WBT.: 5) Fra Italien og hjem til Danmark , 2022

Hjertelig velkommen til Italien,                                                    vel nok Europas største losseplads.

Før du læser videre, vil jeg lige starte med en kort introduktion til Italienernes moralske regelsæt og efterlevende! 😉

Når du alligevel kører hjemmefra, så gør dig nyttig og tag dit affald med.

Smid det langs vejene.

Sæt gerne kulør på tilværelsen. Desto flere farver på affaldsposer m.m. desto mere festligt.

Smid gerne ALT… også dit madaffald, idet vi forsøger at opretholde rottebestanden. Vi ser helst, at vi slår rekorden i EU. Foreløbigt er det os, der har førertrøjen. Godt gået kære landsmand.

I for eksempel afkørsler fra motorveje eller hovedveje er det et godt sted at “dumpe” dit affald. Dermed er det lettere at slynge ud af vinduet og få det godt spredt.

Det anbefales dog, at du ulejliger dig med et stop, hvis du har større mængder af flasker, konserves, tøj eller lign., madrasser, toiletter, køleskabe og i den størrelsesorden, ser vi helst, det bliver dumpet på de mindre holde-/rastepladser langs vejene.

Obs.: Sørg for, at luderne på disse pladser dog ikke bliver totalt kamufleret i affaldet, så de ikke mister for mange kunder.

Udnyt din bils potentiale.

Desto mere gas jo sjovere kørsel. Men tag altid hensyn til cyklisterne. Med undtagelse af, at du vurderer, at det er sikkert at passere uden at gøre skade (de kan trods alt godt tåle et lille sjok, hvis du kører for tæt på dem).

Vi anlægger kun cykelstier en gang, hvis det er uden for større turistområder.

Hvis de alligevel ikke benyttes tilstrækkeligt, vokser ukrudtet ind over, for til sidst at umuliggøre cyklingen.

På landet anlægger vi heller ikke nye veje, men bliver det katastrofalt for de 4-hjulet køretøjer, afsætter vi tid til en hurtig pletreparation. Skal dog være slemt.

Toiletter: Du behøver ikke at bruge penge på toiletbrættet (som damerne sidder på). De går alligevel i stykker. Og slet ikke på toiletpapir. Det må folk selv medbringe, med mindre du driver restaurant eller lign. Du kan sågar blot købe et pedallokum, så kan de ikke brokke sig.

Nyd dit dejlige hjemland, Italien, på godt og ondt.

                        ♣  ♣  ♣  ♣  ♣  ♣  ♣

Ups, ups… nu håber jeg, at vores gode italienske venner modtager mit skriv med et lille smil, og ikke tager det personligt vel vidende, at det ikke er dem, der efterlever ovenstående 🤫

Jeg må dog tilføje, at Italien ofte føles mere som et U-land og ikke et Eu-land 🥴

Men nok om alt dette…

Hagl på størrelse med kirsebær

Vi ankom med færgen fra Dubrovnik/Kroatien den næste morgen. Byen sov stadig, men vi fandt frem til en café tæt på færgelejet og fik noget at drikke. Der var ikke noget kundetoilet, men vi lånte medarbejdernes, og fik skiftet rundt til cykeltøjet igen.

Jeg havde på forhånd frygtet for manglende cykelstier, specielt fordi jeg har min italienske cykelerfaring tilbage fra Sicilien. Men udover, at vi så deres parkeringer i tre rækker (så de spærrede for de øvrige bilister), så må jeg med skamme trække min dom tilbage og ikke skære italienerne over en kam. For de kører faktisk pænt hensynsfuldt og mindst li’så godt som danskerne. Ja, jeg vil vove at påstå, at de tager mere hensyn, og holder bedre afstand til os cyklister, end danskerne generelt gør.

Men der gik ikke mange halve timer, før vi begge to allerede var både trætte og triste over, at se affald over ALT.

De første par dage cyklede vi langs kysten, dog ikke så vi kunne se vandet andet en sjælden gang imellem. Campingpladserne var i betydeligt ringere standard, end vi havde oplevet i Kroatien. Og toiletterne uden bræt var åbenbart standard samt pedallokummer 🙄 Efter få dage cyklede vi lidt ind i landet. Fladt som en pandekage og i strid modvind 🌬🚴🏼‍♀️🚴🏼‍♂️

Vi cyklede på smalle landeveje med den mest elendige asfaltering. Kæmpe huller, smeltet asfalt der var kørt op, reparationer (lap på lap) eller store krakeleringer i vejen, så det føltes som at  vi cyklede på et gammeldags vaskebræt. Der var intet at se på. Langt i mellem ejendommene og ellers bare kedeligt med stort K.

Eneste positive var, at varmen ikke var så slem i vinden. Ellers var der intet (udover affaldet) at se på.

To af nætterne sov vi på en gammel, men større vingård, der var lavet om til hotel. Det var stadig ude midt i ingenting og ejeren kunne ikke to ord på engelsk. Men han var en ældre mand og vældig flink. Han havde selv alle kasketterne på, udover en madlavningskone. Han havde stadig vinproduktion, men det var flyttet ind til en fabrik i byen. Derudover havde han en ung flygtning fra Afrika som altmuligmand. Han talte til gengæld engelsk og hjalp til med at oversætte imellem værten og os.

Sidste aften talte jeg i længere tid med den unge mand (24 år). Meget interessant, men også barsk. Han fortalte om hans liv fra før i tiden. Om hvordan han var flygtet med livet, som indsats, som knapt 17-årig, og havde forladt alt bag sig inkl. familie. Om den hårde opstart i Italien på flygtningelejr og senere i Milano, og om hvordan han var blevet taget til sig af den flinke vært, hvor han havde været de sidste fire år.

Vi fik et forfærdeligt regn- og tordenvejr, hvilket var årsagen til de to overnatninger. Hagl på størrelse med kirsebær piskede ned mellem regnen. Godt vi ikke cyklede den dag 😉

Det frygtelige vejr holdt inde, men blæsten fortsatte og det gjorde vi også. Vi har hørt fra mange, at man skal cykle fra nord mod syd, for at få mest medvind. Uanset om det er Europa, USA, Afrika osv. Og jeg begynder efterhånden at tro på, at det er rigtigt.

Så selv om det var et fladt terræn, blev specielt Søren udmattet af at cykle med al den modvind 🌬🚴🏼‍♂️🚴🏼‍♀️

Gode råd var dyre

Endelig nåede vi ud langs kysten. Og der var masser af folk både på land, på strand og i vand.

To “millioner” parasoller og liggestole var sat op på stranden. Men selv om det var højsæson for italienerne, var der mange steder, hvor liggestolene stod tomme. Der var ikke umiddelbart udenlandske turister.

Ligeledes var der mange restauranter uden liv. Men at finde ledige campingpladser og hoteller var en udfordring. Dog endte vi aldrig uden et overnatningssted. Men en dag, blev vi lidt opgivende. Både campingpladser og hoteller var optaget. Så knoklede vi ellers op til en lille by på toppen af et mindre bjerg. Byen var utrolig charmerende med masser af malerier på husmurene. Ren idyl. Før vi cyklede derop, havde Søren set, at der var et ledigt værelse på et B&B.

Men desværre var det umuligt at få kontakt til nogen på det lille B&B.

Der lå en lille fin restaurant lige rundt om hjørnet. Og ejeren kom og tilbød sin hjælp.

Han fik fat på damen, som ejede stedet, og hun kom 5 min. efter.

Men desværre havde nogle andre lige netop booket værelset over nettet 🫤

Gode råd var dyre, alt i byen var optaget, og der var 40 km. til det næste sted.

Jeg gik op til Restaurantejeren og spurgte ejeren, om han tilfældigvis kendte nogle privat, som ville være flinke at leje et værelse ud for en enkelt overnatning. Samtidig fortalte jeg, at jeg havde parkinson, hvilket gjorde de næste 40 km. temmelig uoverskueligt.

Han bad mig sætte mig, og begyndte at ringe rundt.

Og efter en halv times tid, fortalte han, at han selv havde et værelse lige i nærheden, som hans bror var ved at gøre klar.

Lidt senere gik vi alle tre over til værelset. Vi blev taget imod af hans bror, en rengøringsdame, samt en sort mand.

Værelset var mere end perfekt. Helt nyt og luksuriøst. Nærmere en lille selvstændig lejlighed, med eget indgang fra gaden. En lille stue, hvor sofaen kunne slås ud til dobbeltseng. Spisebord og stole. Et køkken med både køleskab, fryser og opvaskemaskine. Badeværelset var med vaskemaskine, og på en hems var der en rigtig seng. Det hele var i et rum, og badeværelse i et tilstødende rum.

Nydeligt og rent, og broderen og Co. havde allerede redt sengen og lagt håndklæder frem.

Eneste betaling han ønskede var, at vi lagde et beskedent beløb til rengøringsdamen.

Vi spiste selvfølgelig til aften på hans restaurant. Dog lidt tidligt, da alt var reserveret til normal spisetid 😉

Forinden havde Søren og jeg netop talt om, at det var begrænset, hvad vi oplevede, og hvad der kunne begejstre os.

I den sammenhæng blev vi begge enige om at give det en chance mere på en lille uges tid. Og hvis det ikke ændrer sig, ville vi finde frem til et tog og tage hjem til Danmark igen. Vi var begge to lidt triste over at se affald over alt. Campingpladserne var elendige og ofte fuldt booket. Der er mange italienere, der er fastliggere på campingpladserne og de “pakker” deres campingvogne ind i brædder, så det ligner, at der er stillet et skur op omkring det, og kønt er det ikke, men sikkert praktisk til at skærme for solen.

Beslutningen var dog taget

I takt med, at vi syntes, at mange forhold var elendige, blev det ikke bedre af, at vi dagligt fulgte vores kære børnebørn på snapchat, hvor vi kunne følge deres udvikling (specielt hos de to mindre søskende), og afsavnet til dem voksede fra dag til dag.

Endelig kom vi ud og cykle langs kysten, så vi kunne se vandet. Og endelig blev det også mere turistet, så alt blev vedligeholdt betydeligt mere. Affaldet synede ikke så meget mere, og en gammel jernbane langs vandet var lavet om til en bred cykel- og gå-sti. Vi fandt frem til en rigtig dejlig campingplads helt ned til vandet og også med en stor pool. Der var lækker restaurant og købmand på stedet. Ingen campingvogne, der var pakket ind i “skure”, og vi fik tildelt en teltplads med god skygge og luft omkring os. Toilet og bad var også nydelige. Der var masser af underholdning for både børn og vokse dagen igennem og vi nød godt af fire overnatninger på stedet. Super hyggeligt, men også lidt lange dage, for der var ikke så meget andet at foretage sig, end at solbade og slappe af. Det var stadig kun italienere, der var på pladsen, og meget begrænset, hvis overhovedet, de kunne tale engelsk.

Beslutningen var dog taget. Vi havde begge fantaseret om et snarligt gensyn med familien, hvilket havde taget overhånd, så vi var klar til at finde frem til et tog.

Eneste ønske Søren havde før hjemrejsen var, at vi lejede en scooter og kørte ind i landet og videre op i bjergene et par dage.

Vi cyklede fra campingpladsen om formiddagen og havde blot 50 km foran os, til vi nåede byen, Pescara. Vi ville leje scooter og samtidigt kunne komme med et tog. Så reelt havde vi god tid 😉

Under frokosten skyndede Søren lidt på mig. Mystisk, tænkte jeg. Og da vi cyklede, blev hastigheden sat langsomt op. Vi kom forbi et figentræ og stoppede op. Øj de er gode. Jeg kunne såmænd spise et helt måltid af dem. Men Søren mistede igen tålmodigheden og skyndte på. Vi fortsatte på de tohjulede…

“Altså Søren, hvorfor har vi pludseligt så travlt?” Det er jo først i morgen vi skal leje de scootere” – råbte jeg efter ham.

Søren: “Jeg har besluttet at droppe det, og jeg vil frem og se, hvornår vi kan komme med toget”!

Vi nåede frem til Pescara. Der gik et tog i morgen eftermiddag, som var fremme i Milano kl. 02.00. Også der var det en udfordring med at finde et ledigt hotel. Vi endte dog op med at få et værelse fire km fra centrum 😉

Men før vi havde fundet frem til et hotel i Milano og fået bestilt togbillet til resten af turen, kunne jeg godt regne ud, at vi ville få begrænset med søvn. Derfor blev vi enige om at tage to overnatninger i Milano.

En hagl- og regnbyge overrumplede os på togstationen, men gudskelov stoppede det lige som vi skulle ombord. Jeg havde forhørt mig hos en togkonduktør, i hvilken ende at togvognen Søren og jeg skulle på med cyklerne, og vi stod klar da toget ankom. Dog kørte toget længere, så vi måtte selvfølgelig følge trop. Jeg gik forrest og havde rigeligt at gøre med at bugsere cyklen, så jeg så ikke, at vores vogn, var i modsatte ende, end hvad konduktøren havde sagt, og jeg hørte heller ikke Søren kalde. Så da det endelig gik op for mig, måtte jeg med “lynets hast” den anden vej igen. (At være hurtig når man har parkinsons, er altid lidt af en joke). Da jeg var nået halvvejs, fløjtede de til afgang første gang. De tre små hurtige fløjt indikerer, at nu lukker dørene, og de lød også, da jeg stadig var i gang med at læsse cykeltasker op til Søren i toget. Konduktørerne råbte og skældte, Søren ville lige have rettet lidt bagage til, og jeg panikkede og råbte nu højere end konduktørerne: “Skide være med de tasker, jeg vil også gerne ind, før de kører”. Det kom jeg, og jeg fik også sunket hjertet igen 😅

Lettere fortumlet steg vi af toget i Milano og trak afsted med cyklerne. Det var først på natten, og i toget havde jeg besluttet, at jeg godt kunne vente med at tisse, til vi ankom på stationen i Milano. Men sådan skulle det ikke være. Alt på den store togstation var lukket ned. Der gik sikkerhedsvagter rundt og viste os hen til den eneste udgang, der var åben. Udenfor var der flere hundrede hjemløse. Nogle sov og andre hørte musik i mindre grupper. Nok også derfor, at stationen er lukket af om natten. Vi gik til nærmeste hotel, men desværre ingen ledige værelser at få, men jeg måtte låne toilettet dér. Som et “nyt” menneske forhørte vi forgæves på det næste hotel, men tredje gang blev lykkens gang. Kufferterne røg på værelset og vi røg på bar 😄 Ej det var nu nærmere fordi, at jeg skulle have mælk til min medicin, og de var da også lidt forundret, da jeg efterspurgte mælk her midt om natten 😉

Heller ikke der blev vi to nætter. Søren var gået til stationen for at forhøre sig, hvilket endte i, at vi sad nogle timer på en café og ventede på, at en dame fra DSB ringede op. Det gjorde hun, og hun fik også booket os hele vejen hjem til Slagelse. Resten af togturen til Danmark forløb smertefrit, og vi fik oven i købet lejlighed til at sove i toget 😴👍

Som altid var gensynsglæden med vores de kære stor 🫶🏼

Et stort og ydmygt TAK! 🙏🏼