Det er ikke meget Søren og jeg taler sammen, når vi cykler, hvilket betyder at tankerne får frit løb, somme tider er tankerne sammenhængende og til andre tider ét kaos. Gad vide hvad Søren sidder og tænker på? Som regel når jeg spørger ham, er det et rimelig neutralt svar. Og bevares… det er jo ikke sådan, at vi slet ikke siger noget, men de lange samtaler er svære, når vi ikke cykler side om side. Til højre råber Søren, er du ved at være sulten?, så du den eller det? Jeg stopper for at rette bukser eller strække ryg osv. osv. Og vi har mange stop undervejs. Ved cola automater (når vi spotter zero), blot et hvil, frokost, ser på kort eller lign. og så taler vi selvfølgelig der 😉

Vi cykler stadig i bjergene, de er flotte og dækket med træer. Solen titter kun frem en gang imellem, ellers er det overskyet. Så går det op ad bakke og tempoet bliver reduceret gevaldigt og så er vi flyvende nedad igen. Vi cykler ud mod kysten igen, humøret er højt og benene er gode. Sidstnævnte hænger som ofte sammen. Hvis det gør ondt, hvad enten det er rumpetten, benene eller ryggen, går al charmen af. Som oftest cykler vi alt imellem 4-6 timer, hvor pauserne er fratrukket i regnestykket. Neeej, bump/splat… jeg så slangen for sent og drønede over den. Øv, vi stoppede op og gik tilbage til den. Den så rimelig død ud. Jeg tror ikke det var en slange, måske nærmere en stor, tyk sno på ca. 1,5 meters penge? Selv om vi tydeligt kunne se, hvor mine dæk havde tromlet over den, bliver vi enige om, at den må have været død i forvejen. Hm… og jeg som ellers prøver at undgå sådan noget som blot små biller osv. Med lidt ondt i hjertet, cykler vi videre. Hver gang mine dæk har kørt en omgang, kan jeg høre lyden af klister mod asfalten. Lidt dårligt minde at tage med sig 😉 Tankerne flyver igen videre. Så tænker jeg på jordskælv, hvilket godt kan fylde mig med en del frygt. Eller jeg får fantasier om en lastbil, der kommer for tæt på os, hvilket er fuldstændig uberettiget her i Japan. Alle lastbilchauffører tager stort hensyn til os. Ofte bremser de helt op og kører i sneglefart bag os, til det er 100% sikkert at overhale. Ingen dyt eller andet. Og det samme gør sig gældende med bilisterne. Så går tankerne til vores børn og børnebørn og i det hele taget familie og venner. Taknemmelig for deres opbakning af vores tur og at de har det godt. Alle får en kærlig opmærksomhed. Også Nicolai Bangsgaard, som er den primære inspiration til, at vi cykler og ikke backpacker jorden rundt. Tænk sig, han cyklede jorden rundt i sit eget selskab på 4 år. Og dengang, var det uden smartphone, men kortlæsning på papir og opdateringer på biblioteker m.m.. Det er alligevel blevet noget lettere i dag 😉 Jeg er ellers god i mit eget selskab, men at cykle jorden rundt alene, ligger lidt for fjernt for mig, og ikke mindst er der en vis portion tryghed i tosomheden 😉

Der en mange guldsmede i luften, nogle steder flere end andre og der, hvor der er mange, kan vi tydeligt se, at de er blevet ramt af bilerne og er drættet til jorden. Store sommerfugle bliver ligedan ramt af bilerne. Deres vinger er så flotte, men lidt trist at det kun er brisen fra vinden, der gør dem livagtige at se på. En sjælden gang imellem, ser vi et mår lignende dyr piske over vejen og li´så sjældent ser vi trafikoffer a´la en ræv. Jeg synes dog det er underligt, at vi ikke har set flere aber. Den ene gang vi så dem, havde de fået påsat sendere. Men hvor bliver de ellers af? Jeg har også bemærket at de fleste døde insekter ligger på ryggen, også dem som er ved at ende livet. Jeg har vendt dem flere gange, i håb om at det lige kan give dem lidt mere tid. Men hvorfor ligger de sig til at dø på ryggen? – Det må kunne googles 😉

Meget ofte tænker jeg at 40 km eller over 80 km (afhængigt af antal højdemeter og modvind) kan blive en lang og uoverskuelig dag, men li´så ofte tænker jeg: “hov… er vi allerede fremme?” – Og inden vi har set os om, er vi allerede i seng igen 😉 Aftenerne går som regel lynende stærkt, synes jeg. Hvad enten vi camperer eller sover på hostel/hotel og tro det eller ej, men sådan noget som ønsket negleklipning kan trække ud over flere dage. Vi skal slå telt op eller indlogere, lave mad eller ud at spise, vaske tøj (dagligt hvis på nogen måde muligt), og er vi i telt falder mørket på omkring kl. 19.00. Her tager vi selvfølgelig pandelygterne til hjælp, spiller talspil eller ser en film på computeren. Sengen bliver fundet alt imellem kl. 21.00-22.00. Det er sjældent vi står op og føler os knivskarpe og fit for fight. Det må være alderen? Så er det svært at falde i søvn for div. lyde, vi ligger ikke godt, skal tisse, bliver forstyrret af hinandens uroligheder… Søren påstår at jeg ligger specielt meget urolig og ja, så snakker jeg også eller råber i søvne. Fair nok vækker han mig, men alt i alt er det sjældent, vi kan prale af den bedste nattesøvn. Og så vil jeg da lige tilføje, at Søren også kan fylde en del om natten 😉

For to dage siden, var det bare en sur dag. Meningen var, at vi skulle cykle godt 60 km. Vi var netop kommet ud til kysten, men måtte lige ind over en bjergkæde mere. De første 30 km var stødt stigende og den ene times småregn, der skulle komme trak ud over flere timer og forblev heller ikke ved kun lidt småregn. Mine ben havde set bedre dage, min ryg værker, numsen gør ondt, knæbindet måtte på og jeg begyndte at fryse, trods den moderate stigning. Efter 22 km nåede vi til et onsen sted med restauranter. Vi var begge to gennemblødte og vi frøs. Jeg var klar til alverdens kneb, for ikke at skulle cykle videre, men efter tørt tøj, noget i skrutten og Sørens blide overtalelsesevne, sad vi igen i sadlerne med rigtige regnjakker og gummisko (Søren fortsatte dog i sandaler). Snart gik det ned ad bakke og efter 48 km logerede vi os ind på et hotel. Åh, et bad er somme tider mere kærkomment end på andre tider. Jeg havde ingen drivkraft og var overbevist om, at vi ikke skulle cykle videre dagen efter, hvor de ellers lovede sol og tørvejr. Søren købte ostesandwich, chips, mere ost og en flaske rødvin. Vi havde i forvejen store lækre vindruer, som en mand havde givet os tidligere på dagen og vi smovsede og hyggede på hotelværelset. I Japan har vi pt oplevet 5 billister der har stoppet op og købt drikke eller vindruer til os. Så står de klar, når vi passerer og vinker os til siden. Kun to af dem, har talt engelsk, de andre siger blot en masse, bukker og smiler høfligt 😉

Hvis vi blev een overnatning mere, blev vi nok tvunget til tre, da udsigten til dårligt vejr varslede. Søren ville vildt gerne cykle min. 60 km dagen derpå… meeen fru Borg stod stædigt fast på en hviledag om det så blev til tre.

Vi skændes aldrig, vi kender hinandens mimik og tanker og ved også godt hvilke knapper der skal trykkes på. Men selvfølgelig kan vi være uenige. Næste morgen, var vi uanset tvunget til at finde et nyt hotel og efterhånden som jeg vågnede, åbnede jeg op for muligheden af alligevel at cykle videre. Jeg spurgte ind til, hvor det nærmeste hotel på ruten lå, spurgte til højdemeter osv. Jeg kunne tydeligt aflæse håbet i Sørens øjne og han forsikrede mig, at vi blot stoppede, hvis det blev for meget. Ok… jeg giver det et forsøg 😉

De første ca. 25 km gik opad, men heldigvis var stigningerne kun op til 6% og jeg følte mig ved godt mod. Stille og roligt åd vi kilometerne og efter få timer, stod vi på toppen. Det tog vel nok ca. 5 min. at suse ned af bjerget igen og yderligere 5 min. til vi nåede kysten og rundede 45 km. Joh, mon ikke jeg kan fortsætte til vi når havnebyen Kagoshima. 74 km i alt og knapt 600 højdemeter. Jeg var helt høj, da vi hjulede langs kystlinjen med bjergsiderne helt ned til vejen. En lille smule op og ned, ellers lige ud og med rygvind. Gang på gang må jeg give Søren ret… – jeg kan minimum det dobbelte af, hvad jeg selv tror 😉 Han selv er stadig sej… korsbenet som jo er beskadiget, hindrer ham ikke i at cykle. Kun stejle stigninger og bump, synes han ikke er sjovt. Men sej, det er han og det er da også blevet så meget bedre, at han ikke tager smertestillende længere 😉

Nu er vi som sagt i Kagoshima. Herfra skal vi med færge ud til de mindre øer sydpå. Vejret er ikke helt med os, vi håber på mere sol og mindre regn, for nu skulle det snart stå i strandnymfernes tegn, med snorkling og dykning, samt flere eventyrer. Vi håber at vi sejler i morgen, men en varsling om en ny tyfon, bestemmer lige pt vores tidsplan.

Tidligere var vi ude og spise frokost og pludselig opdager Søren at der står paraplyer til fri afbenyttelse, når man skal krydse gaden. Fortovene er overdækket, så her spiller regnen ingen rolle. Hvor er Japan altså bare et fedt land… det kunne aldrig lade sig gøre i et ellers forholdsvis godt land som lille Danmark. Der ville paraplyerne enten blive stjålet eller ødelagt.

Det er heller ikke meget vi har set til japanere, der går med ansigtsmaske. Vi har fået fortalt at japanerne kun gør brug af dem, af hensyn til andre, hvis de er syge. Hvorimod i S. Korea, Kina og Parkistan m.m. er det mere for selvbeskyttelse i forhold til forurening. Til gengæld er de flittige til at gå med paraply for at beskytte mod solens skadelige stråler. Selv nogle af dem der cykler, har paraplyholdere monteret på deres cykel.

Vi endte med at blive i Kagoshima i 4 dage, hvor vi mest af alt opholdte os på hotellet. Færgen vi skulle med, var aflyst, da tyfonen rasede lige nøjagtigt i sejlruten. Tyfonen hedder Trami og er den største de har haft i Japan, de sidste 25 år. Den skulle ramme os tidlig søndag og jeg må indrømme, at jeg har været noget ængstelig over, hvilke ulykker den kunne forsage. Heldigvis nåede den at dreje lidt af og selve midten af tyfonen var ca.: 50 km fra os, da den ramte ind på øen. Det betød også at det blot føltes som en kraftig storm med masser af regn. Vi blev dog indendøre på hotellet, mens det stod på. Der skete ingen ulykker her i Kagoshima og da vi først på aftenen gik ud for at spise, var eneste vi så en væltet potteplante, ellers var alt fryd og gammen. Dagen derpå, hvilket er lige nu, stod vi op til blå himmel og har været nede og købe færgebilletter. Vi sejler kl. 18.00 og er fremme ved første ø, hvor vi står af, kl. 09.00 i morgen.

4 lange dage i Kagoshima, hvor vi har godtet os på hotelværelset og været ude og få masser af god mad 🙂

Den næste tyfon er allerede på vej… den kommer i samme bane som Trami, men vi ved ikke så meget om den endnu og der er stadig en uge til 😉