VI indtog Malaysia den 28. maj og som altid var vi spændte på en ny kultur, vejforhold, trafik osv.

Det gik ganske let at passere grænsen fra Thailand til Malaysia. Kun en lille flod skiller landene. Et hurtigt stempel i Thailand, med færge (der mest af alt minder om en tømmerflåde), og så et hurtigt stempel i passet igen. Svissen svassen og vi var i Malaysia. Denne gang var der ikke noget med skift af spejlene, venstrekørslen fortætter, men vi måtte lige have skiftet sim kort i telefonerne, og så var det ellers derud af på cyklerne. Efter knapt 70 km på dagen og ikke mindst smertefri (Whiii… to dage uden smerter i sadlen, det er jo helt fantastisk), gjorde vi holdt på et backpacker sted i en lidt større by, Kota Bharu. Efter et tiltrængt bad kaldte maverne på mad. Vi fandt nogle fortovscafeer og blev fristet af det, vi kunne se, de andre havde fået. Tallerknerne bestod af avispapir, men det var selvfølgelig ingen hindring. Efter vi havde fået vores mad, gik Søren lige ind i en butik, for at købe vand. Jeg stod “vagt” i håb om at spotte et bord, der blev ledigt. Men pludselig gik det op for mig, at INGEN spiste. De sad alle med maden foran sig på avispapiret og ventede til kl. slog 19.21 – Hm… og ingen havde bestik eller pinde, trods der var godt med sovs til. Vi besluttede os derfor hurtigt til at gå tilbage til backpackerstedet og indtage vores mad der MED bestik.

Næste dag cyklede vi til et ressort ude ved havet. Ramadanen kommer vi ikke uden om. Igen måtte vi vente med aftensmaden til kl. 19.21. Dvs. denne gang fik vi lov til at starte op ved buffeten 8 minutter før de andre. Præcis kl. 19.21 væltede det ind på restauranten med muslimer. Alle kvinderne tog maden fra den ene side af buffeten og satte sig også i den ene side af restauranten og mændene omvendt. Søren fik det helt skidt over at sidde på kvinde-siden, men ingen tog sig tilsyneladende af det. Sovs, ris, fisk, kylling, grøntsager, melon mm. blev af de fleste indtaget med klør fem 😉 Men mest besynderligt var det, at der stort set ikke var nogen, der talte sammen, og trods vi nok sad cirka 100 mennesker, var der helt stille. Buffeten kostede cirka 30 D.kr. pr. næse, hvilket var det dyreste måltid, vi havde indtaget i Malaysia 🙂 Vi blev på ressortet en ekstra dag og nød godt af swimmingpoolen lige uden for vores dør.

Til vores store fortvivlelse er 7-elevens udvalg kraftigt nedgraderet i Malaysia. Det har ellers været vores redning i flere lande. Her i Malaysia, er der mest drikkevarer (ingen øl), og chips, slik osv. Så vores frokoster er baseret på held, om vi støder på en frugtbod eller lign.

Efter anbefaling fra nogle venner har vi tilbragt 6 overnatninger på en fredelig ø, Lang Tengah og manner… det gjorde godt. Der er kun tre ressorts på øen, og der bor kun de mennesker, der arbejder på ressortsene samt gæsterne selvfølgelig 😉 De første par dage var der stort set ingen gæster. Den rene idyl, høj sol, blå himmel, tyrkisblåt vand, hvidt puddersand, gode snorklingforhold med flotte koraller og masser af farvestrålende fisk inkl. sorttippet revhajer 😉 Vores bungalow var kæmpe stor med dejlig veranda, hvorfra vi kunne nyde synet af de små egern i træerne og de kæmpe monitor lezzerts….. temmlig hyggeligt.

På tredjedagen tog vi på dykkertur ud til et vrag, hvilket også var en flot tur. Men her stopper også al idyllen, for i det samme vi kom på land efter vores dyk, syntes jeg at mit øre begyndte at værke. Hm… om aftenen var der ingen tvivl – jeg havde fået raget mig en infektion til. Næste dag blev det kun værre, og andet øre begyndte også at gøre ondt. Jeg fik noget stærkt smertestillende og gik lidt i tænkeboks. Skulle jeg tage ind til fastlandet for at blive tilset af en doktor? Mine ører var helt lukket til, og jeg følte jeg var inde i en osteklokke. Men vi hyggede stadig og gik en tur over på en anden strand, hvor der var et skildpadde observatorie. Et spændende besøg. Deres opgave var at samle æg ind fra de skildpadder, der kom op på strandene rundt på øen, og sørge for at de små skildpadder igen fandt ud til vandet, når de var klækket. De små skildpadder går efter månelyset, der spejler sig i vandet. Men grundet resorts og kunstigt lys bliver de vildledt og går den forkerte vej. Så når de samler æggene, graver de dem ned på en strand, hvor al kunstigt lys er bandlyst. En skilpadde ligger ca. 100 æg, og ud af 1000 nyudklækkede skildpadder er der i gennemsnit kun en, der overlever til den bliver voksen. De er først selv kønsmodne, når de er omkring 25-30 år, og selv om de er kommet flere tusinder km væk fra deres fødested, finder de altid tilbage til samme strand, for selv at ligge æg der. Temmelig vildt synes jeg. Søren og jeg så to steder, hvor skilpadderne havde lagt æg aftenen i forvejen.

Senere samme eftermiddag klagede jeg min nød til hotellets direktør, og heldigvis havde han noget penicillin, jeg kunne starte op med, og jeg blev dermed fritaget for at tage til fastlandet 😉

Heldet fulgte mig… for der gik hul på trommehinden i det ene øre, og det lettede på smerterne. Samtidig blev det overskyet de næste par dage, samt der kom mange gopler ind til stranden, så lysten til at snorkle blev kraftigt mindsket 😉  (Selv om goplerne i Asien ligner de små vandmænd i danske farvande, har de lange tråde, der brænder).

Hver eneste aften har vi siddet på vores veranda til bungalowen og hygget os med talspil, og selv om det har været bulder mørkt, sagde temperaturen 32 grader. Ikke noget at sige til at vi svedte lidt 😉 Vi havde i øvrigt været heldige med at finde en flaske rødvin i den første by, som vi havde taget med ud til øen. Det var meningen, den skulle nydes den sidste aften, men ak… vi kan ikke påstå, at det var en nydelse. Trods spansk etiket var det noget forfærdelig sprøjt, men ned det skulle det 😉 Det skal dog siges, at det var muligt at købe både øl og cocktaildrinks på ressortes bar, og selvfølgelig fik vi et par sjusser hen over ugen 😉

Siden vi forlod øen og kom til fastlandet igen, har vi cyklet ca. 250 km. Mine smerter er kommet igen, men det er tåleligt, og jeg har nægtet at cykle med elastik, selv om Søren er flink til at tilbyde sin hjælp. Men så længe jeg kan holde det ud, vil jeg selvfølgelig gøre mit bedste for at cykle uafhængigt af Søren.

For det meste cykler vi ad en hovedvej, og reelt er det også den eneste mulighed, vi har for at komme syd på. Det kræver en del koncentration, i det der ofte ingen vejside-rabat er til os. Vejene er såmænd gode nok, men de mangler lige rabatten til os cyklister 😉 Det betyder også, at selv om de faktisk også kører meget pænt i Malaysia, så er de ofte tæt på os, når de passerer. Lastbilerne kan være skrækindjagende, når de suser uden om os, og samtidig kan det være helt rart, da deres slipvind hiver os med, og på den måde lige bryder den ellers temmelig irriterende modvind, vi har haft lige siden Thailand.

Til gengæld nyder jeg godt af, at fordi muslimerne ikke må røre ved hunde, er der stort set heller ingen. (Tror vi har set 5 hunde i alt). Så i stedet for konstant at spejde efter hunde der faretruende kommer efter os, kan jeg nyde synet af alle de små lezzerts , der piler ned i deres huller eller ind i noget buskads, i det samme de opdager os. Okay… små og små – de er alt fra 25 cm op til et par meter lange 😉 Vi ser selvfølgelig flest af de “små” i rabatten, der er længere afstand mellem de større, men desværre også en del af dem, som er endt som trafikofre. I Thailand og i starten af Malaysia så vi masser af døde slanger og kæmpe skrubtudser langs vejene. Men af en eller anden årsag ser vi hverken slangerne eller tudserne mere. Hm… måske det hænger sammen, – slanger lever godt af frøer/tudser – men alligevel er det mig lidt af en gåde. Her er jo masser af jungle og floder. Det betyder også at vi ser aber på vores vej. Masser af aber. Vi har hørt om to slags aber. De langhalede og de korthalede. Frem til dags dato har vi kun set den langhalede, og de er meget sky. Bilerne har de for længst vænnet sig til, men når vi kommer cyklende, springer de for livet. Og når vi er inden for kameraafstand, er de godt kamufleret af træer og buske. Dog er det alligevel lykkedes mig at få et par videoklip af dem. Første gang var det fordi, de var “fanget” på telefonledningerne og skulle springe pænt langt for at komme ind til træerne.

For første gang siden Japan, har vi været hos en warmshower host. Nurul og Ash er i starten af 30erne, og de sørgede godt for os. På anden dagen besøgte vi Ash´s mor. Hun holdt en ceremoni, fordi hun skal på pilgrimsrejse, (*Hajj), til Mekka. Hvilket er den største og vigtigste begivenhed for en muslim. Samtidig blev det fejret, at Ash´s lillesøster havde fået deres andet barn. Det bliver iøvrigt fejret med at man først klipper en tot hår af det lille barn, og senere barberer man al håret af. Sidstnævnte endte med at blive mig, der barberede det lille barns hoved. Meget forsigtigt trak jeg skraberen langs hårene, der skulle nødigt gå noget galt. Det tog os cirka 3 timer, før vi var færdige. Der var forberedt mad til i alt *300 gæster. Folk kom og gik som til et åbent hus arrangement. I starten var jeg med kvinderne i køkkenet. Ikke fordi de lavede mad (den kom udefra). Men de sad alle på gulvet og snakkede. Mændene samledes i stuen og bad. De “messede” længe, synes jeg og tænkte på, hvad i alverden Søren foretog sig imens?

Da mændene var færdige med deres bønner, blev den første tot hår klippet af den lille piges hoved, og derefter blev vi alle mikset, og kastede os over maden. Rigtig god mad og flere forskellige retter, inkl. kage og lækker sød melon til dessert. Maden i Malaysia minder rigtig meget om maden i Indien – masser af karryretter. Og med mindre det er suppe, spiser de med klør fem – nøjagtigt som i Indien. Det betyder også, at de fleste har klippet deres negle helt ned, for at undgå madrester og farve fra maden under neglene. Søren og jeg måtte også afprøve at spise med hånden. Temmelig besværligt synes vi, specielt det med at mikse sovsen med risene, lave en lille “ske” med fingrene og skubbe det ind i munden med tommelfingeren 😉 Kl. cirka 22.00 spiste vi det sidste måltid, og derefter gik vi seng. Efter morgenmad og en rørende afsked med moderen og familie, blev vi kørt tilbage til vores cykler.

i dag cyklede vi kun 50 km og for en gangs skyld, har vi cyklet på en mindre vej 😉 En flot og fredelig tur igennem jungle og mindre bjerge. I går fik jeg ændret hældningen lidt på min saddel, og umiddelbart føler jeg, at mit tråd er blevet bedre. Jeg håber, at det måske også kan være med til at mildne lidt på de øvrige “skavanker” 😉  Hvor har det bare været skønt at komme væk fra trafikstøjen og ikke mindst slappe lidt af i forhold til biler og lastbiler. Vi har været så heldige, at stort set siden vi forlod øen, har det været tildels overskyet, så er det ikke lige så ulidelig varmt. Igen ser vi en flok aber et stykke forude på vejen. I et naivt håb, hiver jeg kameraet frem og begynder at filme. Men hvad er nu det – størstedelen af flokken gemmer sig på sædvanligvis, før vi er nået frem til dem… tilbage sidder der to aber. Hm? Med KORT hale. Åh, åhhh… det er hannerne. Hos de korthalede aber, bliver hannen som regel tilbage og vogter, og hvis den føler sig truet, vil den gå til angreb. Puha – intet skete 😉

Igår cyklede vi 67 km. Men 7 km før vi nåede vores hotel, var vi omringet af lyn og torden. Til vores store ærgrelse søgte vi i ly. Jeg syntes, det var slemt, og Søren grinede bare. KNALD/GLIMT på samme tid. Jeg hoppede vel om mig selv 3 gange. Det gav også et ordentlig gib i Søren. Om lynet slog ned 50 eller 300 meter fra os er svært at sige, det føltes og lød som om, det var lige ved siden af os. Jeg kunne slet ikke sige noget i lang tid efter. Shiiit en forskrækkelse. Temmelig naivt fandt jeg elastikken (af gummi) frem og lagde oven på hjelmen… sikkert et spøjst syn at se mig, med fingrene i ørerne samtidig. Tordenvejret fortrak og kom på afstand, og vi spurtede de sidste kilometer frem til hotellet.

Jeg har i øvrigt været til ørelægen to gange siden vi forlod øen, og jeg har spist penicillin i 2 uger nu, og mit højre øre er helt fint igen. Jeg håber de sidste 4 dage på penicillin kan fikse det venstre øre også.

I morgen har vi 83 km frem til en warmshower host… og vi har 75 km til vi når Singapore.

Vores næste warmshower host hedder Bob. En spøjs midaldrende mand der er gift med to koner. Konerne bor dog i hver sit hus inde i byen, og Bob selv foretrækker at bo på landet og nyde naturen. Det har han også god mulighed for. Han bor et dejligt sted på en stor grund. Vi blev budt velkommen med en kokosnød drink og sad lige kort og talte med de andre tre cyklister, der også havde fundet frem til Bob. I hans have dyrker han flere frugttræer, som tiltrækker fuglene og udover det, går han meget op i fisk, så han havde lavet en hel lille ø i haven, med vand til Koi Karper m.m. Også store akvarier havde han med utrolig flotte fisk. Vi nød godt af et par overnatninger hos Bob, hans personale lavede den mest indbydende og velsmagende mad, og sandelig om vi ikke også blev inviteret ud at spise 😉

Cykelturen frem til Bob (86 km) foregik i de mindre bjerge, og det var konstant op og ned. Vi nåede 760 højdemeter og trods rygsmerter, følte jeg stadig ved endedestinationen, at mine ben snildt kunne have klaret mange flere kilometer. Junglen var ophørt og vi har kun cyklet igennem kæmpe plantager af palmeolietræer så langt øjet det rækker. Trods advarselskilte med elefanter og flere andre dyr, har vi bemærket at aberne i hvert fald ikke gider at færdes i plantagerne, og det er ofte tæt på byerne, vi ser dem. Så jeg tænker, at det samme gælder de øvrige dyr. De bliver ganske enkelt drevet væk fra deres naturlige miljø, hvilket er enorm trist. Selv der hvor der stadig er lidt jungle tilbage, kan vi se, at det kun er et spørgsmål om tid, før de også har fældet den og plantet det til med palmeolietræer.

Fra Bob havde vi blot to dages cykling, før vi nåede Singapore 😉

*300 gæster – 300 gæster er blot en lille ceremoni i Malaysia. F.eks. til bryllupper, er de som oftes alt imellem 1.000 – 3.000 gæster. Maden til gæsterne hos Ash´s moder, kostede cirka $2 pr. person.

*Hajj – er en årlig islamisk pilgrimsrejse til Mekka, Saudi Arabien, den helligste by for muslimer, og en obligatorisk religiøs pligt for en muslim, der skal udføres mindst én gang i deres levetid af alle.

Vores billigste måltid = 3 kr (6 kr. for os begge) inkl. drikke og det var faktisk rigtig godt 😉