Sydafrika: Knysna, Storms river og Oudtshorn

Sydafrika

Dagen derpå tog vi endnu en hitchhiker med os

8. dagen. Igen havde vi en lang køretur foran os, planen var at køre til Knysna, men vi valgte at tage et stop undervejs og overnattede ved Jeffreys Bay. Hvilket er det tredjestørste og mest populære sted i verden at vindsurfe. Undervejs stoppede vi ved Storms river og gik en lille tur ud til en hængebro, hvor vi blot nød turen langs vandet. Naturen er helt fantastisk og når bølgerne slog mod klipperne lignede det ofte et helt springvand. 

Ved Jeffreys Bay fik vi fortalt af en lokal mand at surferne ofte bliver jagtet af hajerne og tvunget i land og så sent som sidste år, stod han og en kammerat og så ud på en ældre mand, der svømmede langs kysten, hvor en hvidhaj pludselig dukkede op og tog manden i gabet som desværre heller ikke overlevede angrebet men allerede dagen efter var der masser af surfere i vandet igen. Pretty scary. 

Dagen derpå tog vi for anden gang en hitchhiker med os. De står langs vejene og vifter med en pengeseddel i håb om at nogle vil give dem et lift. Vi har kun taget kvinder med os. Det er hyggeligt og vi får en chance for at få lidt lokal viden. Vi ankom til Knysna sidst på eftermiddagen. Knysna siges (i følge TripAdvisor) at være det mest anerkendte sted i Sydafrika og det tredje bedste sted i verden. Her er absolut også dejligt men jeg vil til enhver tid påstå at det bør ligge længere nede på listen. Vi har taget to overnatninger på et backpacker sted. 

Desværre lykkedes det os ikke at komme ud og riverrafte, men vi tog i stedet en stille og rolig kanotur på floden lige uden for Knysna.

Oudtshorn, 10.-11. dagen (d. 8-9 febr.): Så fik vi igen en regnvejrsdag, hvilket selvfølgelig går en del ud over sigtbarheden. Igen har vi fundet ind på et backpackersted, hvorfra vi tog ud til en Zoo, hvilket faktisk var meget interessant. Søren og jeg blev hejst ned i et bur til krokodillerne i vandet. Øv, vi troede de var lidt mere aggressive, men de kom kun hen til buret, hvorefter de lå helt forstenet i vandet, så det var ikke så stort et adrenalin kick, som vi havde håbet. Vejret havde dog skiftet til fuld solskin, så egentlig var det jo meget rart med en lille “dukkert”. Derefter kørte vi ud til en strudsefarm, som igen var interessant. Jeg fik en ridetur på en struds og selv om den ikke fik lov til at løbe på fuld speed (70 km/t), var det tydeligt at mærke de enorme kræfter jeg havde under mig. Efter ganske kort tid, fik jeg at vide at jeg skulle lade mig glide af igen. En sjov oplevelse, men et eller andet sted også synd for strudsene, da det jo absolut ikke er deres natur at have os mennesker på ryggen. Søren fik efterfølgende en omgang nakkemassage, der foregik på den måde, at han skulle stå med ryggen til strudsene og med en foderspand foran sig. På den måde fik han masseret nakken, når strudsene tog for sig af dagens ret i spanden. Dagen sluttede på restaurant, hvor vi fik steaks af springbuk, struds og Kudu. Alle tre dele var en herlig spise og super mørt som var det en bedre kalvemørbrad.

I dag fik vi scrambled eggs af strudseæg til morgenmad. Èt strudseæg svarer til 24 stk. alm. hønseæg. Smagen er lidt mere intenst til sammenligning med alm. hønseæg og vi havde i hvert fald al mulighed for at blive mætte. Resterne gav vi til den pige der gjorde rent  og jeg fornemmede at det gjorde stor lykke hos hende. Vi kørte en rundtur på i alt 5 timer. På vejen gjorde vi holdt for at se en drypstenshule. Den var imponerende stor og betagende smuk med alle dens udformninger, der er opstået gennem de mange millioner af år, hvor der er skyllet vand igennem den. Vi fik at vide at  gangene vi gik på, havde set fuldstændig ud som “loftet”, men at man havde hugget div. formationer væk og fyldt op med beton, så det var til at gå der.  Vi fortsatte vores tur op gennem Swartberg passet. Her var intet grønt eller frodigt, tværtimod var det meget goldt. Klippevæggene var rå og stejle og udsigten var fuldstændig spektakulær. Vejen er i sin tid bygget af fanger og den snor sig helt ude på kanten af bjergsiderne, hvilket sommetider godt kunne give noget af et sug i maven. Vi kunne næsten forestille os, at det er som at køre inde i Gran Canyon, både på klippesiderne og også nede i kløfterne. Vi var oppe i over 1.500 m. højde og vi var helt nede hvor floden løb. Nede tårnede klippesiderne sig op på begge sider af vejen, hvilket var li´så imponerende som at køre i højderne. Farverne går fra sort, brune, alle rødlige nuancer til gule og helt over i grøn og de smukkeste mønstre med farver og formationer tog helt pusten fra os. Ind i mellem mødte vi store flokke af aber, som kækt legede ude på vejen og oppe i klipperne. Vi stoppede ved et vandfald, der li´som de mange andre vandfald var uden vand, men uanset var det smukt og trods skilte med advarsler om slanger, nød vi den lille vandretur. Aftenen sluttede vi af ved en lodge for at spise. Lodgen lå helt ud til en sø og inde i en safaripark, så under solnedgangen nød vi det imponerende syn af flodheste der badede, en enkelt giraf, der indtog dagens sidste måltid á la  carte fra træ kronernes tag selv bord og flere andre hjortelignende arter, der kom ned for at slukke tørsten i vandhullet. 

You can´t scream under water!

På 12 dagen stod vi tidligt op. Vi havde en times kørsel foran os fra Oudtshorn til Mossel Bay. På lodgen havde de undersøgt for os, hvor der var størst sandsynlighed for at se hvidhajer og heldigvis for det, da det sted vi ellers havde forudbestemt (Gansbaai), havde der ikke været nogle de sidste par dage. Tværtimod havde de vist sig i Mossel Bay. Kl. 07.15 startede vi med at få morgenmad alt imens vi fik lidt kyndig vejledning og viden om hvidhajerne. Vidste I at den populære hajfinnesuppe, er den rene ondskab mod hajerne? Den bliver fanget KUN for at skære dens finner af (mens den stadig er i live), derefter dumper man den i vandet igen og da den ingen finner har mere, ryger den ret til bunds og lider en langsom og pinefuld død. Det gyser i mig og jeg håber at det en dag bliver strafbart både at skære finnerne af såvel som at spise suppen.

Vi sejler blot 20 min. indtil vi er ved en lille klippeø ude i bugten. Der er et hav af sæler på den og i vandet rundt om den. Men jeg tror de fleste af os var lidt for spændte på at skulle i vandet med hvidhajerne, til at nyde synet over de mange sæler. Vi var 3 hold á 6 pers., der blev hejst ned i buret, som hænger på siden af bådens ræling. Vandtemperaturen er 23 gr., himlen er blå og stemningen om bord er lidt pirrende. Instruktøren giver os alle instrukser om, hvordan vi skal forholde os i buret og ønsker derefter det første hold held og lykke. De er 4 unge damer og 2 mænd. De både skriger og griner lidt hysterisk i de første 10 min. Derefter bliver der lidt mere ro over dem, men vi fornemmer dog stadig spændingen og nervøsiteten hos dem stadig er stor. Før de blev hejst ned i vandet, havde der været en enkel hvidhaj, som svømmede rundt om båden, men den var svømmet væk igen og lod det frygtindgydende møde vente på sig. Instruktøren blev ved med at smide tun affald ud i vandet for at tiltrække hajerne. Endelig kom den første haj tilbage, hurtigt tog de 6 i vandet sig en dyb indånding og dykkede spændt ned for at iagttage den. Vi andre kunne alle stå ombord, i sikkerhed, og se dens færden fra oven. Der var god sigtbarhed, hvilket instruktøren også fortalte at det kunne være grunden til at hajen ikke var mere aktiv end den var. Men nu kom den da tilbage med jævne mellemrum og de 6 i vandet, fik en god oplevelse, trods de havde været i vandet så længe at de frøs godt, da de kom op igen. Hold to, var heldige at se 2 hvidhajer og Søren og jeg som var det sidste hold var heldige at se 3 hvidhajer på en gang. Nu var spændingen ikke så stor mere og nervøsiteten var fuldstændig væk. Vi havde jo haft god tid til at studere de andre og se hvad der foregik. Men når man står dernede i buret, dykker ned og får dem så tæt på sig, kan man alligevel godt føle sig lille og sårbar, når de kommer helt tæt på. Ikke at vi blev nervøse, men der hersker ingen tvivl om respekten over for rovdyret og ingen skulle tage chancer og lige stikke undervandskameraet ud mellem tremmerne, for et bedre billede. Alt i alt var det en fed oplevelse og helt klart noget jeg kunne dyrke meget mere, hvis ikke det var fordi at det er så dyrt og vi har knebent med tid, i forhold til alt det, vi vil nå at opleve på turen. 

Klokken var kun godt middag, da vi igen kørte fra Mossel Bay og nu mod Cape Town. Vi har kørt over 3.300 km fra vi startede op fra Johannesburg, hvilket er ca. en tredjedel af den planlagte rute. Vi stopper sidst på eftermiddagen, hvor vi kommer forbi et sted med vinsmagning. Vi smagte 7 forskellige vine, 3 hvid og 4 rød. Måske ikke den mest fantastiske smagning vi har haft og heldigvis for det, da Søren skulle bag rettet igen, så det gjorde ikke så ondt, at spytte i spanden og hælde sjatterne i spanden heller. Til gengæld fortalte hende der stod for smagningen en del om livet i Sydafrika, hvilket var hele stoppet værd. Vi fandt en campingplads i Kleinmond, helt ud til kysten. Endelig fik vi slået vores kære telt op og vi nød den lune aften med bål og senere et par steaks vi havde smidt over gløderne med et glas herlig portvin til. 

 

7 tanker om “Sydafrika: Knysna, Storms river og Oudtshorn

  1. Nyder at læse om jeres oplevelser, god vind, glæder mig til mere, hygge til jer

    • Stadig dejligt at følge jer, og både læse og se hvad i oplever, Så sejt forsat god vind, og stort tak for at vi må følge jer

      • Tusind TAK Ulla 🙂 Det glæder mig at du også får lidt ud af vores oplevelser og finder det interessant at følge os 😉

  2. Sikke en oplevelsestur . Jeg har selv været både i Knysna, Oudtshorn, Mossel Bay, Cape Town, strudsefarmen og drypstenshulerne. Tak fordi I vil dele det med os andre og fortsat god tur. Ser frem til fortsættelsen og pas godt på jer selv. Knus fra Jytte

    • Tusind TAK Jytte… Var du også ude at ride på struds?
      Jeg håber du kan genkende mine beskrivelser?
      Knuzzz og hils familien <3