Fra Gilgit til Abottabad

Karakoram Highway - Verdens højest asfalterede hovedvej

Hængende på kanten af et bjerg… 

Munden bævrer og jeg har koldsved under armene. Krampagtigt holder jeg fast i Sørens hånd med den ene af mine og med den anden hånd, borer jeg fingrene ned i hans lår. Ind i mellem må Søren tvinge mig til at slippe hans hånd, så han kunne få blod ud til fingrene og hvis det tog for lang tid nærmest kastede jeg mine arme panisk omkring hans skulder og hals. Jeg spænder op i hele kroppen og jeg tror mit ansigt er hvidt som et lagen. Som om det ville hjælpe på nogen måder, forsøger jeg at stemme godt imod gulvet med mine fødder og naivt at få min vægt til at veje tungest ind imod Søren og væk fra vinduet. Når jeg kigger ud af vinduet, kan jeg ikke se vejen og det ser ud som om at hele bussens bagende, hænger ud over kanten. Nærmest lodret under mig, løber floden og jeg vil gætte på at der de højeste steder er 2-300 meter ned til den. Sjældent har jeg været så bange. Nogle af de andre medpassagerer kigger på mig og griner ind i mellem.  Vi sidder i en bus og skal transporteres 280 km. Eneste ledige pladser var bagerste sæde og i første omgang synes jeg, det var luksus at få vinduespladsen. Tak for kaffe… ud af 12 timers transport, var de første 6 timer blandt mit livs største mareridt. Søren tilbyder at bytte plads med mig, men jeg tør ikke give slip. Jeg er ganske simpelt stiv af skræk. De to unge pakistanere som vi deler bagsædet med, tilbyder ligeledes at bytte plads, så jeg kommer til at sidde ind imod klippevæggen og tilsidst giver jeg efter. Det hjælper tildels, men jeg kan stadig se fremefter, hvordan vejen bugter sig på kanten af bjergsiden. Chaufføren kører rask til og laver flere hasarderede overhalinger. Sommetider ophører asfalten og vi hopper op og ned i sæderne, når vi bumler hen over grus og klippestykker. Tit får min fantasi overtaget og jeg forestiller mig, hvordan det vil foregå, hvis vi vitterlig ryger ud over kanten, de grusomste billeder dukker op på nethinden, så det gyser i mig. Flere gange tænker jeg, vi bør stå af og i stedet for cykle. Cyklerne og alle vores tasker er snøret godt fast oppe på taget af bussen. Jeg vil med sikkerhed blive voldsom upopulær, hvis jeg forlanger at få cyklerne ned nu. (Desværre fik jeg ikke filmet de steder, hvor vi var højest oppe og det var værst, for der turde jeg ganske enkelt ikke slippe mit tag i Søren). Vi stopper flere gange under vejs ved div. tjekpoints og så bliver Rae (en engelsk dame vi cykler med), Søren og jeg ellers kommanderet ud, for at fremvise pas. Et par steder ved jeg ikke, hvad der tog længst tid, om det var at notere alt fra passene eller om det var alle de billeder der skulle tages af os sammen med politiet. Vi har stort set ingen penge tilbage, da alle banker har nægtet både visa- og masterkort, men vi havde da lige råd til et brød, en banan og et æble, udover det vi skulle betale for busturen. Ren faktisk havde vi ikke engang penge til den, men måtte låne 1000 Rupees (ca. 60 Kr.) af Rae. Kl. 21.30 og i bælgragende mørke, nåede vi i god behold frem til Abbottabad som var vores  destination. De sidste 6 timers kørsel, havde jeg været noget mere afslappet, da vi for det første var kommet længere ned og for det andet, var der bredere rabatter og træer langs vejsiden. Ikke mindst da mørket faldt på, kunne jeg som en selvfølge heller ikke se, hvis vi passerede nogle ekstra risikable steder. Men jeg fatter ikke, hvorfor man vælger at bygge vejen midt op ad bjergsiden. Det må have været et kæmpe projekt, at skulle springe klipperne, for at etablere vejen. I min optik, kunne de da li´så godt have valgt at lave vejen nede langs floden? Flere gange på ruten, kørte vi igennem små landsbyer, hvor husene var bygget op ad de nærmest lodrette bjergskråninger og det lignede at de kunne styrte ned når som helst. Der var ingen veje der førte til husene, men små stejle stier som mere lignede stier til bjerggeder end til mennesker.

Da vi igen havde fået klargjort cyklerne med alle tasker etc., skulle vi blot cykle 1,5 km til vi ankom til hotellet som vi indlogerede os på. Trafikken er tæt og de tuder i hornet, kører imod trafikken, stopper i tide og utide og overhaler uden hæmninger. Alligevel var det peanuts i forhold til de forudgående 12 timer med bus. Da mit hovede rammer puden, varede det som sædvanligt længe før jeg faldt i søvn. Til gengæld vågnede jeg ikke en enste gang hen over natten, trods larmen fra trafikken lige uden for vinduet 😉 

Næste dag, fortæller Søren at han i nyhederne har læst at der var en anden bus med pilgrimme, der desværre var røget ud over kanten, 23 dræbte og 50 sårede. Jeg snapper stadig efter vejret, blot ved tanken og har hermed besluttet at jeg ALDRIG igen skal køre i bus, hængende på kanten af et bjerg. 

Fulgt tæt af politiet, med deres store maskinpistol… 

Dagene forinden at vi tog bussen, var en lille smule stresset… – Efter et par afslappende dage i Gilgit, hvor vi boede (7 cyklister + 1 backpacker) på en abrikosplantage, splittedes vi igen op. Jan, Rae, Søren og jeg fortsatte sammen. Første dag cyklede vi godt 50 km og endte med at slå teltene op på en privat grund. Jeg er klart den der cykler mest langsomt, så dagen derpå, startede Søren og jeg op lidt før Rae og Jan. Vi nåede dog kun 22 km, da vi blev stoppet af politiet og beordret til at vente på de andre to. Politiet havde fuldstændig styr på, hvor mange vi var og også de andre som havde valgt at cykle en anden rute. Herfra blev vi eskorteret af politiet. De tilbød at vores cykler kunne komme på bilen, men vi takkede pænt nej og de måtte væbne sig med tålmodighed. Om man vil det eller ej, så er det lidt af et stressmoment at cykle med politiet lige i r…. og Rae og Jan, blev bedt om ikke at cykle for langt foran. Vejen går op og ned og jeg pruster som sædvanligt. Det begyndte at værke i ryggen og benene føltes tungere og tungere. Vi har ikke meget at skulle have sagt, denne nat blev vi beordret til at sove på en politistation, hvor vi slog teltet op på deres “gårdsplads”. Rae og jeg ville lige handle lidt og igen blev vi fulgt tæt af politiet, med deres store maskinpistol hængende på tværs over maven. Næste dag gentog proceduren sig, politiet kørte lige bag os og jeg forsøgte at give den en lille tand mere end jeg egentlig magtede. Det resulterede i at min ryg, virkelig begyndte at slå knuder og efter 27 km, måtte jeg kapitulere og fik cyklen op i bilen og senere kom jeg op i en lastbil. Igen overnattede vi på en politistation. Her fik vi et rum og de lavede også aftensmad til os.

Med jævne mellemrum møder vi politibiler der patruljerer på vejene. Op af taget står der en mand eller to med et fastmonteret maskingevær. De smiler altid og vinker til os, hvilket er rart, selv om det li´så ofte løber koldt ned af ryggen på mig.

Politiet er flinke og gør alt for at give os tryghed. Vi mærker også den almene venlighed er dalet lidt, efter vi forlod Gilgit og dog er der stadig masser af folk som smilende hilser os velkommen. Der ér bare også lige dem… den der lille procentdel, der kigger på os, som om vi er nogle forbrydere og så dem der er meget provokerende, når de taler til os. Hm… Vi har både hørt og læst at for blot 2-3 år siden har de været meget plaget af terrorisme, her i området. Busser der er blevet stoppet og folk i den, er enten blevet skudt eller brændt. Det betyder at der ikke kommer så mange turister mere og selv om der ikke har været problemer i lange tider, tør de ikke løbe nogen risiko og gør alt, hvad der står i deres magt for at passe på os. Selvfølgelig er det også prisværdigt, men om vi vil det eller ej, så er det også et stressmoment. 

Min ryg havde det ikke godt, da vi vågnede næste morgen og jeg fik Søren overtalt til at vi tog bussen sammen med Rae, som uanset ville med bus. Som tidl. skrevet er det min første, sidste og eneste gang, jeg frivilligt udsætter mig selv for sådan en bustur igen 😉 

Fri af politi eskorte, har Søren og jeg nydt godt af et par dage på egen hånd. Rae cyklede videre allerede dagen efter ankomst i Abbottabad og Jan valgte at cykle, fremfor at tage bussen som vi andre. Vi er kun et par km fra, hvor Osama bin Laden blev fundet. Det skulle vi selvfølgelig ud og se. Men vi måtte holde lav profil om vores mission, da de generelt ikke er så stolte over emnet. Når først man står på stedet, kan man godt undres over, hvordan det var lykkedes ham at gemme sig der. Huset (som er revet ned) ligger midt inde i et rigdomskvarter og blot få hundrede meter fra en kæmpe millitærbase. Lidt surrealistisk at vi har været der, synes jeg. 

Yeah og efter nok femten forskellige forsøg i ATMer, lykkedes det også at hæve penge. Udover har Søren været hos barber og jeg har fået vokset ben for den nette sum af 20 kr… total luksus 😉 

Jan stødte til os allerede på anden dagen. Politiet havde eskorteret ham det første stykke, hvorefter de sidste 100 km var han blevet kørt i bil.

Det er resulteret i, at der nu her på hotellet er en betjent, der følger os i tykt og tyndt, uanset hvad vi foretager os uden for hotellets fire vægge. Og som vi kan forstå det, er det således, det vil foregå frem til og med Lahore (grænsebyen til Indien).