Japan 5
Tokyo – Kobe
Super sød warmshower familie vi ankom til. De boede i et lille hus, spartansk og ikke mindst japansk indrettet. De tog os ud og se et gammelt sake bryggeri og senere på running sushi. Tænk sig, alle sushi tallerkener kostede kun 100 yen (6 dkr) og der var to stykker sushi på hver tallerken, mums 😉
Vi blev to overnatninger hos familien. Vores cykler fik lige et par dage mere, da vi tog med natbussen til Tokyo uden deres selskab.
Kl. 06 ankom vi til Tokyo, lidt møre efter begrænset nattesøvn, fandt vi frem til hotellet, men desværre kunne vi først få værelset efter kl. 15.00. Tokyo er ikke anderledes (varmemæssigt) end det øvrige Japan vi har været i og allerede op ad formiddagen, var vi godt våde af sved. Men tiden skulle udnyttes til fulde og vi benyttede os i stor stil af metroen, for at komme rundt og se de mest attraktive steder.
Dagens sjok!
Et af mine ønsker var at komme på en *maid café. En Maid café (Meido kissa / Meido kafe) er en form for cosplay restaurant, der først og fremmest findes i Japan.
Efter at have stået i kø, blev det Sørens og min tur, til at få et bord. En sød pige bød os velkommen og gav os med det samme nogle små souvenirs som bl.a. et par små kort med billede af en tjenestepige. Ved siden af os sad der en mand, der stolt viste tjenestepigen, alle hans kort. Og det var da også stort set kun mænd, der var på caféen udover enkelte par og få turister. Der var mænd af flere kategorier og Søren stemplede dem til at være generelt mindre bemidlet. Hm?
På menuen stod der, at folk over 60 år, fik alt til halv pris. Søren pegede på teksten og viste det til tjenestepigen, som høfligt sagde: Over sixti? Two? Og her kommer sjokket… Søren svarede: “Yes”. Hun accepterede og mine øjne blev store som tekopper… MIG, 60 år! – Jeg håber godt nok at hun blot var høflig, da hun ikke modargumenterede eller om ikke andet har tænkt… “wow, hun holder sig godt af en 60 årig!”
Da vores bestilling kom (øl og softdrink), skulle vi lave hjerter med hænderne og sige nogle bestemte ting. Haha, lidt for mærkeligt og noget man umiddelbart ville mene, kun var sjovt for børn. Nå… men jeg fik stillet min nysgerrighed og så tænker vi blot vores, om dét sted 😉
For 10 år siden var vi i Japan på skiferie, og i den forbindelse var vi også på fiskemarked i Tokyo, hvor vi så selve aktionen tidlig morgen. Det var en stor oplevelse, men denne gang sprang vi aktionen over, da vi fik fortalt at for at være blandt de heldige 2 x 60 turister, der må komme ind, burde vi stille os i kø allerede mellem kl. 01- 03. Det syntes vi til gengæld var lige lovlig tidligt, så vi sprang fra og gik i stedet på det almindelige fiskemarked fra morgenstunden. En herlig (og hårdfør) start på dagen. Frisk sushi og selvfølgelig kold japansk sake og øl 😉
Vi var også i Tokyo Tower for 10 år siden, hvorfor vi også kun nøjedes med billeder af tårnet denne gang.
Ellers kan man ikke påstå, vi lå på den lade side og selv om vi flittigt benyttede os af metroen, vandrede vi også mange km hver dag.
Sumo er den japanske nationalsport
Det giver et helt sæt i mig, når fedt og muskler klasker mod hinanden, efterfulgt af en prusten. Som regel tager det ikke meget mere end 20-30 sek. før den ene sumobryder enten har haft berøring med gulvet (udover fodsålerne) eller er røget uden for ringen og brydningen er dermed slut.
Sveden hagler af dem og de er godt forpustet. Store masser af muskler og ikke mindst fedt, bliver væltet ind imod hinanden, når de går i kamp. Det er tidlig morgen og vi er ude og se, hvordan sumobryderne træner. Det er godt nok et specielt liv de fører. Man kan starte sumo træning fra man er 15 år, min. 167 cm høj og vejer min. 67 kg. Fra de går igang med træningen, går der 1,5 år, før de må sætte håret op i en knold. De bor og spiser på træningsstedet. Spiser og træner 2 gange om dagen. Resten af tiden hviler de. De fleste stopper igen som 30 årige, men der er ingen regler i forhold til alder, når de skal stoppe, så dem der klarer sig ekstra godt, fortsætter. Det er kun ca. 10%, der kommer til at leve af det.
At sidde der og se, hvordan de sveder og kæmper mod hinanden, er en hel speciel oplevelse. Vi må på ingen måder støje, hverken hviske eller tage billeder med klikkelyde. Vi må heller ikke vende fodsålerne imod dem. Skoene er placeret udenfor og man skal sidde i skrædderstilling under træningen. Heldigvis havde jeg læst om reglerne som gæst, og havde derfor på forhånd rekvireret stole til Søren og jeg (som de eneste).
De professionelle sumobrydere lever i specielle bygninger, beya’er, der er bygget kun med det eneste formål at have sumobrydere til at bo, træne, spise m.v.. I disse bygninger er der yderst strenge regler, som især er gældende for sumobrydere af lav rang. Sumobrydning kræver hård træning, en meget streng levevis og en kostplan, der formentlig kunne mætte to store børnefamilier. Et måltid består nemt af 20.000 kalorier. Lidt det omvendte julemærkehjem. Her følger de en meget streng kostplan og levevis generelt. De begynder på træning tidligt om morgenen for at blive så sultne, at de kan indtage et kæmpestort måltid efterfølgende med masser af proteiner. Mange af dem, der ikke slår igennem, bliver bare kolossalt overvægtige. I dag vejer dem, der er rigtig gode kun 120- 130 kilo, mod de førhen op til 300 kilo.
Sumo er den japanske nationalsport og begyndte for over 2500 år siden som et frugtbarhedsritual.
– De er fede. Det er der ingen tvivl om, men bagved fedtet er der også nogle kæmpe muskler. Alligevel gyser det i mig, når jeg tænker på at forældre (specielt førhen), der vil gøre alt for at fede deres børn op, i håbet om at de måske kan blive berømte. Vi har også hørt, at hvis de ender med at blive rige og gifter sig… er det et hårdt liv for konen, da manden bl.a. ikke kan nå om til sin egen bagdel og tørre sig. Dog skal det siges at de fleste som stopper med sumobrydning, også går på en diæt, så de kan føre et mere normalt liv efterfølgende.
Dagene gik hurtigt…
Jeg havde slet ikke turde håbe på at godt to dage var nok i Tokyo, og til at starte med havde jeg psykisk stress over alt det, vi skulle nå og opleve. Men, indrømmet så er Tokyo igen som de fleste andre storbyer, og når først vi er på tur, kommer vi også rimeligt hurtigt igennem div. attraktioner. Måske er Søren og jeg ikke blandt dem, der står og dvæler over alt. Måske har vi nået at læse på, hvad vi skal se – måske er vi bare ikke kulturelle nok, eller storbymennesker? Uanset svaret synes jeg, vi plejer at komme rimelig hurtigt omkring kernen og så har vi begge to fået nok. Det skal dog siges, at med en fed tegnedreng og tid til shopping kan jeg snildt bruge både en uge eller to mere i storbyerne. Men… lige på det område, er Søren og jeg ikke helt enige og tjae… hvad gør man ikke for at fredsøksen bliver bevaret eller måske nærmere for, at cykeltaskerne ikke bliver for tunge 😉
For godt en uge siden, sendte vi næsten 9 kg. bagage hjem til Danmark (Div. vintertøj, yeti-tæpper, poncho, mine ekstra varme sko m.m.),
og heldigvis var de fleste kg. fra MIN oppakning 😉 Så frem til efteråret 2019 er jeg let som en fjer, medmindre Søren gør krav om at dele vægten lidt mere ligeligt imellem os. Foreløbigt har jeg nydt godt af min stærke mand. Og stærk mand – det er han… hvilket vi også får bekræftet jævnligt 😉 Gang på gang når folk spørger til, hvor langt vi har cyklet, derefter hvor gammel Søren er, – så kigger de på mig og siger at Søren er en stærk mand og virkelig fit. Jeg nikker og stemmer i, men tænker også… “hm, jamen jég cykler da de samme km. som han gør, – er jeg ikke også stærk?”
Nå, men tilbage til min meget lettere oppakning. Efteråret 2019, er planen at vores børn (og forhåbentligt mange af vores venner), kommer ud og siger hej til os, når vi er i Indonesien og de har så vores vintergear med igen. Og foreløbigt nyder jeg godt af, at jeg er røget i flyvegear 😉
Kl. 22.00 rumler vi derud af med natbussen fra Tokyo til Osaka. Næste morgen får vi hentet cyklerne hos vores warmshower host, cykler ca. 25 km og ankommer til vores hotel i Kobe. KOBE, hvor Søren som ung letmatros afmønstrede som 19 årig. Den lidt spændte og nysgerrige vibration, tror jeg var høj hos os begge. Søren har selvfølgelig fortalt om minder etc. igennem årernes løb. Men “pludselig” at stå her, var helt specielt. Søren glædede sig selvfølgelig mest til at få genopfrisket minderne og jeg krydsede fingre for, at det lykkedes ham at genkende nogle af de “good old days”. Først virkede det en smule håbløst. Et jordskælv tilbage i 1995, havde ødelagt en del og restauranterne, havde fået overtaget i forhold til sømandsværtshuse. Men det lykkedes os i sidste ende at finde frem til et par af værtshusene. Minderne væltede ind over Søren og jeg nød godt af “sjove” fortællinger fra dengang han boltrede sig som ung.
Filmklip:
Vi havde bryllupsdag et par dage tidligere, og hvilket andet sted var det mest perfekte til at fejre dagen på end i Kobe?… Ikke nok med at Søren friede til mig på vores sidste ferie (skiferie i Japan for 10 år siden) og så var vi som sagt i Kobe… så *Kobe-beef, skulle det være 😉
Vi havde fået vores warmshower host til at hjælpe os med at reservere en plads på en restaurant. Om eftermiddagen cyklede vi lige forbi, for at sikre os, at kunne finde stedet senere i forhold til afstand fra hotel osv. Lidt skuffet blev vi, da vi så stedet, men vi holdte fast i vores reservation. Og heldigvis for det! Med plads til 12 gæster, 6 ved chefkokken (hvor han kokkererer foran os) og 6 ved to borde bagved. Vi blev budt hjertelig velkommen og henvist til vores pladser foran chefkokken. Restauranten så egentlig også mere hyggelig ud, nu hvor mørket var faldet på 😉 Et lille “nips” til servitrice fik vores bestilling af drikkevarer (set-menuen var bestilt på forhånd) og så startede ellers de mest udsøgte smagsoplevelser. Vi havde i forvejen gjort os tanker om de 100 gr. kobebeef pr. næse, var nok, men må erkende at vi gik derfra med den absolut bedste gourmet oplevelse af alle i Japan og oven i hatten, fik vi en god flaske rødvin, som blev nydt til fulde. En oplevelse som fru Borg (og hr. Borg) kan leve højt på længe. Kobebeef er vel nok det absolut mest kendte og eksklusive kød på verdensplan. Det er dog en skrøne, da der findes flere varianter af *wagyu beef og det hedder sig at noget er endnu bedre end kobebeef. Men nu hvor vi ér i Kobe, er kobebeef det mest relevante, synes vi. Det er også en skrøne at køerne bliver masseret og hører Beethoven/klassisk musik 😉 Dertil skal det dog siges at køerne bliver striglet/børstet jævnligt og at medarbejderne på farmen godt kan lide at høre musik. Når man ser et stykke wagyu kød, er det rent faktisk mere fedt end det er kød. Fedtmarmoreringen sidder lige så tæt og gør kødet mere hvidt end rødt. Vel også derfor at der er så ubeskrivelig en god smag i “kødet” og at det smelter på tungen. – Selv en tandløs vil kunne tygge det med de bare gummer. Alene det at se kokken perfektionistisk stå og tilberede al maden foran os, var en stor oplevelse. En dråbe på tallerkenen af en sauce, to kerner et eller andet, “støv” af noget andet og fine små grønne blade. Mættet af meget mad og en helt og aldeles suveræn god oplevelse, gik vi derfra, efterfulgt af en god nattesøvn. Og JA… kobebeef smelter i munden og er en udsøgt smagsoplevelse, så fuglene de synger og JA… det er ALLE pengene værd! 😉
Dagen derpå var vi klar til cyklerne og til at vinke farvel til gode minder, både fra Sørens sømands liv og vores nye oplevelser 😉
Filmklip:
FAKTA:
*Maid café
I caféen cosplayer personalet (dvs. er klædt ud) som tjenestepiger (engelsk: maids) og behandler kunderne som herrer (og fruer) i et privat hjem snarere end som almindelige kunder i en café. Maid caféer blev oprindelig designet primært for at appellere til fantasierne hos mandlige otakuer (et japansk udtryk der i vesten bruges om “en fan ud over det sædvanlige”).
Ritualer og ekstra ydelser er kendetegnet for en maid café. Tjenestepiger byder kunder velkomne med “Velkommen hjem, herre (frue). De knæler ved bordet for at blande fløde og sukker i en kundes kaffe, og de dekorerer kagerne med sirup ved bordet, og nogle caféer tilbyder endda, at tjenestepigerne mader kunderne med en ske. Maid caféer tilbyder desuden i stigende grad ekstra ydelser som ørerensning og massage af ben, arme og ryg (forudsat at kunden forbliver fuldt påklædt) for et ekstra beløb. Nogle steder kan kunder også betale for at spille kort eller videospil med tjenestepiger. Kunderne forventes også at følge visse grundlæggende regler når de besøger en maid café. En maid café i Tokyo offentliggjorde i 2009 en liste med ti regler, som kunderne skal følge i en maid café. F.eks. må kunder ikke berøre en tjenestepiges krop, spørge om personlige kontaktinformationer eller i øvrigt invadere hendes privatliv med stalking. Det er heller ikke tilladt at fotografere tjenestepigerne eller interiøret i øvrigt.
*Kobe beef
Først når kvægbønderne finder den helt rigtige balance, er der tale om “kobekød”. Foreningen Japan Meat Grading Association vurderer kødets kvalitet ud fra fire faktorer: marmorering, farve og klarhed, fasthed og konsistens og fedtets farve, glans og kvalitet.
Fedtet er en afgørende faktor. Marmoreringen, som kaldes shimofuri, opløses ved lav temperatur, hvilket giver en fornemmelse af, at kødet smelter i munden. Fedtniveauet bedømmes ud fra en Beef Marbling Score (BMS).
Alle producenter er enige om, at nøglen til den høje kvalitet er klima, foder og genetik.
Kobekød skal leveres med et certifikat, som angiver koens ticifrede id-nummer og næseaftryk (ja, næseaftryk). Spørg, hvis du er i tvivl. Desværre sælges meget uautoriseret kød som kobekød.
Nogle kvægfarmere uden for Japan opdrætter “Wagyu-style”- eller “Kobe-style”-kød, som er et resultat af krydsningsavl mellem japansk og lokalt kvæg. Disse kvægracer opdrættes ofte, så de passer til de lokale smagsløg, for eksempel med mindre fedtmarmorering. Det smager stadig godt, bare anderledes.
*Om wagyu kød
Wagyu er en japansk kvægrace, som Verden over er berømmet for sin smag og fedtmarmorering.
Ordet ”Wagyu” stammer fra Japan. Ordet ’Wa’ betyder japansk og ’gyu’ betyder kvæg eller ko, og kan derfor oversættes til ’Japansk ko’.
Den mest velkendte sort af Wagyu kød kaldes Kobe kød da den stammer fra Kobe regionen i Japan.
Baggrunden for fremavlen af det unikke oksekød grunder pudsigt nok i, at Japan i omkring 200 år (1635 – 1868) havde et forbud mod at spise kød. Bønderne fokuserede derfor mere på at avle kvæg, som egnede sig som arbejdsdyr i rismarkerne og mindre på at avle kødkvæg. Det resulterede i mindre dyr og mindre kød – men med en ellers uset høj fedtmarmorering. De isolerede japanske bjergegne udviklede forskellige racer og traditioner som er baggrunden for de forskellige typer Wagyu-kvæg, vi har i dag.
Den særlige fedtsætning hos Wagyu gør, at den i højere grad sætter fedtet inde i musklerne (intramuskulært fedt), mens mængden af det udvendige fedt er mindre. Det bidrager til en langt kraftigere smag. Samtidig er det intramuskulære fedt kendetegnet ved at have en sundere fedtsyresammensætning med mindre mættet fedt og højere indhold af Omega-3 og Omega-6 fedtsyrer.
Wagyu-kreaturerne er forholdsvis små, og de har slet ikke den kraftige kropsbygning, man ser egentlige kødkvægsracer som for eksempel Limousine og Hereford.
Elsker at læse med…!
Og er glad for at jeg har fået sat det op, så jeg får en mail når der er nyt:-)
Tak Henriette… Glad for at du har fundet ud af det med mail. Det gør det trods alt lidt lettere, at du ikke behøver at tjekke i tide og utide. Dejligt du finder det interessant 😉
Fantastisk at læse med, du skriver så godt så man næsten føler man er der. Jeg er vidst langt bagud med læsning. Jeres nyhedsbrev var havnet i spam.
Fortsæt god tur
Knus Pia
Haha… det er da kun godt du kan udfylde hverdagen med alle mulige andre forhåbentlig interessante ting. Men jeg er også glad for at du finder mine opdateringer interessante og vi kan invitere dig lidt indenfor i vores hverdag 😉