Det gik smertefrit at flyve til Taiwan og Søren fik samlet vores cykler i en ruf, alt imens vi blev skarpt overvåget af sikkerhedsfolket, da vi ikke måtte cykle i lufthavnsområdet. Pyt skidt… de var enorm flinke, tog billeder af os og sørgede for at hjælpe os med at komme på en shuttle bus. Sådan lidt en parodi synes jeg, da vi kørte godt en km, og derefter godt måtte cykle. Nå, men så blev vi en oplevelse rigere 😉

Vi cyklede  kun meget kort, men allerede inden for de få km tror jeg, vi havde hørt de første 20 dyt af os. Og scooterne er også kommet tilbage i gadebilledet. Nu er de ikke elektriske mere (som i Kina), og de kører hurtigt. Vi cyklede til nærmeste backbacker hostel, indlogerede os, tog et bad og gik ud for at få noget at spise. Det var Sørens fødselsdag, så det måtte godt være lidt ekstra hyggeligt. Haha… lidt skuffet over at genopleve den kinesiske madkultur, endte vi med at købe en flaske rødvin, (det er dyrt), et friturestegt kyllingelår, en bøtte minutnudler, samt en pose nachos for at tage det med tilbage og spise på backpacker stedet, og med eget positive sind, blev det en hel hyggelig fødselsdagsmiddag 😉

De efterfølgende to dage havde vi godt cykelvejr trods en del modvind. Men qua min fibersprængning i låret, havde vi ikke beregnet de lange distancer. Mit lår havde det dog overraskende godt, og på tredjedagen knoklede vi op til en lille bjergby, der er kendt for at være en gl. guldmineby, og turistbusserne overhalede os da også i stor stil, efterhånden som vi ad de både 7- og 10% stigninger sneglede os opad. Da vi nåede byen, var det for at konstatere at hovedattraktionen bestod af flere overdækkede gader med et væld af små souvenir butikker og boder med kinesiske mad specialiteter. Der var nu en god stemning og tanken om nedkørslen fra bjerget igen, gjorde bare, at vores ris-ruller fra 7-elleven, smagte endnu bedre. Men for pokker, det går stærkt nedad bjerget, trods den stejle nedstigning og de mange hårnålesving, hvilket tvang os til at gøre flittigt brug af bremserne. Alligevel syntes jeg, at det er en smule uretfærdig, når jeg tænker på de timer, vi bruger på at cykle opad bakke til sammenligning med det kvarter(?), det tager at suse nedad igen 😉 Vi har også nået at være på det populære nattemarked. Det består mest af madboder og heldigvis fandt vi boder med sushi. Absolut lækkert og kun alt fra 2,5-5dkr pr. stk. 😉

Dagene er bare fløjet afsted, siden sidst jeg skrev. Vi har haft flere dage med styrtende regn døgnets 24 timer. Blæst og regn, har været forårsaget af en ny tyfon, der har passeret, men ellers ikke noget vi har mærket til. På et tidspunkt ramte vi en strækning, hvor der knapt er plads til cyklister og vi blev på det kraftigste anbefalet at køre i tog, hvilket vi gjorde. Meningen var også, at vi ville cykle til toppen af det højeste bjerg på 3.200 m., men igen pga. dårlige vejrforhold sprang vi over. I stedet for tog vi en bustur ind i en bjergkløft og sprang af et par gange for at se smukke vandfald og andre betagende scenerier. De sidste par dage har vi cyklet mellem to bjergkæder langs østkysten. Bjergene er tæt beklædte med træer, palmer og buske i alle afarter og alt virker utrolig frodigt. Nogle få hundrede meter op af bjergskråningerne hænger skyerne fast. Nogle ser mere truende ud end andre, men tilsynladende har de svært ved at løsrive sig fra bjergene. Og heldigvis at de bliver hængende, når vi alligevel cykler hernede i bjergdalen. Så kan vi nyde godt af en tildels blå himmel og blot suge den skønne natur til os, samt nyde rismarkerne, der efterhånden står klar til høst. På mange af frugtplantagerne som vi passerer, er hver enkelt frugt, der hænger på træerne pakket sirligt ind i hvidt papir. Det må være et større arbejde, men vi har fået fortalt, at det er for, at undgå at orme m.m. går til angreb på frugterne, og de derved kan sparre på giftige sprøjtemidler.

Luftfugtigheden er langt over 80%, den viser 28 gr som det højeste om dagen og selv om vi cykler i passende tempo, uden de større overanstrengelser, så driver sveden af os, alt imens vi tramper i pedalerne.

De løse hunde er kommet igen. Jeg havde ellers lykkeligt glemt alt om dem. Her er mange og de fleste er på størrelse med en schæferhund. Heldigvis er de temmelig dovne og flere gider knapt nok se vores vej, når vi passerer dem. Kun et par ganske få, har gøet og en enkelt røg efter Søren. Til gengæld er de hunde der står lænket, nogle farlige bæster. Uh, de kan vise tænder og være gale og hvis lænken sprænger, ligner de nogle der kan æde os i løbet af nul komma fem. Det værste er, hvis vi kan høre dem men ikke se dem, og de så pludselig dukker op i buskadset og sprænger frem. Af refleks slår man lige et slag ud med cyklen og takker efterfølgende for, at der ikke passerede en bil i samme sekund 😉

Vi er i øvrigt røget tilbage til højre vejside, når vi cykler. Selv om vi meget hurtigt vender os til vejside skiftene, synes jeg uanset, at det er det rareste at cykle i højre side. Størst er udfordringen dog, når vi ikke cykler, og det er venstrekørsel. Specielt når vi skal passere gaden til fods, kan vi godt blive total forvirret.

Søren er desværre ramt af en kedelig forkølelse… nu på 6 dagen, foreløbig er jeg blevet fritaget, og jeg håber på, at det forbliver sådan. Der er ikke langt igen, før vi skal flyve fra Taiwan til Hanoi i Vietnam, og det med ikke at kunne trykudligne, er et mareridt på sådan en flyvetur. Apropros flyvetur, har vi kun 15 dages gratis visa ophold i Vietnam, derefter flyver vi hjem til Danmark og holder jul med børn, børnebørn og resterende familie. Jeg er ikke så glad for at flyve, og angsten tager til, selv om jeg konstant forsøger at mindsætte mig til, at der selvfølgelig ikke sker noget. Desværre tager skrækken mere og mere over, og jeg er virkelig tæt på at springe turen hjem til Danmark over. Jo jo… jeg ved godt at der er større risiko ved at cykle langs vejene, køre i bil osv., men det ændrer ikke på, at jeg frygter at sidde i det ene fly, der styrter ned. Ren faktisk er der netop styrtet et pænt stort fly ned i Malaysia og 188 omkomne. Uhhh!

Det er lykkedes mig at finde frem til en hypnotisør hjemme i Danmark, og vi skal have en session over skype. Jeg har svært ved at tro på den slags, men læser også at flere andre, der har været skeptiske, trods alt er blevet hjulpet.

Søren er ude og fiske i dag. Han skulle op kl.03.45 og kommer først hjem igen efter kl. 16.00. Det synes jeg var lige en tand for tidligt, så jeg er blevet på fastlandet og har bl.a. brugt tiden på at redigere film 😉 Jeg er spændt på om han har fanget noget.

Øv, han fangede ikke noget, og oven i købet havde han glemt kameraet, Alligevel kunne han fortælle levende om turen. De var 6 mand inkl. skipperen, der vågede sig ud på havet i en lidt “tarvelig” fiskerbåd. Snart havde de 150m under sig. Der var hvide toppe på bølgerne og båden rullede godt, hvilket havde været lige ved at være for meget for Søren. Men han klarede frisag og undgik at ofre. Da de var stoppet med at sejle, blev der ellers rigget fiskestænger til med lynets hast. Tre af de andre fiskere, var professionelle og det sås tydeligt på hver deres kæmpe kasse med fiskegrej. Kæmpe pirke blev sat på linerne med nogle voldsomme store kroge. De to der var hurtigst til at få grejet klart, havde bid inden de overhovedet var kommet ned til bundet med pirkerne. Og to kæmpe fisk blev trukket op. Fedt, “havde Søren tænkt”… det her bliver sjovt! Men sådan skulle det åbenbart ikke være, og ingen af dem fangede mere med de store pirke. Søren var den eneste, der ikke havde elektrisk hjul på og han fortæller, at det var lidt hårdt at stå der og pirke med stangen, hvor pirken trods alt vejede op mod 2 kg og med jævne mellemrum også skulle trækkes helt op fra de 150m dybde. De flyttede båden med ca. 15 min. intervaller. Senere skiftede de udstyret ud med bly-lodder og flere kroge på linien, og lige over krogene vedhæftede de en slags beholder med rejestumper, der tiltrak fiskene. Igen havde Søren ikke held med sig, men de andre hev lystigt op fra dybet. Nu var det mindre fisk, der bed på. Det går hårdt ud over dem, når de bliver hevet op fra 150m dybde.  Øjnene stod halt ude af hovedet og nogle af dem var tarmene røget ud bagtil. Alt imens Søren fortæller om dagens bedrift, tænker jeg i mit stille sind, at jeg håber det er sandt, de ikke har nerver som vi andre har det, for det lyder ikke til, at det er en sjov tur fra havbund til havets overflade. Han fortalte også at de ofte mistede deres kroge og bly-lodder, fordi de sad fast mellem klipperne på bunden. Og det betyder jo,  at der fortsat hænger en del kroge og kan friste fiskene til at bide på. I min fantasi ser jeg for mig at en mindre fisk bidder på krogen dernede og ikke kan komme fri. Så kommer en større en og napper den mindre fisk, så nu hænger den der også osv. Men sådan foregår det vel ikke… og dog?

Vindblæst og med svækkede arme, godt med sol i ansigt og i nakke og selvfølgelig mangel på søvn, smider Søren sig på sengen, og får en “morfar” til vi senere går ud og får lidt at spise.

Vejret er blevet meget bedre efter, at tyfonerne er kommet på afstand, og vi kan næsten se frem til solskin hver dag. Vinden veksler til gengæld en del fra svag vind til mere moderat. Dog er vi heldige, at det er ryg- og sidevind, hvilket jo er herligt. Rismarkerne ligner efterhånden noget, der er klar til høst, men vi har kun set dem høste et par ganske få steder. Vi cykler forbi masser af frugtplantager og mange af frugterne kan vi ikke genkende (de er også pakket ind de fleste steder). 😉 Ellers synes jeg faktisk ikke at der meget at se i Taiwan. Naturen er selvfølgelig betagende som altid, men strandende virker ikke særligt attraktive med det gråsorte sand.

Vi skal fra øst- til sydvestkysten og er derfor tvunget til at cykle over en bjergryg. Alle vi har talt med har sagt, at det er en hård tur, men eneste der var hårdt, var at min ryg ikke kan lide stigninger. Ellers gik det stødt og roligt 11 km opad, uden problemer. Flere gange  passerede vi aber langs vejen. De var svære at få øje på imellem de tætte blade på træerne, men lyden er ikke til at tage fejl af, og grenene hopper og danser, når de springer fra det ene træ til det andet. På toppen ændrede vejret sig, og vi måtte skifte til regntøj. Derfra gik det blot nedad, regnen blev til støvregn for til sidst at holde helt op. Vi cyklede gennem små landsbyer og vi fornemmede fattigdommen i bjergene. Mange huse var blot bygget af en kombination af blik og beton og så kummerlige ud. Desværre har rigtig mange en hund stående i ekstrem kort lænke og det gør ondt at se, hvordan ribbenene stikker ud, specielt på et par af dem, der også var fyldt med skab, så det meste af pelsen manglede.

Da vi nåede ned til modsatte kystlinje, måtte vi tage til takke med mod- og sidevind. Den smukke natur er ødelagt af by, hvilket vi har cyklet i de sidste ca. 100 km. Der bor knapt 24 millioner mennesker i Taiwan. Størstedelen af befolkningen bord langs vestkysten og byerne hænger sammen hele vejen fra syd til nord. Der er intet charme ved byerne i Taiwan. Der er intet gjort for at gøre det pænt og attraktivt at se på. Bygningerne er kedelige og smagløse og står kastet ind imellem hinanden uden omtanke eller sans for arkitektur. Dog skal det siges, at når man finder vej til de centrale områder i byerne, hvor der er bygget højhuse og butikscentre, er der mere smag og de har da også gjort et pænt stykke arbejde, for at det kan se helt indbydende ud. Vejene er til gengæld gode at cykle på og generelt i hele Taiwan, er der brede rabatter til cyklister, hvilket vi i øvrigt også har mødt rigtig mange af. Ikke som sådan tur cyklister som os selv, men der er rigtig mange specielt lokale, der cykler over weekenden eller en uges tid af gangen og vi har mødt mange solocyklister og store grupper af cyklister rundt om hele Taiwan.

Nu er vi nået frem til Kaohsiung (næststørste by), hvorfra vi skal flyve videre til Hanoi i Vietnam. Vi har rykket vores flybilletter, da vi har været hurtigere end forventet (sprang jo også det højeste bjerg over), og skal flyve om 3 dage. Udover de populære nat markeder, er her ikke så meget at foretage os. Cyklerne skal pakkes ned i kasser, men det er Søren allerede ekspert i, han klarer det på en time pr. cykel, og kasserne hentede han allerede ved ankomsten i går.

Jeg er i øvrigt blevet hypnotiseret nu… Det var en vild oplevelse og jeg tror på at han har flyttet et eller andet hos mig. I hvert fald tænker jeg ikke li´så meget over det med at flyve og når jeg gør det, får jeg ikke panikangst. Hm? Jeg forstår det nok ikke helt, men vigtigst er trods alt, at jeg ikke er lige så bange mere… jubiii 😉

Søren er også  kommet af med hans forkølelse igen, han hoster stadig lidt, men alt i alt går det hel godt.

Det er lidt underligt at tænke på… men vi har ikke gjort brug af teltet en eneste gang i Taiwan. I starten, gav det lige som sig selv, efter som det ofte styrtregnede. Senere har det været svært, at spotte de gode steder enten fordi de flade områder har bestået af rismarker eller anden form for plantager og i sidste ende, fordi det har været rimelige priser at bo på B&B m.m. Så hver eneste dag har vi været priviligeret med et rigtigt bad og forholdsvis gode senge (mange er hårde som et bræt). Sandelig om vi ikke også har været priviligeret med havregryn om morgenen. I modsætning til Japan, har det været nemt at købe havregryn i Taiwan og i min optik, er det trods alt den bedste start på dagen.

I går cyklede vi på sightseeing efter, at vi havde googlet de mest attraktive steder i Kaohsiung. Kun med styrtaskerne på cyklerne indtog vi byen i højt gear. Og trods at vi var fri for den tunge bagage og vejene er flade, tog det alligevel lang tid at komme omkring. Lyskryds efter lyskryds gjorde, at vi måtte stoppe op konstant. Jeg tror ikke, at vi på noget tidspunkt fik lov at cykle over 2 min. på en gang før, vi igen måtte stoppe op for rødt lys, og hvis vi var uheldige at ramme et lyskryds lige som, det havde skiftet til rødt, er ventetiden mellem 70-80 sek., før det igen skifter til grønt. Men vi nåede da, at cykle 43 km og fik set det meste på listen. Ikke noget sindsoprivende… det mest kønne på turen var en flod, der hedder LOVE river og en smuk sø med en del templer rundt om den. Det ene sted var der en drage og en tiger, og det siges, at hvis man er ramt af dårligt held, kan man vende lykken ved at løbe ind igennem dragemunden og ud af tigermunden. Det gjorde vi selvfølgelig… om ikke andet for at være på den sikre side 😉

I dag pakker Søren cyklerne i kasser og senere tager vi med offentlig transport hen på nat-markedet. Og så er det ved at lakke mod enden her i Taiwan. Vores fly til Vietnam afgår først på aftenen i morgen. Inkl. sightseeing har vi cyklet ca. 650 km i Taiwan.

Nå… det blev ikke til nat marked. Det er lukket om mandagen, men pyt, vi har været på et tidligere og jeg forestiller mig, at eneste forskel er, at dette her er større. Vi sidder i hotellets lobby, og opdaterer os på div. nyheder, samt lige stykker det sidste sammen til bloggen herfra Taiwan.

Vi ses i Vietnam 😉