Indien 4 & 5

Mod den sydlige vestkyst

Puttaparthi har været det ideelle sted at fejre julen…

Indien er fødested for fire af verdens hovedreligioner – hinduismen, buddhismen, sikhismen og jainismen – og der er templer overalt. Vi har trods alt ikke været her længe, før vi har fundet ud af at religion er synligt overalt. Det siges for eksempel at hinduismen alene har 330 millioner guder.

Det første vi bemærkede da vi steg af toget og begyndte at cykle, var at flere kvinder havde friske blomsterranker i håret og at mændene havde et klæde om livet, som de svinger op en ekstra gang, så det kun går dem til knæerne. Temperaturen var vel nok også steget ca. 10 grader, hvilket var tydelig mærkbart, da vi trampede afsted på landevejen. Vi havde godt 40 km til vi var i Puttaparthi og skulle mødes med Tina. 

Tina bød os varmt velkommen og vi blev indlogerede i byens ashram (ashram er forklaret i mit tidligere opslag). Det er en kæmpe ashram som grundlagdes af *Sai Baba. Endnu en højt rangerende guru. Det er den største ashram vi har været i til dags dato og jeg vil gætte på at vi har boet et par tusinde mennesker inde på området.

Selvfølgelig deltog vi i flere forskellige ritualer, så som at chante. Det er vedaerne man chanter. Vedaerne er de skrifter i verden som er ældst og skrevet på sanskrit. Vedaerne består af flere bøger bla. er ayurveda også et skrift som omhandler sundhed og deraf alle de massager og urter alt efter ens type. Der står i al visdom i vedaerne, fra hvordan man fysisk skal leve livet til spirituel visdom – for at opnå oplysning/entlightment.

Salen hvor vi sidder i er stor og hedder mandiret (tempel), vi sidder på lange rækker i skrædderstilling og mænd og kvinder er delt op til hver sin halvdel af salen. Oppe i loftet hænger der store lysekroner og duerne flyver lystigt omkring og kurrer. Vi forsøger alle ikke at sidde ret under lysekronerne, da duernes efterladenskaber ofte dumpes derfra. Det er en stærk og rørende oplevelse at sidde der og se på de andre, der virkelig tjener deres “mester” på bedste vis. Oppe ved “alteret” ligger Sai Baba i en stor lukket “kiste” og der hænger kæmpe billeder af ham overalt. Der er også flot julepyntet, idet de fejrer alle højtideligheder uanset, hvilken religion de stammer fra. 

Fotografering er forbudt på området, dog har jeg taget et par billeder i smug og så må jeg håbe at jeg bliver tilgivet for mine synder 😉 

Jeg kan godt ærgre mig over at vi ikke har været mere bevidste om Sai Baba og hans eksistens da han levede (døde i år 2011). Vi har talt med flere vesterlændinge som har været meget tætte på ham (bl.a. Tina) og de har haft private samtaler med ham. De fortæller de mest utrolige ting som de har oplevet ved selvsyn og på nært hold. Bl.a. hvordan de har set at han kunne manifestere guldkæder og hellig aske ud af hans hænder. Det kan være svært at tro, men vi må lade tvivlen komme dem til gode, efterhånden som vi hører om deres oplevelser og ikke mindst tætte relationer til ham. 

Det siges nu at den næste Guru er født et sted i det sydlige Indien, han har dog ikke vist sig endnu. Men jeg tror at den dag han dukker op, vil vi opsøge vedkommende 🙂 

Puttaparthi har været det ideelle sted at fejre julen… endelig fik vi lidt julestemning og i godt selskab med Tina og nogle af hendes venner. Juleaften havde vi vores fineste dress på, jeg selv havde taget det tøj på, jeg havde fået i forbindelse med brylluppet i Pakistan og jeg følte på ingen måde at jeg stak uden for normalen. Puttaphati er selvsagt en meget hellig by og derfor er der ingen kød eller vin på menuen, men vi fik den bedst tænkelige vegetarmad og de mest lækre drinks til maden. Inde på ashramen er der flere spisemuligheder, dog spiser kvinder og mænd hver for sig, hvorfor vi flere gange har været uden for ashramen for at spise. 

Uden for ashramen er der masser af liv på gaden og rigtig mange butikker der sælger klæder. De fleste kvindelige indere har et langt meget smukt stykke klæde svøbt kunstfærdigt omkring sig, det ligner en lang kjole og ender som et slags sjal. Det er 6m langt og ofte vævet med guldtråde og silke og de billigste vi har set koster kun 10 Dkr. Det er ufatteligt hvad man kan købe for selv små penge. Inde under klædet på øvre halvdel, er der en form for kortærmet bluse/skjorte og ofte kan man se deres bare maver fra siden. Rigtig mange kvindelige vesterlændinge har også valgt at klæde sig i denne saree (som det hedder, udtales sari) og flot det er det jo. Desværre er der også rigtig mange tiggere uden for ashramen. På et tidspunkt var alle tiggere inviteret ind i ashramen, hvor de blev tilbudt gratis mad hver eneste dag, mod at de ikke tigger mere på gaden. Men tilbuddet blev afvist, da det er en top professionel organisation og den mand der er mest krøbling af dem alle, har flere ejendomme og er meget velhavende. Kvinderne bærer små børn i deres arme, som de har lånt sig frem til og så bedøver de dem, så de forholder sig fuldstændig roligt over dagen og blot hænger der i deres favn og stirrer melankolsk på dig. Det er en barsk virkelighed, så når vi ser på manden, der tisser siddende på asfalten, gyser det lidt i en, når man kender til sandheden. Vi har også selv set flere kvinder, der får mælk eller kiks og de går direkte ind i butikkerne og afleverer det mod kontanter. 

Vi havde en dejlig uge i Puttaparthi. Besøgte Tina på hendes farm uden for byen og dyrkede yoga med hende og denne gang var det i modsætning til vores tidligere introduktion til yoga, en noget lettere tilgang 😉 

Tina sørgede også for at vi kom ud og besøge en skole, som er startet op af en kvinde fra Australien. Et fantastisk projekt. Der er 175 elever på skolen fra 1. til 7. klasse og den er 100% finansieret af *donationer. Hvilket de håber rigtig meget på at flere vil bakke op omkring, da lærer osv. også afkræver en løn. Eleverne får mad på skolen og de forsøger selv at dyrke grøntsager osv.  Det er kun for de fattige børn i området og ud af 250 ansøgninger kan de kun tage 25 nye elever ind på skolen hvert år. Jeg synes det er så flot og stort et stykke arbejde de gør og er glad for vi fik muligheden for at opleve det. 

Minimum 30 nysgerrige indere stod tæt omkring os 

Fra Puttaparthi og ud til kysten er der ca. 450 km. Igen røg vi på cyklerne og er kommet igennem landsbyer store som små. Rismarker, linser, kokosnødsplantager, bomuldsmarker sort peber og kaffeplantager osv. Det er høsttid for linser og rigtig mange steder ligger høsten ude på vejen.  Lastbiler og biler m.m. kører over det, så linserne lettere falder ud af bælgen og derfra samles det op og linserne rystes fri af høet. Mange steder bor folk i sivhytter og de fleste hilser pænt på os. Hvis vi gør holdt, går der ikke lang tid, før vi er omringet af nysgerrige indere og de kommer helt tæt på os. Hvis vi ikke før har følt os lidt udstillet, så gør vi det nu. I landsbyerne stimler de minimim 30 mennesker omkring os og de stirrer bare på os. HELT TÆT! For det meste er der nogen der kan engelsk og derefter kommer alle spørgsmålene… jojo – jeg ved ikke om vi nogensinde vender os til den del. vigtigst er dog at de er alle flinke. Vi slår dog ikke teltet op på åbne arealer, men vi har et par gange spurgt om vi må slå telt op inde på grunden bag ved en restaurant og hos en landmand, hvilket ikke har været et problem. Personalet på restauranten sover selv på stedet, men igen oplever vi at det er uden toiletforhold, hvilket foregår ude i bushen 😉 Vi havde ellers selv købt ind til at kunne lave mad, men for at vise vores taknemmelighed valgte vi at spise på restauranten… og stærkt krydret er det 😉 Pludselig dukker en inder op, med hans klæde omkring livet som alle andre. Han går hen til os og siger: Hvordan går det? Har I det godt? Det viste sig at være en der var ansat hos Novo Nordisk og pt. er han udstationeret til Danmark, dog hjemme i julen hos familien. Nogle havde ringet efter ham, da det gik op for dem at vi var fra Danmark. En sjov og pudsig oplevelse. Han inviterede os også hjem til ham og familien, men desværre var det i den forkerte retning af vores cykelrute, så vi takkede høfligt nej. Det blev en hyggelig aften og maverne tog ikke skade af den stærke mad 😉 

I byerne har vi fundet frem til små hoteller eller hvad jeg skal kalde det? I hvert fald har der været et overnatningssted inden for fire vægge 😉 

Vejene har forholdsvis været rigtig gode at cykle på, men selvfølgelig er der strækninger på grus og i sten. 

Nytårsaften holdte vi i en by der hedder Chikmagaluru, en lidt større by, hvor vi fandt et hel godt hotel. Der var intet tegn på at det var nytårsaftens dag. Om aftenen tog vi ud til en lidt pænere restaurant… igen havde vi ingen fornemmelse af at denne aften var anderledes end nogen anden. Vi fik god indisk mad og tog derefter tilbage til hotellet, hvor vi fik ringet til vores børn og ønsket dem et godt nytår. Vi sad oppe til midnat og hyggede i eget selskab. Ganske lidt fyrværkeri lyste op i horisonten og så var det godnat tid for Hr. og Fru Borg 😉 

Cykelturen fra Puttaparthi til kysten var en god oplevelse, da vi fik et rigtig godt indtryk af livet på landet og hvor de absolut ikke er vant til at se turister. Vi cyklede i ca. 1000 meters højde op og ned i terrænet, for tilsidst at cykle nedad til kystlinjen. I forrygende fart, gik det ned gennem bl.a. kaffeplantager og aberne fulgte os langs vejen med deres store brune og nysgerrige øjne. 

“Endelig” nåede vi ud til kysten. 350 km syd for Goa. Hvis ikke det havde for vores besøg hjemme i Danmark i sept. har vi ikke set havet siden marts 2017 i Tyrkiet. og i skrivende stund har vi januar 2018, så det var dejligt med en dukkert i det varme indiske ocean 😉 

*Donationer til skole. Hvis du ønsker at donere et beløb eller et løbende beløb, kan du kontakte os og vi vil sætte dig i forbindelse med de rigtige personer.

*Sai Baba  (23. november 1926 – 24 april 2011) var en iindisk guru. Han blev født i landsbyen Puttaparthi i delstaten i Andhra Pradesh og fik navnet Sathyanarayana Raju. Han døde den 24. april 2011 efter længere tids sygdom i sin hjemby. Sai Babas lære handler om uselvisk næstekærlighed og enhed. Hans tilhængerskare, som skulle være på op mod 50 millioner mennesker, betragter ham som et guddommeligt væsen på linje med Jesus og Buddha eller som en avatar, dvs. en guddommelig inkarnation, af såvel en tidligere guru som guden Krishna. Sai Baba var kendt for udførelse af mirakler, hvor han materialiserede hellig aske, som han strøede om sig til disciplene. Men også mere værdifulde genstande, som ure og halskæder, indgik i hans mirakler. Desuden skulle han kunne foretage helbredelser og dødeopvækkelser. I 1940 erklærede han sig som Sathya Sai Baba, en reinkanation af Sai Baba fra Shirdi, som var en helgen, der døde i 1918. Samme år grundlagdes Sai Babas Ashram, Prashanti Nilayam (= “den højeste freds bolig”).