Italien

Italien

Selv tikkeværket kunne vi blive nervøse for…

I skrivende stund sidder jeg på et hotelværelse i Cosenza, godt pakket ind under tæpper og med et stort tæppe om halsen. Vi har valgt at tage tre overnatninger her, så jeg kan komme på toppen igen efter en god omgang forkølelse, som på mirakuløs vis kun var rigtig slem i to døgn. Så allerede nu, har jeg det meget bedre og jeg tror på at jeg er helt ok, når vi cykler videre igen i morgen 🙂 

Italien har været en blandet fornøjelse vejrmæssigt. Skiftevis med dejlig sol og blå himmel og en time efter med hagl eller styrtende regn. Blæsten har været rimelig konstant og desværre stik imod os. Selv når vi cykler på lige strækninger kan farten gå helt ned på 8 km/t fordi vi bliver bremset op af vinden og så kan en dag på cyklerne godt føles lidt lang og udmattende, selv til sammenligning med de dage hvor vi har” trampet papkasser” og nået 1000 højdemeter. Dagen efter vi kom til Italien, gik det altså bare opad. Stadig med kystlinjen lige ved vores side, da de jo ofte har en ide om at placere byerne på toppen ad bjergene eller et godt stykke op ad bjergsiderne og det er som oftest også ad denne vej landevejen leder os. En dag da vi skulle op i ca. 600 m. over havets overflade, troede Søren lige vi kunne skyde genvej ad en mindre vej. Tak spids, da kom vi på prøve, selv tikkeværket kunne vi blive helt nervøse for. Stigningerne var umenneskelige og umuligt at cykle op ad. Men næsten li´så umuligt er det at skubbe cyklerne, da de er temmelig tungt læsset. Sørens mere end min og på sådanne stigninger, kan jeg knapt skubbe hans cykel en tomme. Vi fik dog slæbt os op og jeg med Sørens hjælp til at skubbe bagpå cyklen. Desværre gik det lidt hårdt ud over mit knæ, så siden har jeg måtte have mit knæ bind på igen.

Vi savner teltlivet

Som før nævnt er regn som sådan ikke en hindring, men kulde og blæst kan mine fødder altså bare ikke klare. Alle andre steder kan jeg snildt holde varmen, når vi vel og mærke er igang. Men fødderne og specielt mine tæer, de fryser til istapper og bliver følelsesløse. Det er li`som om at mit blodomløb vender rundt nede ved anklen og bare aldrig kommer det sidste stykke ud, rigtigt øv og garanteret også derfor at jeg nu sidder pakket ind i tæpper. 

Rigtig tit når folk får at vide at vi er fra Danmark. så lyser de op og siger: “Arhh – så er det her vejr jo rigtig varmt for jer”. Hm… ved ikke hvor de har det fra? Vi har haft temp. på ned til -6 gr. (om natten) og alt fra -2 og opefter om dagen. De fleste steder vi kommer for at overnatte, er der ikke varme på, før vi selv tænder for varmen og tro mig, så følger der altså nogle kolde timer, før det er udholdeligt. Vi har sågar været steder, hvor der slet ikke var varme på og dét er koldt 😉 

Nå men ellers har vi det jo godt sådan overordnet set. Vi ser dog frem til lidt temperaturstigninger og savner efterhånden teltlivet, selv at kokkerere mad osv. Søren synes den italienske mad er fantastisk, hvorimod at jeg efterhånden er godt træt af pizza og pasta som hovedingrediens i et aftensmåltid. Selvfølgelig får vi også andet at spise, men deres morgenmad som altid alligevel er inkluderet i B&B´s priser, benytter vi os jo af, og ih guder hvor er jeg også træt af den. Croissanter med indbagt nutella, syltetøj eller creme. Hver gang jeg beder om et glas koldt mælk, kræver det en længere forklaring. De fatter simpelt hen ikke, at vi har lyst til at drikke koldt mælk. Det sjoveste var da jeg først fik serveret et glas koldt mælk MEN med en sjat kaffe i, hm… – jeg prøver igen. Nu virkede det indlysende på serveringsdamen og hun kom glad ud med en dyb tallerken MED koldt mælk og en ske i, haha 😉 Rugbrød kan vi ikke opspore, så frokost er ofte en bolle eller toast med ost og skinke i. 

Vi oplever at italienerne er et stolt folkefærd. Da vi var på Sardinien, spurgte de os meget hurtigt om, hvad vi syntes om Sardinien og de gav udtrykkeligt udtryk for at dé var ikke italienere men sardiniere. Sicilien gentog det samme sig, de mener at Sicilien er verdens navle über all 🙂 Og nu selve Italien, de krummer tæer, hvis vi med vores lille ordforråd kommer til at sige noget på nærmere spansk i stedet for italiensk. Virkelig trist, når de er så stolte af deres land, at de så sviner det til med al deres affald. Man skulle nærmest tro at rotterne var deres bedste venner, da de i hvert fald gør ALT for at fodre dem og det er også første gang at vi har stødt på så mange døde rotter langs vejene 😉 Vi har nævnt det et par gange for nogen af dem, men de slår blot ud med armene og fortæller at det er kendetegnet for deres land. En ellers så flot natur og smukt et land, bliver virkelig trist, med alt den affald. Affald OVERALT og alt slags affald, lige fra sofaer, toiletter, madrasser og tøj til plastik og madaffald. Selv der hvor der er placeret affaldscontainere er der bunket op med affald ved siden af og der hvor de bliver tømt, tager man åbenbart ikke notits af affaldet der ligger i bunker rundt om. Må indrømme at rigtig meget af charmen og glæden går af, når vi konstant skal se på alt det “crap” langs vejene, i byerne og på strandene. 

Jeg tror til gengæld at sommeren vil gøre en stor forskel og at det hele vil se meget mere tiltalende ud, når først det hele blomstrer mere med sine stærke farver og solen den varmer. 

Før vi kom til hotellet her, cyklede vi langs kysten til Paola. Planen var at overnatte 17 km længere fremme for så at krydse ind over bjergene, videre til modsatte kystlinje, men tilfældigvis (og nok også til Sørens store ærgrelse) kom vi forbi en togstation. Jeg slog straks bremsen i, frysende om mine tæer og med lettere hovedpine (grundet forkølelsen), fik jeg overbevist Søren om (igen) at det altså ikke var hverken snyd eller et nederlag at springe på toget. Jeg havde set bjergtoppene med sne på og velvidende at vi skulle op over 1000 højdemeter med risiko for at vi også røg op til de sneklædte bjergtoppe, syntes jeg selv det var en genial ide. Byen Cosenza, ligger i ca. 300 meters højde. I morgen når vi cykler herfra, siger vejrudsigten både at der skal være tildels sol og en vindstyrke på kun 2 sek./m. Yeah og ikke nok med det, så har vi 400 m. for os néd ad bakke og kun 200 højdemeter. 

På fire hjul

Vi er vidst begge to ved at være “færdige” med Europa. Glæder os dog til Grækenland, da vi skal mødes med nogle venner i Athen og også besøge Sørens kusine på Rhodos. Men ellers er vi mere end klar til at indtage Tyrkiet og opleve nye kulturer. Vi har indtil videre kun været hos en enkelt warmshower host, siden vi forlod Sardinien, det gør selvfølgelig også lidt ondt i tegnedrengen, da vi overnatter på B&B og derfor også spiser flere måltider “ude”. Så JO vi er klar til forandring og specielt til de varmere himmelstrøg 😉 

Vi er jo nærmest fløjet igennem Italien. Vejret blev ikke som forudsagt. Næste morgen da vi vågnede, lå der sne og sjap over alt og vi frygtede at så snart vi kom ud af byen ville der ligge endnu mere sne på vejene. Sååå ned til stationen igen, for at konstatere at der ikke afgik noget tog, hvor vi kunne have cyklerne med. Gode råd var dyre og det endte også med en halvdyr løsning, da vi lejede en bil, fik læsset cyklerne og kørte turen på fire hjul ned til Brindisi, hvor vi skal have færgen videre til Grækenland. Tjah og bagklog kan man også hurtigt blive, for selv om det er hammer koldt, var der begrænset med sne på vejene og vi kunne sagtens have cyklet turen selv (250 km). Søren og jeg er absolut heller ikke enige om alle disse overspringshandlinger som i tog og nu med bil og han mener også at vi bør benytte os af teltet, de dage det i hvert fald holder tørvejr. Men men men… den “diskussion” får nok aldrig ende. Jeg er en frossenpind uden lige og jeg HADER at fryse, hvilket går kraftigt ud over humør og i sidste ende går det også ud over Søren, hvorfor han nok også har lettere ved at overgive sig. Hm… eller også er det bare fordi at han ved, jeg vil stå stædig fast og så nyder han godt af det og kan stadig spille “sej”, haha 😉

Færgen sejler først i aften kl. 21 og turen tager 16 timer. Et eller andet sted skal vi jo forsøge at spare og da vi begge er unge, har vi igen fravalgt kahyt 😉  – Så jeg tror på det bliver en laaang nat.

82 år og 20 år på cyklen

Da vi skulle ombord mødte vi Heinz fra Tyskland. En ældre mand, kan jeg vidst med god samvittighed beskrive ham som. Han havde en lille rygsæk på ryggen og cyklede på en racercykel. Vi faldt hurtigt i snak, han fortalte han var 82 år gammel og havde levet livet på cyklen gennem de sidste 20 år. Han havde også haft en hund med sig, som døde for 4 år siden af alderdom. Den havde slået ham følge i 16 år. Han havde selvfølgelig været jorden rundt forfra og bagfra og nu var han på vej til Indien igen, som er det land han er mest begejstret for. Han fortalte os mange historier på godt og ondt, fra nær og fjern. For blot 4 uger siden var hans telt og sovepose m.m. blevet stjålet, men det tog han sig ikke så meget af. Han købte nok noget nyt inden så længe. Hans oppakning inkl. det tøj han havde på, bestod af to par bukser (læder ridebukser), et par shorts, to underbukser, to par strømper, tre bluser, en hue og hans jakke, samt de sko han havde på og et par slippers, et kamera og hans tal kryds, samt en dagbog. Det må man da kalde let oppakning. Hatten af for ham. – Jo… vi var imponeret. 

Sejlturen foregik hel roligt og vi var også heldige at få os en sofa, vi kunne brede os på. Søren og jeg havde købt lidt brød og god ost, samt en flaske vin, hvilket var aftensmaden ombord. Vi havde også sørget for lidt ekstra forkælelse, som en plade mørk chokolade med nødder. Så trods skarpt lys og lidt støj i krogene, blev overfarten ganske tålelig, krydret med Heinz´s fortællinger.