WBT. Indonesien 2. 

NEJ altså… det sidste sted man har lyst til at opholde sig 24-7 er da på toilettet. Men det er nu engang realiteten for fru Borg. Og for at komme helt tæt på de slibrige detaljer, er det mange gange siddende på tønden med en spand foran mig… – ih guder det er træls 🙁

På andet døgn ligger jeg i sengen på et yndigt hotel i byen Yogyakarta. Søren havde tilkaldt læge i formiddags og jeg har vel nok slugt et helt apotek siden. Det hjælper da også, men jeg er noget nervøs for den 8 timers togtur i morgen tidlig -hm… Grundet omstændighederne var vi nød til at droppe toget i morges, selv om billetterne var købt. Lidt øv.

Vi ankom til Yogyakarta for 4 dage siden. Det er en charmerende by, specielt kendt for deres stoftryk, batik, som sælges over alt. I øvrigt ligger verdens største buddhistiske tempel lige uden for byen. Heldigvis inden mit maveonde, nåede vi at se alt, hvad vi er rejst til byen for. En indonesisk ballet ved et berømt hindu tempel og også hvor Sultanen bor. Hvorfor jeg er blevet syg, er mig en gåde, for jeg har spist fra de samme gryder som Søren, og han fejler intet.

Jeg klarede togturen tilbage til Malang uden problemer 😉 Efter vi kom med færgen fra Borneo, cyklede vi til en ny warmshower host. Adi, og det er ham, vi nu igen er tilbage hos. Før vi tog til Yogyakarta, har han allerede vist os rundt i byen og vi har haft en hyggelig tid sammen med ham.

Fra Adi tog vi med bil op til vulkanen Bromo. Java ligger på den såkaldte “ildring” – et bælte af verdens mest aktive vulkaner, som ligger langs de asiasiske og amerikanske stillehavskyster. Vulkanerne ligger imponerende på en perlerække på Java, men Mount Bromo, er den mest besøgte. Den er i udbrud hver femte år (sidst var i jan. 2019). Vi bookede os ind på et hotel ved siden af Bromo. Det var tydeligt at mærke, vi var kommet op i højden, for koldt det var det, og for første gang i vores tid i Sydøstasien lå vi med dyne og tæppe over os, og Søren måtte igen varme mine tæer mellem hans lårbasser 😉

Vi stod op igen kl. 03.15… uh det var tidligt, men vi skulle se solopgangen over Bromo, og da det også krævede en pæn vandretur op ad bjergskråningen, ja så krævede det altså, vi stod tidligt op. Lettere forpustet ankom vi til udsigtspunktet i tusmørket. Vi skulle ikke stå stille længe, før vores godt opvarmede kroppe blev nedkølet. De siger det er 2-5 grader, og med vinden går der ikke lang tid, før vi fryser. Himlen bliver stadig lysere i vekslende farver, og solopgangen er utrolig smuk og det hele værd. Solen stiger lynhurtigt, fordi vi er så tæt på ækvator så fornøjelsen er kort og dog trods alt meget belejligt heroppe i kulden. Derefter kørte vi til foden af Bromo, som består af en slaggekegle med et aktivt krater indeni, og igen ventede der os en pæn vandretur i sand op ad bakke. De lokale stod klar med ponyer til dem, der ikke kunne klare vandreturen eller blot var dovne anlagt og fristelsen var da også stor ind i mellem 😉 Det sidste stykke var en trappe med 250 trin. Jeg formoder, at det alligevel giver lidt forbedret kondition at cykle, for folk de prustede og stønnede på deres vej til toppen. Jeg blev da også stakåndet, men ikke tilnærmelsesvis som de fleste andre og Søren, jamen han bulder jo bare fremad på sædvanligvis 😉

Højdeskræk… kan du huske jeg har nævnt det før? Da vi nåede op til kanten af vulkanen og kunne se ned til begge sider, blev fru Borg godt nok svimmel. Jeg skulle ikke have noget af at gå rundt på kanten, selv om jeg ville elske at kunne tage nogle fede billeder. I stedet stod jeg og klamrede mig til en “søjle” og forsøgte at kontrollere min skræk. Røgen steg op fra krateret og 30 meter længere fremme stoppede gelænderet, og der var sådan set frit fald ned. Alligevel så vi flere der vovede sig videre og begyndte at vandre rundt om krateret oppe på kanten.

Næste dag foregik det på cyklerne ned ad bjerget igen. Bromo er 2.329 meter over havet på Østjava. Og vi havde 30 km med stejle nedstigninger. Nogle steder så stejlt, at når jeg bremsede, blokerede mit baghjul og skred ud, så måtte jeg lige af og nej… ikke trække med cyklen men holde igen på den. Søren elsker fart over feltet, så han aner ikke, hvad jeg snakker om, haha 😉

Java er en utrolig stor ø og tilmed et af verdens tættest befolkede områder, med rismarker, sukkerrør, bananer, kaffe, kål, tobak og meget andet. Bønderne på markerne er flest  med kegleformede siv hatte, og der er bare mennesker overalt. Uden for vulkan-sceneriet ligger der et stort, , frugtbart og malerisk område med smålandsbyer, hvor der dyrkes grøntsager. Markerne ligner køkkenhaver med en masse kendte og ukendte afgrøder. Folk er utrolig venlige overalt, og der er ingen skumle bagtanker bag deres venlighed.

Dagen derpå når vi igen til en warmshower host. Han er kirurg på et sygehus og praktiserer tilsyneladende også i privaten. En travl mand, der samtidig er passioneret omkring trekkingcykler og stor samler af dem. Faktisk så stor en samler, at han havde over 300 cykler. Alle i god stand og flere af dem var sprit nye. Vi blev hos ham to overnatninger, men det var meget begrænset, hvad vi så til ham. Hans personale tog sig til gengæld godt af os og serverede 3 x måltider om dagen 😉

Efterfulgt af endnu to dage i sadlerne endte vi på et nyt homestay. Denne gang for at se vulkanen Ijen, som er 2.799 m over havets overflade. Der findes kun to aktive vulkaner på jorden, hvor det er muligt at se blå flammer. På Island og så her på Java. Denne gang startede vi op kl. 00.30. Først med en times kørsel i bil og derefter trekking i 3 timer… og opad det gik i bælgravende mørke og med stigninger på 30 %. Hvis ikke folk de prustede op ad Mount Bromo, så gjorde de det i hvert fald nu. Også Sørens og min vejrtrækning var tung. Nu er der ikke heste mere, de ville ganske enkelt ikke kunne stå fast, men derimod, er der bærere til dem, der ikke selv kan slæbe sig op. Tre mand er de om at bære en person op. Og de går hurtigt i deres gummistøvler. De overhaler alle, og de lyder ikke synderlig forpustet. På et tidspunkt tog Søren lige over for den ene af dem. Men han var også færdig efter 50 meter, hvilket ikke siger så lidt om disse bærere og deres styrke 😉

Vi er mange der går op ad den stejle grussti, og ind i mellem skal man tage sig selv i ikke blot at stirre ned i jorden i lyset fra pandelygterne, men også lige stoppe op og kigge op i himlen. Tusinder af stjerner funkler eller måske rettere millioner af stjerner. Det er fuldstændig eventyrsagtigt at se.

Da vi når toppen af Ijen, kan vi tydeligt se røgsøjlen i skæret af lyset fra krateret, “de blå flammer”. Sørens og min guide finder gasmaskerne frem til os. Røgen i krateret er fra svovl og meget giftigt. Jeg kan ane nedstigningen i mørket og fra lygternes skær, fra dem der allerede er begyndt nedstigningen og temmelig hurtigt siger jeg fra, og beslutter mig for at vente på Søren og guiden, mens de tager den sidste bid af turen.

Godt gennemvarm finder jeg en lille afsats og sætter mig tilrette. Det begynder så småt at blæse lidt op, og jeg tror at allerede efter et kvarters tid, begynder jeg at fryse. Der er også minearbejdere i vulkanen. En kæp på tværs over skuldrene med en kurv i hver ende bærer de ca. 80 kg svovl op ad den stejle “skrænt”. Nå de er kommet op til hvor jeg sidder og venter, omlastes svovlen til en vogn, de “trækker” ned af bjerget resten af vejen. Om dagen kan de gå turen 2 gange og dem der arbejder om natten kan gå turen ca. 3-4 gange. Jeg husker ikke kiloprisen de modtager for svovlen de henter op, men deres månedsløn lyder ca. på 800 D.kr. og dertil skal det nævnes, at de IKKE gør brug af gasmaske for at undgå den giftige røg.

Søren og guiden er tilbage efter en time. Jeg har imellemtiden hoppet og trampet i jorden i et forgæves forsøg på at holde varmen. Du milde jeg fryser. Så meget at at hele kroppen ryster, selv mine ben hopper af kulde, uden jeg gør noget for det. Heldigvis bekræftede Søren mig i, at jeg havde truffet det rigtige valg, ved ikke at gå med. Han fortalte, at hvert eneste skridt skulle nøje sættes på en klippe/sten, og det havde været meget stejlt. Han selv var da også godt mærket i benene. Ydermere havde røgen ind i mellem vendt og havde hyldet dem ind i den tykke os, så han var lige ved at kollapse, gasmasken havde åbenbart ikke været så nyttefuld. Det var lysnet pænt op nu og det smukke syn af søen i krateret kom til syne.

Vi så ingen solopgang denne gang, da den var bag et andet bjerg. Men farvespillet på himlen var stadig et under. Efterhånden som der blev lyst, kunne vi nyde det fænomenale, maleriske billede af naturen. Wauw – det er et smukt syn. Med et tæppe af skyer under os til den ene side, hvor bjergtoppene stikker op og vi kan se ud i det uendelige.

Jeg vil påstå, at turen ned var den absolut hårdeste. Lårene var spændte, og værst var det, at tåspidserne borede sig ind i “væggen” fortil på skoen, av, av og atter av. Et par steder kom det bag på mig, at der var så stejlt ned til siden, blot en meter længere til den ene side og det havde været goodbye. Jeg tror alligevel guiderne er mere vågne, end vi lige i første omgang tænker, siden der aldrig er sket noget ulykker sammen med en guide. Omvendt er der 17 personer, der uden guide er styrtet ned i Ijens krater og blevet slået ihjel.

Tilbage på vores guesthouse spiste vi hurtigt morgenmad (stegte nudler med et spejlæg), for derefter at hoppe i seng. Kl. var ca. 10.00 😉

10 km til færgen, en halv time med færge og så er vi på Bali. Uret er atter blevet stillet en time frem, så nu er tidsforskellen til Danmark igen på 6 timer.

Whiiii – Bali har de sidste 8 måneder stået for os som et stort mål, og vi er helt høje af bare tanken om, at vi nu cykler på Bali.

Vi har lejet et hus i 6 uger på Bali og børn, børnebørn, og flere venner kommer ud og besøger os. I første omgang er det kun børn og børnebørn, vi skal nyde godt af i 3 uger. VI GLÆDER OS, og i skrivende stund er der to dage til gensynet 🙂

Allerede inden for de første få hundrede meter mærker vi stor forskel fra Java. Den dominerende tro på Bali er hinduismen. Store tempelfigurer pryder i vejsiden og i midterrabatten. Overalt er der små templer og figurer. Og aberne springer rundt langs vejkanten og kigger nysgerrigt efter os, når vi hjuler forbi dem. Jeg tror vi har passeret de første 300 aber 😉

Fluerne er også kommet tilbage… mystisk? Vi sejler en halv time, og så er der et væld af fluer. Søren satte spørgsmåltegn ved, om det kunne have noget at gøre med, at der nu også er grise og hunde igen. Specielt hundene ser vi i stor stil, men heldigvis, er det den dovne race 😉 Så de har endnu ikke løbet efter os, 7,9,13.

Vi er da heller ikke li´så royale mere. Ingen har bedt om selfies og det er kun få der hilser på os, men befolkningen virker dog stadig venlige og meget smilende. Men for første gang siden Thailand ser vi også igen vestlige turister, og de ville selvfølgelig få travlt, hvis de skulle have selfies med os alle 😉

Fra færgen til huset vi har lejet er der 122 km, det er hurtigt lagt bag os, så nu kan det kun gå for langsomt.