NAMIBIA:
Fish River og sandklitter – Hajfiskning – Himba folket
Utroligt så overvældende et natursceneri
Med Capetown et par hundrede km bag os, havde vi den første overnatning. Der er gået 21 dage, siden vi ankom til Johannesburg. Vi suser derud af og kilometer efter kilometer bliver vi bekræftet i den storslåede og vilde natur. Der bliver længere og længere mellem byerne og befolkningen. Ganske sjældent møder vi mennesker eller dyr langs vejen. Pludselig dukker et par tur-cyklister op og vi gør holdt. For første gang siden vi selv forlod Danmark på vores egne cykler, møder vi et par, der allerede hár cyklet den samme rute som den vi selv tænker at gennemføre. De havde været undervejs siden 2009 med 77.000 km i sadlen og var nu på vej hjem til Spanien 😉
Dag 22 er en af de lange dage, hvor vi blot skal have lagt nogle km bag os. Det blev til ca. 600 km og med stor betagethed over de lange strækninger, der sommetider føles som om de fortsætter i al uendelighed. Da vi ankommer til grænsen indtil Namibia, skal vi igennem paskontrollen. Temmelig omstændigt, men ganske problemfrit. Vi finder en lodge ret efter grænsekontrollen. Dagen derpå kører vi til Fish River. Asfalt vejen bliver afløst af grusvej, så langt øjet rækker. Langs vejkanten ser vi med jævne mellemrum at der ligger kasserede bildæk efter punkteringer. Umiddelbart virker vejen ellers fin, men hvor der ikke er jævnet ud, føles det som at køre på et vaskebræt. Vegetationen veksler skiftevis fra stort set ingen til pænt mange buske, med få træer der stikker op. En sjælden gang møder vi en hjort-art, en struds eller et par zebraer.
STOOOP råber jeg, hvis jeg synes lyset falder specielt på et bjerg eller andet. Så er det fotograferings tid 😉 Forgæves prøver jeg at få det samme resultat ud af virkeligheden som vi også ser den, men det virker desværre til at være en ganske stor udfordring. Dybde, farver og kontraster er umulige at gengive med mine færdigheder og kameraer, hvilket giver mig store ærgelser.
Fish river kan bedst beskrives som var det en kopi af et mindre Grand Canyon. Det er verdens næstdybeste kløft og selvfølgelig er den imponerende flot og dog syntes vi begge at det var en lang “omvej” for den korte fornøjelse. Det var ikke sådan at man kørte langs med og kunne nyde synet over længere tid. Det var et udsigtspunkt hvor man skulle ud af bilen, for at kunne se ned. Sidst på eftermiddagen nåede vi til The sand dunes, som er verdens højeste med sit højeste på 340 m, også kaldet Big daddy. Gigantiske sandklitter af rødt sand, der konstant bliver modeleret af vinden, så de langsomt skifter form. Aftenen tilbragte vi på en lodge midt ude i ørkenen, hvor vi igen havde mulighed for at slå vores eget telt op 🙂
– Utroligt så overvældende et natursceneri vi befandt os i… nå vel, en ørken er IKKE bare en ørken med gult eller rødt sand, erfarede vi! Begge tabte vi totalt mælet… der var ikke plads til ord… udover begejstrede udbrud og stille suk! Man føler sig pludselig så ydmyg og lille i denne så voldsomme, men smukke natur! Det er så ubeskriveligt: skiftende farver/mønstre/“kulisser“ under hele turen ud til kysten var vi dybt betagede! Ind i mellem stødte vi på en forladt gammel bil. De så faktisk mere kunstfærdige ud end at det lignede skrammel, så det gjorde ikke spor 😉
Ud og fiske efter hajer
Mættede af sanselige indtryk, nåede vi langt om længe ud til kysten. Nu var det sulten, som meldte sig! Det kunne en tidligere belgisk Michelin-kok til gengæld råde bod på! Hvor finurligt det end lyder, var denne fantastiske kok inden for rækkevidde i NAMIBIA … her havde, han og hans kone skabt sig et listigt sted “Fishermans Lodge“, som de har drevet siden 1993. Her er da ihvertfald også friske råvarer at arbejde med… de fisk, man får serveret i Belgien, er ikke just lige hevet op af vandet… så meget HAR jeg da lært i geografi-timerne 😉 Hver dag er han selv ude og fiske, både til middagsbordet, men også hvor han tager klienter med sig, for at fange hajer fra strandkanten af. Vi blev fristet og blev en ekstra overnatning, så vi kunne komme med ud og fiske efter hajer. Tro mig, når jeg fortæller, at vi fik en fantastisk beværtning. Barbecue á la gourmet på stranden og igen lækker fisk om aftenen. Dog var det en uheldig dag, hvad fangsten angik. Kun Søren lykkedes med at fange en fisk og ellers måtte vi pænt se til at “naboen” lykkedes med at hive deres tredje haj i land. Efter fotografering, bliver hajen pænt sluppet ud i vandet igen. (Hajer er koldblodige og mærker ikke smerte som vi gør) 😉
Himba folket
Med ét ændrer byggestilen sig ude på landet. Nu bor alle i hytter, bygget af grene, som derefter er beklædt med lerjord og sluttet af med et stråtag. Hver enkelt familie bor samlet bag et hegn af siv og bag hegnet har de hver deres hytte. Ofte ser vi en familie eller flere, der bor uden for al lov og ret, (over 100 km til hver side). Flere af dem har ikke bil og lever af de planter de dyrker samt høns, geder, og køer.
Ståltråds- og pigtrådshegnene langs vejene er ophørt for længst og vi bliver jævnligt mødt med skilte langs vejen, der advarer imod elefanter m.m. Vidderne som vi syntes var enorme i Sydafrika er ingen ting i forhold til Namibia og Botswana. Hegnene der nu er ikke eksisterende, betyder også at vi udover at møde folk på vejen, køer, æsler, geder, heste, får og bamboos (aber), nu også kan møde elefanter , div. hjortearter, strudse, kattedyr, vilde grise, zebraer og andre vilddyr på vejen. Selv den sorte mamba (Afrikas mest giftige slange) har vi set langs vejkanten, dog temmelig død 😉 De sorte der bor i hytter og stammefolket, giver os lige en reminder om, hvor barsk og vildt et land vi befinder os i. -Og det ER vildt… – Vi har stort set mødt alle ovennævnte dyr på og langs vejen, hvilket ikke er mindre end fantastisk. (Vi mangler dog stadig at se leoparden og næsehornet).
Vi har besøgt Himba folket i deres lille landsby lige uden for Kamanjab (det nordvestlige Namibia), som stadig jager med bue og pil. Det var en stor oplevelse at besøge dem og selv om det var et lille samfund, der er vant til turister, så levede de 100% efter deres traditioner og tro som den har været i århundreder. Der findes to former for stammer inden for Himba folket og de kan trods deres forskelligheder, sagtens bo i det samme lille samfund.
Hvis en kvinde vasker sig efter sin første menstruation, bliver hun bortvist
Fælles for begge stammer er, at når børnene fylder 12 år, flytter de “hjemmefra”. Dvs. de får deres egen lille hytte ved siden af forældrenes og skal til at lære, hvordan de klarer sig som voksne individer. Når de runder 18 år, mand som kvinde, bliver de 4 midterste tænder i undermunden slået ud. Dette sker med en kæp/pind på tanden, som man slår på med en sten. En temmelig pinefuld affære. Der er dog to formål med at fjerne deres tænder… for det første fordi det kendetegner at de hører til Himba stammen og for det andet, kan de bedre udtale lydende i deres eget sprog. Den største forskel hos de to stammer ligger hos traditionen ved kvinderne. I den ene stamme, går kvinderne rundt i store fine kjoler og med en stor hat på hovedet. Ikke mindst må de bade så ofte de ønsker. I den anden Himba stamme, skiller kvinderne sig mere ud.
Her må kvinderne efter deres første menstruation, ikke gå i bad længere og det gælder for resten af deres liv. I stedet laver de en røgelse af urter, som de kommer i deres hår, “tøj” og skræver over, for at komme til at dufte mere øh… kan vi kalde det tåleligt? De går ikke med tøj som vi kender det. Deres tøj består af skind fra dyr, der dækker fra livet og ned til midt på låret og ellers er de kun iklædt fancy ekstravagante smykker. Smykkerne om anklerne, beskytter for det første for slangebid og for det andet viser det også om de har børn og hvor mange. Det større smykke om halsen, er en gave fra moderen. De bærer ingen klæder op om, så brysterne, i alle størrelser og former får lov til at være i det fri. Deres hår bliver forlænget med ekstensions og samtidig pakket godt ind i rødt ler. Det ser helt festligt ud. For at beskytte deres hud mod solen, smører de også den ind i den røde ler. Hvilket også røber manden, hvis han har været tæt på en kvinde og ikke lige når at vaske sig 😉 Hvis en kvinde vasker sig efter sin første menstruation, bliver hun bortvist fra familien og resten af stammen. Himba folket bor alle i runde hytter, bygget af pinde og klinet med jorden fra termitboerne. (Terramitterne´s spyt fungerer som en slags cement). Jeg kunne fortælle meget mere om Himba folket, men vil i stedet opfordre dig til selv at aflægge dem et besøg. Dog vil jeg lige understrege at kvinderne rent faktisk ikke lugter slemt. De dufter mere af den ler de smører sig ind i, blandet med den søde duft fra røgelsen.
En anden stamme – Tydeligt beæret over vores uventede besøg
Et par dage efter besøgte vi en anden stamme, som vi har set i hobetal bo langs vejen. De bor i firkantede hytter og nu er det ler, de tætner og isolerer med. Vi stoppede blot bilen og spurgte, om der var nogen, der kunne tale engelsk og om de havde noget imod at vise os rundt. Den gamle tradition tro, “noget for noget”, var vi vel forberedte på, så vi havde købt lidt karameller til familiens børn og fået vekslet lidt småt til de voksne. Ejeren af en lille butik tilbød sig som vores guide. Dette blev også til et spændende besøg og vi fik hilst på stort set alle familiemedlemmerne. Vi fik fortalt af vores “guide”, at ingen havde noget arbejde. Fra regeringen modtager de 250 Namibiske dollar (ca: 140 D.kr.) om måneden pr. barn op til dets 18. år. Derfra modtager de ikke mere, før de igen er i 60erne, hvilket er 1.200 Namibiske dollar (ca: 660 D.kr.). Alle børnene stimler rundt om os og ser nysgerrigt til med deres store brune øjne. En af drengene står med en slangebøsse hvor elastikken består af kondomer. Så snart Søren og jeg er i bevægelse, trækker de sig sky tilbage, men når vores hænder ryger i lommen efter små karameller, er de på ingen måde sky og de tramper næsten på hinanden for at komme til med deres udstrakte hånd eller sågar begge hænder 😉 Vi hilser også på et ældre ægtepar, der sidder på jorden i en mere åben hytte. Manden rejser sig straks og rækker Søren hånden. Tydeligt beæret over vores uventede besøg. Kvinden smiler og hilser også velkommen. Hun sidder og trævler en kornsæk op, for at lave en lang snor ud af trævlerne. Vi spørger pænt, om vi må fotografere dem, hvilket vi godt må, mod et beskedent beløb.
Desværre har vi ikke nået at hilse på bushfolket. Vi har set dem og hørt om dem, men vi har ikke oplevet dem i deres eget miljø og ej heller hørt dem tale. Lidt øv, da jeg tror på at specielt deres sprog virkelig ville være en oplevelse. De har stort set klik-lyde i hvert et ord de siger og flere ord både starter og slutter med en kliklyd. Vi har dog hørt nogle der kunne sige et par ord på deres sprog og alene de ord, var en oplevelse. Bushfolket er ikke så høje og så er de en hel del lysere end de øvrige sorte folk.
De skal have viljestyrke…
Arbejdsløsheden i Afrika er generelt høj og ude på landet er det ekstra svært at finde arbejde. SÅ hvis man ikke lige har et par køer eller en flok geder man skal passe på, brænde der skal hentes eller urter der skal plukkes… og for dem der hár et job, som at slå græsset med en le langs de kilometerlange veje, eller samle sten op ude i ørkenen, efter dem der skraber og jævner grusvejene, eller dem der står et par km fra noget vejarbejde og varsler bilisterne med et rødt flag… – Ja, så kan jeg godt forstå at dagene kan virke lange og derfor har jeg også forståelse for at det kan være svært at holde igen og ikke feste lidt, når der kommer lidt penge ind. Desværre er det jo også et problem samtidigt, da nogle har svært ved at styre det. Men også iblandt dem der har andet arbejde, er der rigtig mange der drikker for meget, når de får løn. Det betyder også at det kan være svært at holde fast på deres arbejde, da de har en del fravær. Stort set alle der bor i townships er folk fra landet, der har haft håb om arbejde i byen og kun de færreste lykkes det for og dem det lykkes for, har også en familie på landet, som de forsørger. For dem betyder det at det kan være svært at få sparet op til uddannelse og mere attraktiv livsstil. De børn der bliver født og opvokser i townshipsene, de skal også have viljestyrke til at bryde ud af mønsteret. Jeg er sikker på at det kræver sin mand eller kvinde, uanset hvordan man vælger sin livsstil, hvis man har en township i “ryggen”.
Vi havde åbenbart valgt den rigtige dag og det rigtige tidspunkt…
Dags dato er d. 2. marts og vi har tre dage tilbage af vores 5 ugers ferie i Afrika. Vi er netop kommet igennem grænsen til Sydafrika igen og har foreløbigt tilbagelagt 8.832 km. At passere de forskellige grænseovergange, kan med lidt humor og tålmodighed, godt betragtes som en god joke. Specielt de steder, hvor vi har skulle køre bilen igennem et vandbad, for at desinficere den og for derefter selv at skulle ud af bilen og træde op i en bakke med mudderet vand, da fodsålerne ligeledes skal desinficeres. En enkelt gang tjekkede de lige kort vores bagagerum og så et par gummisko, som vi måtte give samme tur i bakken. Der blev slet ikke stillet spørgsmålstegn om der mon ikke var flere sko og jeg lod som ingenting. Hvis ikke vi vidste bedre, er det lige før man kigger efter de skjulte kameraer 😉
Vi har bestemt ikke ligget på den lade side under vores ophold her. Hver eneste dag har der været program på og vi har været tidligt oppe alle morgener. Vi har oplevet rigtig meget og vi glæder os rent faktisk til at komme tilbage på cyklerne. Men selvfølgelig skal vi lige have suget det sidste til os. Vi har stadig ikke set næsehornet og leoparden og løverne (som vi dog hár set), håber vi på at se på tættere hold. Så vi satser på endnu en safari tur. Den sidste park vi selv kørte igennem var Etosha nationalpark i Namibia. Der var ikke mange dyr at se, ikke fordi de ikke er der, men fordi at de har fået så meget regn på det sidste at dyrene ikke har samme behov for at gå til vandhullerne og floden. De kan trygt trække sig længere ind i bushen og både få slukket tørsten der, samt få godt med frisk grønt at spise. Alligevel var vi heldige at se en hanløve, der lå og tronede i græsset på pæn afstand fra os. Kort tid efter så vi to Sheetahs (geparder) ligge og sole sig i græsset og denne gang pæn tæt ud til vejen. Hvis ikke de løfter hovedet, men bare ligger der og ligger i time efter time, så kan det godt blive lidt trivielt at se på dem. Men vi havde åbenbart valgt den rigtige dag og det rigtige tidspunkt, for pludselig rejser den ene hovedet, og kort tid efter rejser den sig helt og begynder at spadsere over vejen. Den anden følger efter. Ingen af dem lader sig forstyrre af, at der holder flere og observerer dem fra deres biler. Den forreste og den største fortsætter over vejen og står igen opmærksomt stille. Den anden tager det lidt mere roligt og tager sig lige et hvil, midt på vejen, ligger sig fladt ud og strækker igennem, for derefter at følge sin makker. Målrettet fortsætter den store, snigende, observerende og i roligt tempo, fjerner den sig langsomt fra os og kommer nærmere sit bytte. Det er sjovt at studere dem. Den mindste af dem, følger li´som bare efter, sætter sig afventende og “lidt uopmærksomt” og venter på der igen sker tegn fra den store. Pludselig med ét, sætter den store fra og li´så hurtigt følger den mindste efter. Desværre ser vi ikke at de springer på impalaen, men vi hører tydeligt dens paniske skrig. De er bag nogle buske og vi kan kun høre “skrigene” men efter en kort stund, er der kun fuglenes fløjten tilbage. Vi talte lige kort med nogle fra en bil, de sad højere oppe (bedre udsigt) og de sagde at det var lykkedes impalaen at slippe væk igen.
Lidt “høje” efter oplevelsen forlader vi igen parken og finder frem til en lodge, hvor vi sover ude i et luksustelt. Vi vågner begge to flere gange og er sikker på, vi hører lyde fra flodhestene tæt på os. Selve aftenen havde vi haft god underholdning fra en af de ansatte, der kunne fortælle spændende historier om, hvordan han somme tider måtte stikke af fra flodhestene, når han skulle hjem fra arbejde, samt historier om den stamme han kommer fra. De havde også en tradition om at slå den ene kindtand ud, men den var ved at ophøre, da de unge ikke ville mere, grundet smerten 😉