WBT. Pamir Highway: The Roof of the World. – Del 2

Tajikistan – Pamir Highway – Del 2

Dushanbe til Khali Khum

Vi har tilbagelagt 282 km og 5.561 højdemeter i sadlerne, siden vi forlod Dushanbe. Vores tohjulede venner har foreløbigt klaret det ekstremt dårlige terræn vi har cyklet i til ug og uden punkteringer og vi har været over det første bjergpas på godt 3.200 meter. 

De første 100 km er vi stadig priviligeret med god asfalt. Vejen bugter sig op og ned og det er forholdsvis små “buttede” bjerge. Som tidligere nævnt er det ikke lige så bagende hedt som i Uzbekistan m.m., dog betyder det ikke at vi ikke sveder, tværtimod nu hvor der skal ligges nogle flere kræfter i op ad stigningerne, så hagler sveden af os. Det er dog det mindste… allerede på tredjedagen fik jeg en ordentlig omgang maveonde, hvilket krævede en ekstra overnatning i teltet. Uden sådan nærmere beskrivelse, stod det ud af begge ender. Vi var nået til et tjekpoint i et T-kryds, hvor vi forhørte os om et godt campingspot. Vi nåede lige at observere, når de lokale kom forbi at der blev udvekslet en pengeseddel “skjult” i håndtrykket til politiet, så de kunne køre videre, uden for meget tjek. Politiet mente det bedste sted at slå teltet op, var lige ved siden af dem, under et halvtag. Det var også fint da det trods alt var i skyggen, men sikke en larm, når biler og lastbiler skulle stoppe og starte lige ud for os. Den ene politibetjent boede lige overfor og han sørgede for aftensmad (suppe), vand, melon og morgenmad. Selv en lille vodkasjus blev det til. Desværre steriliserede vi ikke vandet og jeg tog godt fra, hvilket garanteret var årsag til mit maveonde. De såkaldte pedallokummer er nedgraderet og er nu blot et hul i jorden, med nogle brædder på hver sin side og de fleste steder er det en presenning der er rundt om – ingen dør. Fluerne hygger sig og duften kræver vidst ingen nærmere beskrivelse. Så tror i at fru Borg fik en snert af hjemve, da maven begyndte at slå knuder? Gudskelov var det “hellige” sted placeret i god afstand til vejen og pænt skjult i noget buskads. Jeg brugte det meste af formiddagen på at løbe i pendulfart fra telt til lokum med en gran af selvmedlidenhed og resten af dagen lå jeg i teltet og fik en god lur. Søren var overladt til hans eget selskab og stakkels mand, for hans tålmodighed kom absolut også på prøve. Eneste han kunne foretage sig, var at studere ruter og ellers dem der kom forbi tjekpointet. Dagen derpå startede Sørens mave op, dog kun med et enkelt besøg til det “hellige” sted. Alligevel tappede det ham for energi og jeg selv var fuldstændig drænet. Det var heller ikke fordi at planen var at cykle langt, for det bedste var selvfølgelig at blive og komme til hægterne igen. Men grundet larmen og begrænset nattesøvn, blev vi enige om at hive teltpløkkerne op og finde et bedre sted. Ingen af os kunne næsten slæbe os selv afsted. Blot at stige op og ned af cyklerne var en kraftanstrengelse  Efter utallige pauser og 18 km længere fremme, nåede vi til en lille landsby og vi endte med at sove på en restaurant ude i det fri på et af deres “sengeborde”, hvilket var hel perfekt. En restaurant er måske lettere overdrevet. Menukortet består af suppe, suppe eller suppe og dertil tørt brød og the 😉 Så suppe, er det vi har fået siden siden vi forlod Dushanbe, medmindre vi selv har kogt pasta. Suppen består af en god fyldig boullion, en halv til en hel kartoffel, et eller to stykker kød og måske lidt gulerod eller løg. Brødet er tørt som et ondt år, og næsten ikke til at rive over. Der er meget begrænset med butikker undervejs og dem der er, har meget begrænset udvalg. Det består mest af tørre kiks, franske vafler, div. slik, pasta og ris. Vi fandt dog et par dåser tun på et tidspunkt, men til vores store ærgrelse, var det i tomatsauce og tunen var et eller andet affald og mest skind. Ned det kom det dog, da vi stadig var lave på energi og havde brug for nogle proteiner. 

Han tog fat om hans egen “du ved hvad jeg mener”…

Bjergene med de bløde “ maver”, har ændret struktur og er efterhånden mere barske og klippelignende. Vi cykler igennem bitte små landsbyer, som oftest med et hav af unger, der straks de får øje på os, råbende løber os i møde. De voksne, hvis vi taler med dem, spørger altid om specielt Sørens alder og hvor mange børn vi har. Tre drenge, kan på ingen måde imponere dem. Tværtimod ryster nogen af dem på hovedet og kigger helt medlidende på mig. De selv har alt fra 10-16 børn. Selvfølgelig er det på en måde sødt af børnene at vinke, råbe hallo osv. Men de bliver ved, løber efter os og vil give high five og nogle af dem tager fat i taskerne. Et par har kastet mudder efter Søren og nogle af dem synes det er fornøjeligt at kaste med sten, som ikke blot er småsten. Så det er efterhånden en smule belastende og vi forsøger forgæves at cykle ubemærket igennem de beboede områder. 

En enkelt gang, da jeg var cyklet i forvejen, mødte jeg en ung mand på vejen. Han ville også give high five, hvilket jeg afviste (nogle af dem forsøger at holde fast i hånden). I stedet greb han fast i min bagtaske og tvang mig til at stoppe. Derefter begyndte han at pege på mig og tage fat om hans egen “du ved hvad jeg mener”, alt imens han sagde en masse og havde fat i mit styr med den anden hånd. Gisp… nu må Søren godt støde til i en fart. De næste 20 sek. føltes som en halv krig, før han dukkede op over bakketoppen. Straks trak den unge mand sig baglæns og vinkede blot farvel. Puha dada…

Ja – jeg hár en livlig fantasi…

Med en gennemsnitsfart på ca. 5 km/t  og en gennemsnitsstigning på 7%, indtog vi første bjergpas på ruten. Der er kun sporadisk asfalt/cement, ellers er det sand, grus og sten vi kører på. Dræbende er det i hvert fald, når vi i første gear tramper op ad 12-14% stigninger og baghjulet svitser rundt uden at tage fat. De fleste gange, når det sker, mister jeg balancen og må stå af. Umuligt er det at komme igang igen og li´så svært er det at skubbe cyklen op, idet at den ofte skrider ud til siden. Søren derimod er meget stærkere og holder balancen bedre, så de fleste gange klarer han den, hvor stigningerne peaker. Han er super flink til at komme mig til undsætning og komme retur for at skubbe bagpå. Heldigvis er det kun meget korte strækninger (10-30 m) og jeg føler at jeg stolt kan sige at jeg selv har klaret turen op. 

Li´så dræbende er det, når vi ser en kort strækning med asfalt og nærmest jublende cykler op på den, for at konstatere at det føles som, hvis vi cykler i lim eller at bremserne bliver holdt inde. Med stor skuffelse må vi køre ved siden af, ud i det efterhånden vante og porøse sten og grus. Ofte cykler vi langs med næsten lodrette klippevække og til den anden side bugter floden sig under os. Jeg skal passe på at fantasien ikke løber af med mig og frygten tager over, da det tydeligvis ikke hører til sjældenheder at der sker stenskred m.m. Den sydlige rute har netop været lukket i flere dage, grundet stenskred. Ind i mellem løber der vand ned fra bjerget og over vejen og i modsætning til Søren, står jeg af cyklen og trækker den igennem vandet. Min fordel er, at jeg jo lige får nedkølet fødderne 😉 

Ja – jeg hár en livlig fantasi… Da vi sådan seriøst begyndte på første bjergpas, var vi også ved at nærme os solnedgang. Vi cyklede langs stejle klippevægge og kunne tydeligt se sporene fra stenskred. Med en gennemsnitsfart på max 5 km/t samt div. nødvendige pauser for at få pusten igen, ja så skal der ikke regnes meget på, hvor hurtigt vi kommer frem. Udmattet, så jeg i ånden at vi endte med at skulle side langs vejen (umuligt at slå teltet op der) og jeg panikkede lidt og foreslog Søren at vi vendte om til nærmeste landsby, blot få km bag os. Men nej nej… Søren var ikke af samme opfattelse og jeg måtte møgsommeligt få samlet kræfter og med bange anelser følge med ham. Heldigvis fik Søren ret. Der gik vel 3 kvarter, før vi mødte et super godt campingspot, lige ud til floden og med pæn afstand til bjergene. Et perfekt sted, lidt i skjul fra vejen og med rindende klart vand fra bjerget, hvor vi lige kunne vaske os og få frisk drikkevand. Jeg var glad for at vi ikke havde vendt om og vi sov begge to trygt og godt 😉

Det bliver køligere efterhånden som vi snegler os opad og gudskelov, for vi er begge udfordret. Sved og solcreme svider, når den løber ned i øjnene, hurtigere end vi kan nå at tørre den væk. Dog er det ikke koldere end at vi tydeligt mærker solens magt og en pause i solen er stadig ulideligt. Vandet vi drikker, er fra løbende bjergkilder som vi SELVFØLGELIG steriliserer 😉 Vi kan stadig undres over alt det væske vi drikker uden at skulle lade vandet. Ofte er det kun om morgenen og mere af fornuft end trang også en enkelt gang, før vi går i seng. Og vi drikker meget… mest vand, men også den the vi bliver budt på og saft eller cola, for at få noget sukker. Vi har aldrig drukket så meget cola før. Det føles helt absurd. Cola for at få sukker og chips (hvis det kan købes) for at få salt. Alligevel taber vi os begge. Søren er ved at se noget afpillet ud, de første 10 kg er i hvert fald røget og jeg… hm – jeg ved snart ikke, hvad min krop består af, udover fedtet den ikke vil slippe? Men Søren påstår at han kan se det stille og roligt bliver smeltet væk, så det vælger jeg at tro på 😉

På toppen var det en kold fornøjelse

Vi havde forudset at vi nok ikke nåede toppen og måtte campere, et sted vi havde fået anbefalet 12 km derfra. Vi ankom til stedet godt over middag og så frem til en halv hviledag. Der var et ok fladt terræn med en rislende bæk, hvor vi kunne vaske os… udfordringen var blot at vi ikke havde skygge. Lige ved siden af, ligger der en lille militærpost. Så heller ingen privathed, når naturen gør sit kald. Vi talte lidt med nogle nogle af militærfolkene og kort tid efter sad vi og spiste… gæt engang – suppe og tørt brød 😉 Vi endte med at benytte os af skyggen hos dem og fik iøvrigt to kartofler, to små gulerødder og to løg, som vi kogte og pakkede væk til vores aftensmad. Derefter cyklede vi videre op ad bjerget, i håb om et bedre sted til teltet. For første gang siden min omgang med maven (4 dage siden), havde jeg det godt i maven igen. Prustende og i sneglefart (4-4,5 km/t), fik jeg lidt mere blod på tanden efterhånden som vi åd kilometer. Kan vi nå toppen? Det ville være lidt sejt at campere der! Ak nej, hvor meget jeg end gerne ville, kunne jeg ikke trampe hurtigere rundt i pedalerne. Solen var tæt på at forsvinde og der var mere vind nu. Vi er oppe hvor der stadig ligger sne pletvis som ikke er nået at smelte. Jeg måtte både have øre duttelutter på og halsklud og kort tid efter en trøje. Vi trampede videre… pause igen (bliver holdt jævnligt, for at få pusten og samle kræfter). Øv øv, nu forsvinder solen bag en bjergtop. Vi må have teltet op i en fart og var super heldige at det var muligt i første hårnålesving 3 km fra toppen… KUN 3 km 🙁 I det samme solen forsvandt bag bjergryggen, blev det hundekoldt og jeg gætter på at det var alt imellem 5-10 grader. Vi røg hurtigt i noget varmt tøj og for første gang blev min nye dun poncho indviet. – Godt køb 😉 Vores aftensmad var et rent festmåltid. De kogte grøntsager sammen med minutnudler og lidt ekstra krydderi gjorde godt og vi sluttede festen under millioner af stjerner, med lyden fra den rislende bæk bag os og en kop varm kaffe og kakao. 

Nedturen er ikke for de sarte sjæle

Yeah… vi nåede toppen 3 kvarter efter opstart. Jeg er pave stolt, specielt fordi at det siges dette pas, er den sværeste del af hele Pamir ruten, grundet kombinationen af vejforholdende og stigningen. Søren mener også at jeg snart er klar til optagelsesprøve ved Frømændene, så fru Borg her står med rank ryk og napper lige et par selfies på toppen 😉

Nu venter der os 32 km nedstigning, fra toppen til Kalai Khum, som ligger på grænsen til Afghanistan. Jeg tror såmænd ikke at vejen er blevet i værre stand, måske føles det blot sådan, fordi vi kører næsten dobbelt så stærkt nedad. Haha… det lyder selvfølgelig ikke af meget fart, men vi bumper op og ned og snor os ind og ud i mellem store sten og andre ujævnheder. Jeg står mere op i pedalerne end jeg sidder i sadlen og presset på hænderne gør at både Sørens og mine hænder begynder at sove. Hvis ikke det så barsk ud før, så er det det nu. På begge sider er der nærmest lodrette vægge, der tårner sig højt op over os. Ind imellem skråner klippesiden sig ud over vejen og ind over os. Vejen er smal og følger bjergets kurver på vores venstre side. Til højre fortsætter bjergvæggen lodret ned, hvor den brusende flod løber og ret efter tårner bjergvæggene sig op igen. Solen står lodret på himlen, så der er ingen skygge og vinden står stille. Vi er oppe over trægrænsen og hverken Søren eller jeg, har før set bjerge og natur af den kaliber. Shit, det kræver gode nerver og at fantasien bliver sat på standby. Jeg skulle nødigt køre her i bil. På cykel kan jeg da trods alt blive inde langs klippevæggen. Søren “den ged” spurgte ellers på et tidspunkt, om jeg var ude langs kanten og se ned for at nyde synet. Shit… så typisk ham! Det er generelt ikke meget jeg får set, udover hvor jeg cykler på vejen, da jeg er dybt koncentreret. Vi gjorde flere holdt på nedturen, både for at nyde synet, men også for at få blodet ud til fingrene. 

Da vi nåede ned fulgte vi floden, der nu løb lige ved siden af os. Floden løber ind igennem Kalai Khum og ufattelig nok så vi flere steder, børn der badede i den. Det skal siges at der er fuld drøn på vandet og jeg er sikker på at selv en professionel riverrafter, vil komme på prøve her. 

I byen, fandt vi frem til det eneste hotel der er, udover home stays. Jahh… det er lidt luksus, dog synes jeg også det er velfortjent. Over passet har vi ikke fået rigtig bad, udover at vi har badet i en sø med tøjet på (de er meget muslimer) og har vasket os i bækkene. Vores cykler, tasker og tøj er møgbeskidt af det røde støv. Så vi var hurtige enige om lidt selvforkælelse. Vandet vi vaskede vores tøj i, var mildest talt sort, så det krævede masser af skyldninger. Vi blev på hotellet 2 overnatninger. Første aften tilstødte et par cykelvenner fra Holland som vi har set et par gange før og vi hyggede med dem. Anden dagen mødte vi et par danskere, som var ved at køre en ambulance til Mongoliet. De havde været friske og spurgt deres arbejdsgiver, om det ikke kunne være givtigt for deres firma at deltage i et projekt, hvor man sponsorerede redningskøretøjer m.m. til Mongoliet. Skønt at møde nogle danskere og tale med dem 😉