Sicilien: Julen 2016

Sicilien

Efter at have set masser skeletter vågnede vi li´som…

Vi kan ikke påstå at det var den bedste nattesøvn vi har haft. På færgen var der ingen stillerum, så vi fandt blot et sæde og håbede på at kunne hvile os. Vi sejlede fra Cagliari/Sardinien) kl. 19.30. Det blæste en hel del, så vi var lidt spændte på, om vi skulle have en ordentlig gyngetur, men selve sejladsen var ganske ok. Natten blev til gengæld en af de lange. Vi pustede en af vores luftmadrasser op og skiftedes til at ligge på den mellem sæderækkerne. Mens den anden måtte hænge i stolen på bedste vis. Lyset blev ikke dæmpet og fjernsynet kørte på fuld kraft. Færgen lagde til kl. 07.15 og vi cyklede fra borde kl. ca. 8.00. Direkte op til et B&B, hvor vi kunne få et værelse efter kl. 11.00. Cykeltaskerne blev hurtigt læsset af på B&B, hvorefter vi cyklede på sightseeing. Trods den stadig til dels sovende by, “Palermo” kunne vi sagtens fornemme at det var en storby vi var i. 1,6 mill. indbyggere. Det første vi stødte på, var et marked med al godt fra havet, samt frugt og grønt. Sælgerne stod allerede klar til dagens salg og de forskellige fristelser var flot udstillet. Vi cyklede videre til katedralen og nød det imponerende syn udefra og derfra videre rundt om paladset. Efter få timer var der fuld travlhed i byen og tæt trafik. Vi besøgte også Katakomberne, hvilket er ifm. Convento dei Cappuccini, hvor mange af Palermos indbyggere blev lagt til hvile i årene 1500 til 1920. Det er en labyrint af underjordiske rum, hvor over 8.000 skeletter enten står eller ligger langs væggene fra gulv til loft. Nogle er næsten helt mumificerede, mens andre er rene knogler iført resterne af den sidste rejses fine tøj. Et af ”højdepunkterne” nede i dybet er en livagtig lille pige (2 år), der i 1920 blev balsameret på så vellykket vis, at det ser ud som om hun kunne vågne op når som helst.

Når man kommer op i lyset igen (trods gråvejr), er man li´som vågen. Det er en lidt bizar oplevelse og med ét er byen på magisk vis, blevet en smule mere farverig. Ikke mindst bliver vi mindet om, hvor dejligt det er at leve og prisværdigt at vi stadig har mange eventyrer foran os.

Kl. 11.00 satte vi os ned ved et gadekøkken og fik sen morgenmad/tidlig frokost og blot nød atmosfæren i åbningen til et nyt marked. Regnen var sat ind og vi smagte lidt lokale specialiteter, alt i mens regnen stilnede af igen. Med fyldte maver trak vi cyklerne igennem det nu tæt befolket marked. Sælgerne råber og synger deres tilbud i munden på hinanden og der er masser af leben. Vi købte lidt frugt og fortsatte fra markedet lige ret ud i en politisk demonstration. Jeg fik ikke hevet kameraet op, da jeg i første omgang ikke anede hvad der foregik og lidt skræmt cyklede forbi de mange betjente der stod kampklar med deres skjold m.m. Heldigvis blev vi ikke rodet ind i noget kaos og snart var vi ved vores B&B igen, hvor en god eftermiddagslur var tiltrængt.

Til aften gik vi over til et sted, der var specielt kendt for deres streetfood. Vi blev og hyggede over nogle timer, studerede de mange mennesker på gaden og var også heldige at se en masse par foran operahuset, der var klædt meget flot. Damerne især, var i de helt store skrud. 

Cyklerne røg på ladet

Med plastikposer, papir og grus flyvende om ørerne satte vi kursen ud af Palermo, hvor det var blevet til to overnatninger. Blikdåser og andre bøtter susede også over vejen og vi havde en strid modvind. Planen var at skulle cykle ca. 50 km og kursen blev sat mod Etna. Vi cyklede ind i bjergene og vinden tog til. Stik imod os. Ind imellem blev den kastet rundt og det gav nogle voldsomme ryk i cyklerne, så jeg måtte sætte foden ned flere gange. Vi cyklede på en stærk trafikeret hovedvej, dog med en ok rabat til os. Men desværre var der også vejarbejde på strækningen (faktisk over de næste 165 km), hvilket betød at trafikken flere gange blev ledt af ét spor og dirigeret af trafiklys i enderne. Søren og jeg nåede aldrig igennem, før den modkørende trafik igen fik grønt lys. Så mærker man pludselig hvor lille og sårbar man er, når lastbilerne og busserne passerede os. Jeg hader når vinden er fra siden, hvor trafikken også er, for det giver et voldsomt ryk i cyklen når vinden bliver bremset op af det forbipasserende køretøj og der er absolut ikke plads til slinger. Hele dagen hængte der mørke og tunge skyer, der truede med nogle ordentlige vaskere, men de blev hængende på bjergtoppene og vi slap for regnen. Grundet jævn stigning og samtidigt modvind, kom vi ikke så hurtigt frem og mørket lagde sig over os som en dyne. Der var ingen mulighed for overnatninger, ej heller med teltet. Efter 45 km kom vi til en tankstation og nu var himlen kul sort. Vinden havde ikke aftaget, heller ikke trafikken og heller ikke vejarbejdet. Vi holdte ind på tankstationen og fik fortalt at nærmeste hotel lå 25 km væk. Shit, så kan det godt være fru Borg følte sig total magtesløs. Bange for at eneste mulighed var at fortsætte gik jeg over til første og bedste ladvogn og via komisk tegnsprog fik jeg spurgt chaufføren, om de skulle den samme vej som os og om vores cykler kunne ryge op på ladet. En flink politibetjent kom os til undsætning og kunne hjælpe til som tolk. Søren havde tidligere på dagen mødt betjenten, som nysgerrigt havde spurgt ind til os. Dejligt dejligt… vores cykler blev læsset med alle taskerne på og vi røg ind på bagsædet, hvorefter de kørte os til nærmeste hotel (25 km derfra). Åh – jeg var lettet. Alle tre mand der var i bilen hedder Anthonio og vi bød dem selvfølgelig på en øl som tak for hjælpen. Jeg var nået at blive godt gennemkold af at stå der på tankstationen, så en god rygende varm minestronesuppe, gjorde underværker. 

Så røg vi på toget

Vinden havde ikke lagt sig da vi vågnede op næste morgen og vi havde samtidigt fået fortalt at der var laaaangt til næste overnatningssted. Så allerede inden vi cyklede afsted, var jeg godt nervøs for dagens udfordringer. Selvfølgelig skulle vi starte OP ad bakke, men gudskelov ikke ude på hovedvejen. Igen havde vi vinden ind forfra og fra siden og da vi på en lang strækning også skulle cykle under de kæmpemæssige vinger til en række vindmøller, mistede jeg hurtigt modet. Denne dag slap vi dog ikke for regnen og vi fik nogle ordentlige regnskyl, som startede så brat, at vi knapt nåede at tænke tanken om at hive i vores regnbukser. Regnen piskede ind i ansigtet så det næsten føltes som hagl.  Men pyt skidt, for regnvejr er det mindste af det hele, så længe vi har regntøjet på… Før vi startede op, havde Søren fortalt om en togstation 17 km derfra, så med den i udsigt fortsatte vi ufortrødent. Det var en lille landevej, og efter nattens og vel også dagens regnskyl, var der skyllet rigtig meget jord fra markerne ned på vejen, som i forvejen ikke var af bedste stand, da den var fyldt med store huller og ujævnheder. Det betød igen, at min fart ikke var at prale af. Da vi nåede ned i bunden af dalen, cyklede vi langs jernbanen og fandt frem til stationen SOM VAR LUKKET!!! Vinden var ikke så slem her i bunden, da den ikke blev kastet rundt som hidtil og jeg fornemmer også den er løjet lidt af. Vi cykler videre og kommer efter få km frem til den rigtige station og jeg får Søren overtalt til at vi hopper på toget. Som sagt så gjort. Vi kørte til Caltanissetta.

Tjah… så er det pludselig nemt at “cykle” jorden rundt 😉  Vi foretog os ikke så meget i byen, da det var koldt. Gik en kort tur og stak lige hovedet ind i katedralen, men ellers blev vi indendøre på et B&B.

Toget er herligt

Næste formiddag, tog vi os igen den luksus at tage toget videre til Catania, som er den næststørste by på Sicilien med sine godt 306.000 indbyggere. Togturen var smuk ind igennem bjergdalene og vi kunne sommetider se landevejen, hvor vi skulle have cyklet, hvis ikke denne luksus i tog. Landevejen bugtede sig op og ned af bjergsiderne, hvorimod motorvejen var på piller og blev ind i mellem ledt ind igennem bjergene lige som toget, så den gik mere vandret. Jeg tænker at det bør være ny lov i fremtiden at lave cykelstier langs togskinnerne, specielt hvor der er bjergrige områder 😉 Skyerne laver de smukkeste farvernuancer og formationer, alt fra tunge og næsten sorte skyer til små luftige og fjerlette hvide skyer. Selv den smukkeste regnbue står flot på himlen rigtig længe og ind i mellem får vi et glimt af Etna i baggrunden. 

I Catania regner det og vi finder frem til et hostel som det første. Regnen fortsætter de næste par dage, så regntøjet bliver brugt flittigt, når vi går rundt i byen. Vi opsøger dog ikke så mange turistattraktioner og ser blot det vi støder på ad de tilfældige veje vi går af. Indtrykket er en beskidt storby med en del slum, samt tæt og osende trafik. Det beskidte indtryk bliver afbrudt af mange smukke bygningsværker fra rokokotiden, romantiske juleboder i flere områder og smukt julelys der pryder gader og stræder. “Tilfældigvis” kom vi også forbi katedralen som så mange gange før, kan tage pusten fra en. 

Vi blev skuffet

Vejrguderne er med os og vi har det smukkeste vejr, da vi igen cykler fra Catania. Blå himmel og ingen vind. Så med smil på læben og forventningens glæde ryger vi afsted i en forrygende fart af alt fra 4 km/t – 10 km/t. 😉  Vi suser op ad bakke og ren faktisk cykler vi ofte hurtigere end hvad bilerne kan følge med til, hihi. Trafikken er så tæt og langsom at det må være ulideligt at skulle transporteres i bil her i byen. Vi snor os labyrintisk ind i mellem bilerne, på den indvendige side og så den udvendige side. Vi cykler i mellem rækkerne og somme tider i den modsatte vejbane mod bilerne. Vi gør alt for ikke at skulle stoppe, da det ofte er en kamp at starte op igen, når der er stejlt og med den tunge vægt på cyklerne. Det går forrygende stødt og roligt. Sveden pibler af os og vi smider hurtigt de lange bukser. Søren er nød til at skifte trøjen, der drypper af sved, som om den lige var hevet op ad vandet. Vi når vores mål først på eftermiddagen og har nu cyklet 18 km op ad bakke. Ikke en distance der er værd at prale af, men til gengæld en pæn præstation taget i betragning af trafikken og at det går op ad bakke. Vi har booket et hotel som ligger 1,5 km uden for Nicolosi. Nicolosi er sidste lille by før nationalparken starter ved Etna. Hotellet er 4-stjernet og havde et flot tilbud på hjemmesiden. Faktisk var prisen tæt på nogle af de B&B som vi har været på. Vi havde undersøgt at det også var muligt at stå på ski på Etna, så vi nappede rask væk 4 overnatninger på hotellet. 

Skuffelsen var stor da vi ankom til vores 4-stjernet hotel. For det første virkede det nærmest som om at det var besværligt for receptionisten, at tjekke os ind. Vi kunne ikke se nogle biler på parkeringspladsen og ej heller andre gæster på hotellet. På hjemmesiden så alt indbydende ud, med fitnesscenter, bar, restaurant, svimmingpool osv. Vi konstateret dog hurtigt at alt var lukket af, med undtagelse af restauranten og hotellet lignede mest af alt noget der kunne trænge til en gennemgående renovering. Elevatoren vi skulle have til værelset på anden sal, er frygtelig lille og stopper konsekvent 20 cm. enten over eller under gulvhøjden. Værelset var ok, slidt men stort og brusekabinen er med mug i kanterne og så lille at nummeren støder på væggen, når benene skal skrabes. Vi besluttede os for at gå i receptionen, med et stort smil og venligt spørge ind til div. muligheder vedr. bus til Etna, spisning osv. og hvis vi får en fornemmelse af at vi stadig er uvelkomne, så vil vi finde et andet sted at bo. Vi blev sparet for besværet med at flytte og fik en god behandling denne gang. 

På ski på Etna juleaftensdag

Trods tandpastakrus til juice og mælk, fik vi en af de bedre morgenbuffeter end hvad vi ellers har oplevet i Italien. Vi tog bussen de sidste 15 km der var til Etna og hvorfra skilifterne starter. På vej dertil kunne vi rigtig få en fornemmelse af al den lava, der har flydt ned af bjerget, når hun har været i udbrud. Det kan godt løbe koldt ned ad ryggen, når vi ser huse der er næsten begravet. Endnu en flot morgen med blå himmel og vindstille vejr. Havet er til den ene side og den sydende og rygende Etna til den anden. Bussen kører af store hårnålesving og pæne stigninger ind i mellem, så jeg priser mig lykkelig for at vi sidder i en bus og ikke på vores cykel. Søren sukker dog misundeligt, når han ser grupper af racercyklister bestige bjerget. 

Liften kører ikke når vi ankommer, de fortæller at det aldrig er til at vide, hvornår vejret er ok, så det er umuligt at forudsige om vi har heldet med os i dag. Gondolliften, som er den eneste der ellers skal transportere os videre op ad bjerget er pt. stoppet på grund af for kraftig vind. Svært at forestille sig, når vi intet mærker til vinden. Vi ser at alle andre, tager det ganske roligt, så vi væbner os med tålmodighed og følger deres eksemplar. Kl. ca. 11.00 starter liften op og vi lejer ski og støvler. Vi har besluttet at vores cykeltøj må kunne gøre det for skitøj, hvilket fungerede ganske fortrinligt. Da vi stiger ud af gondolen, går gennem restauranten og helt ud i det fri, bliver vi mødt af fygende sne og bidende kold vind. Hm… det var noget af en kontrast. Godt pakket ind, står vi på ski stille og roligt ned til den eneste træklift der er og tager videre op til højeste punkt. Hold nu fast,  vind og kulde bider i kinderne så det føltes som hvis det var minus 20 gr. Vi er begge taknemmelige for vores regntøj som vi har yderst og får konstateret at det er 100% vindtæt, så vi faktisk bliver ved med at kunne holde os varme under tøjet. Der var to løjper, blå til den ene side og rød til den anden. Sneen var ok, men man kunne fornemme at det isede lidt. Vi valgte at tage ned af den blå løjpe først. På toppen kunne vi se ud til havet og stod nu tættere på den aktive og rygende Frøken Etna. Lidt vildt at stå på ski med en aktiv vulkan i ryggen. Desværre stoppede slæbeliften i tide og utide, så vi fik hurtigt nok både af ventetid og den stride blæst i ansigtet. Vi tog kondolliften ned igen midt på eftermiddagen, hvor vi skulle videre ned med bussen til hotellet kl. 16.30

Juleaften – positiv overraskelse

Spændte på menuen og om vi kun havde vores eget selskab, gik vi forventningsfulde ned i foyeren, hvor dørene til restauranten skulle åbnes kl. 20.30

Jeg må indrømme at jeg har fornemmet lidt hjemve på det sidste…  Der er mange tanker og følelser i spil, specielt i denne højtid. En periode hvor man reflekterer over året der er gået og hvor man for så vidt muligt prøver at tilbringe tid og have hyggestunder i samvær med de mennesker man har tættest og allermest kært

Så lige nu i julens søde tid og hvor vi står i kærlighedens tegn, så kan det godt være at fru Borg her, har en smule hjemve 😉 Vi havde håbet på at få kontakt til en warmshower familie, men uden held. Vi har også søgt om frivilligt arbejde, som at dele mad ud til de fattige og vi har søgt efter sømandshjem. Ingen af delene er lykkedes for os, så nu sidder vi altså her i foyeren og venter på at dørene bliver åbnet, sammen med de andre gæster, der er kommet til i løbet af aftenen. Søren og jeg har givet den rigtig gas. Søren i hans skjorte og jeg i min turkis bluse. (jeg har to langærmet bluser med mig, en sort (ikke så kraftig) og min turkis (lidt kraftigere)). Vi havde vores sorte lange bukser på og vores gummisko (som altid, når det er køligt) Vi tog begge parfume på og jeg føntørrede mit hår og gav den ydermere gas med mit sparsomme medbragte makeup. Jo jo – der var fest over os 😉 Heldigvis følte vi os ikke helt ved siden af, da de øvrige gæster åbenbart heller ikke havde så stor en garderobe eller måske blot ikke går så højt op i det lidt pænere tøj d. 24 dec. Hm?

Dørene gik op kl. 20.40 og vi blev mødt af en tjenerstab, der alle stod veloplagte og smilende tog imod os. De havde oven i købet sat varme på og der var en pæn stor buffet. Vi (i alt 20) blev placeret ved bordene med det selskab vi var med, så Sørens og mit bord, var lige til at overskue 😉 Vi skulle selvfølgelig smage lidt af det hele, som INTET havde med dansk julemad at gøre. Bl.a. var der pizza og nudelsuppe. Uanset blev vi godt mætte. Efter maden blev vi alle inviteret til bingo på hotellet, dog prioriterede vi at hive i de lange underbukser og begav os den 1,5 km lange vej ned ad bakken til byen, hvor vi ville se midnatsgudstjenesten. På torvet er det tradition at tænde et stort bål, som lystigt brændte da vi ankom. I kirken var der fyldt, og det var mest prædiken og taler der blev holdt, hvilket vi selvfølgelig ikke forstod noget af. Efterfølgende gik turen op ad bakken igen til hotellet.

Første juledag er det jo katolikkernes største juledag, hvor man spiser rester fra dagen i forvejen m.m. Her på hotellet var det dog ikke rester, men fine tallerkenanretninger. De øvrige gæster var her stadig og vi indtog de samme borde som aftenen før. Igen rejste vi os godt mætte. Jeg brugte resten af dagen med at lave filmklip til vores hjemmeside og skrive lidt og Søren studerede ruter og muligheder på kortet. Igen kl. 21 gik vi ned og spiste til aften. Samme ansigter, samme bord, men denne gang var menuen a la carte og vi delte en forret (spaghetti med tomatsauce) efterfulgt af hver vores hovedret. Søren sprang desserten over, men jeg måtte lige have en kugle chokoladeis og sad og drømte om at det var risalamande (den danske julemad, har trods alt været savnet) 😉

Vi havde håbet på lidt mere skiløb på Etna, hvorfor vi havde booket 4 dage på hotellet. Følelsen af “been there, done that” var nok bare mættet, så i dag er det ren afslapning. Jeg ligger sidste hånd på opdateringen her og Søren benytter dagen til at rode lidt med cyklerne, skifte bremser osv. 

I morgen cykler vi videre til Taormina, hvilket er 50 km herfra og som skulle være en meget smuk turistby langs kysten.

FAKTA OM ETNA:

En af de ting, mange forbinder med Sicilien, er vulkanen Etna. Dette er nu heller ikke uden grund. Etna er Europas største aktive vulkan på 3.323 meter (mod Vesuvs 1.281 meter) og er en af verdens mest aktive af sin slags. Etna har derfor en lang historie af udbrud – både voldsomme og milde. Et af de største udbrud var det, der fandt sted i 1669, hvor lavastrømmene varede i op til 122 dage! Så sent som i 1992 nåede det italienske luftvåben lige præcis at stoppe en anden lavastrøm mod den lille by Zafferana Etnea ved hjælp af en stor isblok, således at byen på lykkeligvis nåede at blive reddet.

Udbruddene opstår med få, op til 10 års mellemrum, hvilket gør Etna til en særdeles hyppigt udbrydende vulkan.

Etnas udbrud sker for det meste ved, at lavaen eksploderer i fontæner op af topkrateret. Andre gange løber lavaen dog bare langsomt ned langs vulkanens sider. De værste udbrud sker, når gastrykket ikke er stort nok til at sprøjte lavaen op i gennem krateret, men i stedet slår et hul i siden af vulkanen i 500-2000 m højde. Dette medfører, at lavaen kommer meget nærmere de beboede byer, som ligger omkring Etna og derved skaber større fare ved udbrud.