Fra den portugisiske grænse til Vila nova de foz Cóa

Fra Mirando (den portugisiske grænse) til Vila nova de foz Cóa

De brede rabatter i vejkanterne forsvandt som dug for solen, da vi igen cyklede fra Miranda do Douro med næsen vendt mod Porto. Det blev til 68 km. før vi wildcamperede og det havde gået op og ned fra start til slut. Landskabet havde nu igen ændret sig markant og var blevet meget mere bakket. Det begynder at minde om mindre bjerge, hvilket også mærkes i lårbasserne. Den første by, som vi overnattede i, havde allerede ændret udseende, til sammenligning med de spanske byer. Det første der slog os, var at husene var mere hvide og mere i beton. Vi tænkte at det nok var fordi, det var en nyere by? Dog må vi konstatere at indtil videre, har alle byer vi har passeret været i samme stil. Der er også mere plads mellem husene og de står ikke li´så tæt ud til vejen, som i Spanien. Generelt er der flere statuer og blomsteropsætninger i byerne… også i de mindre landsbyer. Det virker også til, at der er flere hunde, ikke vilde, men mange løber frit omkring. Dét er jeg jo ikke sååå vild med, så min dog dazer er fundet frem og sidder på styrtasken, så den lynhurtigt kan tages i brug, hvis hunden virker gal/fjendtlig og er inden for 5m.. Dog dazer er en lille batteridrevet tingest, som ved et tryk på en knap udsender en lyd, der får hunden til at vende om. Vi mennesker, kan ikke høre lyden, så eneste chance for at vide at den virker, er et rødt lys, når jeg trykker og så selvfølgelig at hunden vender om 😉

Elsker vores udstyr 

Første wildcamping i Portugal, var vi heldige at finde et lille fladt stykke græsareal, i bunden af bjergene. Vi lå fuldstændigt i skjul fra den lille snoede vej, der bugter sig op og ned mellem bjergene. Der var spækket af myrer… gigantiske store myrer. Jeg håber virkelig at størrelsen kan fornemmes på billederne. Det er faktisk sjovt at sidde og studere deres adfærd. 

Der findes ikke noget mere afslappenede end at falde i søvn til lyden af en rislende bæk og cikadernes koncert. Eller som dagen derpå, hvor vi wildcampede helt ned til Douro floden og kunne høre de klukkende skvulp fra bølgerne, der blidt skyllede frem og tilbage i kanten af floden. Ind i mellem lød et plask fra en fisk der sprang. Cikadernes koncert fortsatte også. Men desværre syntes hundene oppe i byen at de også skulle bidrage med deres form for koncert. På et tidspunkt tog fårene over, de brægede så højt at hundene opgav deres koncert for en kort stund. Ved midnatstid skulle der åbenbart festes oppe i byen, i hvert fald overdøvede musikken alle andre lyde i laaang tid. Sikke en nat… det blev begrænset med søvn og forstoppelsen i næsen, grundet min forkølelse, gjorde det bestemt ikke lettere at falde i søvn. Tidl. på aftenen (efter vi havde fundet os til rette ved floden, var der et par portugisere som også tilbragte eftermiddagen ved flodbredden. De mente åbenbart, vi trængte til et par kolde øl og normalt drikker jeg ikke øl, men disse her var frosset og efterhånden som de tøede op var det kun fryd for ganen og de blev slubret i os med stor velbehag. Senere bød de på et par frosne øl mere og lidt saltkød og sidst men ikke mindst et stort stykke velsmagende melon. Det var guf, her i sommervarmen. Vi kunne ikke kommunikere meget, men der skal heller ikke så meget til, for at takke både ja og efterfølgende sige tak = obrigada (kvinde) og obrigado (mand). 

Det skal altså understreges at jeg bare er vild med vores udstyr. Jeg elsker de valg vi har gjort. Bl.a. har vi fravalgt soveposerne, så vi i stedet ligger med en quilt og/eller yetti tæppe. Det er en genial kombination. En quilt er en mellemting mellem en dyne og en sovepose. Den er åben og kan sættes fast til vores liggeunderlag. Hvis det bliver for koldt, kan vi blot kombinere med yetti tæppet. Omvendt, når det er varmt, kan vi nøjes med yetti tæppet.  Begge udgaver er fjerlette og det rene luksus at ligge i. Til vores liggeunderlag bruger vi en slags pose til at puste dem op, de er ligeledes geniale, da de jo giver en ekstra støtte ved at de er oppustelige, så alt i alt ligger vi altså helt fantastisk. Ofte når vi har været ved warmshowers eller hotel m.m., har jeg hevet mit eget udstyr frem. Altid min elskede hovedpude, som jeg kan kramme og folde, som jeg lyster. 

Efter op og nedkørsel i bjergene fik vi skønne 9 km. ren nedkørsel til Dourofloden. Det var vores første nedkørsel over så mange km., hvor vi ikke blev afbrudt af en lille stigning. Ren magisk. Den var hverken for stejl eller flad. Jeg behøvede ikke at bremse en eneste gang, men det mere grundet modvind. Højeste antal km/t blev til 54 og grundet modvind, blev jeg til tider bremset ned til ca 30 km/t. Vinden føltes som var vi var i en sauna, så farten og vinden var kærkommen. Ellers er højeste fart som jeg kom op på = 58 km/t. og Sørens vidst nok 68 km/t. (det tør jeg slet ikke).

Vi fornemmer portugisernes afhængighed af deres landbrug, hvilket bliver fremhævet af vinmarker, mandel, oliven, figen og orange træer og generel gartneri. Alt dette resulterer i en fin olivenolie, fin vin (bord og Porto), mandler og figner i overflod. Landskabet her langs floden Douro, er af stor skønhed og enestående i verdenen. 

Hverken med tog eller på motortrafikvej

Morgenen efter at have sovet ved Dourofloden havde vi ellers forsøgt os med at skulle tage toget et lille stykke langs ad Dourofloden, men det kunne ikke lade sig gøre… Det krævede at vi havde en transportkasse til cyklerne (sådan noget fis, som bare ikke giver mening). Nå men derfor trillede vi lidt slukøret videre. Kl. var 11.30 og vi nærmerede os kraftigt højeste temp. på dagen (over 4o g.). Derefter overvejede vi at falde op og ned på div. forbudtskilte og lige slå genvej på motortrafikvejen ca. 6 km. som bugtede sig i dalen af bjergene. Desværre kom en betjent kørende i samme øjemed og han fotograferede åbenbart hurtigt, hvad vi ville. Han kørte lige rundt og parkerede bag ved Søren, hoppede ud af bilen og venligt henviste han os til bjergvejen. Ak ja… så er der kun een vej og det er opad bakke IGEN 😉 Her kunne vi så prustende se ned på motortrafikvejen.

Da vi nåede til tops af bjerget, til en lille by: Vila nova de foz Cóa, var klokken omkring 12.15. Varmen var tiltagende og ingen vind til at afbøde. Vi vidste at herefter, ville der ca. være 40 km. før vi næste gang stødte på vådt og tørt og ikke mindst på indbyggere. Hurtigt besluttede vi os for, at det så var dagens udskejelser og vi fandt frem til et billigt hotel med aircon. Yeahhh!!! ;o) 

Vi har brugt et par dage her på toppen af bjerget i Vila nova de foz Cóa (knapt 4.000 indbyggere), en charmerende lille by, hvor vi har tilladt os lidt forskudssmagning på portvinen… herligt! Temp. er over de 40 g. og for FØRSTE gang har jeg kunnet klare aftenerne uden at skulle have hverken strømper eller ekstra trøje på om aftenen. Mere HERLIGT!!! Men varmt er det og specielt når tingene foregår med pæn fysisk aktivitet. I dag har vi dog hvilet og blot nydt det. Bl.a. har vi tilbragt nogle timer i byens fælles pool. Mere HERLIGT!!! Byen er udsmykket med bl.a. en kirke, som ikke ser ud af noget særligt udefra. Men indeni er den virkelig flot. Den ene side af kirken ser ud til være tæt på at vælte ud til højre… man mener det er fra et jordskælv langt tilbage i tiden?  Den mest dominerende religion i Portugal er Katolicismen, hvilket ofte ses i bygninger, hvor de har indmuret et lille skab og sat religiøse” figurer” ind, eller der er bygget et lille hus med religiøse “figurer” i feks. de små landsbyer. 

Vi har i mellemtiden fundet ud af at vi kan tage en båd istedet for toget, så i morgen cykler vi baglæns og ned ad bakke 🙂 og så har vi fornøjelsen af at kunne nyde Douro floden fra vandsiden. Vi har booket fra Pocinho til Pinhao 😉