Tajikistan – Pamir Highway

Fra Khorog til Murghab – Del 4

Så startede vi op igen fra Khorog (2.070 m). Umiddelbart skulle vi mene at være friske… men sådan er det altså ikke. De efterfølgende dage, har specielt jég knapt kunne slæbe mig afsted. De daglige distancer har kun ligget på ca. 45 km og ca. 450 til 780 højdemeter. Dog skal det siges, at ofte er stigningerne på stenede grusveje og tit er det stigninger der peaker vildt og er temmelig umenneskelige, hvis man da er på cykel og med tung oppakning. Der er kommet meget mere vidde i landskabet og bjergene virker ikke lige så dramatiske mere. Den ene landsby efter den anden dukkede op de første 130 km fra vi forlod Khorog, så vi havde ingen problemer med hverken mad eller vand. Camperingen har været perfekt i forhold til varmegrader, – først når solen forsvinder bag en bjerg ryg, bliver det køligere og vi kan godt mærke at vi stille og roligt klatrer opad i terrænet.  Faktisk tror jeg også at det er pga højden at energien er på lavt blus 😉 Eller… ?

Eller… måske har det været grundet optræk til en omgang diarré? 

Det er en temmelig kold affære, sådan at krænge bukserne ned om knæerne, midt om natten

På fjerde dagen (efter Khorog) kom vi til en lille landsby “Jalony”. Her havde vi sat næsen op efter et hotel igen og et dejligt bad. Badet fik vi også, men hotellet var nedgraderet til et hostel, der var under ombygning 😉  Det populære toilet (lokum) lå i pæn afstand til bygningen og flittigt brugt af både arbejderne, der renoverede hostellet og de badende gæster til hot spring. Nok den værste toiletoplevelse til dags dato. Stanken ( a la ammoniak) gjorde os helt dårlige og det var lige før vi snappede efter vejret, når vores besøg var overstået. Badet derimod var ren faktisk fra en af de berømte hot springs, der ligger på ruten. Det foregik indendørs og selvfølgelig var mænd og kvinder delt op. Der var ingen kvinder, der først brusede sig af, inden de gik ned i det varme bad og heller ikke efter, hm… – Nå, men jeg blev vasket grundigt både før og efter og selv om vandet lugter af en omgang rådne æg, så var det trods alt sæbeduften der hang ved og Søren og jeg følte os godt tilpas, da vi først ramte hovedpuden. 

Næste dag, vågnede jeg med hovedpine og hvis ikke energien havde forladt mig tidligere, så havde den det nu. Rigtigt øv, da det var et trist og kedeligt sted at have hviledag. Midt på eftermiddagen fik jeg taget mig sammen og vi cyklede 12 km og ca. 200 højdemeter til et campingspot lige ned til floden. Vi var forholdsvis tidligt fremme, den kolde vind gjorde at vi lige skruede op for tempoet, fik skiftet tøjet og skyndte os at rigge det hele til, spiste tidligt aftensmad (gourmet pasta skruer med sød chili og ketchup). Trods det varme tøj, frøs vi godt og lige som solen forsvandt, lå vi i teltet med både yeti dyne og quilten over os. Vi havde begge vores uldne undertøj på, samt lidt ekstra tøj uden på. Jeg havde tillige med mine nyindkøbte elektriske strømper på samt vanter, og min poncho oven på det hele 😉 Vi hængte computeren op i en snor midt i telt”loftet” og startede en god film.  Så bortset fra den manglende matador mix, var det total råhygge 😉 Vinden ruskede lidt i teltet, vi kunne høre vandet i floden og når en lastbil eller andet køretøj, skramlede forbi oppe på vejen, ellers var der ingen lyde. Det var hel mørkt nu og vi nød at godte os og få varmen. 

Hm… noget var ved teltet, som vi også havde låst cyklerne op ad? – og nu skramlede det da rigtig meget og rykkede i teltet… Søren lynede op og hurtig som et lyn, var der et dyr, der sprang afsted. Længere og større end en ræv… var det en sne leopard? -eller måske blot en hund?

Filmen sluttede og vi sagde godnat. Jeg lå vågen længe og tænkte på, hvilket dyr det kunne have været 😉 

Søvnen indtraf, men desværre kun for en kort bemærkning, så kaldte moder natur, øv. På med sko, ekstra trøje, ponchoen over hovedet, pandelygten på, toilet papir findes frem, lyne telt op, kravle ud, lyne telt ned. Tænde pandelygten… kigge mig omkring og sikre mig at ingen gule øjne lyste retur. Fri bane… – med buldrende mave og i småløb forsøgte jeg at finde et sted, uden at jokke i de små kanaler, der løber ned til floden. Åhhh for pokker – det er en temmelig kold affære, sådan at krænge bukserne ned om knæerne, midt om natten. Sådan… mission udført 😉 Tilbage til teltet, lyne ned og halvt inde, nej nej ikke igen. Afsted det gik… “ SPLAT”. Det endte med at blive en lang og kold nat for fru Borg. Den efterfølgende morgen og med en svag hovedpine gik tingene ikke så stærkt som hr. Borg kunne ønske sig. Solen gjorde dog underværker og de daglige ryg øvelser blev gennemført, før vi igen sad på cyklerne, og jeg endnu mere afkræftet, hvis ellers muligt?

Morgenmaden var stegt fisk

I dag, skulle vi op over et nyt pas på 4.273 m. Glad for at vi havde taget nogle af højdemeterne igår indtog vi passet i sneglefart. Til at starte med cyklede vi langs floden og pludselig så vi tre murmeldyr pile hen over jorden og ned i deres hule. Derefter så vi dem over alt og på begge sider af vejen, store som små, nogle legede, andre solede eller holdt udkig og når vi kom for tæt på, pilede de væk. Fornøjelsen af de små pelsdyr havde vi over nogle km, indtil vi begyndte at trampe “ papkasser” op ad passet. Selvfølgelig på sten og grus. Flere gange måtte jeg stå af, enten fordi jeg knapt kunne få vejret, eller fordi kræfterne var brugt op. Og flere gange kom Søren mig til undsætning, stillede sin egen cykel og kom retur for at skubbe bagpå mig 😉 

Vi ville slå telt op i læ for vinden og fandt en gammel ruin i nærheden af floden. På modsatte side af vejen, lå der også et hus. Der er langt imellem husene nu og endnu længere mellem landsbyerne. En dreng kom løbende nede fra huset og mente, det var betydeligt bedre at komme med ham hjem. Vi takkede pænt ja 😉 

Det er så svært at forestille sig et liv herude i midten af ingenting. I huset var der ingen hele vinduer, udover i de to rum, hvor de opholdte sig. Ingen møbler, kun tæpper og madrasser. Dog en enkelt skænk som de brugte til at opbevare div. køkkengrej i. I det ene værelse stod et monstrum af en ovn, hvori de bagte brød m.m. og kokkererede. Den varmede herligt og det var rigtig dejligt at sidde der og få varmen. Det andet rum fik Søren og jeg. Dvs. at hele familien skulle sove i bare det ene rum, hvor de også lavede mad. Familien bestod af bedsteforældre, deres søn og svigerdatter, samt deres 3 børn (Drengen der hentede os på 13 år og et par mindre søskende). Der var intet toilet/lokum. Her foregik det bag egendommens mur, hvor også så meget andet affald blev dumpet. Så var det ellers med at finde en ledig plet, uden at jokke i de andres efterladenskaber. Der lå intet toiletpapir, så vi tænkte vores… og tro mig, det var ikke fordi, der stod en affaldsspand eller andet, hvor man efterlod det. (Vi har dog bemærket at de fleste steder, hvor der ikke er papir, skylder de sig med en vandkande). Vi fik serveret nudler og brød til aftensmad 😉 Vi havde selv vores mysli til morgen og i stedet for vores eget pulvermælk, fik vi frisk komælk til – Jo jo… 😉

Vintertiden varer i 4 mdr. og her bliver ned til knapt -50 gr. Familierne har ingen fjernsyn og uden for de større byer, er der ingen internetforbindelse. Vi har set, hvor travlt de har med at tørre kolort til fyring om vinteren. Høste hø til dyrerne og sylte og tørre frugt. Men heroppe over trægrænsen, har de ingen mulighed for at dyrke grøntsager og frugt heller. Vintermånederne er blot et spørgsmål om at overleve og guderne må vide, hvordan de klarer sig igennem, uden at kede sig halvt ihjel? 

Igen vågnede jeg op med en lettere hovedpine. Selv pulsen i min næse synes jeg at kunne mærke. Vi har sovet i 4.000 m. Søren fortæller at han også kan mærke højden og føler det li´som at han mangler en ekstra vejrtrækning ind i mellem. På et tidspunkt mærker vi begge to lidt snurren eller prikken i læberne, hvilket er de første tegn på iltmangel. Heldigvis ikke noget der varede længe. Vi skal over et pas på 4.166 m. og det er pæn stejlt. Vi cykler på stenet grusvej og jeg pruster og stønner som aldrig før og jeg har ingen kræfter i benene. Resultatet er at jeg står af cyklen og Søren kommer og hjælper med at skubbe. Mit hoved det dundrer og pludselig er jeg meget tæt på at kaste op. Det tyder på at jeg er ramt af lidt højdesyge. Efter en hovedpinepille og en halv times tid, går det meget bedre og der er ovenikøbet overskud til at nyde den flotte natur 😉 Da vi når over passet, mødes vi af et glansbillede syn, med søer i forgrunden og de omkringliggende bjerge. Jeg råber til Søren: “Det her, er det HELE værd!” Vi sover i ca. 3.800 m. på et homestay. Denne gang hos en familie, der har lidt mere at gøre godt med. Dog stadig ingen møbler, hvilket er normal standard. Her var både “køkken”, bad og “toilet” i separate rum. Vi fik et dejlig varmt bad (spand og øse), under lidt bedre forhold end hvad vi ellers har prøvet. Manden i huset, har tidligere været jagt guide. Han fortalte at de sjældne Marco Poloer ikke viser sig under 5.000 m. Så det er spildt at jeg spejder efter dem. Det koster 25.000 US dollars at få lov at skyde en. Han kendte dog ikke til, hvor mange der måtte skydes på et år. Han selv tjente 50 dollars om dagen som guide og fortalte at det var en rigtig god forretning for ham. Nu var han pensioneret og levede af de gæster der kom til dem. Vi betalte 20 dollars (for os begge to) for en overnatning, aftensmad og morgenmad. Aftensmaden var den traditionelle suppe dog med ekstra kartofler. morgenmaden var stegt fisk, fanget dagen i forvejen i floden. Anderledes morgenmad må jeg sige, men det smagte nu godt 😉

Vi har igen måtte over et pas. Denne gang på 4.137 m. En herlig dag på cyklerne. Asfalten var tildels god og vi cyklede med en god gennemsnitsfart. De forrevne og farverige bjergtoppe veksler formationer fra bløde buttede bjerge til rå og skarpe klipper. Bjergene ligger i god afstand til vejen som vi cykler på og danner en slags vindtunnel. Gudskelov med vinden til vores fordel. Til tider var vinden så kraftig at vi nærmest blev “båret” op over de bløde stigninger der var. Vi startede dagen med blå himmel, men senere viste skyerne sig. Skyerne flytter sig konstant, fjerlette skyer forsøger forgæves at indhylle bjergtoppene, mens andre der før lå skjult, pludseligt kommer til syne i al deres pragt. Ikke to øjeblikke var ens. Enten har vi efterhånden vænnet os til højden, eller også var landskabet så fortryllende, at vi ikke ænsede vores vejrtrækning var hurtigere end ellers. Kun ganske få huse, ser vi på vejen. Ellers er det nu mere *Yurts vi så. Nedkørslen fra passet, foregik som var det i en drøm. 30 km nedad bakke og på jævn god asfalt. Uanset, hvordan vi snoede os, fulgte vinden os i ryggen. Første pause på dagens kørsel, var efter 80 km. Vi havde kun gjort ganske få og korte stop forinden, for at tage billeder. Efter lidt brød med nutella, fortsatte vi frem til Murghab, som ligger i 3.600 m. Det har været vores længste distance på Pamir ruten med ca.: 105 km. Murghab er en forholdsvis stor by og her er flere homestays og et enkelt hotel. Vi ville gerne vaske tøj osv., så vi valgte at cykle direkte til hotellet. Alle dobbeltværelser var desværre optaget, så vi endte på en firemandsstue, men hvor vi kun var 3 personer 😉 Her er masser af liv på hotellet. Rigtig mange cyklister og motorcyklister kommer her, samt rejsegrupper fra specielt Japan og Kina. Ikke mindst fik vi kylling og kartoffel (du læste rigtigt… der var een kartoffel) den første aften og i aften forventer vi nok også lidt andet end suppe 😉 Tøjet er blevet vasket og i morgen formoder vi igen at være klar. Nu er det sidste prøvelse på Pamir ruten, hvor vi skal runde det højeste pas på de 4.655 m., der står foran os.

Værste mareridt længe…

Det skulle desværre ikke gå som planlagt. Blot en time efter at vi var gået i seng, vågnede jeg af, at jeg af en eller anden grund snappede efter vejret og hyperventilerede. Min første tanke var at det er fordi jeg har flyskræk og vi snart skal hjem på visit i Danmark 😉 Uanset kunne jeg slet ikke komme det til livs. Hver gang jeg slappede af, manglede jeg luft. Det gav en voldsom uro i hele kroppen og var virkelig ubehageligt. Kl.04.00 gik Søren og jeg uden for hotellet og kiggede stjerner. Det er rigtig koldt om natten, så vi blev ikke længe. Li´som vi stod ved døren og skulle gå ind, lød der et “brag” og jorden hoppede under os, som hvis en bombeeksplosion var sket lige ved siden af os. Vi greb begge to hinanden i armene og blot stirrede målløs, mens jorden rystede ganske få sekunder. Jeg må have set sjov ud, for jeg stod med let bøjede ben, som om at jeg var på et gyngende skib og ikke ville miste balancen. Min første tanke var, at vi står det forkerte sted, hvis vinduerne knuste. Før vi vidste af det, var der stille igen og byens hunde startede et gevaldigt kor op. Hotellets gæster kom ud på gangene i al slags mondering. Nogle kun i deres underbukser og en trøje og andre fuld påklædt. Alle så ud til at være blevet forskrækket. Jeg må have spændt voldsomt i benene… de føltes som om, vi netop havde afsluttet en udfordrende lang dag på cyklen.

Jeg fik ikke sovet den nat overhovedet og da vi gik til morgenmad, havde jeg stadig åndedrætsbesvær, samtidig med at jeg var godt træt. Vi blev enige om at tage endnu en overnatning og heldigvis var det også muligt at få vores eget private værelse med eget bad – skønt 😉 

Jordskælvet viste sig at have været på 4,1 på richterskalaen og grunden til at det føltes så voldsomt, var fordi vi var lige i midten af dets udbrud.

Min vejrtrækning blev først næsten normaliseret, da det igen var sengetid, men desværre kun for at starte op igen, da hovedet lå på puden. Jeg endte med at tage ekstra puder bag ryggen, hvilket hjalp og jeg sov halvt siddende resten af natten. Til morgen var der intet at mærke og afsted det gik på cyklerne. Jeg tror det er en reaktion på højden. Søren fortæller også at han føler, han ind i mellem må snappe efter en ekstra vejrtrækning og han synes det er værst, når han ligger ned.

*Yurts: Et rundt telt af filt eller skind på et flyttebart stativ, brugt af nomaderne i Tajikistan, Mongoliet, Siberien og Tyrkiet m.m.

(Tekst fortsætter under filmklippet – Del 5).

Tajikistan – Pamir Highway

Fra Murghab til Osh i Kirgisistan – Del 5

 

Pamirs højeste pas på 4.655 meter

Det var bidende koldt, da vi ankom til Karakul. Vi kunne kun se noget, hvor lyskeglen fra cyklerne lyste. Himlen var spækket af millioner af stjerner og jeg så to stjerneskud. Mælkevejen var tydligere end vi længe havde set den og det føltes som om, vi blot kunne række hånden ud og røre ved stjernerne. De lyste dog ikke op i landskabet og månen gav intet lys fra sig heller. Så i bælgragende mørke cyklede vi ind i landsbyen. Det var kun ved hjælp af Maps Me på Sørens telefon at vi vidste landsbyen lå her. Hundene gøede og fra deres toneleje, kunne vi høre at det var store hunde. Vi kunne ikke se dem. Eneste vi kunne håbe på, var at de ville nøjes med at gø og ikke fare på os. Der var intet gadelys og vi kunne kun se ganske dæmpet belysning fra vinduerne i få af husene, når vi kom hel tæt på dem. Planen var at finde et homestay, hvilket var umuligt at finde i mørket og alternativet var at banke døre. Heldigvis var der en bil, hvor der sad nogle unge mennesker i. Vi spurgte om de kendte til et homestay og de viste vej. Desværre var der fuldt booket, men så blev vi blot henvist til et andet. Værten tændte straks op i kakkelovnen, som var effektiv og afgav god varme. Mine tæer var fuldstændig følelsesløse af kulde, så det var herligt at komme indendørs. 

Solen var gået ned, for langt over en time siden og kl. var ca. 21.00. Vi var stået op kl. 05.30 og vi var begge to godt udmattet. For blot 2 timer siden havde vi været nær en skilsmisse. Alt var nu godt igen og vi fik en kold kartoffel hver, samt lidt grøntsager fra et glas og nød at vi var inde i varmen.

Det havde været en lang dag… Vækkeuret ringede kl. 05.30 og det var frostvejr uden for teltet. Vandet i vores vandflasker var tæt på at være bundfrosset og selv langs med flodsiden var der is. Vi havde købt langtidsholdbar mælk til vores mysli og selv om den havde været i en cykeltaske natten over, var der godt med isklumper i. Først da solens stråler ramte os, blev det dejligt og vi kunne smide vanter og hue og hoppe i cykeltøjet. Det var vigtigt at vi kom hurtigt afsted på cyklerne, da vinden er temmelig kraftig ved middagstid og vi skulle over det højeste pas på Pamir-ruten, 4.655 m. Allerede om formiddagen, kunne vi mærke at vinden tog til og desværre skråt forfra. Søren ville have passet overstået, før den værste vind startede, men jeg fik ham da trods alt overbevist om at en enkelt pause på et kvarter til 20 min. ville være givet godt ud. Vi havde camperet 25 km fra den værste stigning til passet. Til vores held var vinden ikke så slem på denne side af passet og vi begyndte at trampe “papkasser” opad bjerget. To andre gutter på cykel fra hhv. Spanien og Tyskland havde indhentet os og vi startede opstigningen sammen med dem. Mærkeligt nok var skiltet med de 4.655 m. i starten af den stejle opstigning og ikke på toppen, så da vi knipsede billeder, var sejrsglæden noget vi måtte tænke os til 😉 Kun efter 1 km, passerede vi et hus, hvorfra der kom en mand og nærmest insisterende skubbede mig væk og overtog min cykel. De to andre mænd havde allerede skubbet deres cykler et pænt stykke og jeg var netop sprunget af, for at følge deres eksempel. da ham manden kom og skubbede mig væk. Vi prustede og stønnede alle om kap. Søren prustede også, men sej som han er, fortsatte han som den eneste med at cykle. Manden gik så stærkt med min cykel at jeg knapt kunne følge med, blot ved at slæbe min egen krop op. Nu stoppede han og jeg ville selv til at overtage min cykel. Men næh nej, det skulle jeg ikke bryde mig om, hm? Der var 3 km tilbage før vi nåede toppen af passet. Jeg tænkte hver gang, manden med min cykel stoppede, at jeg skulle overtage, men nej… 

På vej opad passet, kom en motorcyklist fra Rusland og venligt spurgte om nogen af os havde brug for ekstra ilt, i så fald havde han noget. Vi takkede pænt nej og fortsatte alle til fods, på nær Søren, som var foran og stadig cyklede. Ca. 1 km før toppen, blev der holdt en lille pause og en snickers bar gjorde godt 😉 De sidste 100 meter, måtte Søren stå af, der var stigningen trods alt for voldsom og ikke nok med det, har han fået et hold i ryggen, så jeg måtte skubbe bagpå. Og nej… han har ikke fået hold i ryggen, grundet mig, da jeg har klaret mig selv den sidste uges tid 😉 

Jeah… toppen er nået, men, men, men – jeg følte mig faktisk lidt snydt, fordi at jeg trods alt “kun” var gået op, uden cyklen. Så med lidt blandede følelser, dansede jeg sejrsdansen på toppen. Uanset er jeg stolt, 4.655 m. er da en form for sejr, synes jeg og det højeste jeg nogen sinde har været. Søren som har besteget Kilimanjaro på ca.: 5.900 m., har selvfølgelig ikke helt den samme fornemmelse. På toppen talte vi lidt om vores stakåndethed og jeg fortalte de andre cyklister om min oplevelse med vejrtrækningen og spanieren havde haft nøjagtig samme oplevelse om natten. Vi kunne ikke rigtig tale med manden som havde skubbet min cykel op, men vi blev enige om, at han nok ikke havde gjort det for hans “blå” øjnes skyld og at han garanteret tilbød andre det, når han øjnede chancen for at tjene en skilling. I hvert fald gav vi ham 20 sumi? (16 Dkr.) , samt en pæn hjemmelavet dug, som vi fik fra Iran og et par kasketter fra Spanien (reklame fra en sportsbutik) til hans børn. Han virkede til at være godt tilfreds og efterfølgende susede vi igen ned på modsatte side af passet. Nu var der til gengæld masser af vind. Forfra og fra siden, (har du læst nogle af mine tidligere beretninger, vil du vide at kastevinde, ikke er min stærke side). Vinden og den MEGET dårlige grusvej, gjorde at farten ikke røg meget over 15 km/t. Efter at være nået bunden af passet, cyklede vi yderligere 10 km og stødte på en Yurt. Vi gjorde holdt og fik lidt yagt-okse yoghurt, samt te, at varme os på. Vi havde tænkt os at slå teltet op efter yderligere 10 km og fortsatte ad den bumpede grusvej, der mest af alt minder om et vaskebræt og er temmelig ulideligt at cykle på. Vejen endte ud i asfalt og vi fortsatte op imod vinden, der dog var aftagende i sin styrke. Den ene kilometer tog den anden og nu spottede vi blot efter et godt campingsted. Solen var på vej ned og inden længe, vidste vi at det blev mørkt. Søren mente hele tiden at der var håb forude, med et bedre campingspot. Efterhånden som solen forsvandt bag bjergryggene og kulden sneg sig ind under huden, mine fødder blev kolde og jeg frøs om hænderne, synes jeg ikke det var så sjovt længere. “Søren, Hvad er lige din plan med at fortsætte?” spørger jeg. Søren: “ bare en halv time mere, så tror jeg det er meget bedre at campere”. Vanterne blev fundet frem og vi fortsatte. Efter en halv time spørger jeg igen, hvortil han svarer, at hvis vi lige runder hjørnet om bjerget forude, så er det bedre. “ hmfrr”, var min bemærkning. Vi cyklede yderligere en times tid og nu var det fuldstændig mørkt og jeg hundefrøs. “ Altså Søren… nu er jeg gal, jeg fryser og jeg vil bare have det “skide” telt op!” Vi stopper, tjekker Maps me og konstaterer, at der kun er 11 km til vi er fremme i Karakul, som er en lille landsby og med home stays. Jo, det lyder også fristende, frem for at slå teltet op her og vide at det bliver en frysende kold nat. Jeg finder min thermo jakke frem, bider tænderne sammen og bliver faktisk i en tand bedre humør. Vi kan kun se vejen fra lyset af vores dynamolygter. Selv om vinden har lagt sig, er den stadig ret imod os og jeg finder læ bag ved Søren. Vi cykler nedad med ca. 1% og uden at vi kan se vores cykelcomputere, gætter vi på, at vi cykler med ca. 15 km/t. Ind i mellem går det svagt op ad bakke og straks hiver vi efter vejret. Karakul, ligger i 3.900 m. Endelig er vi fremme… 😉

Det blev til den længste dag i sadlerne, som vi har haft på Pamir ruten. Vi havde været igang på cyklerne i 13 timer og nåede at tilbageligge 87 km og ikke mindst at bestige det højeste pas undervejs. Jubii…

De mest kolde dage på hele Pamir ruten

De efterfølgende dage, havde vi to pas vi skulle over på hhv. 4.250 m og 4.280 m. 

Det var en dejlig og varm morgen, da vi startede op og vi håbede at tage begge pas på bare en dag. Det viste sig dog at så snart vi kom fri af landsbyen og ud på vejen, var der allerede godt med vind. I dag var der også flere skyer på himlen og i det samme vi havde passeret toppen af det første pas, blev vi mødt af en rasende vind, der var så kraftig at vi skulle koncentrere os om, ikke at blive væltet omkuld. Det var bidende koldt og forude så skyerne mørke og truende ud. Efter ca 10 km ned ad bakke, stoppede Søren op ved et forladt hus, hvor kun skillevæggene stod tilbage. Udsigten til at fortsætte mod det næste pas, virkede temmelig håbløst og ikke mindst lignede det en snestorm, der var på vej over os. Hurtigt fik vi sat teltet op i et af “rummene”, for at konstatere at vinden susede igennem døråbningen og sandet blev hvirvlet op og indfandt sig i alle åbninger og sprækker. Vi tjekkede de andre “rum” og fandt et, der lå betydeligt mere i læ. Gulvet var belagt med tørret kolort, hvilket faktisk isolerede lidt. Vi måtte pakke teltet helt ned igen, for at det ikke blæste væk eller blev revet i stykker under flytningen. De truende skyer nærmede sig og alt foregik i småløb, alt imens vi snappede efter vejret. Teltet blev sat op igen og vi fik skiftet tøj i en fart. Nudlerne blev kolde, hurtigere end de var tilberedt, men ned kom de og vi fik tisset af i en fart. Rystende af kulde og godt med tøj på, krøb vi sammen inde i teltet. Klokken var ikke meget. Vi faldt begge i søvn og sov vel et par timer, før vi igen vågnede. Vi frøs stadig begge to og jeg fik lavet lidt “gymnastik” under “dynerne”, hvilket hjalp gevaldigt. Vindstyrken virkede aftagende og vi så en film inde i teltet. Så var det godnat tid… 

Vi vågnede næste morgen og var begge to dejlige varme. Det havde ikke sneet, men det var stadig frysende koldt uden for teltet og endnu engang var vandet i vandflaskerne frosset til is. 

Som vi cyklede afsted, kunne vi se at det havde sneet blot få km fra der, hvor vi sov. Vi havde været heldige at bjergene havde “holdt fast” på skyerne. 

Næste pas var li´så hårdt… 2 km fra toppen “tjekkede” vi ud af Tajikistan. Derefter fulgte en lang nedkørsel på forfærdelig stenede grusvej og i bidende kulde. Så kom vi til den Kirgisistanske grænsekontrol. De virkede ikke særlig flinke her, men vi kom igennem uden problemer og fortsatte ad den elendige vej, der gudskelov gik over i asfalt. Nu var der pludselig masser af heste langs vejen og også folk der red på dem. Millitæret havde åbenbart øvelse og de affyrede den ene kanon efter den anden, så det rungede i bjergkløfterne længe efter. Langs vejen var der også masser af disse runde telte folk bor i og hvis børnene nåede at se os, kom de styrtende os i møde. Et par unge drenge kom også i fuld galop på deres “stakkels” æsler. De nåede op på vejen, lige før vi kom cyklende og spærrede den af med æsler og tøjer, så vi ikke kunne passere. Den ene dreng satte sågar hans fod for mit hjul. De ville have kuglepenne eller andet fra os og jeg følte det en anelse ubehageligt. Nå, videre det gik og vi nåede Sary Tash, hvorfra jeg skriver nu. Meningen var at vi ville en tur på hesteryg i to dage herfra. Men grundet kulden, springer vi det over… lidt øv. Vi er nu i 3.100 m. og jeg har sovet bedre end i lang tid. For en gangs skyld er jeg ikke vågnet op med vejrtrækningsproblemer, hvilket godt kunne virke dræbende, da min nattesøvn har været begrænset de sidste par uger og selvfølgelig er det gået ud over energien og humøret. 

Vi fik i øvrigt fortalt at der var -8 grader, da vi sov mellem de sidste to pas og vinden gør det jo ikke mindre koldt. 

Selv om det første pas på Pamir ruten er den hårdeste strækning, grundet vejens omstændigheder, højdemeterne og procentstigningen, har vi stadig følt at de sidste pas har været værre. Dette har garanteret skyldtes det tyndere luftlag, vind og kulde. Nu har vi kun to pas tilbage, før vi er i Osh. Osh ligger i 1.100 m., hvilket betyder det mest går ned ad bakke og at vi snart kommer til varmere himmelstrøg 😉 Øj – jeg glæder mig!!!

Bjergene og natur har de sidste dage, mindet om et månelandskab.

Det såkaldte hotel vi befinder os på, er uden varme, så mine fingre er efterhånden stivfrosne, her i skrivende stund. Toilet/lokum og bad foregår i skur udenfor. Vi har fået et værelse, der har adgang gennem et andet værelse, hvor der er to mænd og jeg har desværre fået en ny omgang diarre, så det er rigtig hyggeligt. Må sige vi får lov at mærke os selv på alle områder! Er livet dog ikke bare vidunderligt 😉 

Skal?, skal ikke? 

Dagen derpå, drog vi videre mod Osh. Vi havde en forestilling om at vi kunne cykle de sidste 180 km delt op over to dage. Få km udenfor Sary Tash havde vi to pas i vente på op til 8-9% i stigning. Jeg havde nær givet op for foden af det første pas, blot ved at se selve stigningen. Min mave rumsterede stadig fra aftenen i forvejen og energien var lav. Trods solskin og blå himmel, var vinden kold og lige ret imod os og vi var “tvunget” til at tage vores tynde vindjakker på. Alligevel, fik jeg fundet en god rytme og langsomt, blev der ædt kilometer. Begge pas blev lagt bag os og med et, ændrede naturen sig. Det hele blev mere grønt og frodigt og efterhånden som vi cyklede nedad, viste træerne sig på bjergskråningerne. Vinden blev lun, dog også desværre tiltagende og stadig imod os. 

Der har været masser af heste langs vejen og i bjergene, siden vi røg ind i Kirgistan og de ser alle sunde og robuste ud. Vi stoppede op for at tage billede og ud af det blå, kom der to børn og tiggede. Børnene her i Kirgistan, virker meget mere aggressive og afstumpet, så vi cyklede hurtigt videre, uden at få taget billeder.

Efter 45 km, var min mave hel tosset. Jeg måtte ud langs grøftekanten op til flere gange og desværre uden mulighed, for at skjule mig helt. Ikke så fedt, når der kom en bil forbi… men heldigvis, var der langt imellem dem 😉 Mine mavekramper tog til og jeg var lettere opgivende og samtidig fortvivlet. Opgivende i forhold til at cykle videre og fortvivlet, hvis vi endte med at tage et lift. Skal?, skal ikke? 

Søren stoppede en bil og vi endte med et lift. Da vi var nået halvvejs til Osh, tilbød vores chauffør at fortsætte hele vejen. Hm… fristelsen var for stor og vi endte med at blive kørt direkte til Osh. På vejen, stoppede han lige op, for at vise os hans hus og byde på te og brød og senere gjorde han endnu et stop, da han syntes vi skulle smage deres nationaldrik, hvilket er hestemælk. Vi smagte også heste ost og FØJ da den lede… begge ting fik vores ansigter til at krølle helt sammen 😉 

Pamir er vel overstået…

Dårlig samvittighed over ikke at være cyklet de sidste 130 km? Nej, egentlig ikke. Fra Sary Tash gik det fra 3.100 m. ned til Osh i ca.: 1000 m. og vi tog trods alt de to pas på vejen. Tilbage var der en enkelt stigning mere og ja… den kom vi let over 😉 

SKØNT med et godt og rent hotel, eget badeværelse og et rigtigt toilet. Små ting som at bruseren virker fortrinligt at personalet taler engelsk og kan svare på spørgsmål, er jo luksus. Ordentligt mad, udover suppe, nudler og tørt brød… 

Vi har den sidste uge savnet ordentlige forhold og vi har ofte talt om, hvad vi savnede mest 😉 

Vi er begge to stolte… Pamir er vel overstået og jeg er PIV stolt over at have gennemført! Undervejs har vi mødt mange par, der har fortalt om deres skænderier, tuderier, et lift her og der osv. Selvfølgelig har vi også mødt seje og enlige cyklister. Uanset er jeg ikke i tvivl om at ALLE har følt sig mere eller mindre udfordret og frustreret undervejs. 

At cykle på Pamir, har til dags dato været min største fysiske præstation og en fantastisk oplevelse…

Naturen har været magisk, vi er blevet udfordret på godt og ondt, både fysisk, såvel som psykisk. Vi har haft alt fra høje temperaturer, frostvejr, jordskælv og ikke mindst MASSER af vind!

Vi har tabt os hhv. 14 kg og 18 kg. (Jeg må tage turen baglæns for at komme af med de sidste kg. Søren derimod, trænger til at blive fedet lidt op igen)  😉 

Fra Dushanbe til Osh, har vi cyklet totalt ca.: 1.250 km og knapt 18.000 højdemeter over ialt 9 pas, hvor det højeste af dem, var på 4.655 m. 

Når vi har været udfordret og lidt trætte af det hele, har det været dejligt at modtage nogle hilsner, når der var internet. Tusind TAK til Jer, der har bakket op og sendt en bekræftende hilsen. – Det varmer!

Om to dage, går turen til Danmark og til vores dejlige børn, familie og venner. Vi bliver hjemme i 7 uger, før vi igen sidder i flyet, retur til cyklerne, som vi efterlader her i Osh. 

Planen er at tilbringe vinteren i Indien, så vi håber stærkt på at vores visa til Kina, Pakistan og Indien falder på plads, mens vi er hjemme i Danmark.

Film:

NB.: 

Alle i stan-landene er hovedsageligt muslimer, dog har vi ikke set mange moskeer, hvorimod vi har set bederum rigtig mange steder. Vi har ikke mærket en massiv kontrast fra land til land. Uanset har vi ikke været i tvivl, når en grænse er blevet krydset og vi er i et nyt land. 

Byggestil, tøjstil, og mentaliteten ændrer sig med små nuancer. 

Generelt har vi kun mødt venlige og hjælpsomme mennesker.