Indonesien 1
En afstikker til Borneo
Vores første indtryk af Indonesien…
Vi måtte lige vente et par dage, før vi kunne komme med en færge videre fra Batam. Vi fik trampet de første 28 km i Indonesien og det var en god fornemmelse at være tilbage på cyklerne. Det var slet ikke så hårdt for benene at komme i gang på cyklen, som jeg havde forventet, det ville være efter 7 ugers pause. Tværtimod har jeg følt mig lidt flyvende 🙂
Vi har dog kun cyklet yderligere 4 dage, siden vi ankom til Java fra Batam. Java er en af hovedøerne i Indonesien, og hovedstaden Jakarta var byen vi ankom til med færgen. Færgeturen tog 34 timer inkl. forsinkelse, og det er ikke ligefrem et skib, der kan sammenlignes med et krydstogtskib, så tiden kunne godt føles lidt lang. Søren og jeg havde valgt første klasse, hvilket jeg er taknemmelig for. På økonomiklassen lå folk side om side i tre lag, de var nok et par hundrede stykker total. Undervejs blev der sprøjtemalet, og de stakkels mennesker lå i en giftig stinkende os blandet med lugten af tis og sved. tredje klasse lå i to lag, anden klasse i et lag og os på første klasse havde egen kahyt med eget toilet og bad. Spisningen foregik på dækkets restaurant og om aftenen var der levende musik en times tid. ALLE 5 måltider bestod af hvide kogte ris, en klar suppe med en grøntsag i (f.eks. hvidkål), et stykke kylling, et stykke tofu og et stykke fisk. Rigtig mange af fiskestykkerne var selve hovedet med øjne. Jeg fik hurtigt overbevist personalet om at erstatte min fisk med kylling i stedet 😉 Kun til morgenmaden var kyllingen skiftet ud med et hårdkogt æg… så hårdkogt, at det var blå-grønt langt ind i blommen.
Jakarta er en by på ca. 10 millioner indbyggere og hovedstaden i Indonesien. Gudskelov cyklede vi kun knapt 10 km på stærkt trafikeret vej, før vi kunne dreje af og cykle ind på de mindre veje. Hm… meget dårlige veje og en del zigzag – og av min “kusine”.
Dagen derpå røg vi atter ud på en hovedvej, som vi fortsatte af de næste par dage. Dagsmarcher på 60-70 km. Men den mere intime region og begyndende siddesår lagde en kraftig dæmper på entusiasmen, og vi endte på et tog det sidste stykke til Semarang. Bentøjet har ikke været noget problem, tværtimod.
Jeg har lært at hvis først der kommer smerter, bør vi stoppe og vente til det er godt igen. Nu skal jeg blot have lært Søren det samme 😉 Jeg tror på, vi vil spare os begge for en masse ærgrelser på den måde. Pt har jeg dog igen en god pause fra cyklen. Vi har lige ligget over et par dage og ventet på ny færge og nu vugger vi igen på vandet på vej til Borneo. En sejltur på 28 timer. Igen har vi valgt den bedste klasse ombord. Denne gang er det et større lokale i fronten af skibet, hvor der er plads til 12 personer. Vi har hver vores polstrede stole-senge, og heldigt for os er vi denne gang de eneste gæster på denne klasse. Resten af gæsterne ligger igen i to lag på hårde plader side om side.
Vores første indtryk af Indonesien viger ikke så meget fra Malaysia. De fleste er muslimer, hvilket ikke er et problem for os, men at de skal brøle i højtalere ud over det hele flere gange om dagen og også mellem kl. o4 0g 05 den tidlige morgen, er virkelig noget, vi kan få pip af. Specielt hvis de er flere, der prædiker på samme tid, uden at sige det samme. Det lyder forfærdeligt og er bare en frygtelig larm. I forvejen er det ofte svært at sove… så bliver der sunget karaoke til langt over midnat, myggene stikker, hanegal, trafikstøj osv. Selv ude på sejlbåden havde vi svært ved at sove. Der lå vi for tæt, sloges med varmen eller ankerkæde, der skurede, og når vi lå ved en ø med en landsby, kunne vi høre alle lyde fra land og ikke mindst deres prædiken tidligt morgen.
Folk er enormt venlige og hjælpsomme. De smiler meget, og vi føler os igen lidt royale, da selfies sammen med os er et must for mange, når de ser os.
Hallo Mister… – Misteeer. Når Søren og jeg hjuler derud af, vinker de fleste, smiler og råber hallo Mister. Jeg synes det er lidt underligt, at det kun er Søren de hilser på, men nu er det gået op for mig, at jeg er li´så meget en Mister, som Søren er, for selvom Søren er ude af syne, er det stadig tiltaleformen til mig 😉
Men en ting der skiller sig ud, fra de forudgående lande er affaldet. Desværre er det kommet tilbage og mange steder kan det forveksles med Indien og Cambodia.
To bryllupper på samme dag…
Vi ankom til Borneo om formiddagen, og lige som vi kom cyklende ned ad hovedgaden, blev vi vinket over til et telt, der stod halvt ude på vejen.
Inden vi havde set os om, sad vi til høj musik og spiste mad til et bryllup. Brudeparret sad på et forhøjet podie for enden af teltet, og deres forældre sad på hver deres side. De talte ikke med nogen, men smilede høfligt, når folk kom op for at tage billeder eller sige farvel og tak. Søren og jeg blev enige om, at det måtte være en meget lang dag for dem.
Lidt senere fandt vi frem til et hotel, og derefter fandt vi en flodtur vi ville på ud i junglen. Tre dage og to overnatninger ombord på en båd og blot Søren og jeg som gæster. Veltilfredse med vores beslutning, cyklede vi atter til hovedgaden, for at finde en restaurant. Denne gang cyklede vi i modsat retning og igen mødte vi et festtelt for igen at blive inviteret til spisning, haha – ja så er det nemt at være turist. To bryllupper på samme dag – det er da meget godt klaret 😉
Orangutangen over os fulgte med i armegang
Næste formiddag mødte vi op på båden og var klar til jungletur. På selve dækket var der redt en stor madras op til os. Agter til stod et bord, hvorpå der lå en rød- og hvidternet dug, prydet med stearinlys, og i stævnen var et par bænke med bløde hynder. Aller bagerst var toilettet… et rigtig toilet 😉 Nedenunder dækket var førerhuset og kahytten, hvor personalet sov og kokkererede. Der var kun en guide, en kok og en skipper, foruden Søren og jeg. Det virkede rigtig lovende…
Vi havde ikke sejlet på floden længe, før den blev smallere og pludselig stoppede skipper båden. Søren og jeg tænkte, at der var røget grene og siv i motoren, men skipper havde med hans skarpe blik spottet en orangutang oppe i et træ.
Efter en veltilberedt og lækker frokost var vi fremme, hvor vi skulle i land for at se orangutangerne blive fodret. Vi gik ad den mennesketrampet sti længere ind i junglen, og pludselig var de der… – orangutangerne. En sad lige oven over os i et træ, og en anden stor han sad mindre end 5 meter fra os på en gren i øjenhøjde. Det gibbede da lige lidt i mig, for de er godt nok store. Men der gik ikke lang tid, før jeg slappede helt af, for hannen stod bare der og fulgte os med sine store runde, næsten sorte øjne. Den så enorm rar ud, og jeg fik en følelse af at have lyst til at give den et ordenligt og kærligt kram 😉 Nå… den kendte åbenbart spisetiderne og roligt fortrak den, for at finde over til fodringstedet. Orangutangen over os fulgte med i armegang fra trækronernes toppe.
Efter aftensmaden var det blevet bulder mørkt, og vi skulle på en trekkingtur. Rangeren der viste vej, synes at spotte alt. Lyset fra hans lygte for op og ned og fra side til side, og konstant kunne han pege på edderkopper, frøer, skorpioner, sovende fugle i træerne, og minsandten om han ikke også spottede den kæreste lille spøgelsesabe. Vi kunne gå helt hen til den, den sad bare der på træstammen og kiggede på os med dens kæmpe store øjne. Ind i mellem vippede den øerne og drejede hovedet 180 gr. Til sidst havde den fået nok af os og tog et langt spring – Væk var den 😉
Vi så også giant myrer. Hannerne bliver op til 3 cm. lange, så de er meget store.
På turen havde jeg travlt med at se, hvor jeg satte mine fødder, og Søren og jeg kunne hurtigt blive enige om, at havde det ikke været for rangeren, havde vi ikke set et eneste levende væsen på trekkingturen 😉
Lige som at gå i Zoo
Hvad er det? I første omgang tror jeg, det er et stort insekt, der skøjter henover vandet. Men meget mystisk, hvis den kan lave små hækbølger efter sig? Vi nærmer os med båden, og nu ser vi tydeligt, at det er hovedet på en slange. Snart er den på siden af båden. Et tømmer ligger i vejen for dens svømmeretning, men det er ingen hindring, elegant bugter den sig over tømmeret og forsvinder helt ind i sivene. Den var sort med et blåt skær. Velvidende at floden også er fyldt med bl.a. saltvandskrokodiller, gyser det i mig ved tanken om at falde overbord.
Vandet i floden er skiftet fra at ligne the med mælk i til sort kaffe. Vi kan flere steder se, hvordan olien flyder ovenpå. Heldigvis er de flinke til ikke at dumpe deres affald i floden, men alt hvad der foregår på toilettet, ryger dog direkte i vandet. På bådens toilet, kan det sagtens lade sig gøre at tage et bad. Det er flodvandet i en stor balje og så foregår det med øse. Selve “akten” er heller ikke noget problem, men tanken om bakterier osv. holdt os fra at tage bad i dagene på båden 😉
Jubiii, endelig ser vi også en krokodille. Den ligger fuldstændig stille i vandet, men inden jeg får fundet kameraet frem, dykker den ned i det sorte vand. Hundrede meter længere fremme skal vi gøre stop, for at se endnu et fodringsted til orangutangerne. Der var mange både her og vi ser tre af de lokale mænd, nede i vandet, for at vaske siden på båden. Shiiit, ulækkert og skræmmende på samme tid. I øvrigt hedder det sig, at det er strengt forbudt at bade i floden, grundet krokodillerne m.m., men det tager de lokale åbenbart ikke så alvorligt.
Nogle har sagt til os at det med at se orangutangerne på fodringstederne, er lige som at gå i Zoo. Det vil jeg gerne irettesætte, da det i vores optik er langt fra sandheden, tværtimod. For det første skal det siges, at det kun er et fåtal af orangutangerne tilbage, som har været i menneskehænder. Nu opfostrer man dem ikke længere, som man ellers hidtil har gjort. Så mange af orangutangerne der kommer på fodringstederne er semivilde. Selv om de ikke har været i menneskehænder, har de grundet fordringsstederne lært, at være tæt på mennesket. På fodringstederne kommer der ialt 5-10 orangutanger… de er ikke afhængige af at blive fodret mere, og for dem kan det sammenlignes lidt med en hyggelig snack, da, der er rigeligt af føde til dem i regnskoven. På fodringstederne får de sukkerrør og bananer og et enkel sted, gav de dem også mælk. Sukkerrørene er klart deres foretrukne spise til sammenligning med bananerne. I øvrigt hvis en orangutang kommer længere væk end 5 km fra fodringsstedet, kan den ikke finde tilbage igen. Og selv om aberne er semitamme, er der kun et tov imellem os. Ikke for at holde dem fra os, men for at mennesket viser hensyn og holder afstand, når de spiser. For store det er de. En hun vejer ca. 60 kg og en han 120 kg, og det er tydeligvis muskler, der er den dominerende vægt faktor.
Det er sjovt at studere dem. På hvert fodringsted (vi var tre steder), blev vi ca. 2 timer og fulgte godt med fra start til slut, hvordan de ankom til stedet, hierarkiet iblandt dem, hvordan de bevægede sig, lyde osv. for til sidst at fortrække sig igen og forsvinde videre ind i junglen. Orangutangerne er det største dyr på kloden, der lever deres liv i trækronerne. Det er et fantastisk syn, hvordan de fra trætoppene svinger sig fra træ til træ i de tynde grene. Og sjovt er det at bemærke, at de ikke slipper taget fra den ene gren, før de har fat i den næste. Det er imponerende, som et træ kan svaje, og at de tynde grene ikke knækker. Og hver eneste aften, laver de en ny rede, som de sover i. Rederne er forholdsvis store og selvsagt ødelægger de trækronerne for at samle grene og blade til deres nattely. Men fordelen er, at de sørger for, at der kommer lys ned til skovbunden, så ny vækst kan overleve 😉
På turen langs floden har vi også set langnæsede aber, og i modsætning til orangutangerne tør de godt at slippe grenene og “flyve” i det fri. De springer ofte 10-20 meter fra træ til træ. Det går så stærkt, at det næsten er umuligt at fange på kameraet. Om natten sover de altid lige op og ned af floden, og istedet for at bygge en rede sidder de blot på en gren og balancerer.
På vores sidste dag var vi inde i junglen og plante et træ. I 1997-1998 brændte 1/3 af regnskoven og 20.000 orangutanger blev dræbt. Det siges, at palmeolie industrien havde skyld i branden. Siden da har man plantet mere end 200.000 træer igen, PLUS de to som Søren og jeg har plantet. Alle træer der bliver plantet, er til orangutangernes fordel. Søren og jeg valgte to forskellige træer 😉 Jeg tror dog ikke, det er nødvendigt at plante flere træer. Som jeg så det, var der godt gang i vegetationen igen, og der var i forvejen mange selvsået træer.
Men palmeolie industrien er en skræmmende størrelse. Ikke kun til fare for orangutangernes overlevelse, men også mange, mange andre dyr lige fra elefanter til fugle. Og Søren og jeg har i Sydøstasien efterhånden både cyklet og kørt gennem flere tusinde kilometer af plantager, hvor det er tydeligt, at dyrelivet er fattigt/ikke eksisterende.
Nu taler man om at flytte hovedstaden, Jakarta, fra Java til Borneo, og jeg kan da selvfølgelig ikke lade være med at tænke på de yderligere konsekvenser, det må få, trods argumentet om Jakartas sikkerhed selvfølgelig også er forståeligt.
Lykkelige for de sidste dages oplevelser i junglen, måtte vi igen med færge tilbage til Java. Denne gang var der til gengæld ikke noget der hed sig forskellige klasser. Det var ens for alle og ryggen betalte den største pris. Men vi overlevede og blev beriget med endnu en erfarring 😉
FAKTA
Næseaben (Nasalis larvatus) er den eneste art i slægten nasalis i marekattefamilien. Næseaben når en længde på 73-76 cm dertil en hale på 66-67 cm og vejer op til 21 kg.
Næseaben findes kun i Borneos regnskove og mangrovesumpe. Dyrene lever i grupper med en han og mellem 6 og 10 hunner og deres unger.
Det mest karakteristiske træk ved næseaben er, som navnet antyder, den lange og hængende næse som voksne hanner får. Dens eneste funktion er formentlig at tiltrække hunner.
Den har også opsvulmede maver som følge af deres specielle fordøjelsessystem, der udleder en stor mængde gas. Den specielle fordøjelse har også den betydning, at næseaben ikke er i stand til at fordøje moden frugt.
Næseaben er stærkt udryddelsestruet; der lever blot 7.000 individer i naturen.
Navnet orangutang betyder “skovens menneske” på malaysisk (orang=menneske; utan=skov), og man mente engang, at de var en slags mennesker, som kunne tale, men ikke gjorde det for at undgå at blive sat i arbejde.