WBT. Thailand 2

For første gang har jeg haft svært ved at sætte mig til tastaturet og skrive. Jeg er blevet ved med at springe over og udskyde det, så lige nu sidder jeg altså i Malaysia og skriver.

Det var med noget blandede følelser, at vi kom fra Myanmar til Thailand igen. Regntiden var startet op lidt tidligere end forudset og det ikke blot regnede, men det styrtede ned. I Myanmar endte vi også med regn den sidste tid, men det var mere en time eller to. Nu regnede det i flere timer… også midt på dagen, en kombination af voldsom regn, brag og torden. Vores plan var at starte op med at cykle ned langs vestkysten til Krabi, nærmere betegnet som Ao Nang beach, for derefter at krydse over bjergkæden og cykle til Malaysia langs østkysten. Men Søren vurderede, at hvis vi krydsede over bjergkæden fra starten, ville bjergene være mere humane. Fra østkysten ville vi så parkere cyklerne og køre med bus tilbage for at genopleve Ao Nang beach.

Jeg må konstatere, at jeg er et værre skrog. Så snart vi skal op ad bakke, får jeg rygsmerter og min skulder begynder også at brokke sig. Allerede på anden dagen, tog vi elastikken i brug. (elastikken som sidder rundt om Sørens saddel og fast til mit styr, så jeg får et kærligt træk ind i mellem). Det tog 3 dage at krydse bjergkæden og endnu et par dage at cykle til Surat Thani, hvorfra vi tog bussen til Ao Nang beach. En smuk køretur i rumlende minibus 😉

Ao Nang beach kom vi til ad flere omgange, da vi i sin tid rejste en del til Thailand, den sidste gang var i år 2005. Vi var selvfølgelig spændte på udviklingen, og om vi kunne genkende stederne. Til vores positive overraskelse lignede hele fronten mod stranden sig selv, med blot ganske få og ubetydelige ændringer. Længere bagtil og ind i landet, var der bygget en masse og udvidet med restauranter, hoteller og butikker, men på ingen måde noget der ændrede vores eget lille glansbillede af stedet. Ikke mindst havde vejret ændret sig til den mere positive side, og vi fik kun en enkelt regnbyge sidst på eftermiddagen ad cirka en times varighed. Vi blev 5 overnatninger på Ao Nang beach. En enkelt dag med besøg på 4 små øer og en enkelt dag på scooter ud i det blå. Vi kunne genkende det hele 😉 Selv der, hvor vi i sin tid fik lavet vores forlovelsesringe lignede sig selv. Der var de samme udstillingsmontre i butikken og Lars, som er den danske ejer, genkendte os straks, vi trådte ind i butikken. Den bedste hummer, jeg nogensinde har fået, blev indtaget på Ao Nang beach og i forbindelse med min 49 års fødselsdag, tænkte vi at gentage succesen. Dog syntes vi, at der var skruet lidt op for priserne siden sidst, så vi valgte at spise et andet sted, hvor de gav 20%. Dårligt sparet 😉 Og løsningen blev da også, at gentage menuen dagen derpå samme sted som vores første oplevelse tilbage i 2001. Dét var til gengæld li´så godt, som vi huskede det, og vi flottede os med lidt gyldne dråber dertil. Ydermere overraskede Søren mig. Han havde nemlig sørget for i al hemmelighed, at bestille et par poser lakrids møllehjul fra Danmark, da vi alligevel fik nogle cykeldele tilsendt til Bangkok. Altså… det kan jo gøre enhver kvinde blød om hjertet, når der sådan er tænkt på en 😉

Det er ikke meget vi nåede at mærke til regntiden i den forstand. Efter den første “forskrækkelse” gik der ikke mange dage, før vi kun har haft regn og torden begrænset til en times tid, sidst på eftermiddagen eller hen på aftenen. Til gengæld regner det også massivt, når det regner 😉

Siden vi kom tilbage til cyklerne igen, er vi fortsat sydpå langs kysten. En temmelig intetsigende hovedvej og vores overnatninger har blot været på hoteller/ressorts langs vejen, hvilket betyder at der er intet at foretage os, udover at få tiden til at gå inde på vores værelse, fra sidst på eftermiddagen. Men AV min arm i bogstaveligste forstand. Smerterne i ryggen, er aldrig så slemme, når vi ikke cykler opad eller alt for lange distancer. Derimod er smerterne i skulderen og armen blevet kraftigt forværret, og oven i hatten er der samme sted kommet en muskelinfiltration, som åbenbart ikke har tænkt sig at slippe. At sidde og trampe pedaler i et smertehelvede, så blot det at trække vejret hiver ned i skulderen, det tager al lyst og gejst fra mig. Og jeg kan ganske enkelt ikke tænke på andet. Jeg flytter armene konstant i håb om aflastning, men intet hjælper. Jeg fik oven i købet massage i Ao Nang, så det føltes som om, jeg var blevet tævet med et boldbræt i flere dage efter, men intet hjalp det. Derfor har jeg igen hængt i elastikken efter Søren. Og jeg synes simpelt hen, det er så pinligt, hvis folk bemærker det. Jeg gør alt for at holde elastikken slap, og jeg tror faktisk også, at den er det i 98% af tiden. Men alligevel, må det hjælpe mig, for jeg trækker åbenbart ikke så meget i armene og belaster ryggen på samme måde. Søren klager aldrig, han er den første til at tilbyde elastikken for at aflaste mig. Men det er lidt af en ond spiral. Smerterne henleder tankerne på, om jeg overhovedet kan gennemføre vores plan. Jeg tænker på, hvor meget jeg vil skuffe Søren og ikke mindst mig selv. Jeg tænker på alskens ulykker, trafik ulykker, overfald fra dyr (krokodiller, giftige kryb, bjørne, pumaer, hajer) og ikke mindst uheldige sammenstød med de forkerte mennesker. Og så savner jeg vores børn og børnebørn m.m.

Jeg har virkelig forsøgt, at analysere mig frem til, hvorfor jeg synes det hele er mere trist end sjovt er. Og en af tingene tror jeg også er, fordi vi mangler vores telt. Førhen, var vi trods alt beskæftiget med selv at skulle lave mad, og vi havde naturen inde på livet på en helt anden måde. Med teltet følger selvfølgelig også en del udfordringer med, men det var stadig en god og sund beskæftigelse. Eller er det fordi, landene og kultur på det sidste i store træk ligner hinanden? Fra Danmark til og med Japan, har vi haft store kulturelle forskelle og ikke mindst store forandringer i naturen. Eller er vi blot mættet af oplevelser og et nomade liv?

Søren føler det på samme måde, og vi har begge lige svært ved at definere årsagen. Men en ting er sikkert, at daglige smerter hjælper på ingen måder til et mere positivt mind set.

Bortset fra elendighed og tankespin er de buddhistiske templer blevet udskiftet til moskeer, efterhånden som vi er kommet mere sydpå. Flere og flere kvinder har håret dækket med tørklæder, og nogle af dem er det kun øjnene, vi kan se. Flere og flere mænd bærer en lille kaskelot på hovedet, og mange har “nisseskæg”.  Jeg oplever til gengæld, at kvinderne er mere smilende her i det sydlige Thailand. Og når det er sagt, var de generelt også mere smilende i Myanmar.

I det sydlige Thailand og Malaysia holder muslimerne ramadan fra den 5. maj til og med den 3. juni. Det betyder jo at de intet indtager af vådt og tørt fra solopgang til solnedgang. I begyndelsen af deres ramadan, var Søren og jeg redet af, at der var en god blanding af både buddhister og muslimer, og buddhisterne spiser trods alt. Og på de strækninger, hvor der har været fåtal af gadekøkkener, har vi nydt godt af 7-elleven butikkerne. Til gengæld har vi sommetider været lidt udfordret mht. overnatningsstederne, da det er de færreste steder, der bliver tilbudt aftensmad og morgenmad. Vi har dog kunnet overtale dem til, at lave lidt stegte ris til os om aftenen eller bestille noget mad udefra. Morgenmaden har der derimod været længe imellem. Men så har vi cyklet en times tid og fået frugt eller suppe undervejs. Og de dage, hvor vi har nydt godt af en 7-elleven i nærheden, kan vi købe frisk mælk og har enten fået vores havregryn eller frosties 😉

Vejene i Thailand har været fantastiske at cykle på. God asfalt og ingen huller samt brede rabatter til os. I det hele taget har vi følt os meget sikre på vejene i Thailand. De kører generelt pænt og meget hensynsfuldt. De ser sig oven i købet tilbage, før de starter op langs vejene. Så det der med mange trafikuheld og trafikdræbte på vejene i Thailand, tilskriver vi, at det kommer sig af, når uheldet endelig er ude, er det ofte uden hjelm, sikkerhedssele eller fordi der sidder en hel flok på ladet af bilerne, selvfølgelig uden at være beskyttet på nogen måder. Foreløbigt vil jeg vove og påstå, at de tre mest trafiksikre lande vi har cyklet i, er Spanien, Japan og Thailand.

Selv hundene er blevet helt rolige i det sydlige Thailand, de gider knapt nok løfte hovedet, når vi passerer dem. Og så er der alle firbenene eller dem, der minder om dem. De fleste er alt imellem 20-50 cm. Dem der er større, ser vi sjældent i live, men desværre i stedet som trafikofre blandt de mange slanger, der har lidt samme skæbne. Firebenene eller, hvad vi skal kalde dem (nogle af dem er uden tvivl disse, water monitor lezarts) piler væk, så snart de opdager os. Sommetider er det i sidste sekund, og så lyder det ofte voldsomt i græsset, når de vender rundt og suser afsted, hvilket også kan gibbe helt i os.

Det sidste stykke i Thailand, varsler Det danske udenrigsministerium om uroligheder. Og et par enkelte thailændere har også rådet os til at cykle uden om. Men som vi forstår det, er det ikke turister de er ude efter, men mere interne og politiske årsager til urolighederne. Så udover at vi har cyklet gennem rigtig mange militær- og politikontroller, har vi ikke mærket andet end venlighed.

På vores sidste dag i Thailand cyklede vi 97 km. og JEG VAR SMERTEFRI!!!! Jeg aner ikke hvor længe siden, det er sidst, at jeg har oplevet en dag i sadlen, hvor jeg har været total smertefri. Det er i hvert fald flere måneder. Det er jo en helt anden oplevelse, pludseligt er mine tanker positive, jeg tænker slet ikke på elendighed og ulykker. Når børn og børnebørn popper op, er det med glæde og ikke så stort et afsavn. Varmen er mere udholdelig, naturen pænere osv. Det er en helt ny verden for mig, og da hovedet ramte puden, var jeg helt høj af den positive dag.