TYRKIET: Denizli
Det blev til 19 dage i Denizli
Måske det alligevel var en fejl at vi havde takket nej til et lift den sidste dag på vej mod Denizli. I hvert fald havde jeg en elendig nat, plaget af rygproblemer og om morgenen kunne jeg knapt bevæge mig. Hvis jeg drejede mit hoved eller løftede en arm, gjorde det forbandet ondt og jeg kunne umuligt komme ud af sengen uden Sørens hjælp. Tårerne trillede i en lind strøm ned af kinderne… – ikke så meget grundet smerterne, men mere fortvivlelsen over at der ikke skulle tælles på mange fingre, for at konstatere at cykling var udelukket. Realiteten er således at Tyrkiet er et stort bjerglandskab og at vi skal cykle op og ned fra alt imellem ca. 500-2.000 meters højde. Grundet min ryg, bliver det et sandt mareridt. Og JA… jeg GØR skam ryg øvelser i stor stil 😉 Men puuuha… tanken tager modet og pusten fra mig og jeg får en liiiillle bitte smule selvmedlidenhed.
Vi er nu på 4. døgn i Denizli. Min ryg er stort set ikke blevet bedre, udover at den hver dag føles bedre når vi skal i seng, ja så er jeg sat tilbage til udgangspunktet, når vi står op. Ved hjælp fra en engelsktalende mand, Onur, har vi fundet frem til en Osteopat og han mener at 10 behandlinger over de næste 14 dage, vil sørge for at jeg bliver fit for fight igen.
Vi har også været på besøg og inviteret på aftensmad et par gange hos den warmshower familie, vi skulle have mødtes med ved vores ankomst til Denizli. Første gang vi var hos dem, spiste vi på gulvet… – ved siden af deres spisebord, inde i stuen 😉 Her bliver det meste mad serveret i fælles tallerkener, hvorfra vi alle fanger an. De fortalte at det max er 1-2 gange om året at de sidder ved spisebordet ellers bliver alle måltider serveret på gulvet. Vi har også lånt en bil af familien og i går benyttede vi os af at komme ud og se Pamukkale, hvilket er et kalkstensområde der kun er 20 km fra hvor vi bor i Denizli. Trods den ellers skyfrie himmel, lå der en dis over hele området og selvfølgelig tog det lidt af sigtbarheden. Men umiddelbart synes jeg at vi stadig fik et utrolig godt billede af, hvordan det også kunne se ud på en hel klar dag.
Selv om min gangart ligner en bedre karikatur af Anders and, fordi jeg er stiv i ryggen og har ondt, så begiver vi os op ad kalkstens ruten mod toppen, hvor den antikke oldtidsby “Hierapolis” ligger. Ret efter at have betalt vores entrebillet, bliver vi mødt at en vagt, der beder os om tage vores fodtøj af. Søren havde godt læst om det og sagde at det var for at bevare kalken hvid. Men uanset var det et meget smart træk, da kildevandet fosser ned over kalkstensterrasserne og blot ville have gennemblødt vores sko i løbet af nul komma fem. Hermed foregik det i gåsegang op af bjergskråningen. Av av mine fødder, – hihi… er det ikke ryggen der gør ondt, er det mine fusser. Det er utrolig smukt og fascinerende at naturen har lavet disse kalkstensterrasser igennem flere tusinde år, hvor vand fra varme kilder er løbet ned ad bjergsiden. Terrasserne har flere forskellige størrelser og udformninger og grundet kombinationen af den hvide bund og lyset, ser vandet helt eventyrligt ud. Da vi nåede til toppen af kalkstensterrasserne måtte vi igen tage vores fodtøj på og vi gik herefter en god tur og så på det gamle Hierapolis, som i antikken var et knudepunkt for den øst- og vestlige trafik og opnåede derfor en kæmpe velstand, hvor både byen og ikke mindst dens indbyggere var meget velhavende, efter datidens standarder. Området blev i 1988 optaget på UNESCOs liste over verdensarv.
Efter vores tur til Pamukkale havde vores “warmshover vært” taget kontakt til en mand fra Iran, der skulle være god til massage. Han kom og så til mig og han mener at han kan få mig på højkant efter blot 5 behandlinger 😉
Vores warmshower familie har også haft besøg af et fransk cykel par og dem nåede vi lige at tilbringe en halv dags tid med. Det var super hyggeligt. Med den lånte bil benyttede vi os lige af at tage ud og se en grotte sammen med dem 😉
Vi har nu været i Denizli i 19 dage. Jeg har fået 5 gange massage og været hos osteopat 12 gange. Hver gang er der blevet brækket i mig, hevet i mig, sat masser af nåle i mig, og jeg har fået elektrosjok. Hver dag har vi gået lange ture på alt imellem 5-14 km og lavet ryg øvelser med elastik. Jeg er næsten 100% god igen. Jeg kan mærke at det spænder i ryggen, når vi går tur, men ellers virker det helt godt. Søren endte med at blive helt misundelig på alle mine behandlinger, så de sidste dage fik han også en ordentlig omgang for nakkespændinger 😉
En kold tyrker
Vi har efterhånden set Onur en del gange. Han har både været hos os til spisning og vi har været på hans restaurant. Udover det, har han taget os ind til den gamle bydel, hvor vi fik traditionel kebab. Faktisk kan man godt sige at det har været en “kold tyrker” at komme til Tyrkiet i bogstaveligste forstand. Efter vi forlod Marmaris er vi ikke stødt på en restaurant, hvor de serverer hverken øl eller vin. Så vi er blevet rigtig gode til at drikke Ayran, hvilket er en drikkeyoghurt, der smager lidt henad kernemælk. Det drikker alle og det gør vi så også nu 😉 En enkelt gang har vi købt en rødvin, som vi delte med Onur.
Vi gør meget for ikke at tale politik med nogen. Men det er svært at undgå og nogle af dem er det li´som at starte en grammofonplade med hak i. Søren og jeg må i så fald blot være neutrale og lytte høfligt, indtil vi får mulighed for et emneskift. Jeg kan dog godt forstå at det fylder meget hos mange af dem. I dag (16/4-2017), er det valgdag i Tyrkiet. Jeg har været lidt spændt på om vi mærkede nogen forskel, om der skulle blive uro i gaderne eller andet. Men foreløbigt har vi intet mærket. Dog læst i nyhederne at der i en familie har været uenighed om, hvem der skulle stemmes på og at det kostede 3 af dem livet. Jeg håber ikke vi mærker andet til det.
Planen er at vi forlader Denizli med bus i morgen. Vi tager bussen, for det første for at skåne min ryg i bjergene lige her i starten og for det andet fordi vi er kommet uhjælpeligt bagud i tidsplanen grundet vores lange ophold her. Vi skulle meget gerne over bjergene og til Indien, før vinteren igen sætter ind. Mine ellers begyndende og synlige lårmuskler er også efterhånden helt væk igen. Min kondition er selvfølgelig heller ikke forbedret, så nu er jeg spændt på, hvordan det bliver at starte op igen, når først vi for alvor ryger på cyklerne. Efter bussen til Konya, har vi ca. 6 dage på cyklerne til Göreme og denne strækning burde være i rimelig fladt terræn. Derefter tager vi med tog til Erzurum og minsandten lige en smut hjem til Danmark i 3 ugers tid til børnene m.m. Og først derefter bliver det sådan lidt mere alvor igen. Ikke mindst er jeg sikker på at det bliver som at starte forfra med genoptræningen. Hm 😉
Denizli er en by i det sydvestlige Tyrkiet, med et indbyggertal (pr. 2009) på cirka 337.000. Byen er hovedstad i en provins der også hedder Denizli.
Byens varemærke er en hane og det siges Denizli´s haner galer så længe at de falder om af anstrengelse efter deres galen på langt over et minut ad gangen.