SYDAFRIKA: St. Lucia, Dragensberg, Poul St. Johns + Addo elephantpark

Cyklerne er parkeret sikkert og godt i Athen til vi kommer tilbage efter vores 5 ugers rundtur/eventyr i Sydafrika (Sydafrika, Namibia, Botswana og Zimbabwe)

Første uge

Desværre nåede jeg jo lige at få en omgang influenza, så flyveturen blev lang, da jeg havde svært ved at trykudligne. Da vi ankom til Johannesburg fandt vi hurtigt frem til bilen som vi havde lejet på forhånd og li´så hurtigt var vi ude af Johannesburg. Søren skulle lige vænne sig til at der er venstrekørsel og at alt sidder omvendt i forhold til det vi er vant til. Gearene skal skiftes med venstre hånd, blinklys og vinduesvisker er også byttet rundt og vi skal tænke os om to gange, hver gang en vej skal krydses eller vi skal dreje. Vejene ser flotte og brede ud og vi opdager hurtigt at hvis man trækker til venstre og lader en bil passere, blinker den overhalende et par gange med katastrofeblinket som tak. Jeg er træt og jeg har en dundrende hovedpine, næsen løber konstant og det svider hver kan jeg pudser den. Det begynder at regne og vi gør holdt ved en lodge allerede efter 100 km. Det er lige over middag og jeg springer straks i seng og falder i søvn. Det føles som om at jeg fryser helt ind i knoglerne, samtidigt med at jeg sveder. På et tidspunkt begynder det er tordne, men jeg registrerer det knapt nok. Kun en gang i mellem giver det et gib i hele kroppen, da det lyder som om at himlen er ved at falde ned om ørene på os. Sidst på aftenen kører Søren ud og finder lidt mad til os. I mellemtiden har jeg svedt så meget at det ser ud som om at jeg har tisset i sengen. Sengetøjet kan vrides og det drypper fra mit hår. Vi spiser en toast, jeg tager et bad og vi sover igennem hele natten.

Næste morgen fornemmer vi virkelig hvor dejlig varmt her er. Fugle og frøer har deres egen sang som li´som ønsker os en god dag vi og vi ryger hurtigt på vejen igen. Jeg har det meget meget bedre. 

Planen er at køre til St. Lucia som er ca. 500 km fra hvor vi overnattede. Himlen er blå og vi kører på en vej der skifter mellem at være en national road og en motorvej. Sommetider må vi betale for at køre på vejen. Den bugter sig op og ned i bløde kurver og det ser dejligt grønt og frodigt ud. Langs vejkanten ser vi mange gående sorte folk. De er overalt… inde i skovene, langs vejen – nogle af dem stikker armen ud i håb om at få et lift, andre passerer blot vejen og ofte er det ude in the middle of knowhere og vi undre os li´så ofte over hvad de laver der? Får og geder er også langs vejene og midt på dagen møder vi masser af skolebørn. Skolebørn der vandrer langs vejen og jeg tror det ofte er både 10 og 15 km, før vi når de nærmeste beboelsesområder. Vi vurderer mange børn til ikke at være ældre end 5-6 år og tænker at mødrene må have en helt speciel psyke til at lade deres børn gå på disse trafikerede veje. Når vi nærmer os de mere beboede områder er der selvfølgelig mere liv langs vejene også legene børn og det er ofte helt små børn. 

Vi ankommer til St. Lucia sidst på eftermiddagen. St. Lucia er en lille by ud til kysten og den er specielt kendt for at flodhestene vandrer fra floden og op gennem byen for at græsse. Vi fandt en lodge til overnatningen og indtog derefter en tidlig middag. Desværre var det ikke denne dag at flodhestene vandrede gennem byen, så da det blev mørkt kørte vi selv en runde ned til vandet og floden. Der var masser af skilte med forbud om at svømme i floden, grundet krokodiller, hajer og flodheste, så trods den varme og meget stjerneklare aften var fristelsen ikke stor til en dukkert. På et tidspunkt gjorde vi holdt og steg lige ud af bilen for at høre de mange “nye” lyde. Cikader, aber, frøer osv. Himlen var sat til med stjerner og det var en utrolig smuk aften. 

Heldet var med os… vi holdt stille  helt nede ved breden af floden og lyste med billygterne ud over vandet. Før vi vidste af det kom en kæmpe krokodille svømmende og kort tid efter så vi to flodheste. Desværre så vi dem ikke rigtigt, men ørerne var slet ikke til at tage fejl af. Vi blev holdende et stykke tid, hvorefter vi kørte videre. På landevejen så vi et stort dyr passere forude. Først troede vi det var en flodhest, men da vi nærmer os, viser det sig at være en stor hyæne. Den tog slet ikke notits af at vi var der, men når vi kom fór tæt på, lagde den sig ned i græsset og blot kiggede på os. Køn var den ikke, men når den lå der, lignede den blot en stor hund med sine store runde øjne. Uha… vi fik helt kildren i maven over at vi 20 min. forinden var stået ud af bilen. 

Næste morgen var igen dejligt vejr. Vi spiste vores egenindkøbte havregryn og foretog lige et par praktiske ting, mens vi havde netforbindelse før turen skulle gå videre til Drakensberg. Alt imens at Søren var på toilettet og jeg sad i fællesarealet udenfor, kom der en flok aber forbi…. og nysgerrige er de små kreaturer og ikke mindst frække. Søren hørte godt lidt rumsteren og da han kom ud fra toilettet blev han hilst velkommen af ca. ti aber, der havde inviteret sig selv på besøg og morgenmad. Resterne af vores havregryn, var godt spredt ud i værelset. Søren fik de ubudne gæster jaget ud og taknemmelige for at de trods alt ikke havde fundet andet interessant eller taget vores ting, blev døren hurtigt lukket ud til det fri. 

Næste dag (3. dagen), gik turen mod Drakensberg. Det flotte bakkede terræn bliver gradvist omformet til bjerge. Alt er flot lysegrønt og så langt øjet rækker fortsætter bjergene. Vidderne er enorme kilometer efter kilometer…. Igen møder vi skolebørn langs vejen, somme tider er der en ko eller to der passerer eller et enkelt æsel der dovent græsser i vejkanten. Selv på motorvejene møder vi både cyklister, gående folk samt div. dyr. Må sige at det er spændende kørsel, i det vi aldrig ved, hvad der er rundt i det næste sving. Generelt er vejene gode, men vi kommer også til veje med store huller pg ikke mindst gigantiske bump når vi nærmer os en skole. Det er bump, der helt sikkert sørger for at alle biler stopper op og hvis vi får overset et enkelt kan vi bliver helt nervøse for at bilen ender som lirekasse. Sommetider fører ruten os ind igennem de lidt større byer. Her vrimler det med folk og der er masser af gadesælgere. Damerne som går i alle størrelser har enten farvestrålende tørklæder om håret eller deres hår er flettet eller snoet efter alle kunstens regler. Nogle af dem bærer med flot rank ryg skåle, spande eller ris-sække på hovedet og rigtig mange har deres lille barn hængende på hoften med en arm omkring eller også er barnet bundet op på ryggen med et sjal eller tæppe omkring.  Der er langt imellem at vi ser en hvid dame eller mand og når det går op for gadefolket at Søren og jeg er hvide, lyser de som regel op i et stort smil og vinker. Men når vi har stoppet op og talt med nogen både hvid eller sort, føler vi lidt modstand/fjendtlighed. Ikke at de ikke er høflige nok men der er bare en form for afstand. Lige indtil vi siger af vi er turister og fra Danmark. Så bliver de meget mere snaksalige. 

I Drakensberg vandrede vi en tur på ca 14 km i bjergene. Turen gik ad bjergsiderne på smalle stier, med sten og trærødder. Det var en enorm smuk tur, både med dens vegetation og klippefremspring. Vi endte oppe ved et lille vandfald, der springer ud fra verdens næsthøjeste vandfald Tugela faldene, her var en lille “pond” hvor vi kunne tage en kølig og velfortjent dukkert. Det var super dejligt og forfriskende. Vandreturen tog os i alt 5,5 t. før vi igen var ved bilen. Vi overnattede en times kørsel derfra. Næste dag gik turen videre til Jungle Monkey wiev backpacker resort i Poul St. Johns. Meget hyggeligt sted, med udsigt til bjergene på den ene side og havet til den anden. Grundet for mange fatale hajangreb over de sidste år, blev man kraftigt frarådet at svømme i havet. Det mest fatale angreb var på en person, der blot var gået ud i vandet til navlen.

VIDEO 🙂 Denne video er ikke for mindreårige eller sarte sjæle, da den indeholder pornografiske scener… uhhh 😉 

6. dagen kørte vi til Addo elephantpark. Igen en lang tur i bilen, men vi nød hvert et minut. Det var knapt før mørkets frembrud, så vi fandt blot en lodge hvor vi overnattede og stod tidligt op næste dag, for selv at inspicere parken i bil. Vi havde fået en brochure, hvor alle dyrene man kan se, er afbilledet og med point afhængigt af hvor sjældne de var. Begejstringen var stor hver gang vi så et dyr og vi krydsede flittigt af. Der gik lang tid før vi stødte på de første elefanter. Men derefter så vi dem flere steder og tæt på. Det var sjovt at studere dem rundt om vandhullerne, når de drak. De største hanelefanter holdte sig på afstand til de store flokke. “Pumpa”, vortesvin var over alt og rigtig mange kuduér (en stor slags hjort). Vi så også store flokke af bøfler og zebraer m.m. På et tidspunkt kom en enlig hanelefant gående på vejen lige ret i mod os. Den viftede lidt med ørerne og vi holdt blot stille. Først talte vi om, om vi skulle vende rundt, men tænkte at det allerede var for sent, så vi sad blot der og sad. Tak spids… dens stødtænder var velsagtens langt over en meter og jeg tror den var bredere om ryggen end selve bilen vi sad i. Hold nu fast den er stor. Mine øjne var spilet op og var så store som tekopper. De elefanter de bruger i cirkus kan godt pakke sammen. Jeg har selv ligget foran/under en elefant, der skulle massere mig med foden og den var også stor, når man sådan ligger fladt under den, men denne her var gigantisk og kunne godt få adrenalinen til at skylle rundt i blodet. Da den var på sikker afstand åndende vi lettet op og kørte forsigtigt videre. (Vi fik senere fortalt at det var godt at vi ikke var vendt rundt, da mærkelig opførsel fra bilerne godt kan hidse dem op). Som det absolut sidste i parken, fik vi også øje på løverne. To kæmpe hanner og tre hunløver. Desværre lå de bare der og lå og desværre også med god afstand ud til vejen, hvor vi var. Dog var den ene han, lige oppe og strække sig og gå en kort runde og vi fik en god ide om, hvor stor han også var og her taler vi altså også kæmpe stor. Godt tilfredse og mættet af dagens oplevelser gik vi tidligt i seng. 

VIDEO = Safari – husk lyden