Til sydspidsen af Indien

Vi er efterhånden også ved at være godt mættet af indtryk

I skrivende stund opholder vi os på den absolut sydligste spids af Indien, Kanyakumari. De sidste cykelstrækninger har lydt på godt 80 km i temmelig bakket terræn. I går cyklede vi 85 km i moderat modvind og 800 højdemeter. Mine lårmuskler er ved at være godt med igen og jeg mærker ikke det store dagen derpå. Faktisk har jeg et par gange taget mig selv i at tænke: “Nu er der kun 30 eller 50 km tilbage, før vi er fremme” og dét er altså noget af en vending i modsætning til: Shit der er stadig xx km tilbage. 

Vi er cyklet ud af staten, Kerala, som er den rigeste stat i Indien og nu er vi i staten Tamil nadu. 

Vi opholder os på et hotel, der ligger med god udsigt ud over havet til øst, så vi havde sat vækkeuret i håb om at se en flot solopgang. Men som alle aftener, hvor solen er gået ned i disen, stod den også op gennem disen, så helt unik en solopgang kan vi ikke prale af. Det siges at det kun er ganske få steder man kan se både solopgang og solnedgang, ved blot at dreje hovedet til den rigtige side og et at stederne er her. Dog tænker jeg at der må være masser af øér hvor dette fænomen også forekommer? Om aftenen var vi så heldige at se Blue moon (blå måne) i kombination med super måne og som jeg har forstået det, er sidste forekomst er  34 år siden. Månen stod helt tæt på og var ekstrem tydeligt. Absolut et specielt syn men desværre kunne jeg ikke gengive det på et billede. 

Min næse løber om kap fra højre og venstre næsebor og jeg nyser sådan omtrent 100 gange om dagen. Jeg synes ellers vi forsøger at være forsigtige med aircondition, dog er jeg en sart størrelse, når det kommer til vind og vejr, så der skal ikke så meget til 😉 

Vi har 3 uger tilbage til vores visa udløber, så nu cykler vi det vi kan nå op langs østkysten, hvilket vi forventer bliver til Chennai og derfra hopper vi på et tog og kører til Kolkata, hvor vi skal videre fra med fly til Kina. Desværre har vi måtte opgive at cykle gennem Myanmar, da grænseovergangen fra Myanmar til Kina er lukket. 

Vi er efterhånden også ved at være godt mættet af indtryk i Indien på godt og ondt. Lige fra at følge de små ændringer i kulturforskellene, trosretninger, påklædning, de rige og de fattige på landet som i byerne, dyrene, køer, hunde, aber, elefanter, fugle osv. Faktisk har vi slet ikke set nogle papegøjer her ude langs kysten og der har også været langt i mellem aberne. Til gengæld er her myg som i masser af myg 😉 Pudsigt nok har vi ikke set måger, men derimod masser af mindre ørne både i nord og i syd.

For en lille uges tid siden havde vi fornøjelsen af at tilbringe 6 dage sammen med et tysk warmshower par, Katrin og Roland. Roland arbejder som kvalitetsansvarlig for nogle byggeprojekter i et kæmpe byggefirma/entreprenør firma, Sophia. De kunne fortælle om mange af bagsiderne af medaljen i Indien. Bl.a. hvordan der HVER ENESTE dag styrter bygninger sammen, grundet byggesjusk. Forældre der brækker arme eller ben på deres børn, så det vokser sammen i forkert retning og de derved kan blive professionelle tiggere, de fortalte om hvilket helvede det kunne blive for en Inder, hvis man som udlænding synes man vil hjælpe en person eller familie med at købe f.eks. en rickshaw i god tro om at det kan ændre deres levestandard. Desværre ender en god gerning som dette eksempel ofte med at blive et mareridt for familien. De skal betale dagsbøder, for at køre i området, de bliver udstødt eller rickshawen bliver brændt ved første og bedste lejlighed og i værste tilfælde kan det ende med mord. Vi fik mange triste historier fortalt om den barske virkelighed. 

Heldigvis var vi ikke kun underholdt med elendighed. Vi besøgte Rolands arbejdsplads, hvilket var enormt spændende og vi så det store byggeri de pt havde på tegnebrættet. Katrin, Søren og jeg tog på dagstur over til en lille ø og vi kørte også 3 dage ind i bjergene og så te- og kaffeplantager. En af aftenerne blev vi underholdt med Indisk show. 

Efter vores ophold hos Katrin og Roland cyklede vi ned til en by der hedder xxx. Herfra tog vi en båd der sejler på det er hedder backwaters, hvilket er floder og kanaler, der løber inde i landet og ud i havet. Det var en perfekt måde at opleve backwaters på og ikke mindst sparede det os for 80 km i sadlerne 😉 På båden faldt vi hurtigt i snak med et ungt par fra Belgien, der rejste som backpackers og var i deres spæde opstart af i alt 2 års eventyr. Jeg endte med at give Yvona, min *traveling ring, som jeg selv havde modtaget af tidligere omtalte Rachel som vi cyklede med i Pakistan. Yvona, blev så rørt og taknemmelig at hun fældede en tåre og det bekræftede mig kun i, at hun var den helt rigtige person til at bære den videre ud i verden 😉 

I går cyklede vi fra Kovalam, der er et strandområde der skulle minde meget om Goa. Vi er glade for at have oplevet det, da vores umiddelbare indtryk er at Indien ikke ligefrem er et land, der opfylder de europæiske forventninger til en decideret badeferie. Men her, var lidt af både stemningen og stranden, der godt kunne minde lidt om et sted på den spanske solkyst og sandelig om vi ikke blev inviteret ud og spise om aftenen af et indisk ægtepar, hvor manden var doktor – hyggeligt 😉 

*Traveling ring, er en ring man bærer med sig igennem dele af sit livs eventyr og når man møder en smuk sjæl, har man mulighed for at lade ringen vandre videre til denne person.