Pakistan 1. – Sost til Gilgit

Karakoram Highway - Verdens højest asfalterede hovedvej

Det kræver god kondition at gå på indkøb

Vi sidder her i haven til hotellet hvor vi overnatter og nyder den billedskønne udsigt udover den lille landsby, Karimabad, som ligger i 2.264 m. Vi er omringet af bjerge og bag os rejser det sneklædte bjerg ved navnet, Ultar Peak, sig mod himlen i sin fulde pragt på sine ialt 7.388 meter over havets overflade. Bladene på træer og buske er klædt i alskens efterårsfarver. Himlen er flot blå og kun en enkelt let sky hænger fast på toppen af Ultar Peak. Sommetider hører vi en bil, der slæber sig op gennem nålesvingene på den stejle vej og i det fjerne kan vi høre en enkelt ko bræge og legende børn. I skyggen er her kun 8 gr., trods det føles det som en skøn sommerdag hjemme i Danmark. Drengene har iført sig shorts og t-shirts, hvorimod jeg af respekt for muslimerne, må nøjes med en tynd langærmet trøje og lange bukser. Jeg tror dog ikke, de er strikte med hvad min påklædning angår, men alligevel 😉 Vi har splittet op med et par af cykelgutterne. Det er den ultimative gode måde at “følges” ad på. To af gutterne valgte igår at gå op til en gletcher og vi andre cyklede i forvejen. Jeg forventer vi mødes med dem igen i morgen. Vi ankom til Karimabad sidst på eftermiddagen, hvor Søren og jeg tog et værelse på hotellet og Jan camperede på deres græsplæne. Vi spenderer et par dage her i byen, som ligger op ad den stejle bjergskråning. Det var hårdt at få bakset cyklerne op til hotellet og det kræver god kondition at gå på indkøb og sightseeing. 

Pakistanerne er absolut li´så flinke og gæstfrie som vi har oplevet det i Iran. Dog inviterer de os ikke sådan hjem til overnatning. Alle vi møder er meget smilende og rigtig mange stopper op og spørger ind til os. De springer li´så ofte ud af deres biler, for at tage billeder, ikke kun et, men ti eller tyve billeder. Til vores fordel taler de også engelsk, selv børnene taler godt engelsk. 

Han havde 8 koner

Det er skønt at være tilbage i sadlerne. Duften af frihed og blot at nyde nuet, kan nærmest ikke beskrives. Når det er sagt, må jeg indrømme, at det er hårdt at komme igang igen. Vi nåede at have 9 ugers cykelpause og det kan absolut godt mærkes, både i bentøjet og rumpen. Konditionen er svær at bedømme, eftersom vi er startet op i højden og alene det, kan være en udfordring. I forgårs startede vi op med blot 40 km og godt 300 højdemeter og i går cyklede vi godt 50 km og over 600 højdemeter, så jeg synes faktisk vi gjorde en god debut. Vi cyklede bl.a. forbi Hunza søen, som blev formet, fordi der i 2010 skete et jordskred, der stoppede floden. Søen var dermed årsag til at landsbyen og den gamle Karakorum Highway (silkerute) blev oversvømmet. Man har derfor valgt at lave en ny hovedvej ved siden af. Denne fører ind igennem flere tunneller i bjergene, hvilket jeg ikke synes er det fedeste at cykle i. Tunnellerne var på henh.vis 3 og 2 x 2 km og det var bælgragende sort. Ud af tre, cyklede jeg forrest og lagde tempoet. Søren var i midten og vores tyske ven Jan, lå bagerst. Alt hvad vi havde af lys blev tændt, dynamoerne, ekstra blinkende lys og lommelygter. Det fungerede perfekt, bilerne kunne tydeligt se os og vigtigst var at vi selv kunne se. Fra den ene tunnel til den anden, kunne jeg i dagslyset se at vi holdt en fart på godt 30 km i timen. I den sidste tunnel, fik vi en bil til at køre med sit katastrofe blink bag os, uanset gav det os lidt mere tryghed. 

Sommetider fatter jeg slet ikke at jeg er igang med at cykle jorden rundt, når jeg tænker på, hvor mange grænser jeg skal overskride. Jeg bekymrer mig om lidt mere end alting, at flyve, jordskred, snestorm, glatte veje, biler der kører for tæt på, høje brag, klaustrofobi osv. osv.. Ofte bliver jeg nervøs og sågar bange til tider, men hver gang jeg har gennemført (og også overlevet), bliver jeg lige en anelse mere sikker og stolt. Jeg må jo give Søren ret, det er spildt af bekymringer og ikke mindst energi, det er blot lettere sagt end gjort. I tunnellerne forsøgte jeg at koncentrere mig om ejeren af hotellet i Sost, hvor vi kom fra. Vi fik fortalt at han havde 29 børn, 22 drenge og 7 piger. Straks tænker vi, hvordan det er fysisk muligt, men det blev besvaret, idet han havde 8 koner. Der findes i alt 72 forskellige sekter indenfor den muslimske tro og i den sekt han var i, må de gifte sig med 4 damer, der ikke har været gift før og så må de ydermere gifte sig med 4 enker. De sidste 4 enker, bliver der lavet en form for kontrakt med. Han skal forsørge dem på lige fod med de øvrige koner og de skal skænke ham nogle børn. Nogle af disse “kontrakter” udløber efter nogle år og hvad der så sker med damerne ved vi ikke rigtigt, udover at børnene er mandens ejendel. Det er ikke obligatorisk at de skal gifte sig med så mange. Faktisk er det et uddøende fænomen, da manden også skal forsørge dem alle og i nutiden begynder det at blive en temmelig umulig opgave for de fleste. 

De to dage i Karimabad, forløb hurtigt. De andre cykelgutter stødte til, dog for at vi deltes op igen, da vi cyklede derfra. Efter endnu godt 50 km på cyklerne, endte Søren, Jan og jeg op med at campere tæt på floden. Søren fik hurtigt skiftet til varmere og tørt tøj, hvorimod jeg pænt måtte vente til teltet var slået op, idet vi var omringet af børn og at der blev ved med at komme mænd forbi og ønske os velkommen. Mørket og ikke mindst kulden, faldt hurtigt på og vi skyndte os at få tilberedt alle grønsagerne til et solidt måltid mad, før vi hoppede i fjerene. Endnu engang nød jeg godt af de elektriske strømper og mine små engangs varme”puder”. I det hele taget er jeg lykkelig for alt mit ekstra varmeudstyr, selv om Søren hver gang er ved at gå i koma, når jeg skal have mere til at varme mig på. Hjemme i Dk, fik jeg en varmedunk af en nevø, måske var det mest ment som en joke, men det er godt nok den bedste gave (eller joke), jeg længe har modtaget. Denne gang havde vi dog ikke gas nok, til at varme vandet op og så er det jo godt, jeg kan ty til alternativer 😉