Fra Vila Nova de Foz Cóa til Porto
Sejlturen fra Pocinho, var super skøn og vi kunne virkelig følge med i vinmarkernes størrelse og ikke mindst fornemme, hvilket kæmpe arbejde det må være at dyrke op ad de stejle skråninger. Hvordan de har måtte forberede med terrasser og stenopsætninger, før de overhovedet kan begynde at dyrke jorden. Når man nærmer sig terrasserne og ser, at en enkelt terrasse kan bestå af mange tusind små stykker ler skiffer, og at terrasserne der somme tider knapt kan stå en enkelt række vinranker, bliver man ydmyg. Og man bliver ikke mindre ydmyg, når man hører, at den jord, vinen vokser i, stammer fra håndknuste klippestykker. Til forskel fra vinmarkerne langs Moselfloden, planter de her på langs (vandret). Vi gætter på, det er grundet den større stigning og at det vil være umuligt at køre op langs rækkerne, som de gør ved Moselfloden. Dourofloden er 897 km lang. Det er kun en afgrænset strækning på et par hundrede km, hvor der dyrkes portvin. De kalder det også mikro temperatur på denne strækning, fordi at temperaturen er ca. 10 gr. højere på denne strækning og det er med til at give druerne denne helt specielle kvalitet, der skal til for at lave portvin. Man kan ikke andet end at blive betaget. Den rolige flod løber mellem stejle bjergsider så langt øjet kan se. Der kan være helt op til 100 rækker, som alle følger bjergets kurver og danner betagende mønstre.
Vi ankom med båden til Pinhäo sidst på eftermiddagen. På daværende tidspunkt, havde vi været igennem to ud af de fem dæmninger, som der er på Douro floden i Portugal. Der er i alt femten dæmninger inkl. Spanien. Den ene sænkede os 22 meter og den anden med over 30 meter. Temmelig imponerende. Regionen omkring Pinhäu og Säo Joäo de Pesqueira, anses for at være centrum for portvin, med sine “quintas” (eller gårde/godser), der strækker sig langs de næsten lodrette skråninger af stejle floddale. I den lille charmerende by, Pinhäo, byder de bl.a. på et stort portvinshus, hvor de tilbyder smagninger på portvin m.m. – Og selvfølgelig skulle der smages! For hver portvin vi ønskede at smage, kostede det. Vi betalte alt fra 2,5 til 35 Euro pr. glas (35 Euro = 40 års Tawny). Men vi blev også klogere på portvinen. Søren og jeg elsker et godt glas portvin til vores bøf. Og rent faktisk er en nyere Vintage (topklassen) eller Late Bottle Vintage (næstbedste) bedre end en ældre til den form for nydelse. Desto ældre de bliver, desto mere søde bliver de også, hvilket gør den til en finere og mere dyrebar og ædel vin, men bedre egnet til dessert. Uh – jeg kunne fortælle meget om portvin nu, men vil skåne jer 😉
Dagen derpå, cyklede vi langs Douro floden og op til den danskejede vingård. Lidt skuffet over, at de ikke selv var tilstede, fik vi trods alt en rigtig god oplevelse og lige så god behandling. Ikke mindst var vores smagning ganske gratis. Dem som ejer vingården, bor selv i Danmark/Randers og kommer der selvfølgelig i ny og næ. De dyrker kun druerne, og får så vinen produceret et andet sted.
Absolut et besøg værd, hvis du kommer på disse kanter. De har brugt et par år på blot at restaurere stedet og der er kræset for selv den mindste detalje. Resultatet er luksuriøst og den rene idyl. De har ti værelser til gæster, og en restaurant, swimmingpool og sandelig også et lille kapel, hvilket, vi fik fortalt, var ganske normalt for alle vingårdene. Desværre var de fuldt booket, dog tilbød de os venligt at vi kunne campere mellem vinstokkene. Vi besluttede dog at cykle videre langs floden, som bugter sig ind mellem de grønne, lave bjerge, der er pakket ind i vinranker, som var det en tung dyne og med en god flaske Vintage og en god rødvin i cykeltaskerne.
Den perfekte grønne plet eller?
Vi endte i byen, Peso da Régua, og fandt det perfekte picnic sted helt ned til floden, med lækkert blødt, grønt græs, til at slå teltet op. Der var flere med autocampere, der benyttede sig af stedet og sandelig, om der ikke også var toiletter på pladsen. Vi blev enige om ikke selv at kokkerere den aften, men i stedet hente en pizza og nyde vores medbragte portvin og jo…vi kan sagtens anbefale den kombination 😉 Mens vi sad og spiste, blev vi igen budt på herlig sød melon fra nogle af dem der var der i autocamper. Efter som det ikke sådan er helt legalt at slå telt op, ventede vi pænt, til der blev mere ro omkring os. I mellemtiden var vi kommet i snak med et ungt, interessant portugisisk par. De rejser rundt på motorcykel, et land ad gangen, for derefter at tage hjem i 3 mdr. (de bor i Luxembourg) og lave et rejse magasin om landet. De ville også slå telt op og overnatte på samme plads. Mørket faldt på og teltene blev slået op. Vi hoppede alle til køjs og jeg tror vi alle faldt ind i den sødeste søvn, rimelig hurtigt.
Pludselig startede denne lyd som brat vækkede os. Det var en høj lidt skærende og blæsende lyd (giver det mening?) Umiddelbart var første indskydelse, at nogen var i gang med at pifte vores cykler, shiiit. Vi tumlede rundt i mørket og så til vores lettelse, at der ingen var ved cyklerne. Men lyden??? – og den var bare høj! Søren råber noget med: “Hvad har du i dine tasker Birgit, som der er gået hul på og har så meget luft/gas i sig”? Jeg fik åbnet lynlåsen til inderteltet og rodede desperat rundt efter mine tasker i mørket (taskerne står i “ rummet” mellem inderteltet og yderteltet) og Søren væltede over til mig og tog li´som over (typisk, haha)… Endelig fik han konstateret, at det var en sprinkler der var sat i gang. Uheldigvis var den også placeret, hvor mine tasker lå. Jeg røg ud af teltet og i det samme blev jeg “ blæst” med vand lige ind i ryggen for at vende mig rundt og få samme tur på maven. Der var bare sprinklere over alt, synes vi. Det unge portugisiske par, kom løbende op til os. Vores telt overlever, behøver I hjælp? Desværre havde sprinkleren som Søren sloges med, vandet teltet godt og grundigt indvendigt og lige ret ned i den ene af mine tasker. Altså altså… Vi fik flyttet telt og tasker til et nyt spot, hvor sprinklerne ikke nåede, men kun for et kort øjeblik, for så startede en ny række. Alle fire løb grinende og total forvirret rundt. De endte med at finde et nyt spot uden for rækkevidde af sprinklerne og vi endte med at flytte teltet ud på selve parkeringsområdet. Asfalteret skal lige nævnes, hvilket betød, at vi jo ikke kunne fæstne teltet til jorden. Så i stedet satte vi cyklerne på hver sin side og kunne spænde sidebardunerne til dem. Det blæste pænt og teltet var rimeligt levende. Nå, men vi hoppede halvvåde til køjs igen. Jeg blundede kun, for hele tiden at vågne brat op, et par gange af frygt for at en cykel væltede lige ind i hovedet på os. En enkelt gang pga. en bil, der kom lidt hurtigt, vurderede jeg og straks var jeg nervøs for, at de ikke lige var opmærksomme på, at der stod et telt midt i det hele og en anden gang tænkte jeg: det kunne være politiet. Hm… senere var der et par, der diskuterede rimelig højt og uden hensyn til hverken os eller de andre der sov i deres autocampere. Laaangt om længe faldt jeg også i søvn, lige indtil Søren vækkede mig med hans “godmorgen smukke” 😉 Stadig halvvåde tumlede vi ud af teltet. Portugiserne var oppe og i fuld sving med at tørre deres telt m.m. Grinende kommer manden ned til os og siger, at vi har ligget lige i centrum af, hvor helikopterne lander. Ha… det kunne da lige have været prikken over i’et 😉 Vi fik tørret vores ting (næsten da) og fandt et sted sammen med de unge portugisere, hvor vi tilbragte resten af formiddagen sammen og bare hyggede og grinede af nattens rædsler.
Dagens lektie: Hold jer væk fra de steder, der ser mest indbydende ud og hvor græsset er dejlig grønt!
Flere bjerge
Det blev en rimelig barsk tur på cyklerne den dag. Ikke grundet den manglende søvn, men fordi, at vejen langs floden, nu i stedet bugtede sig op og ned i bjergene. Vi nåede 48 km, og endte med at campere helt nede ved floden. Klog af skade, var det første vi konstaterede, at græsset var godt afbrændt. Flere gange kørte der brandbiler forbi os, alle med blink og nogle med udrykning. På et tidpunkt, fornemmede vi også røglugt. Men det virkede til at stilne af og efterhånden returnerede brandbilerne. Bjergene har ændret udseende, der er ikke mere de store vinmarker. Vinplanterne er skiftet ud med andre træer og buske og skråningerne bliver ikke dyrket i samme grad længere. Til gengæld virker det meget mere frodigt langs vejene. Både med blomstrende planter og buske og vi ser et væld af appelsin- og æbletræer, figentræer, og citrontræer. Vi ser marker med meloner og de druer som vi kender dem fra butikkerne hjemme i Danmark. Vindrueklaserne til portvin og dem vi kender fra butikkerne er vidt forskellige. Klaserne til portvin, er en stor bestandig og fast klase, hvor druerne sidder li´ så tæt lag på lag. Hvor dem vi ellers kender, er en meget mere løs klase, hvor druerne sidder mere for sig med luft i mellem.
Da vi vågnede efter en rigtig god nats søvn og uden forstyrrelser, var teltet fuldstændig sat til med aske. Hm… gad vide, hvor omfattende det havde været. Vi cyklede ikke langt, før vi så, hvor der havde været skovbrand, det røg stadig flere steder og virkede til, at det kunne antænde igen, når som helst.
Cykelturen blev ikke lettere den dag – tværtimod. Selv Søren udtalte, at det var helt umenneskeligt. Stigninger var ofte på 12% og endda mere, hvilket betyder, at jeg li´ så ofte med rystende ben må kapitulere og springe af cyklen. Selv min gode mand, Søren, måtte opgive ind i mellem og trække op. Og omsorgsfuld og dejlig som han er, når han når toppen før mig, så stiller han cyklen og kommer mig i møde, for at give en hånd med. Jeg har aldrig bedt ham om det og til tider kan jeg blive helt nervøs for, om han magter det, når han grundet af sved, ligner en, der lige er trukket op af floden. Mit knæ, kan dog ikke lide så megen belastning, når der skal skubbes op ad bakke, så hjælpen er selvfølgelig kærkommen. Den dag sluttede vi i højden, som Søren sagde: “Vi kan da for pokker ikke komme højere op, det føles jo som om, at vi er helt op i himlen”. En pæn omvej grundet vejarbejde, havde ledt os hele vejen til tops ad bjerget.
Vi skulle lige ind og have en kold forfriskning og her sad igen nogle flinke portugisere. De mente absolut vi skulle smage den lokale vin, som er en hvidvin, og vi købte en flaske. “Grøn vin” som den hedder på oversat dansk. Faktisk kunne den godt minde lidt om champagne og vi nød den i festligt lag med de andre. Ikke lang tid efter, blev vi tilbudt at slå teltet op i haven hos den ene mand. Det var perfekt, så kunne vi både få bad og have adgang til toilet. Hvor ér folk dog bare generelt flinke og gæstfrie. Om aftenen var der for en gangs skyld fest i byen, vi kiggede derned og spiste vores aftensmad der. Faldt i søvn til høj musik og fyrværkeri.
Fyrværkeri er mega populært her i Portugal. Gang på gang, om det er aften eller midt på dagen, så brager raketterne igennem luften, og i bjergene bliver lyden absolut ikke mindre. Vi kan høre, hvordan bragende ruller igennem dalen fra lang afstand. Tænker på, om det også kan være en af årsagerne til deres skovbrænde, som vi har erfaret der er mange af. Kæmpe områder er brændt af og nogle af dem inden for ganske nyligt, da vi stadig kan lugte soden.
Tjuh hej, hvor det ellers går, når først man cykler ned ad bakke. I dag var dog en kold fornøjelse. Vi frøs som små hundehvalpe, da vi cyklede fra højderne og ned mod floden. Spændte på, om det blot var for at møde en ny brat opstigning. Vi var heldige. Begge er vi mærket af de sidste par dages bjergkørsel og der skal ingenting til, før vi mærker “hash” i benene. Øv, så støder vi på et af de der forbudtskilte for cyklister og andet langsom trafik. Det betyder igen en kæmpe omvej op over et bjerg. Fristelsen her på en søndag, var ganske enkelt for stor, vi kunne nøjes med blot 2 km med moderat stigning på motortrafikvejen i stedet for. Tjah, som sagt så gjort. Jeg cyklede alt, hvad jeg magtede og endelig kunne jeg se vejen som tilstødte og igen var legal at cykle på. Intet politi, ingen farer… en enkelt bil, der havde dyttet, men ellers sikkert i mål.
Søren overrasker mig og fortæller, at det er d. 28 aug. Wauw… det betyder jo, at vi har bryllupsdag <3
Portvinen som vi ellers havde troet vi skulle nyde her til aften og fejre vores dag med, må vente. Pt. er vi ved en *Warmshowers i Porto. Vi har rundet 4.000 km i sadlen i dag, cyklet 58 km og der har faktisk ikke været nogle slemme stigninger heller. Så alt i alt, synes jeg, at vi har en del at fejre. Den sidste del af turen mod Porto var ren faktisk langs floden. Dog betyder det ikke, at vi cykler på flad vej nede langs vandet. Vejen bugter sig stadig op og ned ad bjergsiderne og ind imellem også lidt ind i landet. Trods alt en smuk tur, hvor vi også flere gange har set decideret strande. Kun slutteligt her i Porto, var der et par brostensbelagte veje med stigninger der trak tænder ud.
Jeg glæder mig til de næste par dage. Vi vil blive her i Porto nogle dage, slappe af, nyde byen og tage til et af husene, hvor de byder på smagning af portvin.
*En Warmshower host: er beskrevet på siden “Optakten”
Mere fakta om Portvinsdalen:
Det er ikke uden grund, at dalen er på Unescos liste over bevaringsværdig verdensarv. Der var allerede vinmarker under romernes herredømme i Douro-dalen, så portvin har en lang og stolt historie om familiers storhed, og det er en drik, der har sørget for Portugals placering på verdenskortet.
Der er 25.000 vinbønder i dalen, og en lille selekteret gruppe af dem er de rigtige konger. I dag er området styret af benhårde forretningsfolk, men de rigtige konger af Douro er vinproducenterne. De mænd, der tryller druerne om til dyre dråber. Det kan godt være, at det er de fornemme forretningsfolk i deres jakkesæt i Porto, der tjener de store penge, men det er producenterne i Douro, der opnår den dybeste respekt i Portvinsland.
Belgien er det land i verden, der årligt importerer mest portvin pr. indbygger, trods at danskerne halter bagud, er vi stadig blandt de store aftagere.