WBT. Fem uger på Det Sydkinesiske Hav

Humøret var højt, da vi sejlede ud af marinaen fra Singapore, og med et par dages forsinkelse var spændingen nået at blive mere intens. Vi havde lige en del praktiske ting, der skulle klares om bord på skibet og ikke mindst at få handlet madvarer m.m. ind til en måned, hvilket kræver, at man holder hovedet koldt.

Vi sejlede forholdsvis tidligt på morgenstunden og skulle blot på en kort tur (4 t.) over til en indonesisk ø, hvor bl.a. vores cykler skulle sættes i “pleje”, mens vi turer rundt på det store hav. Så snart vi var kommet uden fra havnen, kom kystvagterne for at stemple os ud af Singapore, så det var nu et endeligt farvel til Singapore. Der var rigtig mange store skibe, vi skulle tage hensyn til, og selv om sejlbåden vi befinder os på er 53 fod, er vi altså blot en mindre jolle i forhold til dem. Men vores kaptajn er en erfaren lyst-sejler, så alt gik selvfølgelig godt, og de 4 timer var hurtigt overstået. Igen med et par dages forsinkelse lagde vi Nugsa bag os. Det endte med total havblik, og da pointen er at cruise for sejl, måtte vi lige væbne os med tålmodighed og vente på vinden igen.

Åhh, det var en god fornemmelse og smukt at sidde for sejl og følge solopgangen. Nu havde vi godt et døgns sejlads foran os, før vi igen ville se land 😉

Paul, vores skipper er utrolig pertentlig med alt om bord på skibet, samt vores sikkerhed. Redningsveste er selvfølgelig afprøvet og testet, så de puster sig op og tænder lys, i det vi rammer vandet. Han har ridset de værste scenarier op, brand, mand over bord, uvejr osv. Og Søren og jeg har sirligt fået uddelt og gennemgået opgaver, hvis tilfældene melder sig. Mine opgaver er bl.a. at håndtere ildslukkerne ved brand, kalde mayday mayday over radioen. Samt at finde grabbag med nødrationer og redningsbåd frem. Så har jeg lært, hvordan jeg håndterer påhængsmoteren på den lille slæbebåd/dinghy, hvis den ikke kan starte, og de to unge mænd er ude og dykke 😉 Min største udfordring har dog indtil nu været at gå barfodet konstant på båden, hvilket ikke just er min stærke side 😉

Det har været en utrolig smuk dag. En pæn stor flyvefisk kommer springende forbi os, mens vi glider gennem vandet med ca. 6 knob. Vi sejler kun på genuaen, da vi desværre opdagede et par revner i storsejlet ved første opsætning. Genuaen er det store sejl, der sidder fra spidsen af skibet og til stormasten, midt på skibet. Vi har haft to fiskeliner ude agter fra skibet og heldet var med os, så vi kunne nyde godt af både lækker shasimi, stegt fisk til aften og der var stadig nok til dagen derpå 😉 Dagen går på held og første mand kryber til køjs, for at få en times søvn. Vi kører med vagtskifte om natten, 2 mand tre timer ad gangen. Min vagt var fra kl. 21.00 til 03.00. Tusinde af minder fra min barndom, har væltet op i mig, mens vi sejler. Mine forældre havde selv sejlbåd i mere end 30 år, og som barn sejlede vi i alle skoleferier og weekender, så snart vejret tillod det. Minder fra alle tænkelige situationer i havn og på vandet dukkede op. Øj, hvor kan man komme til at savne sådanne tider, selv om det selvfølgelig ikke altid var lutter lagkage med de mange timer på vandet som barn.

Millioner af stjerner smiler til os fra den sorte himmel. Det er begrænset, hvor meget månen hjælper til, da den kun er en streg, der ligger på “ryggen” og hviler. Vandet er forholdsvis roligt, og vi skyder en gennemsnitsfart på ca. 5 knob. Vi spejder konstant efter fiskerbåde uden lys på, ellers er her bare stilhed udover bølgernes brusende lyd. Vi var alle oppe til solopgangen og følge, hvordan solen “maler” himlen og de få skyer i alle eksisterende røde og gule nuancer. Senere lagde vinden sig, og vi begyndte at kunne se Anambas øerne i horisonten. Motoeren blev tændt, sommerfuglene har fundet deres vej ud til os og forsøger i ihærdigt at flyve om kap med os. De er store…, røde, sorte, gule og hvide. Pludselig springer der en flok delfiner forbi os i modsatte retning end vores sejlkurs. Jeg vil gætte på, det var en flok på cirka 30 stk. Desværre havde de andet på programmet end at lege med os, og jeg nåede ikke at finde kameraet frem, før de finurlige kreaturer var væk igen.

Det var et smukt syn der mødte os, da vi nåede til de første øer. Ren idyl. Vandets farve ændrede sig til alle de turkisblå farver rundt om øerne. En enkelt lille fiskebåd ligger tæt ved kysten, ellers er der mennesketomt. Allerede på 18 meters dybde kan vi se bunden. Flotte koraller, to skildpadder hilser os velkommen. Vi er midt på eftermiddagen, da ankeret bliver dumpet og Paul er den første til at springe ned i det krystalklare vand. Vi snorklede godt og vel et par timer, og nød synet af de flotteste koraller jeg længe har set og fisk i alle former og farver.

Igen nød vi godt af gårdsdagens fangst, og derefter var en god og lang nattesøvn vidst tiltrængt til os alle. Her er fuldstændig havblik, eneste lyde er fra en lille flok fisk, der leger i vandets overflade på den ene side af skibet og cikaderne fra land, samt masten på skibet der gir sig lidt ind i mellem.

Klokken 21.00 lå vi alle tre i vores køjer og gled ind i drømmeland.

Vi blev 4 overnatninger på første ankerplads. Snorklede, fangede fisk fra dinghyen/jollen og ryddede den ene strand for affald og brændte det af. Et par gange blev vi “overrasket” af kraftig vind og tordenbyger. Den ene gang stod jeg og hængte vasketøj op til tørre, hvor vinden pludselig kom i så voldsom en fart, at vi slet ikke var forberedte, og en hynde blæste over bord. Skipperen hoppede straks i vandet for at redde den, og i løbet af et par minutter silede regnen ned. En halv times tid efter kunne jeg atter hænge vasketøjet op, og vi sejlede rundt i dinghyen som om intet var hændt.

Lige nu har vi lagt anker ud for en af øerne, hvor der også er en lille lufthavn. Pauls (vores skipper) kæreste flyver ind i morgen og skal sejle med ham de næste tre uger. For Sørens og mit vedkommende lakker vores eventyr på havet mod enden. Der er præcis en uge til, at vi skal med færge tilbage til vores cykler. Så har vi været på havet i 5 uger.

Anambas øerne består af ca. 250 små-øer. De fleste af dem er ubeboet, men selvfølgelig er der øer med små fiskelandsbyer eller en enkelt familie, der har bosat sig. Vi har besøgt alle udgaver 😉 En af hovedøerne har en by, Tarempa, hvor vi har provianteret et par gange og fået diesel til båden. Trods den forholdsvis store by (4.000 indbyggere) er udvalget meget begrænset. Men det lykkedes os dog at få lidt friske varer som salat, broccoli, gulerødder og blomkål m.m.

Samme ø, som vi befinder os ved nu, var vi også på tidligere. Her havde de festival, og jeg tror, at alle lystsejlere der befinder sig ved Anambas øerne havde fundet hertil. Jeg tror vi er i alt 10 både, så man må sige, at det er begrænset med trafik af lystsejlere, vi har mødt. Kun en enkelt ankerplads udover har vi delt med to andre både (som vi også mødte til festivalen), ellers har vi været alene alle steder. Dvs. aldrig helt alene for der er altid en lille fiskebåd eller to, som er i syne. Udover dem vi har stødt på fra sejlbådene (hvilket i øvrigt også lever et meget interessant og anderledes liv), så har vi kun stødt på een eneste backpacker, hvilket var i Tarempa, så man kan ikke påstå, at de er overrendt af turister. Tværtimod og bestemt til vores fordel. Fra fiskerbådene vinker de og i landsbyerne smiler de imødekommende og hilser høfligt. Mange af de mindre børn, kommer og giver hånd, for derefter at tage den op til deres kind eller pande… – en respekt for de ældre. Og så er der rigtig mange, der vil have selfies, så igen har vi fået følelsen af at være helt royale 😉 Den sidste aften på festivalsøen spottede Søren og Poul lige en fisker, der havde fanget hummer. De købte den for 250 Dkr. og den vejede over 4 kg. Et kongemåltid. Tak spids… vi var 4 til at dele den, men måtte opgive at sætte den hele til livs, trods Søren var den eneste der spiste ris til. Vi andre spiste kun hummer. Det var godt, at vi på forhånd havde opgivet at tilberede den på båden, den havde aldrig kunnet være i gryder eller i ovnen og dem på restauranten, havde lige fingertouch for, hvordan sådan en krabat skulle behandles og krydres. Øj… det var GODT 😉

Stort set alle steder, har der været gode snorklemuligheder over revene og hvide sandstrande på land, altid prydet med eksotiske kokostræer i forgrunden og jungle i baggrunden. Det har stort set været fast rutine at sejle til en strand med jollen for at nyde solnedgangen med fast grund under fødderne, og et par gange har vi overrasket en lezzert, der spurtede for livet, når den opdagede os.

Koralrevene er de smukkeste rev at snorkle over… lilla, blå, grønne, hvide, brune og røde nuancer spiller i lyset fra solen og fisk i endnu flere farver “leger” i de eventyrlige formationer af bløde og faste koraller. Man kan bruge timer på blot at ligge der og lade sig blive ét med havets forunderlige verden. De smukke koralrev betyder også, at det er med spænding og dyb koncentration, hver gang vi skal ind og ligge for anker. Ikke alle revene kan ses på satellitten. Så Søren og jeg står altid på dækket med polariserede solbriller for at spotte dem, når vi skal ligge for anker. Indtil videre har vi klaret frisag (7, 9, 13), kun en enkelt gang, blev vi overasket af et rev, da vi sejlede uden at vi skulle anker op, men heldigvis har Poul en alarm, der er sat til at slå til ved 6 meters dybde, og den reddede os 😉

Fra start af havde Søren og jeg et stort ønske om at komme ud til en lille ø, der er kendt for at læderskildpadder og green turtles (grønne skildpadder) går i land og ligger æg. Paul var lidt skepsis ved tanken, da øen ligger for sig selv uden nogen muligheder for at anker op i læ. Men til vores held lagde vinden sig, og vandet blev spejlblankt. Endelig havde vi chancen for at tage dertil. Paul ville dog ikke forlade båden, hvis det pludselig blæste op, så aftalen blev, at han sejlede Søren og jeg i land på øen, og hvis vandet forholdt sig roligt, blev han på ankerstedet, ellers ville han sejle til Tarempas og komme tilbage og hente os dagen derpå. Søren og jeg skulle uanset overnatte på øen. Vi havde pakket en frossen kylling, forberedt en pastasalat, godt med vand og en god flaske vin, samt morgenmad. Det første vi foretog os på øen, var at finde et sted vi kunne slå lejr. Måske lidt meget sagt, for vi havde ikke telt med os men blot et sejl til ly for en eventuelt regnbyge. Vi endte med at slå os ned midt på stranden, så vi havde et godt overblik til at følge med, når skildpadderne trak op på stranden. Og det så også meget lovende ud. Der var tydelige og friske spor i sandet fra green turtles, lezzerts og mystisk nok også et kattedyr, hm… – men vi så ingen spor fra læderskildpadder. Pyt skidt… vi var optimistiske og blev da også bekræftet i at skildpadderne var der, da vi kort efter lå og snorklede og en green turtle nysgerrigt kom svømmende hen til os. Min opmærksomhed var dog mere på den haj, der også kredsede rundt, da jeg ikke lige kunne se, hvilken slags det var, og jeg havde netop læst om diverse hajer i området om bord på båden, hvilket godt kan gibbe lidt i en.

Vores kylling blev perfekt over bålet, vinen blev nydt, vandet var dejligt forfriskende, og vi havde en hyggelig aften i skæret af bålet. Snart blev det mørkt, og en million af stjerner funklede på himlen. Ren idyl 😉 Kl. 21.00 var vi dog klar til at tage en lur og på vej til vores opredte senge (et liggeunderlag med et lagen over os, skimtede Søren pludselig en slange. Cirka 8 meter fra vores soveplads. Den så giftig ud, og jeg vil gætte på, at den var godt 2 meter lang. Vi lyste på den for at få taget billeder, og den gled majestætisk væk og forsvandt ind i junglen. Efter mødet med slangen, turde fru Borg ganske enkelt ikke ligge sig til og sove, men sad i stedet og stirrede ud i mørket, for at skimte liv. Der var masser af eremitkrebs, der kravlede tæt omkring os. Et mærkeligt lille væsen, som gang på gang må gøre sig sårbar og sætte sit liv i fare, hver gang den vokser sig for stor til sit hus, og må finde et nyt. “Læg dig nu til at sove Birgit” lød kommandoen fra Søren. Men i stedet endte han med at tage en vagt, mens jeg sov en times tid. Da næste vagt blev min tur igen, var jeg dog blevet så træt, og vi havde ikke set flere slanger, så jeg overgav mig, og lagde mig til at sove ved Sørens side. Myggene sværmer omkring os og stikker lystigt. Så jeg endte med myggenet over hovedet, og Søren begravede sig under sit lagen fra top til tå. Med et sæt sætter jeg mig op igen og igen… både for at spejde efter slanger men selvfølgelig også fordi, at vi ikke ville gå glip af at se en skildpadde. Lige før solopgang, startede egerne med at lege i kokospalmerne, flere smågrene falder ned og en enkelt kokosnød. Vi havde selvfølgelig lagt os i behørig afstand for ikke et få kokosnødder i hovedet, og det var vidst et smart valg 😉 Det siges at  friske kokosnødder ikke sådan falder ned af sig selv, med mindre en mus eller et egern gnaver dem over, og jeg begynder at tro på, at det er sandheden. Lige efter solen titter frem i horisonten udover havet, kommer en stor lezzert frem fra junglen og spankulerer hen langs stranden. Garanteret lige så skuffet som os over at der ikke havde været nogen skildpadder oppe for at ligge æg. Men nu var dagen lige som startet og godt trætte fandt vi vores elskede havregryn frem og den langtidsholdbare mælk. Til vores store overraskelse havde der været en lezzert på besøg, lige ved siden af hvor vi sov, og der var tydelige spor af dens klør i toiletrullen. Ligeledes havde der været nogen og tænde bål op som stadig stod i flammer godt 50 meter fra os. Så selv om vi begge følte, at vi havde ligget på albuer hele natten, må vi alligevel også have haft tidspunkter, hvor søvnen har været dyb. Undrende tjekkede vi stranden for nye skildpadde spor, men de havde altså IKKE været der, og derefter var en snorkel tur en selvfølge. Paul hentede os kl. 11.00 og var i øvrigt blevet på ankerstedet natten over 😉

Det har været 5 herlige uger på havet, som vi absolut ikke ville være foruden. En noget anderledes måde at opleve verden end på cykel langs landevejen. Det har givet os en fantastisk god indsigt i, hvordan de bor og lever deres liv ude på de mindre øsamfund.

Ind i mellem har vi knoklet med at gøre skibet rent samt alle mulige andre praktiske ting som at vaske hynder, skure teaktræsbord og dæk fri for pletter, fjerne rust og sy presseninger. Selv bunden er med dykkerflasker på, blevet rengjort af Paul og Søren. Ikke mindst har Paul nydt godt af, at Søren er gammel sømand og har kunnet ordne alt hans tovværk.

Paul har været nem at omgåes, dog har han også givet udtryk for hans skuffelse over mig. For det første fordi jeg havde svært ved at komme ned i og op fra jollen. Mit største problem er min venstre arm/skulder, som jeg efterhånden slet ikke kan foretage mig noget med og at manøvre sig rundt på en båd med kun en arm, gør altså livet lidt mere besværligt. For det andet fordi jeg aldrig vænner mig til at have bare fødder og er konstant ekstra forsigtig for ikke at støde dem og for det tredje fordi jeg ikke ville røre ved tovværket og trække sejl ind og ud. Sidstnævnte var fordi, jeg var nervøs for at få mine fingre i klemme i spillene. Måske kan jeg godt følge hans skuffelse…. men, så tog jeg da fat så mange andre steder, som jeg tænker burde veje op på tingene, hm?

Der venter os 8 timer med færge og derefter ny færge en enkelt time, før vi igen er tilbage til vores cykler som er på øen Batam.

I alt er der 255 øer i Anambas-klyngen, hvor kun 26 er beboede. Området har kun ca. 45.500 indbyggere. 97 procent af dets territorium er havet, hvor de største øer er Siantan, Palmatak og Jemaja. Hovedstaden i distriktet Anambas kaldes Tarempa og ligger på øen Siantan.