Fra Handaley, den spanske grænse til Mundaka

Fra Hendaye/Hondarribia (den spanske grænse) til Mundaka

Det var en våd opstart på dagen, da vi cyklede fra Hendaye og krydsede ind over den spanske grænse til Hondarribia. Teltet måtte pakkes sammen vådt, men det var stadig mildt og varmt i vejret. Vi havde ikke cyklet længe før vi rundede de 3.000 km. i sadlen og regnen også stoppede igen.

Nu rammer vi bjergene og jeg har sommerfugle i maven. Spændt og nervøs for, om jeg kan klare det, om mine knæ holder til det og Søren fortsat har den samme tålmodighed som hidtil.

Prustende, med sveden løbende under hjelmen, ned af ansigtet, mellem brysterne og på ryggen, tramper vi begge i pedalerne og langsomt bevæger vi os opad det første bjerg. Et skilt ved foden viste 7% stigning. Der måtte lige en pause til og en god tår vand. Få minutter efter var det på den igen og der blev trampet “papkasser”, som Søren kalder det. Skyggesiden er absolut kærkommen, specielt når det føles som om at hjernen nærmest er ved at smelte.

Jeg har forsøgt at mindsætte mig selv igennem de sidste godt 14 dage. I forsøget fortæller jeg mig selv at jeg har gode, stærke og friske ben. Det bliver gentaget inde i hovedet med jævne mellemrum, når benene brokker sig. Det hele sidder mellem ørerne siger Søren, alt andet er noget pjat… Mine tanker glider tilbage til de tilbagelagte kilometer og på alt det vi allerede hár oplevet. Jeg tænker også at Søren trænger til lidt “mandehørm”. Normalt (hvis forholdene ellers arter sig), svømmer han 2-3 gange om ugen derhjemme i Danmark, hvorefter de slutter af med en øl og får deres “mandehørm”, som han udtrykker det. Udover, cykler han med gutterne om søndagen. Jeg tænker at han savner dette forum, fordi han er begyndt at komme med udtryk som han normalt ikke omgås omkring mig. F.eks. er teltet strammet så godt ud, at det står som en brudgoms p..    Mine tanker bliver igen afbrudt under benenes lidelser og manglende lungekapacitet. Endnu et nålesving og endelig er vi ved at nærme os toppen og stigningen falder jævnt for til sidst at det nu går nedad. En fantastisk udsigt møder os og vi gør holdt, for at tage billeder. 

Tjuh hej hvor det går…. vinden køler os pænt ned igen. Søren mister tålmodigheden og overhaler mig. Jeg bryder mig ikke om den store hastighed og slet ikke ikke i de skarpe sving. Jeg kan godt se at Søren er meget mere erfaren og også mere hæmningsløs end jeg er. Gad vide om jeg nogen sinde kommer efter det, hm?…

At ramme foden af et bjerg, betyder blot en ny stigning, meeen jeg har jo det rette mindset og før vi ved af det, cykler vi langs bjerg- og klippe-skråninger ude ved kysten. Vejen bugter sig lidt op og ned, så ind i landet og så ude ved kysten. FLOT FLOT FLOT, det ene maleriske billede efter det andet viser sig. For hver gang der er en bugt, er der også en fantastisk strand og charmerende by. Igen har vi oplevet forskellen i byggestil osv. straks vi krydser en landegrænse. Det hele ændrer sig… udover sproget, er det byggestilen, maden, måden de agerer i trafikken osv. Det er lidt pudsigt, at vi kan fornemme det inden for blot få hundrede meter. Denne gang var det ikke kun de sædvanlige ting der ændrede sig… denne gang var det hele landskabet. Selvfølgelig pga. den Kantabriske bjergkæde og det er så smukt, at vi må gøre holdt flere gange og blot nyde udsigten. Hver gang vi kigger tilbage langs kysten, er det næsten ikke til at forstå, at vi også lige har cyklet der. Den første overnatning blev efter 40 km på en campingplads, planeret i “terrasser” med udsigt over Atlanterhavet. Mærkeligt at tænke på det fortsætter til Amerika.                                                  Solen og den svage brise, var kærkommen til at få tørret teltet og hvad ellers der var vådt, efter den forudgående regnfyldte nat.

Til Sørens store forskrækkelse

I forhold til den danske kultur, mener vi at franskmændene spiser sent og MEGET. Jeg fatter stadig ikke at de i almindelighed er så slanke. 3-4 retter er på ingen måder unormalt ej heller i den private familie.

Nu er spisetiderne forlænget til OVER min sengetid. Køkkenerne åbner først kl. ca. 21.00 og rigtig mange sætter sig først til bord, når vi er færdige med at spise eller ér gået i seng. kl. 23.00

En dag vi skulle forkæles på en restaurant, følte vi os helt ved siden af. Vi var de ENESTE der sad der (kl. 21) og til Sørens store forskrækkelse, fik vi at vide, at køkkenet først netop var åbnet. Vi elsker begge fisk, hvorfor det er svært at modstå fristelserne. Blæksprutte er allerede et hit hos os og det kan spaniolerne altså godt finde ud af:) Her er det åbenbart ikke så normalt at få tilbehør til maden. Vi bestilte en fisk til deling og tjeneren så overrasket på Søren, da han spurgte om det var det? Ingen kartofler, salat eller grøntsager til?  Hm… til gengæld er gennemsnitsvægten steget med min. 10 kg. pr. person til sammenligning med franskmændene, så hvem ved, jeg ender med at føle mig som en hel sylfide, når vi rammer Portugal 😉

Vi ser stadig fine og gode cykelstier ellers er der en god bred rabat langs vejene og flere skilte, der viser bilisterne at vi er der. I øvrigt kører de rigtig pænt og tager godt hensyn til os.

Vi har været oppe over en snes bjerge nu og det er gået godt. Dog er mit det ene knæ begyndt at værke lidt, så atter en hviledag er taget til os. Søren har stadig den gode tålmodighed med sig, hvilket jeg selvfølgelig er taknemmelig for. 

Dette er dog blot udkanten af de Kantabriske bjerge, vi forventer at skråne indover bjergene på det højeste punkt om ca. 10 dage, for at cykle ind over den spanske højslette. Dagsruterne er kraftigt afkortet og ligeledes er gennemsnitsfarten reduceret temmelig kraftigt 😉  

Vi har brugt og bruger en del tid på opdateringer her på bloggen. Ikke så meget med at skrive eller ligge billeder/film ind. Det der tager tiden er at finde godt internet, hvor vi ikke bliver “kastet af”, når der skal uploades til You tube. Det giver en del frustrationer, da vi selvfølgelig gerne vil fortælle om vores tur, men også have de gode minder til os selv på sigt. Pt. har vi brugt rigtig mange timer hver dag, de sidste 5 dage på blot at uploade det forrige indlæg. Så det er ikke ren cykling eller badning ved stranden vi gør i. Mange timers venten og tålmodighed skal åbenbart til.

Samme gennemsnitsfart som i Danmark

Der er gået yderligere 5 dage, siden jeg sidst skrev og bjergene er blevet en selvfølge og ikke et mareridt mere. Hver eneste gang vi runder et nyt hjørne mødes vi igen med et nyt billedskønt syn. Det er svært ikke at stoppe op og tage billeder, selv om det aldrig helt kan gengives på billeder, som det er i virkeligheden. Jeg bliver aldrig træt af hverken havet eller bjergene (med mindre at jeg cykler opad eller svømmer langt 😉     Det er bare ren terapi for sjælen.

Det føles ikke altid som om at jeg er blevet bedre og dog ses det på gennemsnitsfarten, hvilket her i bjergene er den samme som da vi startede op i det flade danske land, så lidt er der da sket 🙂 Vi cykler kun ca. 45 km. om dagen, men tro mig… der bliver kæmpet, specielt når stigningerne hedder sig 10% og derover. Heldigvis er det kun mest i byerne at det stiger mere end de 10% og så er det gud ske lov også kun på kortere strækninger. Men for pokker den trækker tænder ud. Som tidl. nævnt, er mit knæ begyndt at gøre opmærksom på sig selv. Søren har aflastet mig ved at tage vores toiletgrejer over i hans bagage. Fatter ikke hvor han har al det overskud fra?

For 3 dage siden mødte vi for første gang nogen der kunne genkende vores flag (jeg cykler med det bag på cyklen). Siden da, har vi stødt på flere spaniere der kender det. Ellers rimelig chokerende. Hollændere, Englændere, Belgiere og Franskmænd har alle gættet på andre lande, så som Sverige, Schweitz, Finland m.m.  Samme campingplads som de første gang gættede vores flag, blev de så imponerede over vores bedrift, at de gav os et par gratis øl (Det blev Søren jo rigtig glad for) og samme aften inviterede vores engelske naboer på pladsen os over til aftensmad. Super hyggeligt.

En upsér

Vi cykler ofte på den populære pilgrimsrute, hvor terrænet tillader det. Vi møder rigtig mange backpackere og også folk på langturscykler under vejs. Selvfølgelig taler vi også med nogen af dem og sidst var det fire unge mennesker fra England vi sludrede med. Dette var lige før, vi skulle forlade en campingplads og alt imens vi skulle fylde drikkedunke, hente computer fra receptionen og tale med de unge mennesker, glemte vi at betale for vores ophold. Vi vinkede fortrøstningsfuldt farvel og trillede derfra. Efter 15 km. var det tid til frokost og pludselig spørger Søren om jég betalte campingpladsen, for han gjorde ikke. UPS – vi fandt hurtigt en ny campingplads og bad dem overføre pengene for os. Både fra campingpladsen vi forlod, samt den der hjalp, var de meget overrasket over at vi ikke blot lod som ingenting. Meeen man har vel pli og nu også en ren samvittighed 😉

Konstatering: Faktisk er det kommet lidt bag på os begge, med den forskel vi indtil videre har oplevet fra Frankrig til Spanien. For det første har vi i Spanien ikke mødt et pedal”lokum” i modsætning til i Frankrig og alle toiletter er udstyret med toiletbræt. Det er altså hel rart 🙂 Husene/byggestilen er meget flottere både nye som gamle og de er også bedre til at holde haver til sammenligning med franskmændene. Det bliver spændende om det ændrer sig yderligere, når vi kommer væk fra den spanske nordkyst.

Vi har 3-4 dage tilbage før vi cykler ind over landet og bjergene 😉