WBT. TYRKIET: Kappadokien

 TYRKIET: Kappadokien

Selv om Søren og jeg ankom til busterminalen i god tid, stod Onur der allerede og ventede på os og havde det ikke været for ham, havde det nok aldrig lykkes os at få cyklerne med på bussen. Ham og Søren havde allerede været der nogle dage før og talt med dem på busterminalen, de havde set billeder af cykler og oppakning og sagt god for det, men alligevel var der en del postyr, da de skulle have cyklerne i bussens bagagerum. Men ok… de fylder altså også en del. Efter en del prøvelser og megen diskussion frem og tilbage OG ikke mindst Onurs indblanding, så lykkedes det at få det hele med, mod en overpris på 100 TL (200 D.kr.). Vi fik vinket farvel til vores kære ven og foran os havde vi en køretur på 6 t. Total luksus. Der var både servering i bussen af lidt snacks, deres berømte te (selvfølgelig), samt vand og sodavand. På vejen stoppede bussen flere gange ved større restauranter og i selve bussen var der en skærm på sædets nakkestøtte foran os, hvor der var endnu flere muligheder, end når vi flyver. Eneste minus, var at alt var på tyrkisk og alle amerikanske film er synkroniseret 😉 På et tidspunkt blev vi holdt ind til siden af politiet og de fik alles id udleveret, inkl. Sørens og mit pas. Det er åbenbart normalt at man har billedlegitimation på sig hernede. Alt blev gennemgået og gudskelov fik vi lov at køre videre rimelig hurtigt. Vi ankom til Konya først på aftenen og cyklede videre ud til vores warmshower host, som vi havde aftale med. Han talte perfekt engelsk og inviterede os iøvrigt ud og spise den populære tyrkiske kebab 🙂 

Tag noget mere – jeg betaler… Det er vores religion, der siger at vi skal sørge godt for alle på vejen.

Da vi cyklede fra den lille købmand, var vi lidt spændte på, om det var den sidste der var, før vi nåede helt ud af byen, Konya. Spændte fordi, vi havde fået fortalt at der intet var de næste par hundrede km og vi fik aldrig købt noget i den lille købmandsbutik. Godt nok var vi inde i butikken og var som så ofte før, budt på te. Den sad vi og nød, da en anden mand kom ind og slog os med selskab. Han talte også fint engelsk og vi fik en kort hyggelig snak med manden. Da det blev tid til at vi skulle videre, begyndte jeg at handle lidt. Dvs. at jeg nåede at tage to små ruller kiks, da manden siger at nu skal vi endelig bare forsyne os med det hele. I skal bare tage – brød, vand, flere kiks, chokolade, ost osv. Han blev ved at insistere og det endte med en rulle kiks mere og to små chokolader. Tag noget mere – jeg betaler! Vi kunne simpelt hen ikke få os selv til at tage mad ned af hylderne også. Han fortalte at det var nedskrevet i deres religion og at vi burde læse den. Der står bla. at de skal sørge godt for alle de møder på vejen. Tak tak 😉 – Der var dog ingen grund til bekymring. Vi mødte flere tankstationer og små landsbyer på vores vej…

Hallooo – would you like some tee?

Ikke alle men rigtig mange tuder i hornet og hilser, når vi kommer cyklende. Det er lige før vi bør have en mekanisk arm, der hilser, når den hører et horn, for det er ikke altid lige belejligt at skulle slippe styret, for at returnere deres hilsen, men samtidig er det jo også lidt hyggeligt. Undtagen selfølgelig, når jeg er ved at hoppe sidelæns på vejen, fordi det alligevel kommer bag på mig, når en lastbil, trykker hornet i bund, lige ret ud for os. Vi cykler langs en 4 sporet hovedvej med pæn meget traffk. Gudskelov er der en god rabat og ikke mindst en god asfalt og prikken over iét at vinden er i ryggen, så vi suser derud af med en god gennemsnitsfart. 

Folk vi møder på vejen vinker flittigt og på et tidspunkt hører vi en der på fulde kraft råber ad flere gange: “Halloooo – would you like some tee?”

Manden stod på den modsatte side af vejen på en tankstation og vinkede til os. Vi stoppede op og takkede ja til tilbuddet, krydsede de 4 spor, inkl. den brede midterrabat og gik med manden ind på tankstationen for at drikke te. Han kunne stort set ikke noget engelsk, så jeg tror vi alle følte os lidt akavet i situationen eller rettere sagt… – det gjorde Søren og jeg i hvert fald 😉 

Der var ingen udsigter til et godt sted at campere, terrænet var fladt og der var åbne marker på begge sider af vejen. Vinden havde taget til og af hensyn til min ryg, blev vi efter ca.: 85 km i sadlen enige om at gøre holdt ved en tankstation, alt imedens vi håbede at vi kunne få lov at slå teltet op i læ af deres bygninger. Og sikke en luksus… det hele endte med at vi fik lov at slå teltet op inden i en bygning, hvor de var igang med at bygge nye toiletter. Aftenen gik inde på den tilhørende restaurant, hvor vi sad og spillede talspil og alt imens lagde vinden sig til natten. Føj føj en stank, vi blev mødt med, da vi igen kom ud til teltet for at skulle sove. Nu var der ingen vind til at skabe gennemtræk og det viste sig at kloaksystemet, var sat til det gamle toilet, haha… vi nærmest “dejsede” i søvn den nat. 

Det ligner et sandt eventyr

Hm… solcremen er vigtig selv i tildels gråvejr, 15-20 gr. og med solen i ryggen. I hvert fald var jeg temmelig tomatrød i femøren næste dag. Jeg har ellers været flink til at bruge høj faktor creme, men forglemmelsen, koster altså 😉 

Endnu en herlig dag på cyklerne fulgte, beriget med rygvind og kørsel i fladt terræn. Måske lidt trivielt trods alt, men ikke mindst en god start for min ryg. Skildpadderne har vi ikke set noget til længe. Nu ser vi noget á la et jordegern, som mest af alt minder om en “Brud”. De pisker rundt langs vejen inde på markerne. Ind i mellem møder vi vilde hunde og ofte befinder de sig i flok. Det er nogle ordentlige krabater og for en gangs skyld virker de til at være bedøvende ligeglade med os. Desværre møder vi dem også langs vejkanten som offer for trafikken. Det mest iøjnefaldende er dog alt den affald der bliver smidt. Ikke at der er nogen nyhed i det, MEN det bliver ved med at tage en stor del af nydelsen fra os. Ikke nok med affaldet, så er vi stødt på en ny trend i Tyrkiet, hvilket er tisseflasker. Jeg har altid vrænget på næsen, når jeg ser mænd, bruge deres eget bildæk, husmuren eller grøftekanten, som et bedre pissoir. Nu sætter jeg dog efterhånden pris på denne løsning, hvis alternativet er som det foregår i Tyrkiet. Her tisser man ganske enkelt ned i en plastikflaske eller dunk og når den så er pænt fyldt, kaster man den åbenbart som det mest naturlige, nonchalant ud af vinduet, så de ender med at ligge langs vejene til stor ærgrelse for både synet (fantasien) og ikke mindst for naturen. Glasflasker og affaldssække, ligger i store mængder over alt og plastikposerne flyver hen over markerne som vinden blæser, med mindre de selvfølgelig er blevet pløjet med ned i muldjorden. Skandaløst, trist og ækelt er det. 

Vi rundede ca.: 70 km, før vi nåede til Akseray, hvor vi havde aftale med en warmshower host. Det viste sig at dem vi endte op med at sove hos, var venner af venner af vores host. 

Aksaray ligger lige på kanten af hvor bjergene starter. I forvejen ligger vi og cykler i ca 1000 meters højde, Så vi må nok forvente at temperaturen kan falde. 

Vinden er vendt og er nu side- og modvind. Stødt og roligt cykler vi opad. Benene bliver tungere i takt med at vejrtrækningen bliver mere og mere anstrengt. Jeg mærker hurtigt at det trætter ryggen på en anden måde, end når vi har cyklet på flad vej og så snart vi øjner en mulighed for at lave ryg øvelser, bliver cyklerne parkeret. Videre det går, til vi når starten af Ihlara dalen. Dalen hvor bl.a. Star wars er optaget. 

Gang på gang kan det tage pusten fra os, hvad naturen kan byde på. Her har den skabt kegleformet klippeformationer (tufstenstoppe), som så mennesket har brugt til at bygge “huler” i. Ikke blot simple “huler”, men hele små hjem, delt op i flere rum med hver deres funktion. De har set muligheden i det specielle klippe materiale som er helt specielt for denne dal og de har benyttet sig af at bygge både kirker og katedraler ind i klippevæggene og de kegleformet klipper. Det ligner et sandt eventyr og når vi ser fantasifulde naturområder på bl.a. eventyrfilm eller science fiction film, så er jeg ved at tro det ikke er ren fantasi, men taget ud af den storslået og virkelighedsnære natur, der findes rundt om i verden. Søren og jeg besøgte Selime, hvor bl.a. den største katedral bygget ind i klipper kan besøges.  Der er søjler indenfor og flere rum, faktisk var den oprindeligt i to etager som du kan se på resterne af en trappe. 

Derefter cyklede vi kort ind i dalen og fandt en af de ovennævnte men mere simple huler (som vi havde fået anbefalet), og som vi overnattede i. 

Klipperne tårner sig op alt imellem 100-200 m., på hver sin side og danner rammen om dalen, fyldt med glad fuglekvidder og frodigt grønt græs, der går helt ned til floden. Floden løber igennem dalen og når vi er helt tæt på, kan vi se de store skrubtusser springe for livet og ned i vandet. Vi kan se alle hulerne som mennesket i sin tid har boet i. Fascineret af de mange små detaljer man har lavet, som flotte mønstre over indgangene eller border langs væggene. Det kan undre os, hvordan i alverden de er kommet til og fra deres huler, men vi må formode at naturen har ændret sig yderligere fra dengang de blev benyttet og til i dag. I hvert fald kan vi flere steder tydeligt se, hvordan store stykker af klippevæggene er faldet ned.  

 Trods vores gasblus er ødelagt, så vi måtte kokkerere direkte over bålet i vores gryder og at vinden vendte i løbet af aftenen og stod direkte ind i hulen, så vi måtte slukke bålet igen… – ja, så havde vi stadig en rolig nat og sov trygt. ALT var sandet til den næste morgen, den fineste sand lå overalt. I hovedbunden, i sovegrejet, i alle tasker osv. Uanset var det det hele værd og virkede sådan lidt eventyrsagtigt 😉 Og svalerne der lystigt fløj ind og ud af hulen, gav det lige et ekstra hyggeligt præg. 

Tak spids,,, hvis vi følte vi havde haft blæsevejr og modvind dagen forinden, var det til ingen sammenligning nu. 10% stigning med henholdsvis side og modvind, så var vi li´som i gang. Heldigvis er det aldrig hel skidt (i hvert fald ikke denne gang 😉 )  Efter 10 km rundede vi starten af dalen, som er 14 km lang og skulle nu modsat på den anden side. Vi nærmest fløj op og ned over bakketoppene. Jævnligt støder vi på fårehyrder med deres får og det ser ud til at de hunde vi tidligere anså til at være vilde hunde, også bruges som hyrdehunde. På afstand kan det være svært at se forskel på hund og får 😉 Hver gang vi støder på dem, strejfer tanken mig, at det må være en lang, kedelig og triviel dag at være hyrde. Ofte kan de se hen til den næste fårehyrde med hans flok og de kan ikke engang slå “pjalterne” sammen og følges ad, for selskabets skyld, da det garanteret vil lave total forvirring, hvilket får der hører til hvem m.m. Nogle af hyrderne rider på et æsel og nogle af dem lader æslet gå ved siden af. Nogle af dem har deres kone med ud (så har de da også lidt fornuftigt selskab 😉 )  og andre har blot deres hunde, udover deres får. 

Efter 40 km, nåede vi til et spa-hotel, hvor vi øjnede lidt forkælelse

Vi blev på hotellet en ekstra overnatning. Både fordi mine ben var mærket efter de sidste dage i bakkerne og fordi vi håber at vinden når at ligge sig inden vi når til Göreme, hvor vi håber på at flyve i luftballon. 

I dag var det hammer koldt at ryge på cyklerne (tæt på frysepunktet). Igen var det kraftigt blæsevejr. En smule ned ad bakke og med en” halv pelikan” i ryggen, nåede vi en topfart på godt 45 km/t og vi fløj ind i byen, “Derinkuyu”, hvor vi allerede gjorde holdt. Derinkuyu er kendt for sin underjordiske by som turister kan besøge. I området er der mellem 150 og 200 henholdsvis underjordiske byer og indbyggede huler i klipperne og man formoder at der ligger flere som man ikke har fundet endnu. Den som vi besøgte går ned i ti etager og har kunnet rumme 10.000 mennesker.  Vi kom otte etager ned og så kun 10% af den. Igen overvældet over, hvad mennesket har kunne skabe og samtidig forundret over, hvordan det foregik i virkeligheden, gik vi ned og op ad trapper, igennem gange, ind i rum som køkkener, vin rum, stalde til dyrene, sovesale, skole rum, og kirke m.m. Hver eneste kubikcentimeter af grus og klippemateriale, der er fjernet til at lave hulrum, har trods alt skulle bæres op. Dyr og deres ekskrementer, for ikke at tale om menneskets, må grangiveligt have givet det en helt speciel og ulidelig aroma. Det er svært at forestille sig det men intet desto mindre er det fakta.

Dagen derpå cyklede vi til byen “Göreme” som også ligger i Kappadokia området, hvilket er en af de 3 hovedattraktioner for turister i Tyrkiet. Det er en by, spækket med charme og romantik og hvor man indtil videre har formået at holde McDonald´s og moderne butikker uden for bygrænsen. Den ene tufstenstop efter den anden tårner sig op i byen mellem de mere alm. huse. Mange af husene er bygget halvt ind i tufstenstoppene og der hvor byen grænser op til en mere bjerglignende facade, er der bygget eksklusive hoteller ind i siden. Søren og jeg gik en god tur den dag vi ankom og om aftenen legede vi rigtige turister og tog ud og så et tyrkisk danseshow med spisning. Den var over midnat, da vi hoppede til køjs.

I luftballon   

Bib bib bib… – Jeg hader den lyd, når Sørens vækkeur på mobilen, gør mig opmærksom på at det er slut med at godte mig under fjerene. Klokken er 04.30 – Godmorgen “mumler Søren”, så er det tid til at stå op“ smukke”, (ja, det er altså det han kalder mig). Lidt koldt vand i hovedet gjorde godt, men var til gengæld temmelig overflødigt, da kulden ramte os som en mur, idet vi trådte udenfor døren til hostellet, hvor vi boede. Nu var jeg i hvert fald 100% vågen, det var bidende koldt, trods den ellers vindstille og hel stjerneklare morgenstund. I øvrigt var vi også mega spændte på at vi skulle op og flyve i luftballon. Vi startede med at få en bid brød og lidt the, før vi hoppede op i kurven. Åh, det var skønt at komme op i den, da vi også kom tættere på den ild sky, der stod op i ballonen for at få den til at lette. Vi var 10 turister ialt samt vores pilot, som den næste time nu havde det fulde ansvar for vores skæbne. Det var allerede lysnet godt op og alt tydede på at vi ville få en smuk dag. Vi havde været utrolig heldige med vejret, for det var første dag at de havde tilladelse til at flyve igen, efter en uges pause, grundet for meget blæst og regn. Heldigvis havde vi godt hørt om det dårlige vejr, så vi havde selv trukket den lidt med at komme frem til Göreme alt for hurtigt. 

Nu stod vi her i kurven og fulgte med i at jorden under os, blev mere og mere fjern og hjælperne til luftballonen på jorden, forsvandt stille og roligt ud af syne. Vi kom op i ca 100 meters højde og synet af naturen og de mange øvrige luftballoner var ubeskrivelig smuk. Solen begyndte at titte frem bag et mindre bjerg og stemningen var ganske, ganske speciel. Kurven var godt solid og den bevægede sig slet ikke, så det var fuldstændigt som hvis vi stod på landejorden. Oooog dog, lige som vi var kommet godt op i luften, tabte vi højde igen og faktisk blev jeg lidt dårlig, da vi kom tæt på nogle af klippetoppene (tufstenstoppene). Jeg har det jo lidt med højder, så risikoen for at støde ind i en af de toppe eller en anden luftballon, gjorde ikke ligefrem tankerne mere rolige. Og sjovt nok svarede piloten mig aldrig tidligere, på mit spørgsmål, om de nogen sinde stødte ind i hinanden? Ved egentlig heller ikke om jeg ønskede at høre svaret lige på dét tidspunkt? (100 meter over jorden), så jeg gentog ikke mit spørgsmål. Jeg formåede dog at trække vejret dybt og forholde mig i ro (var jeg li´som også tvunget til 😉 ). Først da det gik op for mig, at piloten selv styrede den 99% og at det var ham, der bestemte hvor højt og lavt vi skulle flyve, samt at han også underviste de øvrige piloter der fløj omkring os, så blev jeg helt rolig igen og nød blot resten af (na)turen 😉

Det var stadig tidlig morgen, da vi returnerede til hostellet. Vi spiste lidt morgenmad og så skyllede trætheden ellers ind over os. Hurtigt sprang vi under dynen et par timer for derefter at tage os den luksus og blive godt og grundigt forkælet med et Hamam bad (tyrkisk bad). og resten af dagen slentrede vi blot lidt rundt i byen. Først på aftenen fik vi igen bugseret cykler og alle tasker ombord på en bus og derefter havde 12 timers kørsel til Erzurum.

Erzurum ligger i 1.800 meters højde og er i øvrigt et kendt skisportssted. Vi har kun små 10 km cykling fra busterminalen ind til byen. Byen ligger for foden af de sneklædte bjerge, dog er der ikke så meget sne tilbage, at de kan stå på ski nu. Det lykkes os at finde et hotel i byen, hvor de også godt vil opbevare både cykler og tasker, mens vi tager en smut til Danmark. 

FAKTA:

Underjordiske byer

Category: Kappadokien

Manufacturer: Oplevelser

Den gang de kristne boede i Kappadokien, havde folkene behov for at skjule sig når mægtige hære kæmpede om området eller var på vej til storslåede slag. De lokale beboere ville ikke slås og være med i krige, så de fik idéen til underjordiske byer. De udvidede uden tvivl idéen og byerne over lang tid. Faktisk tyder det på at de lavede en beboelsesenhed, og når der blev for trangt, gravede de bare videre skråt nedad og tilføjede en etage mere til byen. Kappadokiens mest berømte underjordiske byer er Derinkuyu og Kaymakli, men der er også en del andre, mange som endnu ikke er udgravede. Man har indtil videre fundet 36 underjordiske byer. De har måske aldrig gjort det, men det var muligt for op til 30.000 mennesker at leve i hver af byerne i op til et halvt år.

Hvor og hvornår stammer de fra?

Eksperterne kan ikke give alle detaljerne, for meget lidt er efterladt. Dog mener de fleste at de underjordiske byer først bliver grundlagt af hittitterne for over 4000 år siden. Men andre forskere mener, det er de kristne der har bygget dem (eller i hvert fald udvidet dem markant) for omkring kun 1500 år siden. Det er forholdsvis troværdigt at de var beboede i det syvende århundred f.v.t., for her skriver den græske historiker Xenophon om Kappadokiens underjordiske folk.