Fra den spanske kyst til Portugal

Fra den spanske kyst ind i bjergene og videre over højsletten til Portugal

Så nåede vi dagen, hvor vi cyklede væk fra kysten og ind over bjergene mod den spanske højslette. Den længe frygtede dag, som nær har givet mig mareridt. Vel vidende at vi skulle op ad een lang stigning på godt 40 km. De sidste par dage, har vi stødt på et par unge gutter fra Tyskland, der skulle samme vej og jeg kan forstå, at de også var temmelig spændte og lidt skrækslagende over hvad der var i vente, hvilket ikke gjorde mig mindre nervøs. De forventede at bruge 4 dage på at nå toppen af det højeste punkt. Samme som os!

Første dag cyklede vi godt 50 km. og det var uvirkelig smukt. En lille jævn stigning, hvor de barske klippebjerge tårnede sig op på hver sin side af os. Vi  cyklede i kløften af bjergene, langs en flod og nej det var ikke mangel på energi der tog pusten fra os, men den mere end almindelige flotte og barske natur. Med ca. 10 – 15 km. mellemrum, passerede vi gennem en gammel, smuk og charmerende landsby. På et tidspunkt så vi en bjergged stå og kalde og en død slange passerede vi også, jo jo… lidt drama var der skam også 😉

Fødderne måtte også lige dyppes i den iskolde flod og flere steder var der mulighed for riverrafting. 

Jeg fornemmede på Søren, at vi cyklede længere end forventet den første dag, hvorfor vi var enige om, at den sidste etape før højeste punkt kunne deles op i to. Så altså, nu kun 3 dage ialt. Jeg følte sagtens jeg kunne have cyklet videre den første dag, men det virkede også fornuftigt at stoppe op nu, også da der trods alt havde været øget stigning de sidste 10 km. 

Vi overnattede i en lidt større bjergby “Portes” og nød aftenstemningen, før vi gik til køjs. Næste delmål og overnatning var ca. 18 km. derfra. Vi var enige om, at det var en god ide, at starte op tidligt næste morgen, så vi nåede frem godt middag og før varmen nåede sit højeste. Vi vidste at det var den sidste mulighed for proviant og at der blev pæn stigning til byen. 

Fit for fight…

Jeg sov hel roligt den nat og var slet ikke nervøs for dagen derpå. Faktisk var jeg temmelig overrasket over at første dag, var gået så let og næste morgen stod jeg fit for fight og klar til dagens etape uden frygt. Mine ben føltes friske og jeg var báre klar. 

Det var koldt, da vi startede op og solen stod stadig for lavt, til at kunne varme ned på os. Der gik dog ikke lang tid, før sveden stille piblede frem på ansigtet. Desværre havde Søren et par dage forinden, siddet og fået træk, så han var ved at være godt lakket til og det ene nyseflip tog det andet.

Vi cyklede stødt og roligt opad og atter opad. Søren kalder det “at trampe papkasser”. Ind imellem mødte vi en bilist, der dyttede anerkendende eller råbte opmuntrende ud af vinduet. Nogle motorcyklister vinkede og gav thumbs up og en enkelt lavede dette her “bob bob” tegn, som fortalte os, at den blev mere barsk end som så. Vi blev også overhalet af cykelryttere, der råbte anerkendende, når de passerede os. Jaja… hvis jeg da bare havde en racercykel og ingen bagage, ville jeg med garanti også smutte opad i lidt lettere stil, tænkte jeg.

Vi nåede byen efter de 18 km. og jeg var trods alt ikke helt smadret. Jeg synes det havde været okay hårdt og alligevel havde jeg haft overskud til at nyde naturen og fantasere om de brunbjørne (desværre uddøende) og ulve, der er derude. Langt, langt inde i bjergene. Mærkeligt at tænke på at de ren faktisk èr der. 

Bjergenes udseende havde ændret sig en del, nu virkede de mindre barske og rå og de var mere bløde i kurverne og med flere buske, træer og grønne “pletter”, der kunne ligne græs. 

Nu tuder konen squ!

Den sidste del har jeg godt nok tænkt meget over, hvordan jeg skal få ned på skrift. Er det pinligt eller ej? Skal jeg “pynte” lidt på det, eller være hudløs ærlig? – Jeg har valgt det sidste og så må Du jo tænke om det, hvad Du vil 😉

Når Hr. Borg har sat sig noget for, bliver det som oftest også gennemført… og da det også er ham, der er kortlæser, stoler jeg selvfølgelig på ham, dog med lidt skepsis til tider. Det skal siges at vi dagen før, havde spurgt ind til ruten ved en turistinformation i Portes. Damen dér, havde understreget at efter de 18 km. var der ikke flere steder for at få tørt eller vådt. Meeen Hr. Borg har altså aflæst kortet lidt anderledes og fik mig overbevist om, at der var rig mulighed for både hoteller/mad og vand. Så vi fortsatte ufortrødent opad bakke og med at trampe papkasser.

Inde i mit hoved, lyder sætningen: “jeg har gode, friske og stærke ben” og “jeg KAN, jeg VIL og jeg GØR det” Det gik også meget godt et par km. mere, men så begyndte trætheden i lårbasserne at melde sig. Tempoet gik kraftigt ned og selvtilliden dalede. Jeg har åbenbart ikke det der konkurrence-gen eller frømands-gen, som får folk i mål. I hvert fald, har jeg ikke fundet det endnu, når først det drejer sig om smerter, der skal ignoreres. Jeg må spare på mit vand, selv om jeg føler at jeg har hele Sahara inde i munden. Altså de der hoteller og det der vand… hvor pokker bliver det af??? Vi holder en pause, får tisset, rettet bukser og nyder den stadig meget flotte natur, som stille og roligt ændrer sig en lille grad. Vi fornemmer at vi er ved at nå over trægrænsen. Jeg har atter fået vejrtrækningen ned på det normale og vi fortsætter opad. Nu føles stigningen bare endnu værre. “Jeg KAN, jeg VIL og jeg GØR det”, virker åbenbart ikke for en sk.. mere. Altså hvor bliver det mindset af, der skulle få mig op de sidste 5 km.? 

En finke ryger af fadet til Søren… og en mere! – Han sætter en hånd i lænden på mig og aflaster mit tråd. Grrr… – jeg KAN godt og jeg VIL selv (nyder dog samtidigt mit lettere tråd). Men selv en Frømand, må også hvile, så han slipper igen. Straks bliver mine ben tungere… øvøv. “Pause” råber jeg. Søren vil helst holde pause i skyggen, hvilket også er forståeligt nok, men hvad pokker hjælper det, når benene stopper. Tårerne presser på bag øjenlågene. 4 km. tilbage… KUN 4 km. – husk på det hele sidder oppe i hovedet. Jeg samler atter kræfter og siger nu højt: “ Jeg har gode, stærke og friske ben”, samtidigt med at jeg tramper i takt til ordene. De ben, de lytter bare ikke? Prustende stopper jeg igen og igen og til sidst i min afmagt får tårerne frit løb. Arrhh… jeg er gal på mig selv. Tårerne løber i en lind strøm et minut eller to. Jeg står lydløst med ryggen til Søren, er flov over mig selv og samtidigt godt gal i skralden. Nu vil Søren cykle op og hente vand, for så at komme tilbage igen. Snottet, hjuler han fra mig (han er jo godt forkølet). Han forsvinder af syne i et hårnålesving. Ej altså… det kan jeg heller ikke byde ham! Atter sætter jeg mig på cyklen og kæmper videre og ikke langt væk, kommer Søren gående imod mig. Han havde fundet vand fra en kilde. Åh hvor skønt. Vi holder en pause endnu engang, får tanket vanddunkene op med iskoldt vand. For første gang på turen, gør vi brug af de der energigel og energibar, vi har (Søren) slæbt på siden vi forlod Danmark. I sadlen igen… INGEN energi??? jeg er bare færdig, har ramt muren og har mest af alt bare lyst til at ligge mig i vejkanten og smelte væk. Der er ingen vind overhovedet og det er det absolut varmeste tidspunkt på dagen (gætter på 32-35 g.( i skyggen, som ikke findes). 

Nu cykler Søren igen foran, stiller cyklen fra sig ca. 200 m. væk, løber ned til mig og trækker min cykel op til et storslået udsigtspunkt. Herfra er der ca. 3 km. tilbage og de sidste km. skulle være mindre stejle. Vi tager nogle billeder og jeg samler atter kræfter. 

Det er lige før man knapt kan kalde det en bakke nu. Vejen har en minimal stigning… jeg snegler mig afsted med 4-5 km/t. En cyklist overhaler og fortæller at vi er der om 1.5 km., derefter går det nedad. Jeg trøster mig med, at man kan se at også han er godt brugt og cykler forholdsvis langsomt. 

Ingen is til Fru Borg

Jubiii… ENDELIG nåede jeg toppen, det højeste punkt. Søren var fremme før mig og kom løbende mig i møde med en Cola i hånden. Han var synligt lettet over at det mareridt, jeg havde budt ham de sidste km. var overstået. Jeg var mindst li´så lettet… – og jeg var absolut også stolt. Trods alt havde jeg kún fået Sørens hjælp, nogle få hundrede meter. Resten havde jeg klaret 100% selv og så KUN PÅ TO DAGE!!! Colaen, havde Søren fået af en flok cykelryttere fra Belgien, der var fløjet hertil og cyklede rundt en uge på deres racere. De var også med til at heppe mig i “mål” og lynhurtigt glemte jeg, hvor svært jeg havde haft det. Nu nød jeg det bare, velvidende at nu gik det nedad. Det blev til 28 km. op ad bakke i et stræk på samme dag. Måske det er peanuts for andre… men mit længe ventede mareridt er overstået og jeg er stolt. Vi var begge enige om, at vi hurtigst muligt, ville finde et overnatningssted. Selv frømanden udtalte at han også var brugt og trods alt, kun var af kød og blod.

Nedturen var hel magisk. En ubeskrivelig følelse af lethed og veltilpashed. Få km. efter gjorde vi holdt og overnattede på et Hostes for bl.a. pilgrimsvandrere. Ca.: 18 km. fra toppen af bjerget skulle komme en stor sø. Vi aftalte at wildcampe ved den, dagen derpå og blot give bentøjet en velfortjent pause. Jeg har siden vi ankom til Bordeaux forsøgt at holde igen på, mad, vin og andet godt i håbet om at tabe mig. Så derfor havde jeg som belønning, når jeg var over bjergets tinding, besluttet mig for at belønne mig selv med en is. Ikke bare en hvilken som helst is, det SKULLE være en Magnum double caramel. Desværre lykkedes det ikke lige at få fat på en sådan, så jeg sprang over og ville vente til den første jeg så.  – Jeg sov uanset godt 0g veltilpas den nat 🙂

Første skænderi (uoverensstemmelse) på vores tur

Vi blev mødt af et glansbilled-syn, da vi nåede søen. Smukkere et syn har jeg sjældent set. Wauw… Jeg jublede sagte indeni og min mave boblede af lykke. “HER, lige præcis HER, vil jeg godt wildcampe”, råbte jeg… det er mere end ubeskriveligt flot og vi har det meste af dagen foran os. Nåh ja… så er der lige det med mad og drikke. Daam… jeg måtte printe det smukke syn ind i hukommelsen og håbe på, at vi støder på et li´så magisk sted senere. Det gjorde vi ikke. Søen blev ikke mindre flot, der var blot ikke mulighed for at slå teltet op. Søen endte i en dæmning og løb videre ud i en flod. I min skuffelse kunne jeg ikke lade være med, at lade frustrationen gå ud over Søren. 

Birgit: “For f… da også, hvis vi havde holdt os til planen igår og delt bjergkørslen op over 3 dage, havde jeg også kunne klare turen uden afmagt og hjælp. Og nu kan vi ikke sove her. Jég cykler tilbage (13 km.op ad bakke) og sover dér, hvor der var kønnest”. (Vi havde i mellemtiden provianteret på en tankstation og jeg havde iøvrigt fået min Magnum og nydt samtidigt med nydelsen ved synet af floden). 

Søren: “Ja… men det må du så gøre. Vi deler op her og mødes igen imorgen ELLER vi finder et sted langs floden og holder der”.

Hm… campere alene!?!? Egentlig gør Søren jo heller ikke noget for at genere mig… tværtimod. Han skal somme tider være en tålmodig mand, for at trækkes med mig (skal jeg altså også med ham nogen gange). 

Birgit: “Hmmfrrr” (vi forsatte stilletiende)

Efter 38 km. finder vi et sted langs floden… måske ikke lige drømmestedet, da det var en picnic plads og freden ikke lige indtraf der. For det første var der fodboldbane lige op til, folk var flinke til at benytte sig af picnic området og langs med pladsen gik pilgrimsruten, hvor vandrere fra ind og udland, ofte hilste fra. Det endte dog med en hyggelig aften og fred på pladsen. Vi spillede lidt talspil, spiste vores mad og gik op i den lille by, der bestod af ca. 30 huse fordelt på begge sider af vejen. I byen var der fest, levende musik, spillet med fløjte og guitar. Der blev budt på gratis grillede pølser og spæk, samt brød. Vi blev en halv times tid, for så at vende tilbage til teltet.

100 km.

Benene kører op og ned som trommestikker. Farten ligger på alt imellem 20 – 25 km/t. Vi cykler nu på den spanske højslette og har lagt bjergene bag os. Benene og sind er i hopla og jeg tror på at bentøjet ér blevet noget stærkere af selve bjergkørslen. Det kan umuligt, være fordi, vi har en sagte medvind eller fordi det stort set bare går lige ud 😉 Mine lår har de sidste par dage været mere spændte end tidligere og jeg tror på at hvis en kugle (fra en skytte), ramte ind i låret, ville den fluks ryge retur, boinggg 😉 Nej… men jeg synes at jeg mærker en forskel i både læg- og lår-muskler. Desværre ikke synligt, men det kommer vel, efterhånden som fedtet også smelter væk? Selv varmen, slår os ikke ud. Det er kun, når vi står stille at varmen er ulidelig, da der stort set ingen vind er. Hvorimod når vi cykler, mærker vi pænt med vind og det føles nærmest som modvind. Vi når frem til  Valencia de Don Juan og tilfældigvis kommer vi forbi et kæmpe swimmingpool område. Åbenbart noget de gør en del i, hvilket også er fornuftigt nok, da der er langt til stranden. Der er op til flere store bassiner, store græsarealer og spiseområder. Herligt at slutte dagen af med en dukkert. Veltilfredse efter vores 100 km. i sadlen, sætter vi os og får lidt koldt at drikke og “varmer” op til badet. Haha… så ville skæbnen at den blå himmel ændrede sig til at blive grå og trist og vi endte med at bade i regnvejr. Ikke mindre herligt af den grund. Det passede helt fint, da vi igen havde klædt om, stoppede regnen og vi cyklede ganske kort, for at slå teltet op langs floden.

Peregrino

I dag havde vi nok forventet en lidt længere dagsrute, end hvad det endte med. Vinden havde taget til og også vendt, så den var stik imod os. De forventede 20-25 km/t blev reducerede til 15-20 km./t. Hvis ikke vi vidste bedre, kunne det li´så godt være Danmark vi cykler i. Det ligner fuldstændigt det danske landskab, blot over længere strækninger. Lidt skov og ellers marker, fordelt ud over det kurvede landskab. I dag har vi haft det pænt bakket men langt fra a´la bjerge. Måske jeg alligevel havde overvurderet mine evner, da jeg først på dagen, troede at jeg snildt tog 100 km. mere i dag. Pyt skidt… vi nåede knapt 60 km. og er nu i en lille by Villalpando. Vi stoppede op, for at forhøre os om overnatningsmuligheder og gerne i telt. En flink mand viste os frem til et sted for pilgrimme, hvilket er gratis. Et værelse med to senge og med plads til cyklerne inde på værelset. Efter af have badet, fik vi vasket tøj, men vi havde ingen steder til at tørre det. Vi vár varslet om fest i byen og uden for døren var gjort klart til trampolin”borg” til børnene. Den benyttede vi os lige af, til at hænge vores tøj op på. Alt imens vi kokkererede vores aftensmad på trappestenen til huset. Svært hyggeligt. Mætte og tilfredse, går vi på gaden, for at afstemme, hvilken fest de har talt om. Vi kan se der er gjort klar med flere boder, radiobiler og karrusel. Men ikke noget voldsomt. Indtil vi får kigget lidt længere ned af gaden og til vores skræk, ser en kæmpe scene med monster kæmpe højtalere. Hm… men nu er kl. 20.30 og intet liv endnu… der sidder godt nok en del på et torv og får en drink, men måske er festen først i morgen? 

I skrivende stund er kl. 02.04, Søren sover på den ene af de to elendige senge, der er på værelset og jeg sidder her i den anden og skriver, mens det brager ud af højtalerne og jeg kan høre at der er godt gang i folk (musikken startede først kl. 00.00). Heldigvis er det god musik.

Tyrene rasede

Det var en brat opvågning. Søren kom brasende ind ad døren. “Birgit skynd dig, skynd dig… der er ingen tid at spilde. Tag lige nogle bukser på, neeej glem BHén (gjorde jeg ikke). Bare kom… de starter tyrefægtning NU ude på gaden!” Der var masser af folk, som stod rundt om en plads, der var indhegnet med tykke jernhegn. Åbningerne var store nok, til at der kunne kravle mennesker igennem, men en tyr, ville ikke kunne mase sig igennem. Vi kom netop som den første tyr blev lukket ind. Der var ikke kun tyrefægtere, det var alle, der måtte deltage og rigtig mange stod inde på pladsen og viftede med deres trøjer. Stakkels tyr. Den blev jo helt rundtosset. Prustende og samtidig opgivende, løb den efter den ene og så den anden. Kom den for tæt på, fortsatte personen ud gennem de tykke jernstolper. Vi har set flere tyrefægt arenaer og et eller andet sted, kunne jeg godt tænke mig at se det, samtidig synes jeg heller ikke, jeg vil støtte sådan et foretagende, da jeg absolut mener det er dyreplageri. Men nu var det der og jeg så til. Der blev lukket flere tyre ind. i alt så vi 4 stk. Efter en time sluttede de underholdningen og Søren og jeg cyklede tilbage til Peregrinoen.

Jeg er godt træt, musikken fortsatte længe i nat, ved dog ikke hvornår de stoppede, da det langt om længe var lykkedes mig at falde i søvn. Søren har trods alt nået at få 4 timer mere end jeg, mens jeg skrev i går aftes og nat. Da jeg var færdig med at skrive, ville jeg lige ud på gaden og se hvor “vildt” det gik for sig. Jeg vækkede Søren og gav ham beskeden, men han ville også med. Til vores undren stod de måske omkring 300 mennesker og lyttede til musikken fra den store scene. Vi synes det var meget at gøre ud af det, med kun så få mennesker trods alt. Vi blev og hørte to stykker musik og gik derefter til køjs igen. Nu er vi klar til at cykle videre, jeg håber ikke at min træthed, bliver en hindring for at nå de ønskede km.

Portugal

Den sidste del at cykelturen over højsletten forløb i strid modvind og vi blev atter mindet om, hvilken magt både sol og vind kan have. Flot var turen dog og mere bakket end tidligere. Byerne ændrede også udseende og blev mere fattige at se på. Husene er meget lerklinet og flere steder så vi, hvordan man havde brugt jordvoldene til at bygge huse ind i. Et af dem var til salg og vi gik nysgerrige ind og kiggede. Hm… det var rå ler vægge og max 30 m2. Et stort rum der delte sig ud i flere små, uden vægge imellem. I midten af “loftet” var et stort hul til ud i det fri. Jeg formoder, det er til at man kan lave et bål. Uanset blev vi ikke fristet til at købe hus der 😉 I de små landsbyer er der intet liv, når vi triller igennem, måske et par legende børn, eller en kone eller mand, der har trukket en stol ud på gaden og sidder i skyggen. Vinduerne er lukket helt til med skodder. Altid er der et lille torv og en cafe, hvor der som oftest er lidt liv. I nogle er der faktisk meget liv. Landskabet blev gradvist mere og mere stenet og med klippeformationer. Det kunne godt minde lidt om prærien. 

Så skal der være “fest”

Da vi cyklede ind over grænsen til Portugal, kunne vi knapt få armene ned. Portugal er jo hele grundlaget for at vi er endt med at cýkle jorden rundt, hvorfor Portugal har en hel speciel betydning for os. (Det kan du læse om, under fanebladet “Optakten”). 

Vi elsker portvin og det er en selvfølge at vi skal have vores egen lille fest med portvin. Vi skal have hvid portvin, pink portvin, rød portvin og i alle afarter. Bare rolig… ikke på en gang 😉 

Igår aftes, da de langt om længe åbnede køkkenet, og vi kunne sætte os til bords kl. 21.00, (havde i forvejen måtte stille uret en time tilbage, så sulten havde meldt sig for længst), sad der en mand ved sidebordet og kom os til undsætning. Tjeneren kunne ikke et ord på engelsk, hvilket gav os lidt vanskeligheder med at bestille vores længe ventet portvin til maden. Manden ved sidebordet have overhørt vores kommunikationsvanskeligheder og tilbød som sagt sin hjælp. Han talte perfekt engelsk. Det viste sig at hans familie fra 3 generationer tilbage havde været kæmpe portvinsavlere. Nu hvor det var deres generation til at styre foretagendet, var de for mange høvdinge i lejren og havde valgt at sælge det hele. For en del af hans andel havde han så købt sit eget portvinssted, som sønnen nu drev. Han selv havde været ansat i flere år, gennem et kæmpe firma, der gør sig i marketing af Portvin verden over. Det var jo mere end perfekt og vi blev klogere på en hel del. Han kunne bl.a. fortælle hvilke steder, der var mest interessante for os at besøge, så vi ikke skal cykle forgæves op og ned i det bjergrige område. 

I dag har vi haft hviledag. Sørens forkølelse er næsten et overstået kapitel, til gengæld er det nu mig, der har fået løbenæse og tungt hoved. Vi er spændte på, om vi oplever den store kontrast fra Spanien til Portugal og ikke mindst om portugiserne er lige så flinke til at tage hensyn til os cykellister. Det skal siges at stik imod vores forventning, har vi KUN ros til deres kørsel i Spanien. Der har stort set ikke været cykelstier, men dejlige brede rabatter. Bilisterne har været enorm hensynsfulde og vi har følt os trygge i byer som på landeveje. I øvrigt har de en fed måde at lave venstresvingsbaner på og vejkryds på landevejene.