Hånd i hånd krydser to små børn den trafikerede vej. Jeg vurderer drengen er ca. 5 år gammel og pigen 3. Tuc tuc´er, scootere og bilerne kører tæt. Drengen løfter den ene arm op i vejret i håb om, at trafikanterne bedre kan se dem. Hjertet hopper et slag over på mig, og jeg holder vejret, til de er kommet helskindet over vejen og nu løber på den brede promenade, der er langs floden. Der spadserer flere munke i deres orange klæder langs promenaden, ofte følges de ad to og to. Der er fuld af liv, legende børn og mange turister. Vi sidder på en fortovs restaurant og skal til at bestille en drink. Vores første måltid i Cambodja, har vi indtaget. Vi har allerede observeret mange mænd fra vesten gå sammen med de lokale piger. Tiggerne kommer forbi os med jævne mellemrum og med bedende øjne står de med hånden fremme, indtil de opgivende går videre til det næste bord. Værst er det, når det er små børn, der står der i deres lasede pjalter. Uh, vi kan virkelig mærke kontrasten fra Vietnam til Cambodja. Siden Indien, har vi været dejligt frie for tiggere og elendighed i større stil.

Vi har fundet frem til et billigt hotel, blot 50 meter, fra fortovs restauranten og sidder blot og suger indtrykkene til os, sveden løber stille under brystet, på halsen og i nakken. Omkring midnat viser vejrudsigten at luftfugtigheden er steget til 73% og temperaturen viser 29 gr. (sen aften) men skulle føles som 33. Vi ved det jo godt… vi kommer til at gå en varm tid i møde og blot tanken om, at cykle i den hede kan godt slå mig lidt ud.

De næste par dage, har vi dog ingen planer om at cykle. Vi skal på sightseeing i, og rundt om Phnom Pheng, (tidligere kaldet, Krong Chaktomu),

som er hovedstaden i Cambodja. Pt. er der en befolkning på godt 2 mill. indbyggere i byen, 90% er cambodjanere og 90% af det fulde indbyggertal er buddhister. For kun 50 år siden boede der mindre end 400 tusind mennesker og om bare 10-12 år, forventes det, at indbyggertallet runder 3 mill. Tallene taler for sig selv og understreger en rivende udvikling.

Det løber koldt ned ad ryggen, da jeg ser en tand i sandet foran min fod. Stemningen er i forvejen meget trist. Ingen smiler, ingen taler til hinanden. Vi går rundt på området af Killing Fields med et par høretelefoner på, og bliver via speakeren guidet rundt i alt, hvad vi ser. Det er tydeligt at mærke, det ikke kun er mig, der er berørt over, alt det vi hører og ser.

En masse små armbånd, er sat fast på et træ, for at indikere folks empati og sorg. Lige præcis dette træ, blev brugt til at slynge de mindste børn op ad, så deres kranie smadrede og ofte mens mødrene så på, hvorefter de selv blev henrettet. Børnene blev dræbt, fordi man ville sikre, at de ikke kunne hævne sig senere i livet. Ja, ALLE familiemedlemmer blev dræbt. Og fordi at ammunition var dyrt, brugte man alt andet, der kunne minde om et våben… – bambusspyd, le´er og økser til at flække kraniet med og takkede palmeblade til at skære halsen over med. På et tidspunkt henrettede de over 300 mennesker i døgnet på de mest grufulde tænkelige måder, lige præcis her, hvor vi står.

Killing Fields, hvor vi befinder os, er blot ét af over 300 steder, hvor denne uhyggelig massakre er foregået ,og der findes over 20.000 massegrave fordelt på stederne. På pladsen har man rejst en bygning på flere etager. Alle kranier og knogler er blevet sirligt registreret og stablet op efter alder og køn. De taler sit tydelige sprog på, hvordan deres kranier er flækket ved henrettelsen.

Blot ved at sidde nu og skrive om det, får jeg det helt dårligt igen.

Efter Killing Fields gik turen videre til fængsel 21.

Pol Pot var Cambodjas øverste regeringsleder af det kommunistiske parti ”De røde Khmerer”,og det var ham, der fik ideen til den umulige opgave om, at ALLE i landet skulle være bønder. Han var blevet “farvet” af kineserne og deres  kommunistiske styre, og syntes de gjorde det rigtig godt. Så han befalede alle dræbt, der var uddannet. Folk der ikke var bønder, havde bløde håndflader og/eller bar briller blev først tortureret og senere henrettet. Mange af dem endte først i fængsler, hvor de blev afhørt under de frygteligste torturanordninger. Flere nåede dog at dø af sygdom eller udmattelse/sult, før de blev kørt til Killing Fields, hvor de blev henrettet. Der blev ikke gjort forskel på kvinder, mænd eller børn. Og fotografier rundt på vægge og tavler, talte sit tydelige og skrækindjagende sprog. Uden for fængslets murer sad der 4 mænd, der havde overlevet mareridtet som fangeofre i fængslet. De havde alle skrevet en selvbiografi om deres liv før, efter og under deres frygtelige skæbne i fængslet. Jeg læste den ene af mændenes korte beskrivelse, der var på en plakat og kunne genkende hans historie fra en af fortællingerne under rundvisningen. Jeg fik en stor klump i halsen, kunne ikke sige noget, men gik i stedet over og gav ham et varmt og kærligt kram.

Al denne tortur foregik fra 1975 til 1979. (Straks efter slutningen af den civile krig (1970–1975)).

Der er lidt forskellige meninger om, hvor mange der nåede at blive dræbt eller døde af sygdom eller udmattelse/sult. Tallene siger alt fra 2.2 millioner til 3.5 millioner. Uanset hvad det rigtige tal måtte være, var og er det ganske forfærdeligt. Over en fjerdedel af landets befolkning blev dræbt, hvilket er et af historiens værste folkemord.

Gudskelov blev Pol Pot væltet i 1979 og massakren stoppede.

Pol Pot blev først arresteret efter 19 år, men døde formentlig af en forgiftning et år efter som 73 årig.

Jeg tror jeg har beskrevet i hovedtræk, hvilket mareridt cambodjanerne har gennemgået og vælger ikke at skrive flere detaljer, men opfordrer dig til at google det, hvis interessen er der.

Søren og jeg var begge påvirket og lidt triste resten af dagen, så det gjorde godt med en nats søvn og nye oplevelser dagen derpå 😉

Angkor Wat – Cambodjas største turistattraktion

Turen fra Phnom Pheng til Siem Reap tog 6 timer med bus. Vi valgte at køre om dagen, så vi kunne se lidt af landskabet, og hurtigt fik vi konstateret, at de fleste på landet bor i huse, der står på pæle. Det ser ud til, at familierne opholder sig under husene i dagstimerne, hvor der selvfølgelig også vil være mest køligt. Undervejs stoppede bussen op, et sted vi kunne spise frokost, og jeg skulle lige på toilettet. En af dørene til toilettet stod åben, men der var ingen toilet eller pedallokum, kun en spand vand med en balje i, så jeg ventede pænt til næste dør gik op, og det blev min tur. Denne gang måtte jeg spærre øjnene op, for rummet var magen til det første, jeg kiggede ind i. Det betød, at uanset hvad man skulle have behov for af stort og småt, så foregik det ret ud på midten af gulvet, og derefter måtte man tage en bøtte vand og skylle sine efterladenskaber ud til hjørnet, hvor der var et lille afløb. Jo jo… nu tror jeg, at jeg har prøvet alle tænkelige toilet løsninger på vores jordomrejse (mangler lige guldsæderne) 😉

Siem Reap er fuld af leben og turister, En utrolig hyggelig by, der ligger blot få km fra Angkor Wat, hvilket var vores hovedformål med vores tur til Siem Reap.

I sin tid lå verdens største by engang dybt inde i Cambodjas jungle. Den hed Angkor, og var centrum i det store khmer-rige, som da det var størst gik fra den sydkinesiske kyst til den bengalske bugt.

Man estimerer at der har der været 1 million indbyggere i Angkor, der strakte sig over 200 kvadratkilometer. Byen har haft 70 templer. Blandt andet Angkor Wat, der i dag er det næststørste religiøse kompleks i verden og regnes blandt klodens største attraktioner, hvorfor det selvfølgelig også er Cambodjas største turistattraktion. Cambodja bruger templet som symbol for landet og det optræder i landets flag. Selvfølgelig også med på Unescos verdensarvliste.

Man kan snildt bruge flere dage på at komme rundt og se alle templerne. Vi valgte dog en enkelt dagstur og brugte en tuc tuc chauffør, til at køre os fra sted til sted. Vi startede tidligt op i bulder mørke, så vi fik set solopgangen over Ankor Wat. Sammen med en folkeskare af turister gik vi over pladsen i halvmørke, og alle søgte efter den bedste plads til synet. Vi sad der nok en lille time og så, hvordan himlen ændrede sig fra alle orangerøde og gule nuancer til mere og mere klar og blå himmel. Et magisk syn over det majestætiske tempel. Tempelkomplekset blev bygget i starten af det 12. århundrede af kong Suryavarman II til ære for hinduguden Vishnu. Templet er en direkte repræsentation af Mount Meru, gudernes hjem i hinduistisk mytologi. I dag står templet som en af de smukkeste og mest gennemførte symbioser af spiritualitet og symmetri og et enestående eksempel på et menneskes hengivenhed til sine guder.

Vores sidste stop var ved templet, Ta Prohm. I modsætning til stort set alle de øvrige af Angkors templer er Ta Prohm ikke blevet restaureret, og her er ikke blevet fjernet træer. Naturen har sejret over det menneskeskabte bygningsværk og væggene er sprængt af træstammer i vokseværk. Træernes rødder svøber sig ind, ud og omkring i et fast greb om murværket. 50 meter længere oppe folder de deres mægtige trækroner ud. – Ta Prohm synes efterladt i evig skygge.

Mættet af historie og templer, gik vi ud og spiste til aften med underholdningen fra Cambodjansk dans og aftenen sluttede med en enkelt drink i byens “Pub street”.

Sandet var kridhvidt og som det rene pulver

Trods flere dages pause fra cyklerne, er jeg tappet for energi. Vi har cyklet 20 km i rød, sandet og støvet jord langs vejen ude i rabatten. Måske det er en kombination af den tunge fugtige varme og koncentrationen af ikke at skride i sandet. Vej forholdene er sådan set okay, men hvad hjælper det, når vi er tvunget til at cykle ved siden af? Vejen er så smal at lastbiler m.m. kommer alt for tæt på os, og vi tør ikke tage chancen. Ud over det har jeg ondt i ryggen, og tjah… der er meget galt 😉 Jeg opgiver i hvert fald at cykle videre og tomler en bil til både cykler og os selv. Og inden vi havde set os om, havde vi både kørt med privat bil og lokal bus og sad nu på en lille gaderestaurant i en lille landsby.

Fra landsbyen gik det igen videre med lokalbus 100 km. Denne gang uden cyklerne. Sikke en tur. Vores tasker blev snøret fast ude på bagklappen af minibussen, og vi blev placeret bagerst i bussen ved den åbne bagklap. En bus med sæder til 14 personer var ingen hindring til, at vi sad 27. Haha, selv cyklerne kunne vi snildt have haft plads til 😉 Det var der nu ingen grund til, for vi skulle ud til en lækker Bounty ø 😉  Væk fra snavs og ulækker affald langs vejene og i åerne. Det er ubeskriveligt så ulækkert, der kan være, og hvor meget det kan påvirke ens humør.

Og vi blev mere end positivt overraskede ved ankomsten til øen. Sandet var kridhvidt og som det rene pulver. Ingen sten eller muslinger til at skære fødderne på, ingen affald at se nogen steder, men de mest hyggelige små ressorter placeret helt ud til vandkanten. Ingen grimme betonbygninger, der tårner sig op og ødelægger den unikke natur. Total idyl. Der var intet at foretage sig udover at sole, svømme, drikke og spise. Vi havde tre overnatninger på øen i en ganske lækker bungalow med swimmingpool et spytkast fra vores dør og fra overfladen af vandet i poolen, blev øjet ført direkte ud til havet. SKØNT!!! Den største luksus var nok, at nogle af liggestolene var placeret i selve poolen, således at “dugen” man lå på lige nøjagtig ramte vandet. Øen er lille. Med en enkelt lille fiskerlandsby i den næste bugt. På modsatte side af øen var der mulighed for at snorkle, og det skulle selvfølgelig afprøves, men var en stor skuffelse. Der var dårlig sigtbarhed, korallerne var døde og det var småt med fisk. Gåturen gennem junglen var klart det bedste, en enkelt abe pilede i skjul, så snart den fik øje på os.

Efter tre dage i paradis var det tilbage til fastlandet, vores cykler og gadekøkkenet.

Over alt ser vi svalehuse, hvor de bygger reder. Det er en god forretning, kineserne betaler i dyre domme for rederne og betragter det som en slags helse medicin at spise svaleredesuppe. I fri handel er kiloprisen for svalerederne 20.000 Dkr. Men at bo lige op ad disse huse, må være ulideligt. På taget er der en højtaler, der sender fuglekvidder ud, for at tiltrække svalerne og det er godt nok højt og monotomt på en gang. Vi har set husene siden Vietnam og hvis man ellers bor i landet, vil det være en interessant forretning.

Jeg har nok aldrig lidt så meget med varmen, som da vi cyklede i Iran, Turkmenistan og Usbekistan. Men her hvor luftfugtigheden er så høj vælter sveden af os. Egentlig ikke så meget nyt i det, bortset fra at det betyder, vi ofte drikker os mætte istedet for at spise. En dag svedte jeg så meget, at mine fingerspidser var ved at gå i opløsning, og ofte sejler vi begge to rundt i vores sandaler. Når det er sagt, blev jeg så forbandet solskoldet ude på øen den første dag, så nu bliver jeg fuldstændig fyldt med vandblærer på ryggen, når vi cykler ude i varmen. Om aftenen og over natten ligger det sig igen, og så starter det forfra dagen derpå. 40 minutter uden solcreme… hvor dum kan man være 😉

Så med soleksem, varme- og svedknopper, solskoldning og ondt i ryggen, får vi langsomt ædt de sidste kilometer ud af Cambodja. De sidste par dage har jeg hængt bag Søren i elastikken*, for at aflaste min ryg. Med distancer op ad bakke på 28 km i streg og 6 km, hiver det noget i ryggen og jeg må af cyklen i tide og utide og strække ryg m.m. Ih guder, så er det prisværdigt at jeg har så sej en mand 😉 Vi har cyklet igennem en kæmpe nationalpark med advarselskilte om elefanter, men igen var der kun en enkelt abe som viste sig og hurtigt sprang ind i junglen, da den fik øje på os. Men lydene omkring os i junglen er fantastiske… hvis de vel og mærket ikke bliver overdøvet af en lastbil, der slæber sig opad bakkerne.

Cambodjas brogede fortid har for os været en forsmag på både himmel og helvede for befolkningen. Nu kæmper landet for at rejse sig igen, og vi har mødt mange smil på vores gennemrejse i Cambodja.

Søren har taget en elastik med, som de bruger til livreddersvømning. Den bliver sat fast til bassinkanten og rundt om livet af dem selv og så skal de svømme ud fra kanten med den belastning elastikken giver dem. Det er styrketræning, så det batter 😉

Nu sætter vi elastikken fast omkring sadlen på Sørens cykel og rundt om mit styr. Hvis/når jeg sagter bagud i fart, så trækker elastikken lige kærligt i mig. Det er en kæmpe aflastning for ryggen, når vi cykler opad bakke. Men ih guder jeg synes også det er pinligt. Gudskelov hører det til sjældenhederne, at den har været i brug 😉