Vietnam 7
Langs kysten og til Saigon
Adrenalinen pumper rundt
Hotelgæsterne kommer og går med jævne mellemrum. Det undrer os, at vi til gengæld ikke ser noget personale, der skifter sengetøj. Søren: “Tror du bare de allesammen boller i de samme lagener?” 😉
Vi ankom til Ho Chi Minh/Saigon for to dage siden og grundet placeringen af et cykelværksted, fandt vi frem til hotellet, vi bor på. I området er her spækket med hoteller, og uden for er der store skilte, der indikerer, hvor meget et værelse koster på timebasis. Om det er standarden alle steder i Ho Chi Minh, ved vi ikke. Vi har indtil videre ikke bevæget os meget længere væk end 500m fra vores hotel. Cyklerne trængte kraftigt til et kædeskift, da dem vi fik på for blot 14 dage siden, var noget billigt skrammel og Sørens kæde har i mellemtiden været hoppet af 3-4 gange. Så har jeg fået skiftet et bagdæk, og der er spændt efter på Sørens forgaffel, som pt. er fikset som en midlertidig løsning. Sørens forgaffel der holder styret er nemlig knækket, fordi hver gang vi har måtte skille cyklerne ad til transport, har han fået strammet boltene en tand for meget. Det resulterede i, at pludselig drejede hans hjul ikke, når han drejede på styret eller omvendt, hjulet drejer, uden han selv drejer på styret. Jeg tør da slet ikke tænke på konsekvenserne i forhold til Sørens høje hastigheder ned af bakke eller en forbipasserende bil, hvis uheldet var ude. Heldigvis skete der ikke noget, og nu håber vi, at det holder, til vi ankommer til Bangkok, hvor der forhåbentlig er nogle gode cykelværksteder.
Vi sejlede fra Vung Tau på Mekong Deltaet ind til Ho Chi Minh og blot de få timer fra kysten og ind i landet, betød det at temperaturen lige er steget med 5 grader. Jeg kan betro dig, at det er varmt.
Som skrevet har vi ikke oplevet meget af Ho Chi Minh indtil videre. Tiden er gået med cyklerne, og jeg har redigeret videofilm. Men i morgen er planen at tage til Cu Chi, (tunneler som Viet Cong brugte under Vietnam krigen). Trafikken var heftig, idet vi stod af færgen og cyklede mod cykelværkstedet. Det er svært at beskrive, for selv om vi har oplevet mere trafikkaos i Pakistan og Indien, føles det endnu værre her. Grunden er, at der alligvel er lidt mere luft mellem alle køretøjerne her, så de generelt kører hurtigere, og som altid kommer de både forfra og indenom eller stopper og drejer uventet. Så adrenalinen pumper rundt i årerne ,og øjne og hoved kører i pendulfart fra side til side. Derfor er sightseeing, måske heller ikke det der står højest på prioritetslisten lige nu.
Vi har bemærket, at der aldrig kører nogle gamle vrag af biler rundt i Vietnam. Stort set samtlige biler er af nyere dato, og de fleste biler er store og pompøse. Nu har vi fået fortalt, at der først rigtigt kom biler til Vietnam for blot 5 år siden, hvilket bekræfter vores antagelser, og ikke mindst forklarer os de gode vejforhold, når vi vel og mærket taler hovedveje.
Grundet vores tidsplan i Vietnam har vi måtte prioritere hvilke strækninger, der var mest interessant at cykle og har fået lidt hjælp et par hundrede kilometer via bus. Vi nappede derfor bussen direkte fra Phong Nha og ud til kysten, Hué. Undervejs gjorde vi et par stop og var bl.a. inde og se en landsby, der var hårdt udsat under Vietnamkrigen. Til følge gravede de tunneller under jorden, hvor de var op til 600 mennesker, der boede der i perioder. En barsk virkelighed at erfare og tankevækkende at det kun går tilbage til år 1974. Umiddelbart finder jeg det lidt mystisk, at vi ikke ser flere krigsofre på gaderne. Vi oplever heller ikke tiggere (ud over de få, der har fået en fiks ide, med at udnytte turisterne). Vi tænker, at det må være, fordi Vietnam er et kommunistisk land.
Himlen på jorden
I det hele taget er Vietnam et finurligt land eller måske rettere kontrasternes land. Naturen byder på overvældende fænomener og skift. Sjældent har jeg oplevet så store kontraster, og hvert skift har sin helt egen charme og storhed. Sådan noget som deres sprog, er også en kæmpe udfordring, ikke kun for udlændinge men også vietnameserne selv. De skal ikke langt uden for deres egen region, før de har svært ved at forstå hinanden. De fleste ord kan nærmere betegnes som en lyd, og hver enkelt lyd har 6 forskellige tonelejer, hvilket er lig med 6 forskellige ord. Vi har talt med flere udlændinge, der har bosat sig i landet og selv efter 10 år, kan de stadig ikke tale vietnamesisk. Kun en eneste person fra Australien, som vi har mødt, kan tale flydende vietnamesisk, men som han også sagde, at han skulle blot 200 km. nord på, før han ingenting forstod. Vi har mødt en, der har boet her i et halvt år og stadig ikke kan finde ud af at udtale “kaffe” i den rigtige tone, så de forstår ham.
I de øvrige lande vi har cyklet, har vi da altid endt med at kunne nogle ganske få sætninger/ord. Men her, har vi opgivet lidt på forhånd. Selv Danmark, kan vi ikke finde ud af at udtale, så det er forståeligt og det efter mange, mange forsøg 😉
Hué er en ef de populære byer i Vietnam for turister og ligger på bredden af den smukt navngivne Parfume River. Denne del af Vietnam har en lang og beryktet historie, som det plejede at være et af landets vigtigste kongelige hovedstæder. Mange mennesker kommer her især for at tjekke de gamle gravsteder fra tidligere kejsere. Der er flere grave af gamle kejsere langs parfumefloden og selvfølgelig måtte Søren og jeg da også på flodtur med en af de smukke dekorerede både. Som tidligere nævnt, er vi ikke selv de største historikere, men vi havde nu en hyggelig dag, nød godt af den flotte sejlads på floden og synet af de mange templer og smukke haver. Dog kunne vi ved dagens udløb igen bekræfte, at vi var mættet af templer for det næste stykke tid.
Vi er kun nogle få kilometer fra Kysten og luften føles ikke så tung mere.
Fra Hué cyklede vi videre til Hoi An, selvfølgelig med et par overnatninger undervejs bl.a. i Da Nang.
På scooter fra Da Nang kørte vi til Ba Na bjergene. Og derfra blev vi løftet 1.400 meter over havets overflade via en gondol lift op til den omtalte gyldne bro, der bliver holdt af to store stenhænder. Fra broen er der en smuk. nærmest majestætisk panoramaudsigt over det omkringliggende landskab, og det elegante design holdt oppe af de skulpturelle hænder giver virkelig en wow-effekt. Ikke noget at sige til, det er et attraktivt sted at besøge. Gondolerne kan fragte 7.000 gæster op ad bjerget pr. time.
Men det er kun en lille del af et kæmpe kompleks, der er bygget i bjergene. Med sporvogne og flere gondollifter, kan man besøge en landsby, bygget i fransk stil. Kaldet “Himlen på jorden”. Vi bliver indsluset af et mindre Disneyland, stadig beliggende mere end 1.400 meter over havets overflade. Der foregår en masse underholdning, hele området er smukt dekoreret med blomster, charmerende bygninger og figurer, hvor kun fantasien sætter sine begrænsninger. Der er lækre spisesteder og et kæmpe legeland for både børn og voksne. Hurtigt blev Søren og jeg 6 år gamle og tumlede os rundt i de forskellige forlystelser 😉
I Vietnam bliver det hurtigt mørkt (kl.17.30), og med mindre vi ønskede at køre de godt 30 km på scooteren tilbage i mørket, måtte vi desværre forlade stedet længe før, vi havde set det hele.
Et herligt mix af danske Skagen og Venedig i Italien
På vej fra Da Nang mødte vi en dansk familie. Den sejeste familie, ever 😉 Alderspræsidenten var moderen på 72 år, hendes to børn og deres familie. Den yngste var 6 år gammel og de var 13 stk. i alt. De cyklede i gennemsnit længere distancer end Søren og jeg og var af sted 3-4 måneder. Vietnam, Cambodia og Laos. Hatten af og stor respekt for dem. I øvrigt er det de første danskere, vi møder på cykler under hele vores tur til dags dato.
Efterhånden som vi nærmer os Hoi An, møder vi også flere og flere turister valfartende på cykler til og fra stranden, som blot ligger få kilometer fra Hoi An. I udkanten af byen, ligger små hyggelige hoteller og guest houses, flere turister vandrer på gaderne og vi fyldes af en helt specielt stemning. En god en vel og mærket.
Jeg læser som oftes aldrig om de steder, vi skal til, på den måde sikrer jeg mig ikke at blive skuffet 😉
Derfor kom det da også bag på mig at vi senere befandt os i et bedre Venedig. Hold op, her er hyggeligt. På vej ned til floden, kom vi forbi masser af skræddere. De kunne sy alt fra sko, tasker til finere beklædninger og det var flot. Søren fik også repareret en rem fra en cykeltaske, i øvrigt ganske gratis. Gaderne var spækket med små farverige rislamper og lanterner i alle udforminger og størrelser, og butikkerne så indbydende ud. Alle vietnameserne smilede og gjorde tegn til, at vi var velkomne til et besøg i deres butik. Nede ved floden, ligger restauranterne side om side, de fleste med balkon og tagterrasser. Selv om der er et væld af turister og lokale mennesker, er der gudskelov ikke en øredøvende larm fra trafik. Kun få scootere snor sig imellem os, og bilerne er forbudt i mange af gaderne. På floden sejler små både, der er dekoreret med farvestrålende lanterner, og der bliver også sat blomster af plastik med lys i, til at drive ned ad floden. Et herligt mix af danske Skagen og Venedig i Italien.
Derfra tog vi igen med bus til Nha trang. Nha Trang, som vel nok er det nærmeste, man kommer en egentlig badeby i Vietnam. Promenaden er smuk, strand og det blå vand er fristende, og langs stranden tårner det ene indbydende hotel sig op efter det andet. Der er fyldt med fiskerestauranter, palmer og smilende vietnamesere. Turisterne soler sig langs vandet, og vi ser ofte turister, der er stegt røde som krebs. Vietnameserne selv, indtager først stranden til leg og badning (de fleste med redningsvest eller lign. på), sidst på eftermiddagen, hvilket også er Sørens og mit foretrukne tidspunkt.
Jeg måtte lige en tur til lægen grundet øre infektion, det tog “kun” et par timer, og så blev jeg også beriget med en masse medicin, som bekræftede mig i, at jeg var VIRKELIG syg, haha 😉
Lige så vel som synet af bjerge kan tage pusten fra mig, er jeg lige så fascineret af havet, og jeg nyder at cykle langs vandet, selv om vi ofte ikke kan se det. Bjergene ses på vores højre side. Somme tider må vi ind og cykle i bjergene for at undgå hovedvejen, men heldigvis går vejene nede i dalen. Desværre er min ryg igen begyndt at brokke sig og mit højre lår, bliver åbenbart heller ikke i bedre stand. Dvs at så snart der er den mindste stigning på vejen, så kramper mit lår, jeg mister kræfterne og det smerter. Så må jeg jo lige stoppe op og få rystet liv i benet igen. Men når ryggen samtidig smerter, låser og bliver stiv, så synes jeg godt nok, det er synd for mig 😉 En dag da vi skulle cykle 88 km, og vi lagde ud med 400 højdemeter, kunne jeg slet ikke lige se mig ud af det. Først brokkede låret sig, og derefter istemte ryggen. Tårerne trillede bare ned ad kinderne. Jeg VIL så gerne denne rejse. Men når jeg dvæler ved tanken om, at det er yderst sjældent, jeg har en dag uden smerter, mens vi sidder i sadlen, så må jeg indrømme, at jeg bliver lidt opgivende ved tanken om, at vi kun er nået en tredjedel rundt om jorden indtil videre.
Når det er sagt, endte vi på et backpacker sted samme dag. Søren var flink til at sætte en hånd i lænden på mig, resten af dagen, hvor det gik opad og backpackerstedet overgik alle vores forventninger i positiv retning. Pist væk er alle bekymringer. I godt og ikke mindst interessant selskab fra de andre rejsende, god mad og en herlig stemning, sove i telt på stranden og pludselig kan man slet ikke forestille sig, hvis vores eventyr skulle slutte før, vi er nået i mål.
FAKTA:
Hoi An: Fra det 16. til det 18. århundrede tiltrak Hoi An internationale forhandlere på grund af sin beliggenhed ved bredden af Thu Bon-floden, der bekvemt strømmer ind i det østlige Kinas hav. Købmændene valgte at stoppe her for at vente på de rigtige vindretninger for deres næste destinationer. Blandt dem var handlende fra Kina, Japan, Holland, Frankrig, Portugal og Indien. Af alle gaderne i den gamle bydel er den, der løber øst-vest til flodens kant, den livligste. De traditionelle bygninger og butikker har hilst udenlandske handlende velkommen siden de dage, hvor byen var kendt som Hai Pho (Seaside Town). I dag hilser det ikke længere udenlandske handlende velkommen, men turister og rejsende. Den tilsyneladende uberørte arkitektur i Hoi Ans Riverside og Old Town blev dog bygget for kun 200 år siden og består af en blanding af vietnamesiske, kinesiske, japanske og kolonistiske stilarter. De, der ønsker at se ældre bygninger, bliver nødt til at gå længere ind i landet, hvor de f.eks. kan finde en pagode fra det 15. århundrede.