Verdun til Montargis

Verdun til Montargis

Min ryg havde godt af en hviledag i Verdun. Godt mættet af indtryk fra krigens tid og andet hygge, blev cyklerne igen glad luftet dagen derpå. Det skulle dog ikke vare længe den dag, før regnen stod ned i lårtykke stråler. 

Vi har cyklet igennem Champagne området og tro det eller ej – men vi nåede også at nyde et par glas. 

Efter at være kommet til Frankrig er der faktisk ingen cykelstier. De cykelruter der bliver anvist, er en blandet fornøjelse af små landeveje som oftest fører os videre til grusveje og nogle gange er det total pløre at cykle i. Den ene gang var vi nødsaget til at vaske cyklerne rene for mudder, græs og sten, der havde sat sig godt fast i al ting, som bremser, hjul/dæk, osv. Ellers er det langs hovedvejene, hvor den ene lastbil efter den anden brager forbi os. Landskabet er godt bakket, så her slår kvinden (mig) med jernlungerne atter til. Ellers ligner det mere eller mindre lille Danmark, med markerne, det grønne, små vandløb, skove, en enkelt hare, osv. 

Efter som det har regnet og stadig regner har myggene de bedste forhold og de boltre sig lystigt, hver gang vi holder en pause. Temmelig irreterrende. Jeg har nu haft en kæde af myg stik rundt om den ene ankel i flere dage og det bliver ved med at klø, som bare pokker.

I går krydsede vi ind i Bourgogne området. Vi har endnu ikke set vinmarker, men jeg fornoder det kommer, når vi kommer mere syd på.

Vi har efterhånden cyklet en del hundrede km. i Frankrig og stadig kommer det bag på os, med alle de “spøgelsesbyer vi kommer igennem. Der er INTET liv what so ever. Ingen købmand, ingen der er ude at gå en tur eller andet. En kat i ny og næ, eller en bonde der kører i sin traktor, ser vi dog. Vi har nu lært, at det er en god ting at købe proviant til frokost, når vi er i de større byer. Selv når vi så endelig kommer til en større by, er det en god ide, at få styr på åbningstiderne. Flere gange har vi prøvet, at alt lukker ned efter kl. 14.00 og først åbner igen til aften. Og for pokker hvor er vi trætte af baquettes. Om det er morgen, middag eller aften, spiser de baquettes. Ikke noget man kan påstå at der er meget krudt i. Vi har også lært, at når der bliver serveret mad, om det er privat eller på en kro, så får man faktisk MEGET mad. Altid startende med et hovedmåltid og selvfølgelig baquettes. Når vi så tror at vi er færdige, bliver der serveret salat. Derefter kommer der ost og mere baquettes og slutteligt en dessert. Nej, på kroer kan vi ikke selv vælge menuen i den forstand. Uanset betaler man for alle fire måltider. Hvorimod på en restaurant, håndplukker man mere sine egne valg. De spiser også forbandet sent. Når vi kommer frem er vi sultne og så kan det godt være længe at vente til kl. 20.00 med at få noget i skrutten.   

Til forskel fra Danmark, hvor der skal være min. 200 indbyggere, før man må kalde det en landsby, hedder alle små klatter af huse her også et bynavn. Ofte består det af en gård eller tre og få huse. Men ALLE steder er der en kirke – temmelig imponerende. 

Franskmændende er IKKE havemennesker. Flere steder er græsset så højt, at det skal slåes med en le (ikke overdrevet). 

Desværre gav min ryg endnu et smæld igår, i højre side og jeg er atter sat ned på alle fire, hvor jeg kravler rundt, (tror det er en fibersprængning, fordi jeg i forvejen nok trækker forkert pgr. af mit hold i ryggen, (lyder næsten som en joke)).                                                                                         Denne gang er det på ingen måder sjovt og de smertestillende, synes ikke at kunne tage det. Til Sørens store “glæde” er det igen endt med en overliggerdag. Han synes simpelt hen at det er fantastisk med så ung og fit en kone, – bvadr 🙁 

Vi er i Montargis, ca. 120 km. syd for Paris. Desværre lykkedes det os ikke at få en warmshower host, til gengæld har vi fået vores hotelværelse vildt billigt, da de i sidste uge havde oversvømmelse i byen og derfor har de ikke varmt vand eller varme på radiatorerne. Men der er super hurtigt internet (måske fordi vi er de eneste gæster på hotellet). 

Trods myg, store lastbiler, regnvejr i tide og utide og ondt i ryggen, så nyder vi friheden, naturen og hinandens selvskab. Vi fik ellers fortalt af et warmshower par fra tidl. at en dag uden ét godt skænderi, var umuligt. Gudskelov, er vi ikke nået dertil. Så med mindre at min gode mand, ikke mister tålmodigheden med mig, kunne jeg næppe forestille mig, at det går så galt. Faktisk roser han mig også ind i mellem. Så kan jeg godt blive lidt stolt, når han synes vi holder et godt tempo (også op ad bakke).

På en god dag, holder vi et gennemsnit på ca. 15 km/t. og cykler alt mellem 50-70 km. 

FAKTA OM FRANKRIG

Gardiner tror jeg ikke at de kender til

De er ikke havemennesker

Cykelstier er en joke

De taler meget lidt engelsk eller intet (selvfølgelig med undtagelser)

Baquettes er en selvfølge

De er generelt slanke mennesker

De spiser sent

Kun meget få eller ingen cyklister i byerne og slet ingen på landet

Billsterne er flinke til at holde tilbage for os cyklister

De er generelt meget hjælpsomme