Den sydlige vestkyst

– Forberedt på et frontalt sammenstød

“Hvem har bidt dig i røven i dag?” Råber Søren, da han kommer op på siden af mig… Vi har cyklet godt 20 km og stort set ikke sagt noget til hinanden. Solen bager ned fra en skyfri himmel og jeg gætter på vi har tæt på 30 gr. Hvide striber fra sved, blandet med solcreme løber ned af armene på os. Vi glinser begge to på arme og ben af sveden. Den elendige solcreme vi har kunnet anskaffe, svier i øjnene, men værst er det når vi står stille, da det først virkelig pibler frem der. Vi cykler pt. på en hovedvej, dyt, dyyyt, – ikke at trafikken er meget tæt, men det foregår dog med tungen lige i munden, da der knapt nok er en rabat til os.  Somme tider kommer der en lastbil eller en bus tordnende udenom os for at fortsætte over i den modsatte vejbane, hvor den modkørende trafik kommer i mindst lige så høj fart, lige ret imod dem. Selvfølgelig har de hornet i bund, så det skriger helt ind i marven. Flere gange gisper jeg, holder vejret og gør mig mentalt forberedt på et frontalt sammenstød. Shit, de er tæt på hinanden. Modkørende har selvfølgelig måtte stoppe helt op. Jeg tænker at det må være vanens magt og dygtig manøvre at der ikke er sket noget endnu (7,9,13). 

Helt automatisk er der lidt adrenalin, der suser rundt i blodet på os. Ofte passerer en bus os eller andet køretøj og to sekunders uopmærksomhed kan være katastrofalt, da de knapt er nået helt udenom, før de svinger ind til siden og stopper brat. Mærkelig mani, at de liiige skal udenom først, for at stoppe op og PISSE irriterende, da vi jo må bremse helt op og ikke blot har en speeder vi kan trykke på igen, for at komme op i fart. Når det er sagt, har vi nok efterhånden lært at aflæse trafikken og deres uregerlige måde at køre på 😉 

“Hm… Jeg er bare glad og ser frem til at vi ender ved havet og skal bade.” Svarer jeg. Stolt af at jeg er fuldt ud bevidst om at vi holder en pæn høj gennemsnitsfart 😉 Men hver gang der kommer en stigning, ofte pga. en jernbane eller en flod, så ryger gennemsnitshastigheden ned med både en halv og en hel kilometer. Det kræver sin “kvinde” at få banket gennemsnittet op igen og det er over flere kilometer. Dybt uretfærdigt synes jeg. 500 meter op ad bakke og så flere km for at ende på samme gennemsnitshastighed.

Vi var startet op fra vores første warmshower host i Indien denne morgen. Det er altså den mest optimale måde at lære befolkningen at kende på og så var det et kæmpe plus at han talte flydende engelsk. Vi har lidt udfordringer med dialekten generelt, men det gik fortrinlig godt her. De boede ham og hans kone, deres søn og hans mor i huset. Oven på taget, havde han indrettet stedet med måtter og div. fitness ting og hver aften underviste han i yoga og fitness,  hvilket vi overværede før vi skulle have aftensmad, som bestod af grillet kylling m.m.  Flere af hans venner var med ovre og spise og hilse på og det var en hyggelig (men meget sen) aften og Søren og jeg var godt trætte da vi gik i seng.

Krabberne på stranden pisker op og ned

For godt en uge siden (måske snarere to uger), ramte vi jo kysten og ikke mindst havet. Åhhh, det var nærmest en velsignelse at komme ud til vandet. Allerede den første aften indlogerede vi os på et ressort og da vi gik ned på stranden, dukkede der sandelig et par delfiner op og hilste kort på. Herligt… havet har altså en helt speciel indvirkning på krop og sjæl, synes jeg 😉 Det var dog lidt sent, så at hoppe i bølgerne, måtte vente til dagen derpå, hvorfor vi blev der to overnatninger. Og fisk… den længe ventede friskfangede fisk, var et “must” på menuen, skyllet ned med koldt øl. “KOLDT ØL”!!! – Skrev hun det? Ja, det gjorde jeg, haha 😉 

Det er yderst sjældent at det lykkes mig at opdrive en cola uden sukker og derfor er jeg ofte fristet af en tår af Sørens øl, for at få lidt afveksling til vandet. Oven i hatten har Søren altid bedt mig smage på hans øl (måske fordi det har moret ham at se, når jeg vrænger ansigt). Nu er det til Sørens store ærgrelse, at så længe øllen er godt kold, så er jeg tæt på at insistere på at vi deler lige over 😉  (Øvelse gør mester). Sådan noget som vin har vi stort set opgivet. Vi har fået vin to gange og det har mindet lidt om saftevand og er i øvrigt også utrolig dyrt.

Vi har siden nydt godt af to andre ressorts ved det indiske ocean. Temmelig meget luksus for et par tur cyklister som os, med telt og kun ganske lidt skiftetøj. Klagende vores nød, har vi fået både luksus hytter og værelser til den halve pris. Stadig dyrt, når man tænker på at det er hver dag, vi trods alt skal have nattely og teltet er stort set udelukket efter omstændighederne pt. Så hvis vi ellers kan abstrahere fra at vores tøj, ikke helt passer ind i glansbilledet, når vi går til spisning, så har det været balsam for sjælen at blive forkælet med god mad og af bølgen blå 😉 

Krabberne på stranden pisker op og ned fra deres huller i sandet. Derefter ned til vandet, hvor de bliver skyllet frem og tilbage af bølgerne. Øjnene som sidder på stilke følger os og så snart vi kommer lidt for tæt på, gemmer de sig med lynets hast ned i hullerne. Søren har forgæves forsøgt at grave ned til dem, men det er godt nok nogle dybe huller de laver 😉  

Vi har også overnattet ved et homestay langs vandet, her fulgte vi fire mænd, der padlede ud i vandet, siddende på en gummibilring. De padlede langt ud. Selv med kikkerten kunne vi ikke rigtig se hvad de foretog sig. I fire timer lå de derude og gyngede op og ned, vi kunne se at de var mere nedenunder vandet end over og da de padlede ind til stranden igen, gik vi selvfølgelig nysgerrige ned til dem. De havde samlet blåmuslinger. Hver af mændene havde et stort net, fyldt med muslinger. Mums… jeg spurgte straks om vi måtte købe et kg i håb om at de ville tilberede dem til os på vores homestay. Næh nej… det havde de ikke forstand på, haha. Heldigvis fik vi lov at til gøre brug af køkkenet og selv tilberede dem og så havde vi køkkenpersonale til at snitte løg, hvidløg, ingefær og tomater. Krydret med den indiske masala og et pift af kokosnød, fik vi den skønneste muslinge ret med ris til. 

Det er vidst godt de danske myndigheder ikke tilser dem her

Dagen igår, hvor jeg havde masser af energi endte istedet for ved havet at blive inde i en by, Guruvayur, som er et berømt sted for dem der dyrker guden, *Hare Krishna. På et tidspunkt henviste alle os til et ressort, trods vi kun så skilte mod et sygehus. Alle insisterede dog på at det gik ud ud på ét? Spændte gik vi ind på sygehuset/ressortet og jo de kunne også godt tilbyde et værelse MEN det var mod at vi gik med til behandling og var villige til at tage medicin, hm. Vi forsøgte at forklare at vi umiddelbart ikke mente vi var syge eller lign, men de rystede blot på hovedet og svarede med et smil, at dette var kravet, haha. Når det er sagt, tror jeg nu nok at det var temmelig uskyldigt og jeg formoder at det også var naturmedicin, der var på tale 😉 

Lige før vi nåede frem til Guruvayur, passerede vi et stort festivals optog. De trommede og dansede og havde flotte kostumer på. Heldigvis var det ikke hele byen der stod på hovedet og første sted vi spurgte om overnatning, var der ledigt.

Meningen var at vi kun skulle have cyklet ca. 50 km og ende op på et ressort. Men der var desværre alt optaget og vi endte med 72 km totalt. Det er dejligt når vi ikke cykler på hovedvejen, men i stedet cykler på alle de små veje. Det giver et rigtig godt indblik i hvordan de lever. I Karela er der specielt mange muslimer og mange kvinder går tildækket i sort, hvor kun øjnene er fri. Jeg synes slet ikke det er passer ind i mit billede af Indien, men de er jo stadig flinke og på et tidspunkt blev vi også vinket ind til nogen, der bød på en forfriskning. De fortalte bl.a. at rigtig mange havde arbejde i Kuwait og Dubai, hvilket vi formoder også er grunden til de mange store huse vi passerer. – Jeg mener virkelig store huse. Strandvejsvillaerne i Danmark kan godt pakke sammen. Dvs. de fleste er på størrelse med dem, men så er der de huse, der ind imellem kan tage pusten fra os. De er på størrelse med halve palæer. Desværre svært at få billeder, da der altid er en høj mur omkring, og jeg vil føle mig fjollet, hvis jeg skal gå over til porten og filme ind gennem den 😉 

Langs vejene bliver der solgt frisk fisk. Blåmuslinger, små blæksprutter og mindre fisk på alt imellem 10-15 cm. Det er sjældent vi ser fisk der er større. Fiskene ligger blot der i varmen, godt nok i skygge, men der er intet til at holde dem kølige. Siden Tyrkiet har vi efterhånden vænnet os til at se man ikke opbevarer kød og fisk på køl og alligevel undres vi hver gang og krydser fingre, når vi får maden serveret. Vi har trods alt ikke været syge i Indien (med undtagelse af kun få dages diarre for mit vedkommende) og vi har ikke fået serveret noget vi ikke kunne lide. Noget mad kan dog godt være meget krydret, så det virkelig brænder på læber og i hele svælget, men blandet med en slags yoghurt, er også dét rigtig godt.  Yeah… og så er der flere steder vi kan købe friskpresset juice. Mums det er godt og ofte et mix af de mest lækre frugter, hvoraf der er mange jeg ikke kender navnet på. Eneste er, at vi ikke skal kigge alt for meget efter, hvordan deres opvaskevand ser ud eller køkkenmaskiner og sådan er det generelt alle steder. Det er vidst godt de danske myndigheder ikke tilser dem her 😉 Kokosvand med sugerør direkte fra nødden, hvor vi kan spise kødet efterfølgende og saft fra sukkerrør nyder vi også godt af. Når vi først sidder i sadlerne drikker vi den ene liter vand efter den anden og så er det rart med en forfriskning af sød og frisk saft ind i mellem 😉

Nu er det tid til at gå op i byen her og se livet ved Templet, hvor de tilbeder Hare Krishna. 

Alle indere nikker med hovedet fra side til side

Der var masser af mennesker ved templet og en masse boder, hvorfra der bliver solgt souvenirs m.m. Nu har mændene skiftet deres mere farverige eller hvide klæder ud til generelt sort. De har ikke tøj på overkroppen, men flere bærer lange kæder om halsen og mange har også et tørklæde om halsen. 95 procent går barfodet, selv om det er tilladt at have fodtøj på og de har alle malet disse pletter eller striber i panden, flere har også hvide striber på armene og brystet. Jeg troede jeg skulle snyde mig til et foto i ny og næ, men så snart de så mit kamera, stimlede de sammen og poserede. Vigtigt var det at vise dem resultatet efterfølgende og så takkede de høfligt med deres charmerende “hovednikken” fra side til side. Alle indere nikker med hovedet fra side til side og med et smil. Det kan enten være for at hilse på, en anerkendelse, et ja eller lign. og de ligner nærmest en marionetdukke når hovedet danser fra side til side. Søren og jeg har øvet os lidt på det, men det er svært at få det til at se lige så naturligt ud. Jeg vil savne denne charmerende hilsen/anerkendelse, når vi forlader Indien. Det er så hyggeligt, når vi kommer cyklende at de “danser” med hovedet idet vi passerer dem 😉 

Selve templet må kun besøges af hinduer, så lige denne del var en flad fornemmelse men vi kunne se, hvordan de igen badede i det hellige vand lige ved siden af og ikke mindst drak af vandet, hvilket ikke så helt rent ud. På pladsen ved siden af templet var der danseshow og de optrædende børn og voksne havde de flotteste kostumer på. 

*Hare Krishna

Bevægelsens medlemmer er særligt kendt for deres farverige, flagrende gevanter, offentlige optog og deres praksis med at messe Hare Krishna-mantraet: “Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare. Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare.”

Bevægelsen har sit ophav i en gren af hinduismen, den såkaldte gaudiavaishnavisme, der opstod i Indien i 1400-tallet. Dette er en monoteistisk teologi (jfr. dvaita), der regner guden Krishna, traditionelt en af Vishnus avatarer, for den højeste personlige guddom. Bevægelsens medlemmer praktiserer fire grundregler:

1. De spiser ikke kød, fisk og æg.
2. Sex er kun tilladt inden for ægteskab, og kun med det formål at få børn.
3. De driver ikke harsardspil.
4. De afholder sig fra alle rusmidler.

Optagelse i Krishnabevægelsen sker ved, at man i en periode messer Hare Krishna-mantraet et vist antal gange om dagen, nærmere bestemt 108 repetitioner seksten gange dagligt, i alt 1728 gange dagligt.

Mantraet anses for at være essentielt for medlemmerne. Ideen er, at man ved at messe og lytte til Hare Krishna-mantraet, som består af navne på Gud, etablerer direkte kontakt til Krishna, hvorved den praktiserende efterfølgende bliver inspireret til at tjene ham. Formålet er at se sig selv som Guds tjener og forsøge at glæde Gud med alle handlinger i hverdagen. I modsætning til mange andre traditioner forsøger den praktiserende ikke at tjene Gud direkte, men tilnærmer sig en såkaldt guru, som forbindes med Gud gennem en discipelrække, der går direkte tilbage til personen Krishna. Således anser den praktiserende sig selv for at være tjeneren af tjeneren af tjeneren … af Krishna.