Fra Lissabon til den spanske grænse

Fra Lissabon til den spanske grænse 

Fantastisk grotte og hule

Efter et par oplevelsesrige dage i Lissabon, gik turen videre mod Algarvekysten. Vi startede op med tog og en lille færge og undgik derved en stærk trafikkeret og ikke mindst bakket vej, på ca. 50 km. Efter færgeturen, cyklede vi på flad vej og fortsatte ad en smal tange ind i landet, ca. 40 km, hvorefter vi wildcamperede. De efterfølgende dage cyklede vi henholdsvis inde i landet, samt ved kysten. Hver gang vi ramte kysten var der masser af havgus, hvilket var koldt og også lidt kedeligt, da det begrænsede oplevelsen af, hvad vi passerede. Så hurtigt søgte vi væk fra kysten og droppede også at cykle ud til spidsen af? Dagen, hvor vi ramte Algarvekysten, havde vi heldigvis vinden i ryggen og blev udfordret af lidt mindre bjerge. Algarvekysten er super smuk og ved at kystlinien går mere fra øst til vest, blev vi også fri for havgus. Herfra, har det bare været super smukt hver gang vi ramte kysten, som er præget af store klippeskråninger og klipper ude i vandet, der tårner sig op mod himlen fra bunden af havet. Flere steder er der smukke og indbydende sandstrande. En af dem var Benagil. Vi ankom lidt over middag og tilbragte resten af dagen på stranden med at bade og sole os. Lige rundt om den første klippevæg ude i vandet, er der en smuk grotte, som vi svømmede ud til et par gange. Inde på selve stranden er der også en hule ind under klippen og her overnattede vi. Søren forsøgte at komme i snak med en af de lokale fiskere, i håb om, at måtte komme med ud og fiske eller sætte garn. Desværre kunne manden ikke et klap engelsk, så håbet blev slukket temmelig hurtigt og vi krydser blot fingre for at det lykkes næste gang muligheden byder sig. Det var ren luksus at overnatte i hulen, eneste vi behøvede var at puste vores liggeunderlag op og have vores tæpper over os. Der var kun lyden af havets brusen og vi sov begge som en drøm. 

Mr. Antonio og hans kone, Maria

Vores Portugisiske politivenner, som jeg tidligere har berettet om, havde sagt, at hvis vi kom til Quarteira, skulle vi hilse på deres ven Antonio, som har en restaurant. Noget af det første vi gjorde, var at opsøge Antonio, da vi ankom til byen. Straks blev vi budt på noget at drikke og inden vi havde set os om, diskede han op med flere små delikatesser. Efter fyldte maver, takkede vi pænt og ville videre til campingpladsen. Antonio fulgte os ud til cyklerne og pludselig siger han, at han har en lejlighed tæt ved stranden, som vi kan bo i. Sådan blev det 😉 Vi nød godt af han og hans kones, “Maria” gæstfrihed og overnattede 3 nætter i lejligheden. Her fik vi vasket alt vores tøj, vores lagener osv. Det eneste vi så af byen, var turen turen fra lejligheden og ned til stranden og fra lejligheden over til Antonios restaurant. En strækning på i alt ca. 500 m. Vi spiste til aften hos ham to af dagene og blev beværtet som var vi dronningen og kongen. Det har været noget af det bedst tilberedte mad, vi har fået i hele Portugal. Meeen vi tror også at køkkenpersonalet havde fået besked om, at kræse lidt ekstra med lækkerierne. Bl.a. fik vi blæksprutter. Selv regningen blev der kræset om…, til vores fordel 😉

Den sidste aften tog Antonio sig tid til at sætte sig ned og tale med os. Han havde mange interessante historier fra både fortid og nutid. Der blev sat en flaske Sambuca på bordet og vi hyggede frem til godt midnat. 

Blæksprutte har vi efterhånden fået i alle afskygninger. Store som små, i gryderetter, stegte og grillet, samt i salater. Store blæksprutter med lange arme og sugekopper, mindre med næsten ingen arme og helt bitte små.  Hverken Søren eller jeg, havde forestillet os hjemmefra, at vi ville blive så begejstret for blæksprutte. Men gang på gang er vi blevet positivt overrasket og det er absolut ikke sidste gang vi har spist det. 

Verdens største sandudstilling

Næste morgen, købte vi en flot buket blomster til Maria, som tak for deres enorme gæstfrihed. Vi cyklede fra Quarteira og ramte Tavira, efter godt 60 km. 

De sidste ca. ti dage, vi har cyklet, har hovedsageligt været på hovedveje. Heldigvis beriget med gode brede rabatter de fleste steder. Naturen har virket mere gold og vi er også fortalt at det kun regner max 25 dage om året. Flere kaktusser, Algarveplanter og rød jord præger landskabet. Vi har passeret masser af citron- og appelsin-plantager. Figentræerne står spredt langs vejkanten og inde på markerne. Granatæbletræer begynder også at gentage sig og selvfølgelig er der oliventræerne i stor stil. Vi har cyklet gennem flere golfområder, hvilket er flot. Flere steder vander de i rabatten, så græsset står sprød og grønt, der er plantet prydtræer, som står skarpt i deres farver og ofte er der lagt smukke stier, både til os på cykel og dem der er til fods. Vi kan fornemme at disse golfområder er mere eksklusive at bo i, hvilket giver sig til udtryk på husenes størrelse og arkitektur. Vi er også begyndt at cykle forbi flere pottemagere. Der er store udstillinger langs vejene med kæmpemæssige lerkrukker og andre prydfigurer til haven.

Langs vejen, ser vi flere reklamer om verdens største sandudstilling. Til vores held, er den pludselig kun 500 m. fra os. Så den skal vi selvfølgelig se. De er 60 kunstnere fra hele verden, der har bygget den op i år 2003 af i alt 40.000 ton sand og blevet transformeret ind til flotte og imponerende kunstværker. Vi havde også mulighed for at afprøve disse doktorfisk, som spiser død hud. Det var til gengæld en stor skuffelse og spild af penge, synes vi. 

Farvel til Portugal og de mange skønne mennesker vi har mødt

I Tavira havde vi aftalt med det tidligere nævnte par fra Portugal, Anabela og Jorge, som skriver rejsemagasiner, at mødes med dem igen. Gensynet var super glædeligt. Dette er tredje gang vores veje krydser hinanden, så vi kender efterhånden hinanden temmelig godt, hvilket gør det hele lidt mere afslappet. Om aftenen fandt vi et roligt sted lidt afsides og slog vores telte op. Vi tilbragte dagen derpå, ved stranden, som vi sejlede ud til. En 15 km lang sandstrand, der er på en meget smal ø. Her bor ingen, udover at man kan benytte sig af øens campingplads. Vi hyggede, badede og spiste vores medbragte frugt m.m. Anabela lavede et interview med Søren og jeg, som de vil sætte i deres næste rejsemagasin om Portugal. Det bliver spændende at se og læse resultatet 😉

Lige uden for byen “dyrker” de salt. Det er temmelig imponerende. Det øverste lag salt er det eksklusive og dyre og bliver på en eller anden måde siet fra det underliggende salt. Saltet under kan tages med maskiner. 

Efter et tiltrængt bad mødtes vi alle fire igen og tog ud og spiste. Vores aftensmåltid (som også var Sørens og min sidste aften i Portugal), blev opgraderet med en flaske Late Bottle Vintage portvin. Igen blev klokken langt over min sengetid og vi brød op, for at gå hver til sit. Jeg er spændt på, om vi mødes igen, når de er færdige med Portugal og skal til et nyt land, for at skrive om det… – Jeg håber!

Vi cyklede ganske få kilometer, før vi skulle med færge til Spanien. En kort sejltur på 10 min. Uret blev stillet en time frem og nu følger vi igen det danske klokkeslæt. 

I Portugal har vi cyklet 1.075 km i alt…

Fortsættelse følger….