WBT. Iran

Iran 

Det er rigeligt at Søren cykler i shorts 😉 

Lige i udkanten af en lille by, hvis man da overhovedet kan kalde det for en by, er der en lille forretning eller måske rettere, hvad vi i Danmark vil betegne som en kiosk. Vi krydser over vejen, hvor i øvrigt trafikken er blevet betydelig mindre end da vi startede op i formiddags og parkerer cyklerne foran butikken under det lille halvtag. Der er ingen cola uden sukker, så jeg napper en alm. cola i glasflaske, hvilket i øvrigt også er verdens bedste måde at drikke cola på 😉 Søren får sig en Efes øl UDEN alkohol 😉 Sveden pibler ud fra ansigtet på mig og selv efter 5 min. i skyggen har jeg stadig røde kinder og svedperler rundt om næsen. Kl. er omkring 13.00 og vi tænker at blive her og holde pause i ca. 3 timer. Vi cykler ikke så højt nu (800 m.) og vi er absolut ikke i tvivl om, at sommeren er over os. Vinden har lagt sig og temperaturen har rundet 30 gr. Som kvinde i Iran (om man er turist eller ej), er det ved lov at bære tørklæde, bukser til anklerne, øvre beklædning skal gå til håndleddet og bagdelen skal være dækket til. Dog har jeg friheden at have bare tæer i sandalerne og så har jeg fået at vide, det er ok at jeg ruller mine ærmer op til lige under albuen… – Fantastisk 😉 Søren har valgt at trodse loven lidt… typisk! 😉 For mændenes vedkommende skal de også bære benklæder til anklerne og deres t-shirts skal være med ærmer. Søren cykler i shorts og foreløbigt er der heller ingen der har kommenteret på det. 

Nej, man kan ikke hæve eller betale med udenlandske kreditkort. Så vi har været nødsaget til at regne lidt på, hvor mange kontanter vi forventer at bruge i Iran og de kommende stan-lande og så har vi kontanter i dollars. Vi er i løbet af nul komma fem blevet millionærer, idet vi har vekslet nogle af vores dollars om til Iransk valuta. 10 D.kr. er = 50.000 af deres , så pt. cykler vi med en del millioner 😉 Lige som vi kom til grænsen fra Tyrkiet til Iran blev vi nærmest “overfaldet” af vekselerer. Det føles helt absurd at det skulle være billigere at veksle på gaden, fremfor i bankerne, men ikke desto mindre er det sandheden. Så vi vekslede lidt hos to forskellige og håbede blot på at vi fik det til den bedste kurs… men hvad pokker et par hundrede tusinder (40 D.kr) til forskel på den lange bane, klarer vi jo nok, uanset er det stadig bedre end hvad bankerne kan tilbyde 😉 

Og ja Facebook er lukket. trods det, er de fleste under 40 år på Facebook, da de bruger proxy, et smutvejsprogram, som går på servere uden for Iran. Men…, så meget tør jeg dog ikke at trodse loven, da jeg tænker at det er rigeligt at Søren cykler i shorts 😉 – og desuden har vi både hørt og læst at politiet godt kan finde på at tjekke, hvad man har liggende på computer, telefon etc. 

Pt. har vi lige nydt godt af en pind is, som en kunde til butikken synes vi skulle have, Søren har smidt sig på en briks uden for butikken og jeg sidder og laver opdatering/skriver. Straks vi kom ind i Iran, blev vi hilst velkommen, af betjente, folk på gaden og folk i bilerne. En mand kørte op til os i bilen og forlangte at vi spiste nogle af hans jordbær. Kort tid efter, kom der en lille byge og straks stoppede en anden mand op og tilbød os at hoppe i tørvejr i hans bil. Vi takkede pænt nej og hev i stedet i regnjakkerne. Da vi ankom til byen Maku, blot 15 km. fra grænsen, stoppede vi op for at finde et hotel. Straks var de flere som tilbød deres hjælp og en af dem kørte foran os og viste vejen. Det endte med at han blev vores guide i Maku. Pam (som er hans navn), kørte os på sightseeing i byen, han gav aftensmad og da det ellers var over vores sengetid og vi blev sat af ved hotellet, var det blot for at vi lige kunne hvile i 1,5 time, da han så igen ville hente os og vise os den leben der var i byens park. Selv om det var hård kost, spacerede vi rundt blandt alle andre, på fortovet langs parken kl. 01.00. Trods tidspunktet, boltrede børnene sig lystigt i parken. Flere havde sat et telt op. Der blev solgt fra boderne og små kyllinger i alskens farver, blev ligeledes solgt. Super smart trick, når man skal sælge dem, for børnene kan jo slet ikke stå for de små farvestrålende kyllinger og forældrene kan åbenbart heller ikke stå for lyset i børnenes øjne, når de bedende tigger deres forældre om et lille “kæledyr”. Efter flere glas te og hilsen på venner etc. bad vi om at komme til hotellet igen. Jeg var mere end grydeklar og Søren og jeg blev enige om, at vi ville takke nej til flere natlige udflugter 😉 

 

Lokummer og tørklæde… 

Venligheden har slet ingen grænser… Selv politiet er stoppet op for at hilse os velkommen til deres land og bede om visitkort 😉 Med deres store maskinpistol over brystet siger de: “Iran safe, Iran safe”. Jojo… og vi har lige modtaget en besked fra udenrigsministeriet på sms (vi har registreret os på danskerlisten), om at der skydes i Teheran og man skal opholde sig indendørs, hm… så må vi håbe at urolighederne ligger sig, før vi kommer dertil 😉 

Varmen stiger til det næsten ulidelige hen over dagen og vi skylder den ene flaske vand ned efter den anden. Der er godt med modvind, hvilket nærmest føles som en varmeblæser, så igen idag er vi stoppet op ved en butik langs vejen, hvor planen er at slå teltet op på en grøn plet ved siden af og så i øvrigt håbe på at der ingen sprinklere  er, som sætter igang mens vi sover 😉 

Vi har kun været i Iran fire dage og jeg er allerede ved at få pip af at bære tørkæde. For det første er det vanvittig varmt og for det andet kæmper jeg en kamp med at det bliver siddende på sin plads her i vinden. Det er selvfølgelig nemt nok at holde på plads under cykelhjelmen… bare varmt. Jeg misunder godt nok den frihed Søren/mændene har. Hvis jeg endelig skal forsøge at se det positive i at bære tørklæde, så skulle det lige være, at jeg ikke behøver tænke på, hvordan håret sidder og jeg behøver ikke have hverken halskuld eller øre duttelutter på (jeg får ondt i ørerne af blæsten). Pedal lokummet, er absolut heller ikke i højsædet hos hverken Søren eller jeg og jeg tror næppe at vi nogen sinde vænner os til det. Vi skulle ellers være tilvænnet efterhånden, da de allerede dukkede op i Frankrig og vi med jævne mellemrum har stødt på dem siden. Men åbenbart ikke her i Iran? (måske i Teheran på de bedre hoteller?). For det første stinker de, for det andet er det umuligt at tisse, uden at det stænker retur og for det tredje er det en ukomfortabel måde at sidde på… ak – vi må nok uanset bare se i øjnene at så længe de er rene (det er de, de fleste steder), så er vi priviligeret. Eneste jeg ikke forstår, er at der aldrig er toilet papir (vi har altid vores eget med os), hvilket må være vild ubehageligt, når man kun kan vaske sig uden at tørre og så forstår jeg ikke, hvordan de ældre klarer sig med at komme ned i den stilling, specielt kvinderne med alle deres store rober 😉 

    

Der er mange tilvænninger… Her sidder vi med tre mænd overfor os. Jeg beder lige Søren om at læse, hvad jeg har skrevet og lægger min hånd på hans lår. Ups… straks ser jeg på den ene mand at han gør store øjne. Nå ja for pokker… vi må heller ikke holde i hånd eller udvise andre kærlighedstegn i offentlighed. Han griner, hvilket ikke er nyt… de griner også af min kluntethed i at manøvre tørklædet. Flere af dem har givet udtryk for at de godt er klar over, det er et problem (specielt for turisterne) og jeg føler mig total klovneagtig. Når de hilser med hånden er det som oftest kun Søren de rækker ud efter. Nogle afprøver mig lige og hvis jeg reagerer to sekunder for sent, trækker de pænt hånden til sig igen og jeg får ikke en chance nr. to 😉 Det er ikke nedladende tværtimod, skal jeg betragte det som stor respekt for min kvindelighed. Men det er stadig en tilvænnings sag 😉 

Godt nyt

Ren faktisk har vi ikke set affald smidt i stor stil langs vejene, siden vi cyklede over grænsen til Iran. Med ét er tisseflaskerne ophørt og affaldet er der betydeligt længere imellem. Det er en “ren” fornøjelse 🙂 Byggestilen har også ændret sig markant. Her er flere buede altaner og flere søjler (på de mere eksklusive huse). Vejene virker umiddelbart som i Tyrkiet, med fine rabatter, langs hovedvejene og billister samt lastbilchaufførerne tager pænt hensyn og kører i en stor bue udenom os.

Så røg vi på forhørsbænken

Da vi ankom til Marand 80 km uden for Tabriz, gik der ikke længe før vi blev mødt af en ung mand, Yashar, på cykel. Han talte perfekt engelsk og var ren faktisk en del af warmshower forummet. Vi havde tidligere stoppet op for at få noget melon, hvilket er blevet til en stor del af vores måltider.   Melonerne er til uden sammenligning med, hvad vi ellers har fået før. De er sødere end sødest og som bekendt med masser af saft. Ofte har det været vores eneste spise både til frokost og til aften. Da vi havde gjort holdt for at spise vandmelon, havde nogle af Yashars venner ringet til ham og sagt at der var tur-cyklister på vej i hans retning. Så han var sprunget på cyklen og fandt frem til os. Desværre havde han ikke mulighed for at vi boede hos ham, istedet viste han os frem til et billigt hotel. Det kostede kun 40 kr for os begge to, men standarden var også derefter. ALT var beskidt, sengene, gulvet og bare alt. Affaldet fra de tidligere gæster lå stadig i vindueskarmen, cigaretskoder på gulvet osv. Vi endte med at puste vores egne liggeunderlag op og lagde dem oven på den MEGET hårde seng og vi gjorde selvfølgelig brug af eget sengetøj. Yashar på kun 17,5 år, hentede os igen efter vi havde fået os et bad. Det passede lige med at han skulle til hans ugentlige engelskundervisningskursus. En perfekt timing, da vi fik mulighed for at se, hvordan det foregik… og dog. Vi gik ind i det lille klasseværelse, hvor de nok var ca. 12 elever. Søren og jeg blev hilst hjerteligt velkommen og straks efter røg vi på forhørs bænken. Hvad synes vi om Iran? Det første spørgsmål direkte til mig var: Hvordan jeg havde det med tørklæde? Jeg vrængede på næsen og tog hænderne op til hovedet, for at indikere at jeg synes det var varmt at bære tørklæde. De grinede og sagde at de selv hadede det og så tilbød de mig at jeg kunne tage mit af, så længe jeg var sammen med dem i klasselokalet. Jeg valgte at beholde det på, mest for at vise dem respekt, men også fordi at jeg netop havde vasket hår og det bare lynhurtigt var kastet op i en elastik. Spørgsmålene fortsatte…, hvor mange børn har vi? Hvordan er livet i Danmark? Kort tid efter blev vi delt op i to hold, Drenge- og pige-hold, hvorefter bombarderingen af spørgsmål fortsatte, nu gik spørgsmålene til mig mere på, livet som kvinde og vores cykeltur generelt. Omvendt fik jeg også mulighed for at stille dem spørgsmål. Det var en super god oplevelse og den ene pige, blev sammen med os og Yashar resten af aftenen. Pigen gav udtryk for hvor meget hun hadede deres politik og at hun håbede hun en dag fik mulighed for at immigrere. 

Yasar, har også planer om at immigrere. Ren faktisk er hans plan at det sker inden for 30-40 dage, idet han ellers skal ind og tjene som soldat. Iranerne kan rejse frit til Tyrkiet, men videre til Europa, er det ganske svært for dem at få visa. Han har undersøgt alt om, hvordan han skal gøre det og hans håb er at komme til Schweiz… Puha – jeg synes det er hårdt at høre ham fortælle om det. Han er fuldt ud klar over den risiko han tager og hvilke konsekvenser det har. 

Kaotisk trafik

Efter Marand cyklede vi videre til Tabriz. Yashar cyklede godt 15 km med os ud af byen. Undervejs mødtes vi med hans ven Akbar. Han blev en berømt maraton løber i Iran, da han på et tidspunkt under et løb, var så modig at vise det amerikanske flag. Det fik konsekvenser iflg af, at han ikke måtte have kontakt med udlændinge mere. Han har ellers på knapt 5 år, været den host i Iran inden for warmshower, der har hostet flest mennesker, over 800 gæster – vildt. Han løber nogle af hans maratoner baglæns og hans kælenavn er “the crazy maraton guy”. Han endte med at skubbe mig knapt 2 km op ad en bakke. Må sige at tikkeværket hos Søren kom på prøve, da han forsøgte at følge med i samme tempo og sej det var han, det var kun de sidste 500 meter han sagtnede bagud. Vi fik sagt pænt farvel til dem begge og fortsatte i mere moderat tempo op ad bakke et par km mere. Derefter havde vi kun 60 km tilbage af vores dagsrute. Da vi pænt svedige nåede til Tabriz og vi skulle til at flette over div. veje, fik jeg godt nok en skræk i livet, fordi jeg ganske simpelt havde overset en bil i høj fart og var tæt på at dreje ud foran bilen. Det krævede lige en puster, før jeg var klar igen. Kort tid efter skulle vi igen flette over en vej. Har du iøvrigt prøvet at krydse en 8 sporet tæt trafikeret hovedvej før på cykel? Det har jég ikke 😉 Jeg turde ganske simpelt ikke, så min gode mand måtte returnere over vejen igen og finde en alternativ rute. Men tak spids en kaotisk trafik vi havnede i. Nu kunne jeg dog følge med i bilernes fart, så det gør det lidt lettere og vi føler os mere ét med trafikken. Den værste part er de holdende biler langs siden. Uden hensynstagen, bliver bildørene åbnet eller de drejer ud lige ret foran os og straks må vi slå bremserne i. Et sekunds uopmærksomhed kan give katastrofale følger. Vi klarede dog frisag og kom helskindet frem til en “park” midt i byen. Den er overvåget og beregnet til at man kan slå sit telt op. Det minder vel lidt om en campingplads og vi havde både toilet- (pedallokum) og bade- faciliteter. Det var nu også hyggeligt nok, bortset fra de gøende hunde hen over natten. De øvrige gæster i parken (alle Iranere), kom i løbet af aftenen og næste dag over til os for at hilse på og ønske os velkommen. Nogle bød os på mad og andre på te. Der er betydeligt flere i Iran der taler et bedre engelsk end hvad vi har oplevet i Tyrkiet. Dog har vi også mødt en familie, der ellers inviterede os til at overnatte hos dem, men hvor vi desværre måtte opgive, da de ikke forstod at det krævede en adresse og vi forstod ikke deres forklaring. 

På vej til Tabriz havde vi også mødt en anden mand, som dagen derpå kom til “parken” og samlede os op. Han kørte os lidt rundt i Tabriz og viste os lidt af seværdighederne i byen. Senere på aftenen skulle vi med bus til Teheran. Igen stopper en mand op og tilbyder hans hjælp, samt inviterer på aftensmad, som altid er efter kl. 21.00, grundet Ramazan. Kl. 23.30 forlod vi busterminalen og kl. 08.00 var vi i Teheran.

Politik, lægmuskler og tatoveringer

For så vidt muligt prøver vi at undgå at tale politik med nogen og jeg må sige at dét i sig selv er en udfordring. De fleste der er godt engelsktalende kommer lynhurtigt ind på politik. Vores oplevelse er at næsten alle unge under 35 år ønsker at immigrere, trods høje uddannelser og tætte relationer. Vi har sågar mødt en der ønsker at konvertere til katolik. Flere af dem tager bevidst ekstra engelsk kurser, for at gøre det lettere for dem selv, hvis det lykkes dem at komme ud af landet og de sørger for ikke at stifte  familie, i håb om at deres drøm går i opfyldelse. Mellem linjerne kan vi godt høre at de desperat håber på, at vi har løsningen til dem. Det er lidt barsk synes jeg. På den ene side elsker de deres land og samtidig er de så fortvivlede over deres styre. Ikke mindst er de dybt berørt og fortvivlet over, at der ikke kommer så mange turister og at de bliver skåret over en kam med terrorister og ekstramister. Som sagt prøver vi at undgå at komme med for mange kommentarer, selv om det kræver voldsom selvbeherskelse fra min side 😉 

Haha… der bliver kigget langt efter Søren, når han kommer cyklende eller gående med shorts på. Små børn hvisker til deres forældre, som kommer hen og både mærker og kommenterer på Sørens lægmuskler. Jeg kan da blive helt misundelig over at de slet ikke kan se mine små markeringer. Hans tatoveringer bliver ligeledes kommenteret i stor stil. Kun få har stolt vist deres tatoveringer, hvilket ligner et uheldigt hjemmegjort forsøg. En har spurgt Søren om han dog ikke lige kunne komme med hjem og lave et par tatoveringer på ham 😉 

Søren måtte trække i lange bukser

Teheran er en forfærdelig by, med sine 14 millioner indbyggere. Varmen slog os i møde, da vi steg ud af bussen og det var tydeligt at mærke det var endnu varmere i Teheran. Nogle dage hvis man kigger ud over horisonten, ses det tydeligt, hvordan byen er indhyllet af tyk kvalmende bilos. Flere gange må jeg opgive at tale, fordi jeg ikke kan få vejret. kombinationen af forurening og den trykkende varme, gør at min hals lukker sammen og jeg snapper efter vejret. En modbydelig fornemmelse, at jeg er ved at kvæles hver anden gang, jeg skal sige noget. 

I Iran har det været meget begrænset med moskeer som vi har set. De står ikke på hvert et gadehjørne, som de gjorde i Tyrkiet og deres bønner foregår kun 3 gange over dagen og her i landet er det så lavt at det er en tilfældighed, hvis vi hører det. Det virker til at det er meget begrænset, hvor mange der beder i det hele taget og ren faktisk er det også begrænset, hvor mange der følger Ramazan. Men de udviser dog stor respekt for den og dem der følger den og der spises og drikkes ikke på gaden eller andre offentlige steder. 

Vi har fundet frem til en warmshower familie i Teheran som vi opholder os hos, Razieh og Behnam. De er unge og hun venter sig i 6 mdr. Her er de meget frie, hvad tørklæde angår og både dem selv og deres gæster smider tørklædet og hvad enten der skjuler bagdelen, så snart de træder inden for døren. Til Sørens store skræk blev han alligevel bedt af  Behnam om at trække i de lange bukser, da de på et tidspunkt skulle til et shoppingcenter i håb om at finde et kabel til vores kamera. Vi har i mellemtiden fået at vide at vi som ægtepar godt må holde i hånd i offentlighed og vi har også set ganske få andre par holde i hånd.

Vi er godt nok ved at være lidt fortvivlet over alt det visa “pjat”

Det er ikke blot en helt almindelig udfordring at få tingene og planlægningen til at gå op i en højere enhed. Vi er meget spændte på om alt flasker sig. Håbet er at tage herfra Iran til Turkmenistan, derfra til Usbekistan, videre til Tajikistan, hvor Pamir Highway starter (verdens farligste cykelrute). Pamir Highway slutter i Kirgistan, hvor vi vil videre til Kina. MEN… jeg har allerede skrevet i tidligere beretning om kravene til transit visa i Turkmenistan, som vi har søgt nu og venter på svar (10-12 dage), uden at have for høje forventninger. Det næste skridt er visa til Kina og det virker også til at være op ad bakke. For det første ændrer de reglerne stort set fra den ene uge til den anden og nu er vi blevet oplyst at de lige har ændret det til at man skal søge en måned før og kun får en måneds visa. Det betyder at det er umuligt for os at nå til Kina inden for en måned og at vi så igen må ændre planer. Må indrømme at vi godt nok er lidt fortvivlet over alt det visa-pjat. 

Afskedsgaver

Foreløbigt tager vi med bus til Esfahan, for at slå tiden lidt ihjel, mens vi venter på svar fra ambassaden og i øvrigt skulle byen være utrolig attraktiv på flere områder. Imellemtiden får vi opbevaret cykler og andet oppakning her hos Razieh og Behnam i Teheran. I Esfahan havde Behnam sørget for en warmshower familie, der varmt tog imod os og hvor vi har haft 3 overnatninger.

Familien, Hashemian, består af forældre, en datter på 13 år og to sønner på henh.vis 17- og 19 år. Det er Mohammad på de 17 år, der er medlem af warmshower forumet. Det var en kæmpe positiv oplevelse at være hos familien Hashermian. For det første var de meget troende og bad deres bønner 3 gange om dagen. For det andet blev vi beværtet fra morgen til aften med alt fra sødt til surt, stort og småt, fast og flydende. De selv er jo fastende under Ramazanen, så til at starte med føltes det helt akavet at der blev disket op med al den mad, til blot Søren og jeg. Den gode madmor lavede tredobbelt mad i forhold til, hvad vi kunne spise, men på intet tidspunkt fik vi serveret samme mad igen. Det var kun de to sønner der talte godt engelsk, uanset klarede vi at kommunikere gennem mimik og tegnsprog. De kørte os rundt til forskellige seværdigheder i Esfahan og den sidste dag kørte vi til deres tidligere hjemby, hvor de har en have og vi plukkede blommer og grillede. Da vi var 40 km uden for Esfahan, gjorde vi holdt langs hovedvejen og de væltede sig over vandet og fortalte at idet man er over 40 km væk fra sit hjem, bliver man betragtet som rejsende og Ramazanen/fasten ophører hermed. Og dét var jo dejligt for Søren og jeg, idet vi havde selskab til den herlige barbecue, der blev tilberedt. Hjemme igen og senere samme aften, var det lykkedes os at “lokke” den yngste søn til at køre os ud for at købe en æske chokolade som tak til familien. Vi havde under hele opholdet ikke måtte røre en finger, da det var stærkt imod deres tradition. Glæden og overraskelsen var stor, da de fik chokoladen overrakt, men vi følte dog at det faldt totalt til jorden, da vi næste morgen modtog afskedsgaver,så som et komplet  smykke sæt, en håndlavet lille dug, to “bedekæder” og flere spiselige lækkerier. Et par gange havde vi et par “dybere” samtaler med faderen. Han viste os familiebilledealbummerne og fortalte også lidt om krigen han deltog i mellem Iran og Irak. Han var selv blevet taget til fange i Irak og havde tilbragt 9 år i en krigsfangelejr. Puha…

Familien er lidt bedre stillet end gennemsnittet og jeg tror bl.a. at såsom et alm. toilet også er tegn derpå? I øvrigt også eneste private hjem i Iran, hvor vi har haft vores eget værelse til at sove i. Alle andre hjem har vi sovet på gulvet i deres stue. 

Iranerne går først i seng langt over midnat

Mohammad og hans kammerat cyklede sidste år et 

par uger i den sydlige del af Iran. Nu var begge deres eksamener overstået og de har planlagt en ny tur. Det passede lige med at vi har kunnet følges med Mohammad fra Teheran. Hans kammerat, Ali, er stødt til os i Rasht. Mohammad som ellers er lidt genert, er efterhånden begyndt at tø lidt op og vi har fået os nogle gode grin. En dag fortalte han at det var første gang i hele hans liv, at han havde gået ved siden af en dame (altså mig) og talt med hende (udover moderen og søsteren). Forleden var vi stødt ind i en familie som igen inviterede os alle tre hjem til dem. Det viste sig at det var en meget musikalsk familie. MEN pludselig røg den hjemmebryggede vodka eller whisky frem. Vi takkede pænt nej og håbede på, at det ikke gik over gevind, da de selv tog godt for sig. Igen fortalte Mohammed at han aldrig nogensinde havde set alkohol før. Uanset beherskede de sig og det blev en ganske harmløs aften 😉

Vi har også sovet ved Røde kors. Først inviterede de på melon, derefter at vi kunne tage et bad, for derefter at vi kunne spise med og tilsidst tilbød de os hele “pakken” inkl. overnatning 😉 Vi er ved at være hærdet i hårde underlag, når der skal soves. Alle hjem indtil videre, er der blevet redt op på gulvet til os, med et tæppe som underlag. Men pyt… i modsætning til når vi sover i parker osv. så får vi da et bad. Omvendt er det også dejligt afslappende at sove i parkerne. Iranerne går først i seng langt over midnat og ofte efter kl. 02 og vi har lært at det er uhøfligt at sige vi er trætte og vil i seng. Så vi må pænt vente, til de fortæller os når det er sengetid 😉 

De fleste Iranere børster i øvrigt slet ikke tænder. Nu har flere fortalt os at de slet ikke kan huske, hvornår de sidst har børstet tænder og det endda i de lidt bedre hjem. På toiletterne i parkerne har jeg heller aldrig set nogle damer børste tænder. Kun en eneste gang, har jeg set en dame stå og “børste” tænderne med sin finger. Det ses jo så også ganske tydeligt på de fleste, eftersom halvedelen er tænderne mangler eller der sidder halvrådne stumper tilbage.  Vi har forsøgt at fortælle Mohammad og hans kammerat, hvor vigtig tandbørstning er. Så de har ganske frivilligt købt sig en tandbørste og tandpasta og børster nu samtidigt med os. Måske vi endda kan “redde” et par tandsæt på denne konto? 😉

Jubiii

Det har været herligt at cykle med drengene og det var helt trist, da vi skulle tage afsked med dem. Specielt underligt er det jo at jeg ikke må røre ved Mohammad grundet hans stærke tro, trods han havde tøet lidt mere op under vejs og vi kunne tjatte til hinanden. Men både håndtryk og kram var udelukket og det var altså mærkeligt, blot at sige farvel med ord. Ali derimod, han kunne kramme og alt andet, så han måtte stå model til kram for dem begge 😉 

Den sidste dag sammen med drengene stødte vi til det Kaspiske hav. Vi havde knapt nok nået at slå et blik ud på vandet, da den første person hoppede ud af bilen og spurgte, om vi havde brug for hjælp. Inden vi havde set os om, hjulede vi alle fire efter dem i bilen, for at tage bad i deres hjem og senere kørte de os rundt for at handle. Vi ville have frisk fisk og grille. Og friske det var fiskene. De blev fanget i et opdræt og jeg tog billeder. Et par gange sagde jeg at jeg var færdig med at tage billeder… ingen reaktion. Så sagde jeg det igen til Mohammad, så vi kunne komme videre i teksten og nu fik jeg forklaringen. – Vi skulle vente til fiskene døde af dem selv, før de kunne tilberedes (det var deres tro). Jeg gjorde store øjne og blev skarp i blikket, da jeg sagde, at så led fiskene en pinefuld død… De skulle blot have et gok i hovedet. Jeg må have set rimelig bestemt ud, i hvert fald makkede manden ret og senere sad vi på stranden (mellem affaldet) og fik den lækreste fisk med masser af grønsager til og en lille smule pasta. Drengene slugte maden med stor velbehag, efter at jeg havde overbevist dem om, at dette måltid var uden brød (som de ellers spiser til ALT). I øvrigt da jeg skulle have staniol, endte det med at vi kørte til en metervarebutik, hvor vi købte aluminium i metermål. Ja – så er det meget godt med hjælp til indkøbene, for det havde jeg aldrig selv gættet 😉 Ellers kan det også være lidt anstrengende, når folk vil hjælpe hele tiden. Vi får slet ikke en chance for at tænke os om selv eller gøre noget på egen hånd. Forestil dig en der render efter dig med vand, når du børster tænder og konstant spørger om det er nu, du skal skylle? Eller tager alt ud af hænderne på dig, for at aflaste dig, når der skal tørres af, vaskes grøntsager, gøres bål klart, sættes telt op osv. osv. 

Vi havde taget chancen og forladt Rasht, uden vi vidste svar fra den Turkmeniske ambassade. I værste fald, måtte vi jo blot vende om… Vi havde ikke kunnet få svar før efter 14 dage fra vi søgte, så vi havde i forvejen trukket den en dag eller to med at cykle videre fra Rasht. Både godt og skidt. Godt fordi vi på den måde fik et par dage mere med drengene og også mødte et andet cykel par fra Schweiz, men omvendt manglede vi dagene her langs havet, hvor vi super gerne ville have cyklet udover den ene dag vi fik, fra vi forlod drengene. Landskabet her er meget mere frodigt, med grønne bjergsider til den ene side og vandet til den anden side.og så er der mange flere enkelt huse, frem for etagebygninger. Men kønnere er det heller ikke og har på intet tidpunkt været det. Alt ser lidt halvnusset ud eller ligner noget der er forladt eller aldrig bygget hel færdigt.  Gennem hele Iran, langs støjende og trafikerede veje, ser vi konstant folk der sidder og har picnic. Steder som vi danskere ikke i vores vildeste fantasi ville overveje at stoppe op for at have en “idyllisk” picnic.

Ren faktisk har det også været meget begrænset, hvad vi har set af vilde hunde og hunde i det hele taget. Bevares… de ér der skam i parkerne, på stranden og også på markerne, men de virker nu pænt fredelige. Mohammad fortalte mig, at det var fordi at man i deres tro ikke må røre hunde og i så fald skal man vaske hænder 7 gange, så det begrænser jo hel automatisk omfanget af kæledyrshunde 😉 Hundene bliver umiddelbart udelukkende brugt som vagthunde. Trods det, har vi alligevel set et par med små hunde i snor 😉 Dyrelivet har i det hele taget været begrænset. Masser af store græshopper, et enkelt jordegern, Søren så en sjakal og vi har set to store musvåger, samt en del andre fugle. Firben i alle størrelser og få katte. Iran har ellers en del sjældne dyr i naturen, men desværre ikke nogen vi har set.

Mohammad fortalte også at de altid “diskuterede” betalingen, når der handles (undtagen i supermarkeder og lign.) Men ellers foregår det nogenlunde således:

Kunde: Så… hvor meget skal du have for den?

Sælger: Ikke noget – den er til dig

Kunde: Ej… jeg vil gerne betale, hvad koster den?

Sælger: Du skal ikke betale noget

Kunde: Kom nu… hvad koster den?

Sælger: Betal næste gang vi ses

Kunde: Nej… jeg har ikke tid til at komme tilbage

Sælger: Du betaler halvdelen nu og næste halvdel når vi ses igen

Kunde: Det har jeg heller ikke tid til… hvor meget koster den? Jeg vil gerne have det ud af verden

Sælger: Okey… den koster 200.000 Rial (40 kr.)

(Selve prisen bliver der ikke umiddelbart pruttet om). Total parodi… haha 🙂 Jeg spurgte, hvad der skete hvis man blot tog sælgerens svar for gode varer i første omgang og Mohammad svarede at så ville han jagte os ned ad gaden, til vi kom til lommerne 😉

 

Pt. sidder vi i bussen på vej mod Mashhad.  Jubiii – det betyder at vi fik et JA og vores visa er på plads til Turkmenistan.. Busturen tager 18 timer og desværre er det ikke en af de luksusbusser vi ellers har kørt med, så jeg tror det bliver en lang og anstrengende nat 😉 Dog er vi beriget med bananer, kiks og chokolade, som folk gav os i går. Vi blev stoppet konstant af folk, der ville tale med os, have billeder eller blot give os lidt forfriskninger til turen… Herligt, herligt 😉 

Når vi har fået vores visa i Mashhat, har vi herefter 2 dages cykling til grænsen. Det er et transit visa vi har fået (gennemrejse visa) på 5 dage. Lidt øv med så knapt en tid, da vi jo vildt gerne ville have set “døren til helvede” og også fordi vi skal cykle så hurtigt igennem landet. 

Generalprøven

Tiden nærmer sig, hvor der tælles dage og vi skal være ude af Iran. Men endnu mere vigtigt er det at forholde sig til at vi kun har de her famøse 5 dage i Turkmenistan, startende fra og med d. 2 juli. Vi SKAL altså cykle ca 100 km hver dag og der eksisterer ingen undskyldning for ikke at gennemføre, medmindre vi vil i fængsel. Så de sidste to dage har været en form for generalprøve. I hvert fald cyklede vi 105 km i går og 85 i dag. (for 4 dage siden cyklede vi 95 km). Ak ak… – Nu har jeg ellers ikke haft problemer med rumpetten á la siddesår, men skæbnen vil altså lige nu, at det er temmelig ulideligt at sidde i sadlen meget mere end over 50 km ad gangen. Jeg tænker at den største årsag er varmen (40 gr), hvilket jo resulterer i fugtigt/vådt tøj. Ikke nok med det, så har både Søren og jeg fået eksem grundet varmen, så vi har vildt lærkre ben pt. Sidsnævnte er dog ingen hindring til at vi kan cykle. I morgen er det hviledag og så er det farvel til Iran.

Ellers har det været et ørkenlignende landskab vi har cyklet igennem de sidste par dage. Ind i mellem er vi cyklet forbi små landsbyer bygget af mudderhuse. Vi har været startet tidligt op (kl. 6-7), både for at få de fleste km lagt bag os, før varmen tager for meget til over middag, men også fordi det blæser op hen over dagen og som vinden er nu, er den stik imod os. Vi har kun haft få stigninger, (knapt 700 højdemeter i går og ca. 400 i dag). Vi hælder den ene liter vand ned efter den anden og hver eneste gang der byder sig en mulighed, får vi koldt vand i flaskerne. Det kolde vand holder desværre ikke længe, før det er varmt.

Første parket

Som tidligere nævnt, er der rigtig mange der vil have billeder med os og når de kører forbi os, er der mange der sætter faten helt ned og hænger ud af vinduerne for at få det bedste kig. I byerne stimler folk sammen om os osv. Så ofte føler vi os lidt som “aber i bur”. I går endte det dog med at være omvendt. Vi havde planlagt at slå teltet op ved en restaurant, hvilket endte med at vi sov i en moské. Igen mødte vi flinke og hjælpsomme folk. Resturationsejeren ville sikre sig at vi sov godt og trygt og så ville han spare os besværet med at slå telt op. Vores cykler blev låst inde i restauranten og vi blev henvist til Moskéen. (inden da, ville de have at vi sov hos politiet. De kunne både hente og bringe os og tilbyde værelse og bad 🙂 ). Vi satte vores stole op og havde heldigvis ikke lagt os til at sove endnu. Kl. ca.: 20.30 kom den første mand ind i moskéen for at bede. Søren sad i hans underrøjsere (dog med t-shirt) og jeg havde hevet mine benklæder godt op over knæene, så der kunne komme luft til vores eksem. Tørklædet havde jeg også smidt… men vi fik nu hurtigt gjort os anstændige 😉 Manden der kom ind, hilste på os og så gik han ellers igang med at bede. Senere kom der en til, så en til, så var det hele familier osv. Alt imens at vi sad på første parket og fulgte med i hele “showet”. Efter at nogle af dem ellers havde forladt moskéen kom flere tilbage igen og denne gang for at give os brød eller småkager… -en enkelt dame kom hen og kyssede mig på kinderne?

Iran – det mest venlige folkefærd

Det skal siges at under hele vores cykel tur gennem Europa, har vi med ganske få undtagelser kun mødt venlighed og hjælpsomme folk. MEN rigtig mange har rystet på hovedet, når vi har fortalt at vores rute også omfattede Iran. Nogen har sågar grædt og bedt os om at omligge vores rute.

Jeg er derfor nød til at understrege at dette er en stor misforståelse i vores opfattelse af Iran. Iran er uden diskussion, det land vi har følt os absolut mest sikre i. Det er næsten ubskriveligt så flinke og hjælpsomme at folk er. Helt ubetinget det mest gæstfrie land. Uanset om det er politiet, soldaterne eller den almene befolkning. Eller om det er den mindre troende muslim eller den stærkt troende muslim. På intet tidspunkt har vi følt os presset til at købe noget eller andet (med undtagelse af at skulle spise mere 😉 ). Vi har ikke mødt nogle tiggere eller haft børn løbende efter os, som har spurgt efter penge. Vi har KUN mødt venlighed ud over alle grænser og jeg vil vove at påstå at vi danskere kunne tage meget ved lære herfra Iran. Vi må på ingen måder sammenligne den almene befolkning med Islamisk Stat, hvor vold og ekstremisme, (i modsætning til de Islamiske principper) praktiseres, grundet snæversynethed og mangel på mådehold. Og igen som tidligere nævnt, vil jeg vove at påstå at over halvdelen af befolkningen (mand som kvinde) er kede af deres styre i landet, hvor specielt kvinderne bliver undertrykt. Iran er en skattekiste af historiske vidundere og ikke mindst et nysgerrigt og imødetkommende folkefærd.

Iran er i øvrigt også det land der har været det billigste land at rejse i. Selv inkl. div. og ikke mindst dyre visa, er det stadig det land der har kostet os absolut mindst penge. I Iran ganger de alle priser op med ca. 4, når det er turister. Ikke på fødevare, hoteller og offentlig transport. Men alle entre billetter, taxier og lign. Sådan er det bare og de ligger ikke skjul på det. Vores værtsfamilie i Esfahan, kom også op at diskutere med en taxi chauffør og vi endte med at tage bussen 😉

 

Så skal der veksles lidt penge og ellers udvises tålmodighed ved grænseovergangene 😉

……………………………………………………………….

PS.: Jeg var alt for hurtig tidligere, da jeg skrev at vi endelig var fri for at se på alt det affald i grøftekanterne osv. Det er vendt stærkt tilbage og ligger desværre i store mængder over alt. Kun tisseflaskerne ser ud til seriøst at være væk 😉 

…………………………………………………………………

FAKTA:

Esfahan – skønhedens oase

Isfahan er Irans kronjuvel, og den største turistmagnet og er i 400 år blevet kaldt ‘den halve verden’, idet der her findes alt. Ingen by er så rig på overdådig arkitektur, de største og smukkeste moskeer og parker og havepaladser med damme og en blomsterpragt uden lige samt tre gamle filigran udsmykkede intakte broer fra 1600-tallet over floden, som er en lang grøn zone i centrum. Byens centrale plads, Naqsh-e Jahan, er verdens næststørste plads efter Beijings Himmelske Freds Plads med sine 510 x 163 meter, omkranset af ensartede kakkelbeklædte bygninger med buer og arabesker, en grøn smuk park, hestedroscher og springvand i midten og omkranset med den ene imponerende dråbeformede turkise kuppel efter den anden, og shahens store terrassepalads på den ene langside. Isfahan har eksisteret i mindst 1700 år, men havde sin storhedstid som hovedstad i flere omgange, men især fra 1587 til 1795, hvorefter hovedstaden flyttede til Teheran.

Chador

Kvinderne har for over halvdelens vedkommende brændt den teltlignende sorte chador,(der betyder ‘telt’ på farsi), de går ofte i figursyet manteau, en trenchcoat, der fremhæver både barm og bagdel, og taljen kan være understreget af et stramt guldbælte, tørklæderne er både i leopardprint og skrigorange. Og moden foreskriver, at tørklædet er gledet tilbage midt på kvindernes isse, for at man kan se de dyre lyse striber tydeligt. 

Piger skal begynde at gå med tørklæde fra de er 9-10 år og de skal begynde at bede fra de er 9 år. En kvinde, skal være 100% tildækket når de beder. Drengene skal bede fra de er 14 år gamle. Arme, hænder, ansigt og fødder, skal være grundigt vasket, før de beder.