WBT. Uzbekistan

Uzbekistan

Har du prøvet at sætte motionscyklen ind i en sauna og så ellers give den gas?

Som nævnt i mit forrige oplæg, kom vi problemfrit gennem grænseovergangen fra Turkmenistan til Uzbekistan. Derefter havde vi blot et par km til en godkendt campingplads, hvor vi tænkte at slå lejr. Da vi ankom benyttede vi os af at blive godt nedkølet i den tilhørende restaurant og vi fik en god portion mad. Vi var ikke trætte og det var tidligt på eftermiddagen. Næste hotel er kun 30 km derfra på lige vej. Damen der arbejder på stedet, blev helt fortvivlet, da vi valgte at cykle videre. Hun havde netop fortalt at temperaturen var min. 60 gr. i solen. Det skal jeg ikke gøre mig klog på… men vi ved at temp. er knap 50 gr. i skyggen og at det føles som om at vi har sat cyklerne op i en blæsende sauna, når vi cykler derud af. Vinden rusker godt i buskene og sandet fyger over vejen. Desværre lige ret imod os. Søren siger vi skal få godt med vand at drikke for hver 5 km og så er det ellers blot at “trampe papkasser”. Det går også godt de første km, men så begynder jeg at få kvalme og blive svimmel. Jeg kigger på kilometertælleren og tænker ok… nu er der kun 2 km til vi holder pause og skal drikke vand. Jeg kigger igen på kilometertælleren… -What??? – KUN 700 meter siden sidst! Hm… jeg fortsætter. Puha… Søren, Søøøren -vi skal have vand nu!!! “Du gør det ellers godt”, siger han. Hm, jeg er svimmel og mit hovede føles tungt. To andre cyklister indhenter os. (Vi havde hilst på dem ved grænsen, de er et par unge gutter fra Tyskland). Den ene af dem var også medtaget af varmen og havde trykkende hovedpine. De havde netop også haft en længere pause. De cyklede videre og jeg stod bare der og blev mere dårlig. Øv altså. Jeg stopper en lastbil, men de kører desværre med lukket last og havde ikke mulighed for at tage os med. En skraldebilschauffør stopper og vi får cyklerne bugseret om bag i og vores tasker ind i førehuset. Vi passerer kort tid efter de to gutter fra Tyskland, der igen holder pause. Efter ca. 25 km bliver vi sat af igen og finder frem til et hotel/hostel.

I Uzbekistan SKAL vi kunne bevise over for politiet, hvilke hoteller vi har sovet på, så camping er udelukket, medmindre det er en godkendt campingplads. 

Vi går tidligt i seng med åbent vindue, splitter Hans-Jørgen med et lagen ved vores side og forsøger forgæves at falde i søvn, alt imens at sveden stille løber af os. Vækkeuret ringede kl. 04, det var ikke blevet til meget søvn, men temperaturen føltes tålelig, da vi igen sad i sadlerne og trampede papkasser op imod vinden. Vi klarede 75 km og nåede frem til næste hotel lige før middag. Undervejs havde vi mødt masser af bønder, både i markerne og på deres lille vogn, spændt efter deres æsel. Damernes tøjstil har igen ændret sig, siden vi forlod Turkmenistan. Nu når deres farvestrålende kjoler kun til omkring knæerne og med et par matchende bukser inde under, tørklæderne er ikke sat op i li´så stor en” knold” og de virker generelt mere “frie” og smilende i forhold til i Turkmenistan. Husene har også en mere varieret byggestil og der er ikke de store pompøse hvide bygninger og boulevarder i byerne. Der er stadig mange der dytter, når de passerer os og folk langs vejene pifter og råber “hallooo” mens de glad vinker. Dog er der ingen der har stoppet os, for at ville have billeder, hvilket også er hel godt, da vores tid på cyklerne er vigtig i forhold til varmen 😉 

I byen “Bukhara” er der dejlig aircondition på hotellet. Efter et kølende bad, får vi fat i en taxi og betaler den nette sum af ca.: 2 D.Kr. for at køre os til bazaren. Vi håber at den solcreme vi fandt, den virker 😉 I hvert fald havde vi også købt after sun, men receptionisten fortalte os at det var en selvbruner creme… haha – det kunne ellers have blevet et “ømt” syn 😉 

Senere på aftenen gik vi en tur ind i den gamle og charmerende bydel. Der var masser af boder, hvorfra de sælger smukt lertøj, tøj og ægte tæpper. Vi fandt frem til en restaurant, hvor i øvrigt de to tyskere stødte til og vi havde en hyggelig aften i selskab med dem. For første gang siden Istanbul fik jeg alkohol i blodet igen. Et glas rødvin blev nydt til deres nationalret “Plou” (på russisk, Osh), som består af ris, revet gulerod, rosiner og kød m.m. og det smagte ganske udemærket. Tyskerne fortalte at de også havde fået et lift lige efter vi havde passeret dem i lastbilen og var blevet kørt direkte til byen her. 

Jeg slog min egen rekord

Vi tog en ekstra overnatning i Bukhara, fik opdateret og studeret kort og ruter. På afgangsdagen ringede vækkeuret kl. 03 og vi sad igen i sadlerne lidt over 4. Eneste lyde der var, var lyden fra vores egne dæk på jorden og en hane der galede i det fjerne. Total idyl. Det var stadig mørkt og vi måtte koncentrere os fra lyset på cyklerne, for ikke at ryge ned i for store huller på vejen. Vi snoede os igennem smalle veje, inden vi nåede ud på de større veje, der fører ud af byen. Nu var der pænt med trafik og solen var så småt ved at komme til syne. Folk ligger alle vegne udenfor og sover. Som oftest er det på en feltseng eller direkte på jorden oven på et tæppe. Det er ikke hjemløse, men velsagtens fordi at deres arbejdsplads ligger langt fra deres hjem. Nogle sover oven på containere og de steder de sælger meloner langs vejen, sover de også ved siden af. Jeg ville vildt gerne have billeder af det. Men synes det er lidt grænseoverskridende at stoppe op og klipse løs. Der begynder også at være liv i folk på gaden. Nogle trækker afsted med en ko eller tre. Andre har læsset cyklen med kæmpe sække eller grene og nogle sidder på vognen bag ved deres æsel og lader den gøre arbejdet. Snart er vi helt ude af byen og cykler i et fladt og lidt kedeligt landskab. Uanset hvor vi cykler er der politkontrol med jævne mellemrum på vejene. Sommetider er de lidt emsige og skal se pas. Stadig er der ingen, der forstår, hvor Danmark er. Vi har dog lært at det hedder Dania og så er det vigtigt, hvor trykket bliver lagt. Men de fleste gange tror de enten det er et sted i Italien eller i Tyskland. Nogle af politifolkene er også vildt flinke. De byder på sødt eller melon. Vi når til en mindre men lang stigning. Heldigvis er det stadig tidligt på formiddagen og varmegraderne er ikke ulidelige endnu. Da det igen gik ned af bakke, blev vi mødt af et de der sjældne syn, hvor en fuldstændig lige vej ser ud til at gå ud i det uendelige og solen stod rigtigt i forhold til det perfekte billede. Søren susede uden om mig og jeg råbte af mine lungers fulde kraft at han skulle stoppe. Jeg har flere gange fortalt at jeg ønskede et billede, hvor vi var på og med dettte sjældne syn foran os. Han hørte ikke en bjælde… jeg råbte og råbte men uden nogen reaktion fra hans side. Snart var han for foden af bakken og jeg lige så. Jeg skumlede over at han havde glemt mit ønske og havde mest af alt lyst til at trampe op ad bakken igen. I stedet fortsatte jeg (godt gal) og vi talte stort set ikke til hinanden før vi rundede 100 km. Varmen var nu på sit højeste og vi var nået til en lille by med to hoteller. Det første var lukket og det andet sted, blev vi “stødt” over deres værremåde og cyklede derfra igen (typisk os). Hm… nu var gode råd dyre 😉 Vi endte med at få lidt at spise på et lille madsted langs vejen. Her fik vi lov til at puste vores liggeunderlag op og tage en lur inden for på “restauranten”. Prikken over i’et var dog fra en hveps lige på min hofte, – heldigvis svig det kun i 5 min. Søren og jeg fik krammet og alt var fryd og gammen igen, bortset fra at der var 50 km til næste by med hoteller. Vi forsøgte at få en eftermiddagslur, men det var ulideligt i varmen og badende i vores eget sved, ikke mindst virkede det som om, at hele områdets fluer havde fundet vejen ind til os. En lille time før solnedgang, sprang vi igen på cyklerne. For første gang i lang tid, havde vi medvind og den var kraftig. Kun vejen der var som et vaskebræt og med huller hindrede os i at cykle meget over 20 km/t. Skumringen faldt på og lyset på cyklerne blev tændt. Vi ankom til et større spisested langs vejen og blev enige om at forhøre os om overnatningsmuligheder. Triptælleren viste 125  km og selv om vi endte med at sove på stedet, var jeg mega stolt over dagens bedrift, jeg havde trods alt slået min egen rekord som var i Spanien på 105 km. 

Vi fik serveret deres berømte runde brød, der (hvis det ikke er nybagt) er tørt som et ondt år, sammen med 500 gr. lam. Dvs. når ben og fedt er kalkuleret fra, er der måske 100 gr. rent kød tilbage. Dertil en salat, bestående af velsmagende agurk, tomater, lidt grøn peber og løg. Vi kan ikke påstå at det er måltiderne her i Uzbekistan, vi bliver fede af. For det første er det ikke sult vi lider under, da jeg tror vi drikker os mætte og for det andet er det måske ikke de mest overdådige måltider vi bliver budt. Rigtig mange af vores hovedmåltider består af melon, hvilket måske er en fejl, da Søren har fået noget synsforstyrelse på det ene øje. Det føles som om at der en “fluer” i synsfeltet og vi har læst at årsagen måske kan være for meget frugtsukker. Men det er selvfølgelig svært at vide og absolut også svært at modstå de lækre meloner, der bliver solgt overalt. De fleste kalorier får vi nok fra coca cola. Vi kan umuligt opdrive light sodavand og uanset gør den søde sukkerdrik os godt i varmen og giver lidt ekstra energi. Vi drikker voldsomt meget vand undervejs og har som oftest også 1,5 ltr. cola med os. Dertil kommer den cola, vi drikker om aftenen (Søren får dog en øl, når det er muligt). 

Vi punkterer temmelig ofte nu

Efter en varm nat og endnu en tidlig opstart på cyklerne, ender vi som planlagt i en mindre by, hvor også byens eneste hotel var lukket ned. Som cyklist er det lidt svære ods, da vi som før nævnt, skal kunne forevise kvitteringer fra div. overnatningssteder. Vi må blot håbe på deres forståelse, når vi fortæller at teltet har været eneste mulighed. Vi ender med at spørge nogle damer, der er igang med at sylte til vinteren, om vi må overnatte i deres lokale. Den ene dame tilbyder hendes hjem og efter en del diskuteren med hendes mand som også var nervøs for at få ballade, da det er ulovligt for dem at husere udenlandske gæster, endte vi op hos dem. Vi fik henvist vores eget værelse med aircon, som jeg umiddelbart også tror var deres stue. Badet som bestod af etagevask med en spand og øse, gjorde herligt og efterfølgende fik vi serveret en stor “snack” anretning og senere deres nationalret Plou samt melon. Familien kunne ikke et ord på engelsk og vi forstår “hat” af deres sprog, alligevel med fagter og ansigtsudtryk, får vi kommunikeret en del og ender faktisk med at have gjort os forståelige på flere områder. Beriget af endnu en super god oplevelse, cykler vi videre dagen derpå. Vi bruger en del tid på at finde morgenmad i byen (det meste er lukket) og vi ender med at købe fra bazaren, der kun lige er ved at gøre klar til at åbne for dagen. Vi lykkes med at få lidt brød, et par tomater, agurk og grøn peber. Vi sidder på en trappesten og spiser “morgenmaden” alt imens vi følger med i, hvordan byen stille og roligt vågner op. Allerede i udkanten af byen begynder der at komme små stigninger, for at blive overtaget af mindre bjergstigninger, uden for byen. Selv om temperaturen er faldet nogle grader, de sidste par dage, så er det stadig meget varmt og op ad bakke, er det MEGET varmt. Jeg pruster og stønner alt imens vi stille og roligt, tramper os igennem den ene “mindre” bjergstigning efter den anden. Vi gør holdt undervejs flere gange, drikker og drikker og drikker. Endelig går det også ned ad bakke og vi ender i en lille landsby med en masse leben på bazaren. Melon… hvad ellers? 😉 Knapt er vi nået uden for den lille landsby, før mit baghjul er fladt. IGEN 🙁 

Det tyder på at vores dæk og slanger trænger til en udskiftning. Vi punkterer temmelig ofte nu og lapperne på slangerne kan ikke holde tæt, da limen smelter her i varmen. Vi kan blot håbe på at der er en løsning, når vi kommer til Dushanbe i Tajikistan (ca.: 150 km). Derefter går det videre til byen, hvor der er et hotel og planen er at slå os ned for natten, evt. med en ekstra hviledag. Hm… igen føler vi os snydt. De er udemærket klar over, at der er langt til næste hotel (80 km) og de tager godt fat. Ingen aircon, ingen wifi og toilet og bad på gangen. Lidt for sure ods, i forhold til en ekstra hviledag, så vi ender med at forhøre os lidt om priser og bestiller en taxi til næste hotel på vores rute. Sammenlagt billigere end hotellet vi vælger fra. Der kom også en taxi… en lille en, men ved lidt fælles hjælp og forhjulene taget af cyklerne, fik vi plads til det hele. I de sidste lande vi har været i, går de åbenbart ikke så højt op i sikkerheden. Sikkerhedsselen for mig der som oftest sidder på bagsædet, er ønsketænkning og når jeg nævner det, fortæller de blot at det er intet problem. Det er kun foran at der gøres brug af seler. Ikke pga. af sikkerheden, men fordi det giver bøder, når der er politikontrol. Så de bliver klikket af og på i forhold til, hvornår vi møder politiet. Hvad bilerne angår, så er det åbenbart nok det eneste krav at de kan køre 😉 Efter godt 50 km og lige efter et politisikkerhedskontrol, skal vi af en eller anden uforståelig årsag, skifte over til et mildt sagt vrag af en bil. Her ryger cyklerne på taget, hvilket viste sig at være en hård medfart, for vores tohjulede venner, øv. Det var et under at vi kom frem, uden motorstop, vi slæbte os op ad bakkerne og chaufføren slukkede for motoren, hver gang det gik nedad 😉 Jeg sad og tænkte på at turen i bil var en total lettelse. Jeg synes at vejforhold og stigninger virker slemme og kunne slet ikke lige se for mig, hvordan jeg var kommet igennem det på cykel. Vi har ramt bjergene igen og jeg må vist hellere vænne mig til tanken i en fart. da Pamir Highway starter fra Dushanbe, oh ohhh 😉 

Efter en hviledag, startede vi igen op. Det var overskyet og trods en rigtig møgvej, skiftevis med krakeleret og hullet asfalt samt jordvej gik det ned ad bakke de første 30 km. Derefter ramte vi en lettere stigning på 3 km hvor også en lille regnbyge kom over os. Virkelig ønsketænkning. Normalt er det helt absurd at drømme om overskyet vejr og regnbyer. Men her i varmen gjorde det altså underværker. Derefter gik det op og ned i de mindre bjerge og vi nød turen og ikke mindst den smukke natur på i alt godt 85 km. Undervejs havde vi gjort holdt i skyggen for at spise melon og en dreng kom forbi og gav os yderligere en melon… herligt. Dagen derpå cyklede vi kun 35 km til den sidste by før grænseovergangen til Tajikistan. På et tidspunkt spurgte vi til et hotel i området og hurtigt fik de ringet op til en engelsklære, der inviterede på frokost lige i nærheden. Hun ville også have at vi blev og sov hos dem, for at deltage i hendes søns bryllup ugen derpå, hvilket vi takkede pænt nej til og som i øvrigt slet ikke kunne lade sig gøre, da vi jo skal kunne forevise kvitteringer fra de steder vi har overnattet. Kun hver fjerde dag er det tilladt ikke at have en kvittering. 

For et par dage siden mødte vi et andet cykel-par fra Holland. De er også på vej mod Pamir Highway, men tog en overnatning mere, hvor vi var. De fortalte bl.a. at der er nogle bakterier i vandmelon, der kan give diarré, hvis man spiser for meget. Så måske dette er forklarringen på at vores maver “støjer” ind i mellem. Andre meloner er ok at spise, det er kun selve vandmelonen, vi skal holde igen med. 

Sidste overnatning i Uzbekistan var på et hotel med “verdens” mest udmyg ejer. Han bukkede, skrabede og smilede og gjorde alt, hvad der stod i hans magt, for at vi havde et behageligt ophold. Vi spiste vores sidste aftensmåltid i Uzbekistan nede i byen og fik det bedste måltid i lang tid. Dejlig saftig kylling med salat til, en flaske rødvin og oven i hatten bød restaurationsejeren på en lille russisk vodka og vandmelon. Jo – vi kunne begge mærke virkningen fra alkoholen og vi fik os en god nattesøvn. 

Næste dag turde vi ikke starte for tidligt op. Vi ville være sikre på at grænseovergangen var åben, hvilket vi havde 17 km til. Så vi røg først ud af sengen kl. 06. De fleste råber hallooo og vinker til os, når vi passerer, men lige før grænsen mødte vi en flok børn, hvor den ene af dem, åbenbart synes det var fedt at se, hvad der skete, hvis han lige stak en kæp i mit hjul, når jeg passerede dem. Gudskelov ramte han kun dækket. Søren råbte højt, så selv jeg fik et sjok og derefter var der en af børnene, der løb efter ham og slog ned i hans baglygte. Ingenting skete og vi slap med forskrækkelsen. 

I modsætning til mange andre, havde vi igen ingen problemer ved grænseovergangen. De kiggede kun lige ned i taskerne uden at rode det hele igennem og vi slap også for at vise billeder på kameraerne. Så efter at have fremvist pas 15 forskellige steder, var vi igennem og inde i Tajikistan og foran os ventede yderligere 80 km, før vi ville nå til Dushanbe… – starten på Pamir Highway.