gør ikke glædens forventning mindre. ☀️
Nogle lange dage
Meningen var, at vi ville blive en ekstra dag i Rijeka og tage os god tid til at finde ud af, hvilke øer der var interessante, og hvordan vi kom til og fra. Men det viste sig, at færgen til Zadar sejlede samme dag kl. 17.00 og næste færge tre dage senere. Zadar er stadig på fastlandet, men ved at sejle dertil, har vi undgået en forholdsvis uinteressant strækning og endnu vigtigere en masse bjergkørsel. Det var søndag, og alt var lukket, ud over restauranter og barer. Ergo måtte vi blot sidde og vente til færgeafgang.
Vi blev kun vores to første overnatninger i Kroatien på fastlandet, hvorefter vi tog færgen ud til lille en ø. Eller det vil sige… da vi sad på færgen (som sejlede inden for to minutter), sad Søren lige og studerede billetterne.
‘Hvad er det? – Det navn kender jeg da ikke’ – sagde Søren, og så overrasket ud.
Haha!… så var vi blevet solgt forkerte billetter og i fuld fart jaget ud på den forkerte færge. 🛳🤣
Vi blev ellers lige så glade, da vi troede færgen sejlede kl. 14.00, og billetdamen sagde, at der også sejlede en kl. 11.00, og vi lige kunne nå den på falderebet.
Vi kunne desværre ikke nå af færgen igen og måtte derfor lige ud og vende på øen for at sejle med retur igen.
Altså… det må man da kalde ø-jumping. 😄
Heldigvis kunne vi stadig nå den rigtige færge kl. 14.00 som sejlede os til Dugi Otok.
At være afhængige af den offentlige transport (læs: færger), kan gøre dagene meget lange. Som oftest skal vi tjekke ud af hotelværelser og campingpladser mm. alt imellem kl. 10-11.00, og ofte sejler færgen først om eftermiddagen.
Fire overnatninger blev vi på Dugi Otok. 🏖
Normalt forhåndsreserverer eller booker vi ikke, da vores plan for dagen meget hurtigt kan tage en drejning, nu da vi er på cykler. Derfor var det også lidt med kildrende maver at finde ud af, om der var plads på campingpladsen, da vi ankom. Al wild-camping er ulovligt på øerne og kan koste en bøde på 400 euro. Heldet var med os, men kun 1 overnatning var muligt. Pyha…
Næste dag måtte vi selvfølgelig pakke al vores grej sammen og cykle over til modsatte side af øen, og her var vi også heldige. To pladser var ledige, og vi nød godt af de afslappende dage ved og i vandet. 🏕✨🏊♂️
Nedsmelting… Birgit 4 år 😳
For første gang på turen (da vi cyklede fra øen og dagen efter), brast min verden sammen. Da vi cyklede fra første ø, vi var på, væltede jeg på cyklen, da jeg skulle sætte af og starte op, men jeg slog mig ikke synderligt (sjette gang jeg vælter). Søren hængte i elastik efter mig. Du husker nok, at jeg jo cykler på el-cykel, og det plejer ikke at være noget problem at have Søren efter mig. Men jeg følte, at jeg ingen kræfter havde i benene og trængte til et ganske kort hvil, på vej op ad bakke.
Dog slog det mig så meget ud, at jeg knapt turde fortsætte. Søren skyndte på mig, da vi også skulle nå en færge. Der var hverken tid til at tage billeder eller til et stop for at drikke cola zero.
Vi nåede færgen til fastlandet igen og skulle blot cykle 6 km mere før campering. Vores formiddag var startet med et herligt dyp i havet (ingen frokost), og da vi nåede campingstedet på fastlandet, hoppede vi igen i bølgen blå.
Kl. 20.00 skulle jeg have medicin, og der gik det op for mig, at jeg på et tidspunkt (en gang) havde taget for lille en dosis, og en anden gang i løbet af dagen havde jeg slet ikke fået taget noget.
Jeg tager medicin 6-8 gange over dagen for hver 2,5 time (plus alt det andet).
Kl. 20.30 hoppede jeg i teltet, fuldstændig færdig.
Dagen derpå skal vi cykle 70 km. (har vi gjort mange, mange gange). Temperaturen er 36 gr. Pludselig følte jeg bare min koncentration svigtede. Vi cykler på en hovedvej med pænt meget trafik. Jeg føler mig svimmel. Der er ingen skygge og både mit og Sørens vand er drukket. Jeg stopper, jeg har bare brug for et stop. Varmen stiger grundet manglende vindmodstand. Søren fortæller der er 600 m. til en restaurant. Jeg føler næsten, jeg er ved at besvime. Kommer dog igang igen. Ser en købmand og stopper. Søren lettere irreteret: Jamen Birgit… der er restaurant lige rundt i svinget”.
Hos købmanden købte jeg en (kvalm) drikkeyoghurt og en kold vand, hvilket lynhurtigt blev skyllet ned.
Men her kommer pointen…
– Jeg fik en total nedsmeltning og blev: Birgit 4 år 🫣😔
Jeg kunne knapt få vejret, fordi jeg bare tudede 😭
Derefter hen på restauranten (600 m. fra os og drikke friskpresset juice, en vand, en choko-milkshake, en cola zero og spise et stykke pizzaslice.
Om jeg kunne sove på stedet? Ja! – Det gjorde jeg nu ikke 😏
Jeg blev da også ok og oplagt igen, og vi manglede stadig 19 km. 🚴♀️🚴♂️
Desværre fik jeg endnu en mindre tudetur 5 km. før, vi var fremme.
Ved ikke hvorfor? jeg var hverken dehydreret eller udbrændt. 🤔
Eneste jeg kan sige til mit forsvar er, at der har været pænt med trafik, og jeg er dybt koncentreret for at følge den hvide streg i vejkanten og ikke at ryge i rabatten, ramme en kantsten (når de er der) eller største skrækscenarie er at slingre ud foran en bil og blive ramt. Jeg er så fokuseret, at jeg knapt tør dreje hovedet eller flytte blikket fra vejen, og se hvad vi passerer.
Det kan godt føles temmelig drænende at være så koncentreret (for mig i hvert fald).
På disse to dage har jeg været tæt på at opgive turen videre og tage et tog hjem til Dk.
Heldigvis var det kun i tankerne, da jeg hverken har glemt medicin og heller ikke skulle cykle så koncentreret så lang en strækning siden.
På øen Hvar
Solen begynder så småt at varme teltet op. Her er ganske stille på campingpladsen, jeg skal tisse, men prøver at ignorere det, og vender mig om på siden i håb om at falde i søvn igen. Men pyha det føles som om, at min blære er ved at sprænges. Øv… efter to minutter tager jeg min øjenmaske af og ser på min telefon. Klokken er 6.58. Søren sover stadig. Jeg tager min morgen-medicin og kigger mine beskeder igennem på telefonen. Yes… nye snaps af børnebørnene, men jeg må jo hellere vente, så Søren også kan se med. Vejrudsigten siger, det allerede er 29 grader. Det begynder at rumstere rundt omkring på pladsen. Nøjer, hvor skal jeg tisse. Søren gir sig, men sover videre. Hmmm, skal jeg forsøge at komme ud af teltet alene? Nej, det går nok ikke, der er også trapper, og jeg har først lige taget medicin. Mine hænder gør forbandet ondt, som de plejer at gøre om morgenen. Jeg laver lidt fingergymnastik og gør et par grimasser imens. Så kigger jeg ud af teltet. Et lille babyfirben sidder på stenmuren bag teltet. Der er flere små stenmure, som deler skråningen op i små terrasser til teltene. Det lille firben løber lidt hen ad muren og finder vej ind i en sprække. Søren gir sig igen…
Han vender sig om på ryggen og slår øjnene op. “Godmorgen smukke”, siger han (han kalder mig altid for Smukke). “Godmorgen” svarer jeg med et smil. Endelig kan jeg komme på toilettet. Søren går rundt om teltet og tager fat om mine håndled og hjælper mig ud. Teltet ligger på en terrasse med udsigt ud over vandet. Det er næsten havblik, og der er nogle få lette hvide skyer oppe i den blå himmel. Der er allerede én ude og svømme med rød badehætte på. Klokken er nu 25 minutter over 7. Jeg får lige min bikinioverdel på med Sørens hjælp, og så stavrer vi ellers op imod toilettet, hånd i hånd, så jeg ikke mister balancen og snubler. Jeg er ellers ved at have god effekt af medicinen, men bare for en sikkerheds skyld holder vi i hånd. Vi bliver enige om, at jeg godt selv kan gå tilbage til teltet efter morgentoilette.
Som aftalt blev det. Da jeg kom tilbage, var Søren næsten færdig med at spise sin morgenmad og som næsten altid, overtog jeg hans blå plastikskål. Med mindre vi sover på hotel inklusiv morgenmad, spiser vi altid vores egne havregryn med rosiner og mælk på, eller vi får en luksusudgave a la mysli.😃
Det er praktisk, for både i Slovenien og her i Kroatien på campingpladserne har vi fået tildelt en nøgle til en hylde i et køleskab, så vores mælk, øl, cola etc. kan holde sig kold, og så er vi også fri for den der langtidsholdbare udgave af mælk. Faktisk har vi længe vænnet os til den, men den skal helst være kold. Uanset når vi har muligheden, foretrækker vi den almindelige mælk.
Vi sad lidt tid og kiggede ud over vandet. Det er helt glansbillede-agtigt specielt om aftenen, hvor lysene fra husene ved vandet og op ad bjergsiden, spejler sig i vandet. Vandet går ind i en bugt, hvor den meget betagende lille by, Jelsa, ligger (300 meter fra os) med en lille hyggelig promenade fyldt med restauranter og ind imellem en souvenirbutik til den ene side og med alle de store og imponerende katamaraner, yachter, og charmerende turistbåde på den anden side. Et imponerende syn.
Lettere Irriteret over at min stol synker ned i sandet, fordi plastik-dutterne på benene er røget af tidligere på vores tur, flytter jeg stolen lidt. Der ligger allerede en turistbåd foran os ude i vandet, hvorfra vi kan høre glad musik. Søren begynder at rense hans cykelkæde (jeg har en rem på min cykel i stedet for kæde, hvilket ikke kræver vedligeholdelse). Efterfølgende hjælper vi hinanden med solcremen, og pakker badeting og tandbørster, for lige at få børstet bisserne, på vej til vandet.
Nu er der fuld gang i alle kroge på pladsen, og rigtig mange er hoppet i bølgen blå. Vi bader på den modsatte side af campingpladsen end der, hvor vi selv kan se vandet fra teltet. Campingpladsen ligger ude på en smal tange omringet af klipper og vand.
Der er kun en lille sandstrand helt inde i bugten, men der er ingen skygge, hvorfor vi vælger at opholde os ved en af de små plateauer i cement, der er bygget op ud fra klipperne, hvor man kan sole sig og bade fra. Ude i vandet ligger der en stor oppustet plastik lege ting med rutsche- og klatrebaner, gynger, trampoliner og balance-baner. Det ville med garanti være en god træningsbane for mig, men jeg vælger at springe over fremfor at blive dagens pauseklovn. 🤡
Lige op ad platformen, hvor vi holder til, er der en lille bar, hvor de bl.a. sælger et mindre udvalg af mad.
Vi vælger at blive der, da vi så kan søge skygge under halvtaget ved baren. I dag valgte vi den usunde men hurtige løsning og købte maden der. Ofte erstatter vi ellers det ene måltid på dagen med frugt eller salat (melon er blandt vores favoritter). Men Søren er lidt nervøs for alt for meget melon, da han jo desværre af erfaring begyndte at få løs hornhinde grundet for meget melon i Iran og Turkmenistan, da vi cyklede der og stort set “kun” levede af de søde meloner i en længere periode.
Efter at have tilbragt det meste af dagen ved vandet, går vi op til campingpladsen og tager en hurtig skyller undervejs til teltet. Lidt senere tager vi ned til den føromtalte promenade og spiser en let aftensmad.
Tja… det var en af vores dage på øen Hvar. Vi har også taget en bus til den anden side af øen for at se, byen Hvar. Godt vi ikke brugte en masse energi på at cykle over bjergene for det. Byen var charmerende nok, men ikke noget vi kunne dvæle ved og bruge mange timer på. Så efter en alt for dyr frokost, sad vi i bussen igen på vej tilbage
Uanset hvor vi er, er stemningen på campingpladsen om aftenen altid noget særligt.
Duften fra nyvaskede folk blander sig med duften fra maden, der bliver tilberedt rundt på pladsen. Nogle har taget pænt tøj på for at gå ned i byen og spise, og andre bliver i deres badetøj på pladsen. Søren og jeg skifter også tøj, men vi har ikke det store udvalg af tøj med os, så helt fine bliver vi aldrig. Det er i øvrigt helt vildt, hvad folk har med af udstyr. Nærmest hele køkkener, køleskab, reoler, ekstra pavilloner, spisestole og bord samt liggestole. Og de fleste er her en uge til to.
Det eneste hotel der er i nærheden ligger på modsatte side af vejen. Der spiller de altid levende musik. Først på aftenen er det i stil med boogie woogie, og sidst på aftenen er det stemningsfyldt dinner- og dansemusik.
Flagermusene flyver rundt med lynets hast. Nogle børn græder, andre synger eller leger, alt imens de voksne taler og griner.
Cikaderne er til gengæld et helt kapitel for sig. Jeg mener, at vi først har hørt dem her i Kroatien. I min fantasi ser jeg for mig, at alle cikaderne sidder i deres fineste puds i en kæmpe koncertsal, hvor Søren og jeg er dumpet ned lige i midten. Jeg kan se for mig, at de bliver styret af en dirigent. Dirigenten giver tegn til det første hold på den ene side af os, og på samme sekund starter de alle sammen op. Sekundet eller to efter giver dirigenten tegn til den anden side, som ligeledes starter op på nøjagtigt samme tid. Sommetider er der en enkelt bas, blandt strygerne, hvis lyd skiller sig ud fra de øvriges lyd. Og pludselig, pludseligt stopper de brat op for at gå til frokost eller kaffepause. Få timer efter ruller koncerten forfra. Flere gange kan jeg blive helt nervøs for, om det kan skade vores hørelse, for det er godt nok øredøvende højt.
Med Søren i elastikken krævede det 11 km. op ad bjergsiderne, før vi cyklede på bjergryggen. For pokker det er smukt, en fantastisk udsigt og knapt nogen trafik på den lille hovedvej, der førte os til den sydligste del af øen, og hvorfra vi igen skulle med færge til fastlandet. Vi cyklede forbi et hav af bønder, der alle dyrkede oliven og bl.a. solgte noget af deres olivenolie ved vejkanten. Umiddelbart virker det ikke til at være den største indtægtskilde, dømt ud fra ejendommene, men forhåbenligt, har de alle et dejligt liv.
I høj fart gik det ned til færgen. Få timer senere stod vi atter og slog teltet op inde på fastlandet.
På campingpladsen benyttede vi os af den luksus og fik vasket tøj samt sengetøj i en af vaskemaskinerne på pladsen,
Stranden var propfyldt med mennesker og vandet ligeså, og så var det ekstrem varmt. Vi smed os på maven i vandkanten og kølede lidt af. Pludselig er der en mand oppe fra en bar, der bryder ud i en solosang. Det var tæt på opera og lød faktisk rigtig godt. Desværre stoppede han, lige så brat, som han var startet. Men efter 10 sekunder, var der en mand ude i vandet, der “svarede” igen også med noget ala opera. Det lød piv godt, men han stoppede desværre også. Alle klappede af mændene, men de synes åbenbart ikke, at de ville give et ekstranummer 😄. Vi lavede selv vores frokost og aftensmad, hvilket var meget nemt, bestående af melon og andet frugt, eller en udvidet udgave af tomatsalat. Og ellers foretog vi os ikke meget i de dage, vi var der, før vi igen cyklede videre mod *Dubrovnik.(Kroatiens hovedstad).
Bosnien
For at komme til Dubrovnik, skal man normalt (i bil), ad en motortrafikvej over en bro, men nixen biksen for cyklister. Motortrafikvejen var sprit ny, hvorfor der heller ikke var skiltet ordentligt. Og lige præcis forbudt skiltet for cyklister manglede. Så vi fortsatte blot i den tro, at der kom skilte til at guide os, når tid var. Men ak nej, så mod trafikken og tilbage (op ad bakke) på rette spor. Den lille omvej, førte os igennem Bosnien med en enkelt overnatning. Udover en lille hændelse i restauranten på hotellet, kunne vi ikke se eller mærke den umiddelbare forskel på de to lande (Kroatien og Bosnien).
I Kroatien hedder deres valuta Kuna. Kuna betyder mår på Kroatisk. Navnet referer til, at man i middelalderen benyttede sig af mårskind som en værdi i handler. Og det bedste ved deres penge er, at valutakursen stort set er lig med kursen på den danske krone.
Men i Bosnien, skal man gange med cirka fire for at få værdien i danske kroner. Det havde Fru Borg så lige glemt. Jeg synes prisen på osten til forretten på restauranten virkede rimelig og bestilte en enkelt til deling. Så godt, så flot. 😃 De smagfulde forskellige oste med tilhørende brød kom på bordet. Søren syntes godt nok, det var lidt meget ost, i betragtning af, at det var til en enkelt person, og at det også kun var en forret.
Lidt senere kom tjeneren, for at rydde af bordet og gøre klar til hovedretten. Jeg bad ham høfligt lade det stå, hvis vi ønskede lidt mere ost efter hovedretten, hvorefter tjeneren nærmest smed tallerkenen tilbage på bordet, og lidt senere kom han med mere brød, som også nærmest blev smidt hen over bordet. Næste ret var skosåler, som hverken var til at skære eller tygge. Der blev mærkeligt nok ikke ryddet af bordet efter maden på vores bord, kun hos de øvrige gæster ved bordene. Søren havde også bestilt kaffe, og jeg en kugle is, hvilket vi indtog mellem tallerkenerne fra det øvrige mad. Eftertænksomt siger Søren: “Gad vide om det var meningen, at man kun smagte lidt fra ostene og det ellers var beregnet til, at de øvrige gæster også kunne tage ost fra samme fad, hvis de havde bestilt det?” Joh, det gav meget god mening…
Et par dage efter slog det mig pludseligt, at prisen på osten, slet ikke var så rimelig. Jeg havde jo glemt at gange med fire 😄
Dubrovnik er en meget betagende by, hvor ringmuren om den gamle bydel grænser helt ud til det krystalklare vand…
Byen er utrolig charmerende, og den nyere bydel klæder bjergsiderne med de røde tage.
Vi boede hos en privat udlejer i den nyere bydel. Men en by på kun knapt 45.000 indbyggere er relativt nem at komme rundt i, hvis man hopper på en bus. Som sagt er det en charmerende by, og alligevel tog det ikke Søren og jeg mange halve timer før, vi var klar til igen at vandre ud under ringmuren og ind i den nyere bydel igen. Inden for muren og lige udenfor var der proppet med turister, og der var kun souvenir-og isbutikker samt restauranter.
Dubrovnik er bland andet også berømt for, at flere scener til, Game of Thrones, er optaget i den gamle bydel. Game of Thrones siges at være verdens største tv-serie.
Vi skulle være ved færgen kl 19.00, og vi sejlede kl. 21.00. Overfarten fra Dubrovnik til Bari ville tage 10-11 timer. Søren og jeg fik hurtigt placeret cyklerne på bildækket for at skynde os op og finde en krog, hvor vi nogenlunde havde fred natten over. Vi endte med at ligge os tilrette på vores teltmadrasser udenfor på dækket, og bortset fra et generende lys (det var mest Søren, der blev generet af lyset, da jeg sover med øjenmaske), fik vi da sovet nogenlunde.
Vi havde handlet til aftensmad, som vi spiste i en lille park ved siden af færgehavnen i Dubrovnik, før vi skulle sejle. Og gæt engang… Søren havde fundet helt almindelig rugbrød i butikken og selvfølgelig lidt godt pålæg 😃.
På gensyn i Italien 🤩🫶🏼
*Dubrovnik: Byen blev anlagt i det 7. århundrede og blev et vigtigt kulturcentrum og handelsområde i middelalderen. Mellem 1815 og 1919 var den under østrigsk herredømme. Der er små 45.000 indbyggere.
Video: 🎬