Grækenland 2. del – Fra Athen til Rhodos

Grækenland fra Athen til Rhodos

Forårsfornemmelser

Efter en oplevelsesrig ferie i Sydafrika, vendte vi forventningsfulde tilbage til Athen i Grækenland, hvor vores “savnede” cykler har stået parkeret imellemtiden. Vi havde været undervejs i min. 1.5 døgn, så vi var godt trætte, da vi ankom til hotellet. Dog skulle vi lige hente cyklerne først, før vi kunne springe ombord i den runde seng på hotelværelset. Taxi chaufføren, der havde kørt os fra lufthavnen til hotellet, fortalte at han aldrig havde kørt nogle gæster til det hotel og selv om han var fra det område, kendte han det slet ikke. Måske med god grund… da de eneste gæster vi så på hotellet ud over os selv, var nydelige let klædte damer i MEGET høje stiletter og ind imellem så vi en enkelt mand tage elevatoren. Jojo… altid noget at vi ikke blev spurgt om, hvor mange timer vi ønskede værelset 😉 Men uanset var det ganske hyggeligt, rent og pænt og ikke mindst var det billigt 🙂 

Igen havde vi nok været lidt uforsigtige med aircondition i flyet, for Søren begyndte at få det værre frem for bedre efter en ellers god nats søvn. Vi blev et par dage i Athen og fik pakket om, fandt de første færgebilletter til vores tur videre over øerne og nød ellers blot nogle stille dage, hvor vi ikke var på farten. 

Første ø vi tog til, var Paros. Lidt skuffet over at det ikke var blevet helt godt vejr endnu trods vi skriver d. 9 marts, startede vi op på cyklerne i silende regnvejr kl. 06.00 om morgenen og ned til færgen. 

I Parikia (øens største by), fandt vi hurtigt et studio værelse og indlogerede os. Grundet regnvejret, var vi ikke i humør til ret meget sightseeing, så igen fik vi en stille dag på værelset. Næste morgen var det noget bedre vejr, i hvert fald regnede det ikke 😉 Søren havde fået det rigtig skidt nu, så vi blev enige om, at jeg skulle uploade til vores blog og han skulle blot hvile under dynen. Nå men det gik ikke værre end bedre end at Søren fik det bedre med dagene og jeg lykkedes aldrig med at uploade, grrr… Endelig blev der forår i luften, Søren havde som sagt fået det bedre og vi luftede cyklerne for første gang efter vores ankomst. 

Man skal kunne lide farverne hvid og blå på Paros. Det er ved lov på øen at alle huse skal være hvidmalet og med blå vinduesrammer og døre. 

Det er en charmerende lille ø, på ca. 60 km. i omkreds. Vi cyklede ned til en af fiskerlandsbyerne godt 10 km. fra Parikia. Du milde himmel… en pause på godt 6 uger fra cyklerne kan altså sagtens mærkes. Ud over at de lange bukser sidder mere stramt, er konditionen allerede blevet ringere og musklerne i bentøjet er aftaget markant. Til gengæld nød vi godt af at cykle uden bagage og tænkte på det som en blid træningsopstart. Der er ikke meget liv på øen. De fleste restauranter og butikker er stadig lukket ned for vinteren. Men forårsfornemmelsen kunne ingen tage fra os. Flere steder så vi marker med gule blomster og andre glade farver. Solens stråler varmede herligt ned fra en tildels skyfri himmel og vi fornemmede begge den ekstra energi ved synet af det flotte turkise vand og det stille liv på havnen. Vi var heldige at finde en cafe, der havde åbent, hvor vi indtog dagens frokost. Søren var stadig hæmmet af hans forkølelse og for FØRSTE gang på hele vores tur, sagtnede han bagud HVER ENESTE GANG at det gik op ad bakke. Det gav lige lidt ekstra gnist til fru Borg, hihi 😉 

Dagen derpå cyklede vi tværs over øen og op til øens højest beliggende by. Også ganske charmerende med dens smalle gader og ikke mindst en fantastisk udsigt. Søren er allerede kommet så meget mere til hægterne at han nu sagtens kunne tage føringen op ad bakkerne, – altså altså 😉 

På hele øen er der stensætninger. Det må have været et kæmpe arbejde og taget flere generationer. Vi tænker det har været for at dele markerne op i sin tid og også for at lave terresser, der kunne dyrkes. Umiddelbart ser det ikke ud til at man dyrker dem så meget mere, ud over der, hvor der enten står oliventræer eller hvor der er mere fladt og de dyrker vin. Vi fortsatte rundt om øen tilbage til Parikia og nåede knapt 50 km. 

Rhodos

Efter som vi stadig er uden for turist sæsonen, har det været svært for os, at finde færgeforbindelser, hvor vi kunne ø-jumpe på vores vej til Rhodos. Så det hele endte med en kort bemærkning (5 t.) på øen, Syros. Vi sejlede kun 1 times tid og ankom kl. 17.00, så det blev lynhurtigt mørkt og vi cyklede kun en ganske kort runde i byen, som i øvrigt var pæn stor og med masser af liv. Flere gader var af marmor, hvilket jo er lidt af et særsyn, for os danskere 😉 Fra Syros sejlede vi direkte til Rhodos og denne gang med endnu en overnatning bag sæderne  på færgen;) 

Næste formiddag ankom vi til Rhodos og blev varmt modtaget af Sørens kusine, Lisette. Vi smed bagagen i hendes bil og cyklede derefter 28 km langs kysten, til hvor Lisette og hendes mand, Alec, bor. 

Lisette har boet på øen de sidste 30 år sammen med Alec. De er begge to professionelle musikere. Selvsagt kender Lisette Rhodos rigtig godt. Vi tilbragte nogle herlige dage sammen og kørte flere gange ud i det blå, for at se smuk udsigt og seværdigheder. Rhodos er 90 km lang og byder på alt fra små charmerende landsbyer oppe i bjergene til lækre badestrande. Vi kørte også til selve Rhodos by og gik en god tur i den gamle bydel. Stort set alt var lukket og Lisette fortalte om, hvor svært det var for størstedelen af øens beboere, da de lever af turisterne og kun kan holde gang i deres forretninger, så længe der også er turister. Det betyder jo også, at de skal “rende temmelig stærkt”, for at tjene til levevejen den sidste halvdel af året. Mange butikker, restauranter og hoteller har under krisen  været nød til at dreje nøglen helt om. Det er en barsk virkelighed at se til og vi må sande at vi danskere ikke ved hvad krise reelt er, i forhold til Grækerne.

Et nyt kontinent

Det blev til næsten et år i Europa med masser af gode oplevelser og skønne mennesker til perlerækken af minder. Tyskland, Holland, Tyskland igen, Luxemborg, Frankrig, Spanien, Portugal, Spanien igen, Gibraltar, Spanien igen, Sardinien, Sicilien, Italien, Grækenland, Paros, Rhodos og nu til Tyrkiet. Vi har haft en del luksus, eftersom vi har været i DK faktisk hele 3 gange, en ferie med familien i Dubai og sandelig også om vi stak af fra vinteren og tog til Sydafrika i 5 uger. Vi har oven i købet haft besøg af venner og familie, der har rejst ud til os og ikke mindst har vi stiftet nye venskaber som jeg tror på vil vare for livet. Uden undtagelse har vi fornemmet, set og mærket forskellen fra land til land og vi har suget enhver detalje til os. Vi har cyklet 7.811 km i alt. Europa er skøn og med sine forskelligheder på alle måder en stor oplevelse at rejse i. Desværre fik vi ikke oplevet Balkan landene, hvilket vi tror på er et stort mangel og som vi jo nok BØR opleve en anden gang 😉 

Vi har glædet os rigtig meget til at opleve noget andet end den europæiske kultur og til at entrere et nyt kontinent, så hermed takker vi af til Europa og så ses vi igen i Asien. 

NB.: Vi har fundet ud af at min cyklecomputer, desværre viser ca. 2% for lidt, – lidt øv 😉 

Lukket for kommentarer.