Vi er 500 km syd fra Hanoi, og er kommet til et af Unescos steder, som er beriget med verdens største grotte, Hang Son Doong, samt mange andre smukke grotter. Nationalparken har over 300 huler og grotter med en samlet længde på 126 kilometer, mange huler har underjordiske floder.

Og har man eventyrlyst, er dette bestemt et optimalt sted at besøge, hvorfor der også kommer mange turister. Mange turister betyder rent sengetøj, rene badeværelser og bløde madrasser. Ikke mindst et stort udvalg af mad og drikke. Yes, også cola light er kommet på menuen igen 🙂

Selvfølgelig ville vi også gerne på trekkingtur og opleve grotterne. Vi studerede de forskellige muligheder og slog os fast på en 3-dages trekkingtur igennem jungle og floder, over bjergtoppe og i grotter. På kontoret gjorde jeg en stor del ud af, at fortælle dem jeg havde højdeskræk, var bange for at klatre på stejle steder, fordi jeg bliver svimmel osv., men de mente, at jeg sagtens kunne klare turen, og to dage efter var vi iført lange bukser, bluser og gummisko, samt sikkerhedshjelm, handsker, vand og kameraer, da vi startede op i en mindre gruppe bestående af 3 par, en guide og en safety guide/sikkerhedsmand.

De andre to par var unge og henh. vis fra Australien og USA. Man siger jo, at vejret altid er, præcis som det er, fordi det er til vores fordel 😉 Så trods lidt ærgrelser over gråvejr og regn var humøret højt, da vi startede op.

Så startede eventyret ellers. Vi vandrede længere ind i grotten, med hjelm og pandelygter og lynhurtigt blev det bulder mørkt. Små bitte prikker lyste op som diamanter i skæret af vores pandelygter, hvilket var øjnene på edderkopper. De var ca. på størrelse med min hånd, men sad blot harmløst og gjorde ingenting. Kort efter skulle vi til at kravle opad. Stenene var virkelig glatte, og det krævede en sikker fod for ikke at miste fodfæstet. Op og ned, ofte måtte vi sætte os på numsen for at nå ned til næste fodstøtte. Adrenalinen hos mig var allerede i godt omløb, og jeg måtte også have stødte af guiderne. Efter grotten gik turen op over 4 bjergtoppe. Regnen var stoppet, men det var stadig overskyet, og nu priste vi os alle lykkelige for, at vejret var, som det var, for sveden haglede af os. Tak spids, nu kom fru Borgs færdigheder på prøve både hvad højdeskræk og balance angår. Det krævede ofte dybe indåndinger, når vi skulle mestre at kante os rundt og op ad klippestenene. Lange seje skridt hvor knæet ofte var i brysthøjde, og hvor der sommetider, kun lige var plads til en halv fod, eller foden skulle placeres på spidsen af en knivskarp kant. Det krævede godt med ben kræfter og et sikkert tag med hænderne at få hevet sig op. Selv om man måske “kun” ville falde et par meter, hvis man gled, er det altså sylespidse og knivskarpe kanter, man vil ramme, og jeg tør næppe at tænke tanken til ende, hvis uheldet var ude. Under skoene var der store mudderklumper, og ofte føltes det, som om vi gik i en gang sej lim. Mit knæ synes absolut heller ikke om udfordringen, og da vi nåede foden af nummer to bjerg, sendte vi de unge par i forvejen, og Søren, guiden og jeg nåede da også kun lige frem til lejren, før mørket faldt på. Mit knæ gjorde av.

Det er et helt særligt syn. Vandet har en behagelig temperatur, og ingen siger noget, når vi svømmer. Det er en helt speciel lyd inde i grotten, når vi opholder os i vandet. Klukkelydene bliver nærmest hule og giver en meget specielt stemning. Vi kan kun se væggene og loftet fra lyset af vores pandelygter. Der er masser af spil i farvenuancerne, og det spiller og glitrer som diamanter i alle de mange betagende formationer. Det her er eventyr, så det vil noget! 😉

Op af vandet igen, gå et lille stykke og så ned igen, flere gange. Jeg jublede indvendigt, hver gang vi skulle i vandet. Det var klart den bedste oplevelse på hele turen, og mit knæ gjorde ikke ondt i vandet. Men åh, hvor var både Søren og jeg ærgerlige over, at vi ikke kunne filme det både for mindernes skyld og for at dele det med Jer.

I den første grotte startede vi med en kort sejltur. Derefter krævede det igen, at vi skulle kravle, glide på rumpen og i det hele taget have en god balance for at komme videre. Hver gang jeg skulle hive mig op i det venstre ben, føltes det som om, der blev jaget en kniv igennem mit knæ, og på et tidspunkt var det kun et spørgsmål om en ganske kort kravle tur mere, før min selvmedlidenhed og angst tog over, og jeg ville begynde at græde. Godt jeg ikke skulle sige noget, for så havde jeg da ikke kunne holde tårerne tilbage. -Jeg klarede det 😉 Og begge guider var flinke til at stødte mig på de mere kritiske steder.

I den første grotte var der også en stige på 15 meter, som vi skulle op af. Uha… Stigen var solid nok, og sikkerheden var god.  Jeg fik et reb om livet, tog et par dybe indåndinger, og så startede jeg op ad den næsten lodrette stige opad klippevæggen. Jeg kiggede hverken op eller ned. Tog kun et trin ad gangen og flyttede mine hænder roligt. Tusinde selvdestruktive tanker ville gerne have lov  til at få overtaget, selv om jeg konstant forsøgte at trodse angst og fortælle mig selv, at alt er, som det skal være. Mit hjerteslag blev hurtigere og hurtigere, og til sidst følte jeg, mine ben blev mere og mere som gele. Endelig nåede jeg toppen og skulle skræve over det sidste trin. Nu rystede mine ben og hænder, og selv om jeg havde fast grund under fødderne og var kommet op til et fladt område, turde jeg ikke slippe kontrollen og kigge mig tilbage eller rette mig op før jeg var ca. 1.5 meter inde ,og jeg var nød til at sætte mig ned og lige få lidt ro over systemet. Jeg var den eneste i gruppen, der havde reb om livet, da vi kravlede op ad stigen. De andre piger sagde dog, at de også havde været nervøse og fik hjertebanken efterhånden, som de kravlede opad.

Om turen har været en udfordring? Ja

Om jeg ville gentage turen? Klart NEJ!

Om sikkerheden var i orden? Ja