WBT. Kina til Pakistan

Kina til Pakistan – Karakoram Highway

Verdens højeste asfalterede hovedvej

Elleve stive timer

Der er gået godt 8 uger, hvor vi ikke har cyklet. I mellemtiden har vi været i Danmark og fået vores visa på plads til Kina, Pakistan og Indien, hvilket var en omstændig affære . Vi har hygget med børnene og deres kærester, været på rundtur og besøgt Sørens familie og vi har set de fleste af vores venner. Og sandelig om vi ikke også har været en uge i Katalonien i Spanien med hele familien på min side (19 pers.).  

Nu sidder vi her ved den kinesiske grænse og venter på de gider lukke os ind i landet…

Så snart vi steg ud af flyet i Osh, var vi ikke i tvivl om at vinteren nærmer sig kraftigt. Klokken var 06 og det var 22 timer siden at vi var sprunget ud af sengen hjemme i Danmark. Den ellers lovede transport fra hotellet forblev væk, så vi måtte ty til en taxi. Cyklerne m.m. stod som vi havde forladt dem, dog belagt af en dyne med støv. Hjemmefra havde vi også besøgt vores gode ven Jonas fra Koga centret, hvor vi fik suppleret op med nye pedaler, slanger og dæk m.m. (Jeg skal aldrig have andet end Koga cykel i fremtiden. For det første er det i min optik verdens bedste cykler og for det andet, får vi altid verdens bedste service 🙂 )  Efter en god lur skiftede Søren de dele, der skulle skiftes på cyklerne og dagen derpå fik vi pakket alt vores habengut i de respektive cykeltasker, samt fik styr på, hvordan vi kom til den kinesiske grænse. Næste morgen stod vi klar som aftalt foran hotellet… ingen taxi. Efter en del venten ringede vi efter dem. Nåh, de havde også lige glemt at fortælle os at grænseovergangen var lukket om søndagen og at de derfor ikke kom. hihi… ja så er vi tilbage til Centralasien 😉 

-Så her sidder vi altså og venter… gudskelov skinner solen, for her er koldt. Fra Osh har vi kørt ca.: 250 km retur ad den samme vej som vi cyklede dertil. Nu er bjergene noget mere sneklædte i forhold til sidst vi var her. Vi kan godt grine lidt af os selv, når vi tænker på al den tid vi har haft hjemme i Danmark, for ud over visum, der var førsteprioritet, har vi syltet mange ting til sidste øjeblik, hvilket bl.a. betyder at vi er kommet afsted uden dog daizer (til at skræmme de vilde hunde, der kommer efter os), samt flere andre småting. Jeg tænker at vi overlever, dog med stort spørgsmåltegn, når vi møder de vilde hunde. 

Reglerne i Kina er således at vi SKAL transporteres til og fra grænsen i bil. Dvs. ca.: 100 km på hver side af den kinesiske grænse, hvor vi altså ikke må cykle. Så vi er lidt spændte på, hvordan vi kommer videre, herfra den anden side af porten. Vi har fået fortalt at der holder taxier, hm… de gemmer sig bare rigtig godt? 

Det tog os “kun” elleve stive timer at passere gennem den kinesiske grænse. Efter første port blev åbnet, skulle vi igennem yderligere 3 kontrolposter og denne gang slap vi ikke så let som hidtil. Denne gang skulle alle vores tasker tømmes, en ting ad gangen. Men bevares, for de er jo flinke nok, når det kommer til stykket og flere af dem smilede til os. Vi skal blot lige vænne os til tonelejet og når de endelig selv har tid, skal vi andre altså virkelig skynde os. Helst ser de os løbe, når de beder os om at gå derover, nej ikke der, men der… lidt en parodi, men når vi blot tager de humoristiske og “overbærende” briller på, så er det en hel fornøjelig oplevelse 😉

Lige som vi kom igennem den sidste kontrolpost, tjekkede vi ind på et hotel, der lå lige ret om hjørnet. Klokken var 22.30. Der var ingen mennesker på gaden, udover patruljerende betjente og soldater og flere politibiler, der kørte i sneglefart op og ned ad gaden med fuld udrykning. Dem der arbejder på hotellet, er iført skudsikre veste og alt vores grej, skulle endnu engang igennem en skanner. Vi fik hurtigt noget mad og sprang i seng derefter.

Det var med lidt blandede følelser at vi forlod Kina

Enten var bankerne lukket, eller også duede et visa- masterkort ikke. Tanken om to dage på cykel, uden penge, virkede på ingen måder attraktiv. Vi valgte derfor at springe på endnu en taxi, der kunne køre os til Kashgar. På vejen dertil, blev vi stoppet mindst 10 gange, for at skulle vise pas eller få passet skannet. Der er politi overalt og sirenerne hyler om ørene på os, så vi er ved at få pip. Det er gået op for os at her er næsten flere fra Kirgisistan end kinesere. Vi er nu tjekket ind på et super hyggeligt hostel i Kashgar og de har fortalt at grunden til alt det politi, er fordi at her i egnen er et overtal af muslimere og at der skal afholdes et politisk møde. Under normale omstændigheder er her slet ikke så meget kontrol eller politi. 

På hostellet faldt vi i snak med en turcyklist fra Tyskland, Jürg. Han havde få dage forinden allerede været oppe i grænsebyen, Taxkorgan, hvorfra man SKAL transporteres i bus over passet til Pakistan. Desværre grundet førnævnte møde var grænseovergangen lukket og han var blevet beordret tilbage til Kashgar. Ivrige efter at komme på cyklerne igen, måtte vi væbne os med en god portion tålmodighed og vente et par dage mere, før grænseovergangen igen blev åbnet. Ikke nok med det, har Kina lavet nye regler og udlændinge må ikke overnatte, hverken i telt eller på hotel mellem Kashgar og grænsebyen, Taxkorgan. På hostellet fik vi nogle gode snakke med Jürg og udvekslede erfarringer og oplevelser. Forgæves forsøgte vi at ignorere sirenerne fra politibilerne og selv om politiet på gaderne burde gøre os mere trygge, havde det lidt den modsatte effekt på os. Derfor blev det heller ikke til så meget sightseeing. Vi forlod kun hostellet, for at komme til en bank og for at få noget at spise. 

Trods en fast aftale med turistbureauet og gentagne bekræftelser på at vi var tre personer, med tre cykler og en hel del tasker, stod der en noget chokeret chauffør med en alt for lille bil, for at hente os. Efter alle kunstens regler blev cyklerne skilt ad, hjul og pedaler blev afmonteret og sadlerne sænket. Stolte fik vi mestret et ellers temmelig håbløst puslespil, for tilsidst at have pakket bilen med alt og samtidig med god siddekomfort til os. I mellemtiden havde chaufføren åbenbart sat sig for at han ikke ville køre os alligevel. Vanen tro, tog det “kun” et par timer, før det lykkedes os at få en bil, der kunne og ikke mindst en chauffør der ville transportere os alle tre til grænsebyen. Senere i Taxkorgan mødtes vi med yderligere to af Jürgs cykelvenner fra Tyskland. Politimassen og de hylende sirener var ikke blevet mindre af at flytte til en ny by og søvnen blev knap, da vores hotelværelse lå tæt ud til vejen. 

Der gik ikke lang tid fra Fru Borg sprang ud af fjerene på hotelværelset, før kulden havde fået overtaget. Hotellet havde ingen varme på og der var stadig mørkt udenfor, da vi stod og ventede på at komme til at købe billetter til bussen, der skulle transportere os over grænsen til Pakistan. Det var ca. 5 minus grader og vi stod alle og hoppede for at holde varmen. Gæt engang… – kun to timers forsinkelse, før vi kunne købe billetter. Derefter skulle alt vores grej tjekkes, pas osv. og de tog Sørens lille multi-kniv. Igen ventede vi et par timer, men nu var solen kommet os til hjælp og varmede dejligt. Jeg gætter på at vi var omkring 20 pers. der skulle over grænsen og flere af os skulle tisse før eller senere. Jeg ved ikke om det var et princip at lade os vente til mindst halvdelen havde spurgt efter et toilet, i hvert fald var svaret at vi måtte vente. Endelig blev der kaldt til “gruppe tisning” og vi gik alle i gåsegang med en politi ”guide” foran os hen til toiletterne. Lige før afgang fik Søren hans kniv igen, så hvad pointen var med at tage den i første omgang, forbliver en gåde. Humøret var højt, da vi efter 4,5 t. sad i bussen med cyklerne på taget på vej til grænseovergangen. Vi havde fået vores helt egen minibus (5 cyklister) og flød ud på sæderne som det behagede os. Køreturen var utrolig smuk. Vi kørte op til passet mellem Kina og Pakistan og nåede de berømte 4.694 m.. Ved passets top tog vi afsked med Kina og den kinesiske polibetjent, der var med udover chaufføren og derefter blev vi budt varmt velkommen ved den pakistanske grænse. Det var med lidt blandede følelser at vi forlod Kina. Lidt ærgerlige over at vi slet ikke har cyklet i Kina og samtidig lettede over at komme væk fra politi og sirener. Udover det, glæder vi os til at komme i kommunikation med omverdenen igen. I Kina er de lukket ude fra alt, hvad der har i retning med facebook, messenger, instagram og andre medier at gøre, hvilket godt kan være både tankevækkende og skræmmende. 

Køreturen varede ca. 6 timer og vi sad alle med nysgerrige, spændte og store øjne, som vi snoede os ned igennem bjergpasset mod grænsebyen, Sost. På nedturen gjorde vi holdt ved en flok yachtokser som stod tæt ud til vejen og senere kørte vi forbi en flok Ibex. Gang på gang passerede vi store jord- og stenskred. Store sten lå på vejen og chaufføren måtte vågent snog sig ud og ind mellem dem. Bjergsiderne tårnede sig næsten lodret op på begge sider af vejen for at slutte af på toppen med sine skarpe klippespidser. Til at starte med, var jeg skuffet over at vi ikke måtte cykle turen selv, men jeg måtte sande at selv om det var god asfalt, var det med livet som indsats at cykle her og jeg var glad for at vi trods alt blev fragtet i bus.   

Ved ankomsten i Sost (2.800 m.) blev vi igen budt hjerteligt velkommen af endnu en af Jürgs cykelvenner og af politiet. Hurtigt tjekkede de passet og ønskede os et behageligt ophold i Pakistan. -Og sikken en kulturforskel. Alle smilede og hilste pænt på os. Alle taler engelsk og endda godt engelsk. På et tidspunkt troede jeg, vi nærmede os en bod med julepynt, men det viste sig at være en af deres meget flotte dekorerede lastbiler. Her vrimler ikke med politi og her er ingen høje sirener. 

Vi tjekkede alle ind på det samme hotel, som igen var uden varme. Heldigvis er her ikke frostgrader mere (minus 2 grader om natten), men det kræver stadig godt med varmt tøj. Lidt senere gik vi ud og spiste på en af de lokale restauranter. Tidligere på dagen (i bussen) havde jeg spurgt Søren, hvilken dato vi var nået til, han svarede med et glimt i øjet og et lidt skævt smil: D. 27. oktober.  – WHAT!?! Neeeej… jeg havde glemt det var hans fødselsdag, altså, altså. Flov over at jeg ikke havde været mere opmærksom på datoerne og havde været “med” fra morgenstunden, sprang jeg ham fluks om halsen og ønskede ham tillykke på dagen. 

Det blev en hyggelig og munter aften i fællesskab med vores nye tyske venner og Søren blev igen lykkeønsket. De 4 andre cyklister, havde oven i købet sørget for et lille kort, sammen med lidt chokolade og minutnudler som sirligt var bundet sammen i praktisk snor. Vi fik flere forskellige små retter til deling og dertil nan brød. Brødet fungerer lidt som vores bestik og de 4 glas til vand, måtte vi alle 6 deles om. Sandelig om det ikke også lykkedes at trylle en flaske vin frem. Den skulle dog hældes ned i stålvandkanden, da vi åbenbart ikke må sidde og drikke officielt. Vinen smagte mere som ribena saftevand og jeg tror heller ikke alkoholprocenten var meget over 7%, men det var nu dejligt med lidt afveksling til vandet 😉 

Godt veltilpasse og med tæpper så tunge, at det var svært at vende sig i sengen, lå Søren og jeg og sludrede lidt om næste dags cykeltur. Klokken var ikke meget over 20.00 lokal tid, men 23.00 efter vores kinesiske ur. 

Info under filmen 😉  

Info:

Karakoram Highway er verdens højest asfalterede hovedvej og går igennem Khunjerab National Park (KNP). KNP er lokaliseret i Hunza distriktet af det ekstremt nordlige Gilgit-Baltistan (GB) i Pakistan.  Den dækker et område på 2.270 kvadrat km. og er den højest beliggende park i verden og den tredje største Nationalpark i Pakistan.  Gilgit-Baltistan er et af de mest barske bjergområder i verden og beliggende i midten af Himalaya, Karakorum, Hindukush og Pamir. Det meste af GB ligger 1.500 m. over havets overflade og halvdelen af området er højere end 4.500 m.

De fleste af borgerne (1,5 mill.) i GB er muslimere og stolte af at være pakistanere. De indfødte tilhører Shia immia Ismaili, Shia og Sunni troen. En lille gruppe af kristne bor også i Gilgit distriktet. De dominerende sprog er Brushiski, Wakhi og Shina. Trods de forskellige trosretninger og baggrunde, lever folket i fred og harmoni.